Skjermbilde 2017-02-19 kl. 19.19.28
Sidste gang jeg skrev, at jeg brugte al min energi på blot af holde hovedet over vandet, så skyldtes det primært, at vi lige havde besluttet at huset skulle sælges. Her, godt ni måneder senere, står jeg med samme følelse.

Denne gang skyldes det dog, at huset jo ER solgt, og vi er i gang med at pakke hele vores liv ned i nogle flyttekasser. Så ikke bare lever man i mere eller mindre kaos, men man skal også kunne bevare et nogenlunde overblik, få styr på alle de ikke-nedpaknings-relaterede praktiske ting (sådan som køb og salg af møbler, offentlige registreringer, etc.), og også forsøge at gøre hverdagen så normal som muligt for drengene.

Derfor er der pt ikke så meget tid/overskud til de øvrige sjove ting, som fx. det at blogge – men det er jo trods alt i en god sags tjeneste 😉 Og det bliver SÅ godt, når vi en gang kommer på den anden side (aka i det nye hus)…!

Jeg ville såmænd ikke så meget mere med dette indlæg en at lige sige, at jeg er i live, og at alt er vel. Så håber jeg du har en god søndag, og at vi skrives ved inden længe.

Kh Therese

P.s. Der kommer en del flere posts på min instagram de her dage, da det er knapt så energikrævende at tage et billede og skrive en lille kommentar (og en hulens masse hashtags) til, så hvis du ønsker at blive opdateret lidt oftere kan jeg anbefale at følge min profil derinde 🙂

IMG_1877

Min læringskurve indenfor de sociale medier har været enormt stejl. Jeg startede ud med facebook for snart 10 år siden (nej, jeg havde ingen myspace eller lign. forinden…faktisk var det først dér, for 10 år siden, jeg fik den første computer, der kunne anvendes til mere end at skrive worddokumenter og lægge kabale). Og hvad gjorde jeg på facebook for 10 år siden?

Som så mange andre var jeg nok meget generøs med alle mulige random opdateringer, for facebook opfordrede jo ligefrem til at fortælle jer, at “Therese er…” – og så var det jo nærmest min pligt at fortælle omverdenen dét. Der blev også delt flittigt ud af billeder. Jeg har stadigvæk nogle album på min facebook, der hedder “my life anno 2007”, “my life anno 2008”, etc, haha. Men det største fejl jeg dog begik som helt fersk på de sociale medier var, at jeg en sommer delte billeder af nogle børn i min familie, der løb nøgen rundt i haven. Jeg havde dog tænkt så langt, at jeg havde sat mine privacy-indstillinger til de billeder som “private”, og så var der jo ingen andre end dem, jeg havde sagt god for, der kunne få tilgang til de her billeder, vel?

IMG_2363

Jeg synes derfor børnenes mor var noget sippet og “over the top” da hun spurgte om jeg ikke ville fjerne de her billeder…men jeg gik naturligvis med til det, for så vigtigt var det altså ikke for mig.
I eftertid har jeg virkelig siddet og slået mig selv i hovedet over, hvor naïv jeg var. Ikke bare for at dele billeder af nøgne børn på et socialt medie, men også for rent faktisk at tro, at en sølle privacy-setting kunne beskytte de billeder jeg uploadede.

Man kan derfor trygt sige, at da jeg selv blev mor, så var jeg noget klogere på, hvilke billeder jeg ville dele med omverdenen. Jeg havde faktisk også en blog på det tidspunkt jeg fik min første søn, Røveren. “My Life As Therese” hed den, og var virkelig en blandet landhandel – både indholdsmæssig og kvalitetsmæssig. Der gik dog lang tid inden jeg/vi delte billeder på de sociale medier, hvor man kunne se Røverens ansigt – både på vores “private” sider og også på bloggen.

Jeg havde dog en indre kamp på det tidspunkt, om hvorvidt jeg ønskede at vise billeder af børnene (eller, på det tidspunkt; barnet) på bloggen. Det var trods alt en helt anden platform end fx. facebook, og de historier der fulgte med billederne kunne nemt blive noget, der kunne “hjemsøge” børnene (barnet) i fremtiden…ikke forstået på den måde, at jeg føler, at jeg har UDLEVERET børnene i det jeg skriver – men der vil uanset hvad være ting, man ikke liiiiige synes det er superfedt at kammeraterne kan læse når man er teenager. Og i sidste ende, så blev dette en af faktorerne der førte til, at jeg lukkede ned for den første blog (dét, og det faktum, at jeg ikke havde nogen “retning” på bloggen, så derfor så jeg ALT i min hverdag som et potentielt blogindlæg, og det kan man altså blive en lille smule skør af, haha!)

trekløver

Mit ønske og min lyst til at blogge forsvant dog ikke, så efter et par år besluttede jeg mig for at starte op igen – denne gang med et nyt domæne, en lidt mere tydelig retning for bloggen, og nogle helt klare retningslinjer for, hvordan jeg skulle “beskytte” både mig selv og min familie.

Derfor blev det helt fra starten af besluttet, at jeg ikke ville dele billeder af børnenes ansigt på bloggen. Det er delvist for at beskytte deres ret til privatliv – de er trods alt ikke gamle nok til at sige til eller fra ift hvor meget de vil “udstilles” på et offentligt medie, som denne blog jo nu engang er. Så kan man jo sige, at når der alligevel er “offentlige” billeder af børnene på min private facebook, så forsvinder styrken i dette argument…men der er dog også en anden grund er også dét, at jeg ikke vil vise børnene på bloggen (eller instagram for den sags skyld, som jo er direkte knyttet til bloggen), og det er, at jeg gerne VIL have et skille mellem hvad der er privat og hvad der er offentligt i mit liv.

