I sidste uge var en af mine klummer i Århus Onsdag/Syd igen. Jeg nåede dog ikke at give jer besked om det, da jeg havde det for travlt med at ligge på sofaen og have det dårligt/have ondt af mig selv…det kan nærmest blive til en fuldtidsbeskæftigelse, kan jeg sige jer. Thank God, at det er ved at være ovre!

Nåh, anyways – denne klumme havde jeg mere eller mindre skrevet færdig for en del uger siden – inden sygdommen overmandet mig. Den blev faktisk skrevet lidt i forlængelse af den forrige klumme, hvor jeg italesatte “hvorfor vi ikke kæmper hårdere” for at få bedre vilkår i vores børns institutioner. Yes yes, I kan godt se den røde tråd (eller, det vil I nok kunne efter I har læst denne klumme) – men det er jo ikke til at komme udenom, at familiepolitik er et emne, der ligger mig på hjertet. Og derfor ender det jo tit med, at det er diverse aspekter af dette emne jeg skriver om, når jeg først får muligheden til at ytre mig på en platform.

Det, der er lidt sjovt er faktisk, at flere pædagoger – både fra drengenes institution og andre i min omgangskreds har spurgt mig, hvor jeg har normeringstallet fra, for de kan SLET ikke genkende, at det er sådan det står til i virkeligheden. Tallet fandt jeg inde på BUPL’s hjemmeside, som det officielle tal for Århus Kommune…men der er nok flere ting, der snyder lidt ift. det tal. For det første mistænker jeg, at det inkluderer fx. lederen af institutionen, som jo tit bruger mere tid på administrative opgaver end børnene. Det tager jo hellere ikke højde for al den tid pædagogerne bruger på “papirarbejde” og lignende, ej hellere sygedage osv. Når I tænker på forholdene i jeres børns børnehaver, er det et billede I kan genkende; at der “kun” er 5,5 børn pr. voksne? Måske et emne til næste klumme, haha…

Hvis I har lyst til at læse (evt genlæse) min sidste klumme kan du finde den på side 2 hér, eller i billedet nedenunder. Og igen igen – I er MEGET velkomne til at komem med jeres synspunkter og erfaringer i forhold til det jeg skriver! 🙂

Skjermbilde 2017-03-23 kl. 13.22.42

Skjermbilde 2017-