Jeg bruger bloggen (og instagram) som en legeplads for mig selv og mine kommunikative gener, som et frirum, hvor jeg kan skrive hvad jeg har lyst til, og som et sted, hvor jeg kan træne mine færdigheder. Men det er stadigvæk sundt for mig, at hele tiden have for øje, at det er en offentlig platform, som derfor ikke skal indeholde ting der tilhører mit private liv…

img_4184

Som I nok også har opdaget, så vælger jeg også at bruge kaldenavne på både Manden og drengene, da jeg også ønsker at beskytte dem fra, at deres navne “dukker op” i et blogindlæg ved en googlesøgning nogle år i fremtiden. Jeg ved selv, at jeg ville synes det var ubehageligt, hvis nogen skrev lange indlæg om mig (med mit rigtige navn) uden at tjekke med mig, om jeg synes det var ok – også selv om det måske var godt ment.

Derfor har jeg altså valgt at være på den helt sikre side, og både undgå at bruge deres navne og vise billeder af dem. Og trust me; de er nogle virkelig SKØNNE drenge, så det er megasvært til tider IKKE at vise jer billeder af dem! Især hvis man tænker på, at der jo egentlig ikke skal mere end en google-søgning til for at finde billeder af dem i andre settings. Men nu er det nu engang det valg jeg har taget, og foreløbig vil jeg holde mig til det – så må vi se om tiden ændrer min holdning (som den jo nogle gang får os til at gøre 😉 )

Hvad tænker I om det? Kan I følge mig i tankegangen, eller synes I jeg er for “hys”? Jeg er nok efterhånden den eneste blogger (eller kender I andre), der slet ikke viser billeder af børnenes ansigter. De fleste andre viser billeder af sine børn, men dog i så fine og “neutrale” situationer, at det ikke som sådan er noget, der kan “forfølge” børnene – det er nok også sådan jeg ville ende med at gøre, hvis jeg en dag beslutter mig for at det er ok, at børnene vises frem på bloggen… Man har jo også dem, der i mine øjne udleverer børnene på en måde, der slet ikke er okay, men det får blive en anden snak.

Nu vil jeg ind og kysse mine smukke (sovende) børn, og gå tidligt i seng, så jeg er klar til en ny uge. Vi skrives ved.

Kh Therese

Nu er det nogle måneder siden sidste gang jeg kom med sådan hér en opdatering, og man kan vidst trygt sige, at der er sket en del ting siden sidst 🙂 Så her få I lige et lille indblik i, hvad tiden går med these days…

  • Den ting, der fylder aller mest herhjemme er naturligvis den nært forestående flytning. Nu tæller vi ikke længere måneder, men uger, og derfor er vi også lige så stille begyndt at tænke på nedpakning af hus og hjem. Jeg har i lang tid sagt, at det vil ikke blive SÅ slemt, for der er ikke så meget opbevaringsplads i vores nuværende hus, så vi har været gode (/tvunget til at være gode) til at skille os af med ting vi ikke havde brug for. De ord tror jeg dog jeg bliver nødt til at æde, for efter en hurtig gennemgang af børnenes legeværelse gik det op for mig, at blot på det ene værelse er der nok skrammel ting til at holde mig beskæftiget i lang tid…jeg tror jeg vil gå ind med en hård hånd, og hellere smide ud/give væk for meget end for lidt! 😉

img_7046

  • Har jeg (igen igen) lige lavet en aftale med mig selv om at prøve at skære ned på det usunde i form af slik, chips, chokolade og sodavand – kunne mærke det tog lidt overhånd i løbet af eksamensperioden, så jeg tror jeg har godt af en pause for at blive nulstillet igen. Søde sager i form af hjemmebag må jeg dog gerne få…man skulle jo nødigt blive fanatisk, haha!

  • (Total urelateret til ovenstående punkt) har jeg i dag smækket sammen vaniljecremen til de her norske fastelavnsboller, og kan mærke allerede nu, at tænderne løber i vand. Jeg glæder mig til de står rygende ferske på køkkenbordet i morgen! Og fik også mindsket madspildet ved at bruge de ovenskydende æggehvider til at lave en omgang kyskager med chokoladebidder..mums!

IMG_2160


  • Tæller februar intet mindre end 2 (måske 3!) børnefrie weekender! Den ene weekend skal vi begge to til hvert vores arrangement, den anden skal vi i bryllup, og den tredje skal gå med til hus-relateret arbejde. Jeg har faktisk også bestil en omgang forkælelse i form af mad den ene weekend, da der jo også er Gastro-week i Århus – så kan vi fejre, at det er (lidt over) 10 år siden Manden og jeg mødte hinanden. (Hvis I bor i nærheden af Århus vil jeg virkelig anbefale at overveje at prøve Gastro Week-konceptet…det er en virkelig god måde at komme ud til nogle af byens restauranter og få noget rigtig godt mad til en fornuftig pris. I kan se restauranter og menuerne de har den uge her – og hvis I tager afsted vil det være sjovt, hvis I sender mig en lille kommentar om hvad I synes om koncpetet (og det sted I tog hen. Jeg er i hvert fald fan, og glæder mig allerede til en hyggelig date med Manden)

  • Har jeg også en date i den kommende uge – med min “hjemmegående-mødregruppe” (af mangel på bedre ord). Det er nogle dejlige kvinder jeg mødte i min tid som hjemmegående, som også stod i samme situation. Vi mødtes ret ofte, både i legestuer og hjemme ved hinanden, i den periode vi var hjemmegående, men nu efter vi mere eller mindre alle er i gang udenfor hjemmet igen er det ikke så tit vi ses, så det bliver dejligt at mødes med dem igen – denne gang dog uden børn 😉

  • Har jeg brug for hjælp fra jer. Jeg har tidligere skrevet om, hvilke netflix-serier jeg er/har været meget glad for, men problemet kommer når det kommer til serier jeg kan se sammen med Manden. Han er nemlig en lidt kræsen en af slagsen, og hvis det ikke fanger umiddelbart, så er det svært at lokke ham til at se flere episoder (fx. blev det kun til to episoder af House of Cards). Er der noget I kan anbefale?? For at gøre det nemmere kan jeg jo nævne de serier vi rent faktisk HAR set sammen; Narcos, Homeland og Prison Break. Altså ikke overvældende mange.

Ih altså, jeg har i så lang tid haft lyst til at vise jer billeder af vores nye hus – altså det vi flytter ind i om ikke længe (vi skal bare have styr på den minor detail der hedder at pakke hele vores hus/liv ned først *gisp*). Men det som gjorde mig usikker var, at de billeder jeg havde på min telefon var nogle vi selv havde taget da vi var på visning – altså private billeder af huset, som jeg så ikke ville vise af respekt for dem, der bor der nu…det er jo deres ting, deres hjem, deres privatsfære jeg i så tilfælde ville vise frem.

Derfor har jeg kun vist frem dette af “forældrebadeværelset” som jeg postet på instagram efter en visning – der vurderede jeg, at der var så få “personlige” ting (et par badeænder), så det havde jeg det fint med…

Men så kom jeg i tanke om, at jeg jo har fået tilsendt salgsopstillingen fra den ejendomsmægler, der havde sagen, og der var der nogle få billeder på – og de var jo tiltænkt offentlig eksponering, så dem må I gerne se! Det viser kun køkkenet og alrummet, men det er også de rum, der er mest karakteristiske – især det kæmpestore alrummet…jeg glæder mig til at holde jul, fødselsdage, sommerfeste osv. derinde. Ser for mig et KÆMPESTORT juletræ i alrummet (nu må vi jo se, om det ender med at blive sådan, haha. Ting er som oftest nemmere at forestille sig, end at rent faktisk gennemføre…men om ikke andet, så er muligheden der, i hvert fald 🙂 )

Skjermbilde 2017-01-27 kl. 11.26.46

Skjermbilde 2017-01-22 kl. 11.37.36

Skjermbilde 2017-01-22 kl. 11.38.23

Skjermbilde 2017-01-22 kl. 11.39.14

Som jeg har nævnt tidligere, så elskede Manden det fra første gang vi så det. Jeg havde brug for lidt mere tid (havde jo forestillet mig, at vi måske skulle bygge nyt, i den dér “hvidt-i-hvidt”-stil)…men nu er jeg SÅ glad – og jeg glæder mig mere end ord kan beskrive! Snart bor jeg dér!!!

Nu vil jeg pakke sammen mine ting og tage Bassen med for at løbe nogle ærinder – han vågnede i nat med voldsomt ondt i ørene, så med ingen søvn til hverken mor eller børn og en potentiel mellemørebetændelse på trappen snuppede vi liiige en fridag mere i dag – ahrmen altså, hvordan forældre med tre eller fire børn nogensinde kan få arbejdet er mig en gåde – jeg synes det er rigeligt med sygedage bare med de to vi har! Heldigvis havde jeg kun ét møde i dag (hvis vi ser bort fra en kaffeaftale med Marina/cand.mor), så det går nok… Nu glæder jeg mig til weekend, og til at få Manden hjem igen.

Håber I får en god start på weekenden – solskinnet gør i hvert fald sit for at bidrage med god stemning.

Kh Therese

IMG_7957

Det er sådan jeg har følt mig de sidste par måneder.

Ikke bare havde vi en december, der var mildt sagt udfordrende med sygdommer der stod i kø og blot ventede på at afløse hinanden, men også hele to ugers juleferie – mindre kan simpelthen ikke gøre det, når man skal op til nord-norge, hvor jeg er vokset op (bare hjemrejsen i sig selv tog 16 timer!!!).

Når jeg så kom tilbage fra juleferien nåede jeg lige at arbejde et par dage inden eksamensperioden gik i gang. Og der var det jo så aftalt på forhånd, at jeg ikke skulle/kunne arbejde så meget, da jeg jo naturligvis blev nødt til at prioritere eksamen. Som jeg dog proklamerede for et par dage siden, havde jeg min sidste eksamen i mandags, og skulle derfor virkelig til at give den en skalle på kontoret for at indhente noget af det forsømte!

Og så ringer de fra børnehaven i går eftermiddag (sidenote; jeg bliver lettere panisk da jeg kan se, at det er børnehaven der ringer for jeg VED at begge børn er langt væk fra det at have feber eller lignende, så den eneste grund til at de ville ringe var, hvis der var sket en ulykke! Sh*t altså, jeg blev helt kold og klam i hænderne da jeg tog telefonen).

Pædagogen var dog meget god og startede samtalen med de har det godt begge to, men…” . Bassen havde åbenbart faldet ned fra en hems i børnehaven, og slået både hovedet og hoften ret kraftigt. Hovedet var de dog heldigvis ikke så bekymret for, for han viste ingen tegn på hjernerystelse. Hoften var de dog mere bekymret for, da han siden faldet havde “humpet” lidt. Jeg var faktisk på vej hjem fra arbejdet da de ringede, så der gik ikke så lang tid inden jeg kom frem til børnehaven. Der var bassen ude og legede med de andre børn, og jo – man kunne se, at han havde lidt ondt i den ene side, men det var allerede blevet meget bedre siden pædagogen havde ringet til mig.

Jeg pakkede hurtigt deres ting og tog børnene med hjem (vi svingede lige forbi Mandens kontor inden vi tog hjem – jeg havde ringet og fortalt om faldet, så han havde aflyst de sidste møder, i tilfælde vi skulle til læge/skadeskuen med Bassen).
Derhjemme blev vi dog hurtigt enige om, at der ikke fejlet hans hofte/ben noget – ud over at han havde slået sig lidt. Han gik, løb, hoppede og kæmpede med Røveren uden at klynke, så det var jo som sådan godt. På den anden side blev vi lidt mere bekymret for det slag hans hoved havde fået.

Han tog sig meget til hovedet, og klynkede hvis vi strøg eller kyssede ham i nærheden af, hvor han havde slået sig. Hvis han bukkede sig således, at stod med hovedet ned fik han også ondt – nok på grund af blodtilstrømning. Han synes også sådan en lille ting som det at få nattrøje på var ubehageligt, og når han skulle sove var det svært at finde en stilling, hvor det ikke gjorde ondt i hovedet.

Umiddelbart tænkte jeg, at det nok ‘bare’ var bulen/blåmærkerne, der gjorde ondt. Det kender man jo godt selv…hvis man har slået sig kraftigt et sted, så gør det jo ondt, når der bliver lagt pres på eller rørt ved det sted. Han var lidt vågen i løbet af natten, men ellers gik det ok. Men da han vågnede i morges og stadigvæk udtrykkede, at han havde ondt i hovedet så jeg ingen anden løsning end at give ham en fridag fra børnehaven. Og det betyder jo også, at jeg skulle “holde fri” fra mit arbejde… …

Jeg gav min chef besked om ovenstående, og naturligvis kom der kun ønsker om en god bedring til Bassen retur. Jeg havde det dog alligevel lidt skidt med det i og med, at jeg har været så meget væk de sidste par måneder (og er det nu jeg skal nævne, at det er under et halvt år siden jeg startede i jobbet). Men alligevel ikke SÅ skidt, at jeg vælger at sende Bassen afsted med hovedpine.

Vi har dog haft en rigtig god dag i dag. Stille og rolig, men samtidig har jeg kunne mærke på Bassen, at han har det fint. Og det er dejligt, for selv om han måske godt kunne have “klaret” en dag i bhg i dag, så ville jeg bruge hvert andet minut på at tænke på ham, og hvordan det gik med hans hoved. Nu tog vi alle – inkl. Røveren – en ekstra fridag, hvor Bassen har kunne være i stille og rolige omgivelser, fået sin middagslur (han er endnu ikke rigtig begyndt at sove i børnehaven siden han rykkede op fra vuggestuen for et par uger siden), og er klar på at komme afsted igen i morgen. Og jeg kan sende ham afsted med en vished om, at han er ok 🙂

Så må jeg satse på, at jeg kan nå at indhente de forsømte papirstakke på mit arbejde i morgen og dagene/ugerne fremover…der skal bare ikke komme flere ulykker eller mere sygdom vores vej! I krydser fingre sammen med os, ikke?

/Therese

Aaaah, jeg havde glemt, hvor hårdt det var. Eksamensperioder, altså. Når man først har afsluttet sin uddannelse og har fået studietiden godt på afstand, så kan man hurtigt komme til at romantisere dét at være studerende. Det havde jeg i hvert fald gjort. “Man har jo kun få timers undervisning om ugen, og man kan jo bare læse lidt efter børnene er puttet, og jo – så skal man til en lille håndfuld eksamener, men jeg har da endnu ikke prøvet at dumpe før, så hvorfor skulle jeg begynde med det nu?!”

Og nej, der er ikke så mange timers undervisning, som der er arbejdstimer i et fx. fuldtidsarbejde – men når der både skal forberedes til timerne (ehm, det kan jeg måskeeee blive bedre til, but still), laves gruppearbejde (en opfindelse fra afgrunden – især når det er af den obligatoriske slags), og det dér med at læse meget faglige, teksttunge artikler efter børnene er puttet, huset er ryddet og ens popo endelig har fundet vejen til sofaen…lad os bare sige, at det er nemmere at gøre i teori end i praksis! 😉

Når det så også viser sig at være den type fag som man ikke bare kan undlade at komme til en time eller to – for seriously, især i det ene fag jeg har haft dette semesteret, så kunne man ikke engang være uopmærksom i et par minutter uden, at man var COMPLETELY LOST. Når man sidder og koder hjemmesider, som har været en del af opgaven i det ene fag, og man ikke er opmærksom i et par minutter, så skal man eddermame være skarp for selv at finde ud, hvilken linje man skulle kode det ene eller det andet, for at komme dertil som resten af gruppen er. Og det er jo noget så lidt som et enkelt tegn, der kan gøre forskellen ift om din side vises som en rigtig side, eller om man blot får noget l*rt op på skærmen. Men det er jo også lidt det, der gør det sjovt at læse IT – at det er meget konkret, det man laver – og det går stærkt.

Skjermbilde 2017-01-24 kl. 21.14.29

I går havde var jeg dog oppe til den sidste eksamen i 1. semester, hvilket var et mundtlig forsvar af en (gruppe)opgave. Dem, der følger mig på insta har måske allerede luret, at det gik ret godt, og at jeg derfor “tillod mig” at fejre med kage (som om jeg ikke ville have spist den alligevel, haha!)..

Så nu, kære venner, kan jeg igen trække vejret og se netflix om aftenen (med god samvittighed) i et par uger indtil neste semester bryder løs. Godt nok har jeg sagt ja til at arbejde en del mere, da jeg havde lidt mere fri i eksamensperioden. Og så skal vi jo også liiiige have pakket hele huset ned inden længe. Og Manden skal ud at rejse, så jeg er en del alene på pinden. Og, og, og….

Haha, jaja, I aften kan jeg i hvert fald tænde for netflix med god samvittighed. Og se den ikke helt grimme Julio i serien Grand Hotel, som Marina/cand.mor tippede mig om for nogle uger siden…jeg er virkelig en sucker for serier, hvor man ser livet som det var i de gamle dage, med flotte kjoler til hverdag, tjenestepiger og herskabsfolk,, kærlighed og intriger. Og jeg fandt også lige en mars-bar i slik-skabet, så jeg tænker jeg fejer afslutningen af 1. semester tre dage til ende 😉

P.S. Jeg vil godt indrømme, at der jo selvfølgelig er mange fordele ved det at være studerende – ud over det, at man lærer ting. Der er en større fleksibilitet og man er i høj grad ’sin egen chef’, og det er jo luksus for en børnefamilie. Men det dér med, at man HELE TIDEN burde læse en tekst, skrive på en opgave eller gå igennem slides er altså lidt udmattende… Kan forestille mig, at det vil kunne sammenlignes med at have arbejde med hjem HVER aften. Og det kan man altså blive lidt træt af.

Så blev det igen tid til en klumme i Århus Onsdag/Syd, og man skulle næsten tro, at jeg havde skrevet den efter den oplevelse vi havde, da Bassen havde sin sidste dag i vuggestuen i fredags. Men tro det eller ej, så havde jeg deadline i starten af sidste uge, så denne tekst blev skrevet flere dage forinden… Og der er vidst ingen tvivl om, at jeg stadigæk mener det jeg skriver!

Et af mine største problemer når jeg skriver klummer som denne – der tager meget seriøse emner for sig er, at jeg må begrænse mig meget, da jeg har et begrænset antal tegn jeg skal holde mig indenfor. For jeg vil så gerne skrive det, så jeg er sikker på, at budskabet kommer frem. Og at, fx i dette tilfælde, man ser at det som et “spark i r*ven” og ikke et slag i ansigtet. Jeg ønsker slet ikke at trykke nogen ned…tvert i mod prøver jeg at tage fat i jeres hænder (dem af jer, der ønsker det), og sige “kom så, nu gør vi det her sammen!” – I ser forskellen? Jeg håber det skinner igennem, at det er sådan jeg mener det – og jeg håber, der er mange derude der er klar til at slå følge. For nu må det altså være nok!

Hvis du vil læse flere af mine klummer, der er lidt i samme stil, så kan jeg anbefale Fraskriver børnefamilier sig ansvaret?, Provokerer mit valg dig?, Små børn har bedst af at blive passet hjemme og Kan din børneopdragelse larme lidt mindre?

Du kan læse denne uges klumme her nedenunder, eller på side 2 i e-avisen.

Skjermbilde 2017-01-19 kl. 14.03.33

Inspireret af en af de mere “kendte” blogs jeg læser – Cana Buttenschøn – tænke jeg at skrive lidt om, hvordan Manden og jeg mødte hinanden. Det er nemlig ikke en helt standard historie…og hver gang jeg bliver spurgt om hvordan det nu gik til, at en pige (kvinde?) fra nord-norge kom sammen med en fyr fra Viborg, får jeg altid responsen “ej, det er jo ligesom på film!”. Og ja, det er det måske…? Det kan I jo bedømme selv – I får første del af vores historie her 🙂

b&t

Året var 2007 – yes, altså 10 år siden *gisp* -, og jeg var en 20 år gammel studine, der boede i norges 2. største by, Bergen. Jeg var, som sædvanlig, hjemme i nord-norge på juleferie, men skulle rejse tilbage til Bergen (der ligger ca 1600 km væk fra mit hjemsted) nogle få dage efter juleaften, da jeg havde en enkelt vagt på mit arbejde i mellem jul og nytår.

Jeg var kommet ud af et halvlangt forhold nogle måneder forinden – og var kommet over the heartache, så jeg var derfor så “fri” som man kunne være. Jeg endte derfor med at bruge en stor del af min juleferie på en flirt med én jeg havde gået i skole med. Ikke noget seriøst, og hellere ikke noget nogen af os håbede ville “blive til noget”, men bare lidt sjov og ballade, som man nu siger 😉

Dette fortrød jeg dog hurtigt i det dagen for min afrejse mod Bergen nærmede sig. Jeg havde jo nærmest ikke set min familie (som jeg ikke havde set i et halvt år forinden), og var derfor tydelig ked af at skulle forlade dem… Dette opfangede min far, der aftenen inden min afrejse tilbød, at han gerne ville betale for flybilletterne, hvis jeg ønskede at komme hjem igen på en “nytårsferie” – og take my word for it; det er ikke “billig-billetter” man får, når man rejser derop!

Det blev jeg naturligvis meget glad for, og bookede billetter nærmest i samme sekund, inden jeg nogle timer senere rejste til Bergen for at arbejde den ene vagt. I eftertid er jeg blevet meget overrasket over, hvor pligtopfyllende jeg var. Det er ikke alle 20-årige, der rejser 1600 km for at arbejde én dag, for så at rejse de 1600 km tilbage igen…men det gjorde jeg. Og to dage senere sad jeg på et fly der skulle tage mig til nord-norge igen.

Jeg nød min bonusferie i fulde drag, både med venner og min familie, og var derfor godt tanket op relationsmæssig når jeg endnu engang sagde farvel til dem halvanden uge senere. Vel fremme i den “lokale” lufthavn købte jeg lidt guf til flyveturen og satte mig for at lytte til musik. Et lille stykke tid inden vi skulle boarde opdagede jeg dog, at der stod forkert navn på min billett.
Jeg gik derfor forbi alle de mennesker, der sad og ventede på at gå ombord i flyveren, for at tale med personalet ved skranken.

Uden at jeg vidste det, var det dér, mens jeg stod og brokkede mig til lufthavnspersonalet, at min kommende mand & far til mine børn fik øje på mig for første gang, og at jeg var få minutter fra det , der ville blive et livsændrende “Hej”!

To be continued…

I fredags skrev jeg nedenstående i en familiepolitisk facebook-gruppe jeg er med i – det er den samme gruppe som jeg ‘repræsenterede’ i April sidste år, da jeg havde en snak med tv2 om balancen mellem arbejdsliv og familieliv.

Denne gruppe kæmper nemlig for at få familiepolitik på politikernes dagsorden, hvilket jeg mener er enormt vigtig. For situationen i fx daginstitutionerne, er pt. langt under hvad vi burde acceptere. Både for børnenes skyld, men også for de pædagoger og medhjælpere, der arbejder i institutionerne. I fredags oplevede vi én af de ting, der er en direkte konsekvens af de mange nedskæringer på børneområdet. Og jeg blev både ked af det og vred – ikke på pædagogerne eller institutionen (dem af jer, der har fulgt med herinde et stykke tid ved, hvor utrolig glade vi er for institutionen) – men på det system, der præsser så meget ud af institutionerne, at det igen er blevet et sted, hvor børnene mere eller mindre kun “opbevares”.

Ironisk nok er det lige præcis dét jeg har skrevet om i den klumme, der bliver udgivet på onsdag. Men, for now, kan I jo lige se det eksempel jeg taler om. Og det værste af det hele er, at det ikke engang er ekstraordinært (kunne jeg forstå på alle de kommentarer, der kom inde på den nævnte gruppes facebook-side). Det er åbenbart bare sådan det er blevet. Og det er ikke godt nok!

FullSizeRender-2

I dag har jeg afleveret min søn i en vuggestuegruppe, hvor der ikke var en eneste pædagog – den ene pædagog havde sin ugentlige fridag, og den anden var syg. De havde godt nok fået vikarer ind, men ingen pædagoger – kun medhjælpere (som primært består af unge (teenage)-piger). De her unge piger har de næste 8-10 timer ansvaret for 19 børn i alderen 10 mdr til 3 år… … …

Det positive i vores tilfælde er, at min dreng er så stor, at han er ved at blive overført til børnehaveafdelingen, hvorfor han kun skal være i vuggestuen indtil kl. 11 i dag. Det negative i vores tilfælde er, at de i alt kaoset havde glemt, at siden det er hans sidste dag i vuggestuen i dag ville han have havremuffins med til morgensamlingen kl. 9 – de var gået i gang med andre ting og kunne ikke overskue at holde samling, så de beklagede meget, men sagde, at de nok skulle finde ud af at dele muffinsene ud på et andet tidspunkt – forhåbentlig mens min søn stadigvæk var i vuggestueafdelingen.

Nu er det ikke dét med muffinsene, der er hovedpointen her (selv om han ikke kunne skjule, at han var skuffet/ked af det). Hovedpointen er, at det er så enormt sårbart, når man kun har normering til to pædagoger på en (vugge)stue! Så sker der nemlig lige præcis sådanne ting som i dag. Personer uden den rigtige uddannelse får ansvar for et stykke arbejde de ikke er udrustet til. Og det går ud over både dem og børnene. Og pædagogerne også, for den sags skyld, som nok véd, hvad det koster både børnene og kollegaerne, at de melder sig syge, og derfor ender med at præsse sig selv mere end hvad godt er.

Jeg lukkede døren til institutionen med et meget tungt hjerte i dag – og min søn er trods alt tre år og ret selvhjulpen…jeg tør ikke tænke på, hvordan forældrene til de aller mindste må have haft det. Eller hvordan børnene har det.

Man ville aldrig sætte en ufaglært person til at have ansvaret for noget der krævede uddannelse i en anden branche, men når det “kun” er vores børn det drejer sig om, så går det nok, eller?! 😠😤
Nu må det altså være nok! #minimumsnormeringerNU
.
.
Edit: Jeg vil gerne have lov til at sige, at dette ikke er en kritik af selve institutionen – vi er generelt meget glade for den! Problemet ligger i, at den – i lighed med alle andre – er presset af alt for ringe vilkår…både ledelsen og pædagoger/medhjælpere gør så godt de kan, men det er altså ikke nemt at “hente hjælp fra andre” (som én foreslog), når alle er lige pressede… Den eneste måde man kan komme ud af denne negative spiral er ved at give institutionerne bedre vilkår!



Det skal lige nævnes, at de søde medhjælpere sørgede for, at der blev holdt en samling lidt senere på dagen – inden han skulle over i børnehaveafdelingen, så han nåede at spise en afskedsmuffins med sin gruppe alligevel <3

Og i morgen starter han for alvor i børnehaven.

Da jeg “holdt en pause” fra de sociale medier i juleferien fik jeg alligevel tænkt lidt over, hvad det er jeg godt kan lide ved at blogge. Og hvad jeg gerne VIL med bloggen. Det var ikke de vilde overvejelser – og slet ikke på et “skal-jeg-holde-med-at-blogge”-niveau…jeg nyder denne hobby for meget til at holde op med det! 🙂

Det, der dog fyldte lidt i mine tanker var noget jeg skrev i starten af december, i det indlæg, hvor jeg taler om nogle af de fordomme vi Motherbl*ggers bliver mødt med. I det indlæg skriver jeg, and I quote, “Jeg vil gerne noget andet med denne blog end blot at være et tidsspild, som bliver glemt lige så snart man har scrollet færdigt. Jeg vil også gerne bruge min stemme og mine evner til at kæmpe for en bedre fremtid, og det kan man jo kun gøre ved at prøve at få sine holdninger og tanker derud.” Del to af denne sætning er tænker jeg stadigvæk…det er ingen tvivl om, at jeg godt kan lide både at provokere og diskutere. Og at jeg heller end gerne stiller spørgsmålstegn til ting og sager jeg ikke er helt enige i – også selv om det drejer sig om socialt vedtagede normer.

Den første del af sætningen – at bloggen ikke måtte være et tidsspild, der bliver hurtigt glemt – vil jeg gerne trække tilbage. For det er også ok at “blot” underholde. Nogle gange er det i hvert fald dét jeg selv har mest brug for…og jeg tror da hellere ikke det ville være så sjovt i længden, hvis jeg ikke måtte blogge om ligegyldige ting. Og når jeg blot bruger mere end den ene hjernecelle, der var aktiv når jeg skrev ovenstående sætning, så kan jeg da også se, at de ligegyldige ting allerede fylder lidt herinde…hvis ikke, så havde jeg nok ikke “kategorier”, der hedder fx DIY, Hverdagslykke, Mode og Opskrifter. Altså, den der ene hjernecelle må vidst enten have været meget træt eller fuld i gerningsøjeblikket *indsæt-whatever-emoji-du-tænker-passer-ind* haha..

Så derfor – blot for at understrege, at jeg gerne også vil komme med fuldstændig hovedløse, ligegyldige, og overfladiske ting herinde, så lægger jeg lige så godt ud med at fortælle jer 5 fuldstændig hovedløse, ligegyldige og overfladiske ting, som I ikke vidste om mig. Sådan en liste synes jeg selv altid det er sjovt at læse på de blogger jeg selv følger, så det kunne jo være, at I også ville finde det underholdende.


1. Jeg slår mere eller mindre altid min mobil på “flight-mode” når jeg tanker diesel på bilen.
Jeg har en gang for længe siden læst en artikel om en tank, der eksploderede på grund af den statiske elektricitet der opstod på grund af mobilbrug…og lige siden den gang har jeg sat min på flight mode. Om det hjælper ved jeg ikke, haha. Og ja, jeg er godt klar over, hvor lille sansynligheden for, at det sker for mig er. Men TÆNK, hvor meget jeg ville ærge mig, hvis jeg holdt op med at gøre det nu, og det så skete…! 😉



2. Jeg mangler to af mine kindtænder.
Skjermbilde 2016-05-23 kl. 20.28.37
Det er meget heldigt, at det ikke er i overmunden, jeg mangler tænder, haha

Jeps. Dette er faktisk en ting, jeg har været lidt flov over…men altså, der er ikke meget jeg kan gøre ved det. Eller, dvs., jeg har ikke brug for at gøre noget ved det.
Jeg har iflg. min tandlæge en spytsammensætning der tærer på mine tænder (hvor andre har enten neutral sammensætning, eller rent faktisk en beskyttende spytsammensætning…så heldig kan man altså være). Det har noget med syreniveauet eller noget at gøre. Nåh, men det fører til, at jeg ret nemt får huller, hvis jeg ikke passer godt på dem. Det var jeg ikke så god til da jeg var teenager, og derfor endte jeg med en rodbehandling i de her to kindtænder. I den ene side fik de dog ikke renset al betændelsen væk, og jeg endte derfor med at måtte trække den. Tanden i den anden side skulle rodbehandles et års tid senere, og der var jeg simpelthen for uforsigtig i den periode, hvor jeg kun havde midlertidig fyldning, så jeg tyggede bolcher en hel dag, og den endte faktisk med at knække i to *gisp*…

Det resulterede så naturligvis i to hulrum i hver sin side af min kæbe – det har dog aldrig rigtig kunne ses, hvilket er rart nok. Det heldige var dog, at jeg havde fået mine visdomstænder, og der var liiiiige lidt for trangt i min underkæbe til, at alle tænderne kunne være der – så planen var jo som udgangspunkt at trække visdomstænderne inden længe. Min tandlæge foreslo dog, at vi blot kunne lade være med det, for over tid ville de to bagerste tænder blot rykke tættere på den andre, og dermed fylde ud de hulrum jeg havde fået. Dette lød logisk nok, og det er da også det, der er sket. Tænderne er rykket tættere på hinanden, og jeg mærker ikke noget til det mere…dejligt når kroppen kan tage sig af sådan nogle ting selv! Det eneste lidt specielle nu er, at der jo er et lidt større mellemrum mellem to af mine kindtænder, så jeg kan lave et trick, hvor jeg bider over fx. et grillspyd, og lukker tænderne helt. Børnene bliver lige facinerede hver gang, haha…

3. Jeg har en måde at bedømme på mine instagram-billeder på, afhængig af likes.

Skjermbilde 2017-01-14 kl. 14.12.57

Yes, hellere ikke en specielt flatterende ting at oplyse jer om, men sådan er det nu bare… Vi kan vel alle blive enige om, at det er da skønt, når nogen gider at smide et like eller en kommentar til de billeder man poster – for man ville vel ikke have postet dem i første omgang, hvis man ikke ønskede en form for dialog/feedback?
Så helt ubevidst startede jeg med at vurdere om de billeder jeg postede var “gode” eller ej ved at vurdere ud ifra likes. Jeg kunne se, hvor mange likes det “mest populære” billede havde fået, og fik på en eller anden måde dannet en grænse i mit hoved for, hvor mange likes der skulle til for at det kunne kategoriseres som et “godt billede”…ahrmen, altså – jeg kan godt høre det selv!

Men igen – det er noget der er sket lige så stille i en lille krog af min hjerne, uden at jeg som sådan aktivt har tænkt over det. Men nu sidder det ligesom fast i mit hoved. Og jeg kan også mærke, at jo mere jeg er på IG (det er jo kun lidt over et år siden jeg joinede), og jo flere followers jeg får, jo højere er mine “krav” for likes. Pinligt, I know – men lur mig, om ikke mange af jer tænker lidt på samme måde? Måske er I bare ikke bevidste over det… 😉
Jeg vil dog gerne pointere, at jeg ikke sletter billeder, der ikke når den magiske grænse…så jeg bruger som sådan ikke denne “bedømmelse” til noget andet end egen reference.


4. Jeg gemmer en boks snus i en skuf i køkkenet.
I mine (meget) unge dage, var jeg nok tæt på at være en ryger. Jeg kunne virkelig ryge mange cigaretter på en dag, dog mest når jeg var sammen med andre, der røg. Men grunden til, at jeg nok ikke kunne kaldes en 100% ryger var, at jeg sagtens kunne holde en eller flere dagers pause – og derfor var det nemt nok også at stoppe, når jeg besluttet mig for det. Spørg mig ikke, hvorfor jeg ikke blev lige afhængig som de andre, men heldigvis slap jeg udenom. I norge er der jo dog et andet alternativ, der også er meget populært, nemlig snus (enten sådan en løs brun masse, som man former til en klump og lægger ind under læben, eller i nogle “portionspakninger”, hvor massen ligger i mange små “poser” som man kan lægge ind under læben). Jeg havde så en periode, hvor jeg også brugte de dér portionspakker med snus, nærmest som en overgang fra det at ryge til det at ikke gøre noget nikotin-relateret. Jeg havde dog hellere ikke problemer med at holde op med at snuse da jeg mødte Manden, som er MEGET anti-nikotin.

Én ting har jeg dog haft lidt svært ved at slippe; min festrygning. Når min promille stiger en del, så får jeg af en eller anden grund altid lyst til en cigaret. Og tidligere, så tillod jeg mig selv da også at ryge lidt, hvis jeg var til fest (ikke meget, det blev som oftest til 1-3 stykker på en hel aften, så det er nok ikke dét, der vil tvinge mig til at stille træskoene, haha). Men de sidste mange år – efter at jeg er blevet mor – er det ikke så tit jeg tager til fest. Og dermed er det meget sjældent jeg ryger. Derfor kunne jeg SÅ GODT mærker det i halsen, hvis jeg kom til at gøre det…det var ubehageligt flere dage bagefter. Så derfor blev jeg enige med mig selv om, at jeg kunne købe et par bokse med snus en gang jeg var i norge, som jeg kunne bruge til fester, i stedet for cigaretter. Den ene tog jeg med til en fest for nogle måneder siden, men den anden ligger stadigvæk gemt i en skuf i køkkenet…Manden ved det nemlig ikke, og køkkenet er ikke et sted, han tilbringer meget tid i, for at sige det sådan, haha! Såe, jah. Jeg er godt klar over, at der jo nu er en vis chance for, at Manden finder ud af det, i og med at jeg oplyser det hér på denne meget offentlige blog, men det går nok 😉

5. Jeg farvekoordinerer kaffekrus og skeer.

Skjermbilde 2017-01-14 kl. 14.12.00

Jeg har haft en forkærlighed for farverige og forskellige kaffekruse. Jeg synes det giver lidt liv til hverdagen og vores hjem, der ellers er ret “hvide, rene linjer”. Og for nogle år siden købte jeg en håndfuld farverige skeer, så både jeg og mine gæster kunne bruge til at røre rundt i kaffen med (almindelige te-skeer bliver nemlig lidt for korte). Der er dog sket det, at i og med, at jeg har både kaffekruse og skeer i forskellige farver, så tager jeg mig selv i, at koordinere farven på skeerne efter farven på kruset. Og det startede i det små, men nu kan jeg SLET IKKE have, hvis den lilla ske kommer i et orange krus. Det bliver bare fejl! Og det værste (eller bedste, alt efter hvem du spørger) er, at Manden også har fanget, at jeg har det sådan – og er derfor begyndt at gøre det samme – eller, han prøver i hvert fald – for at gøre mig glad… Se, DET er ægte kærlighed <3

Såh, der fik I nogle fuldstændig ligegyldige og intetsigende fakta om mig – som I nok glemmer i det sekund i lukker for computeren…men jeg håber jeg har underholdt jer, og givet jeres hjerne en pause fra alt det seriøse i de minutter, I har læst med. Og hvad siger I? Kun seriøse indlæg på bloggen, eller mere af ligegyldige indlæg også?

God weekend til jer! Kh Therese

1 2 3 13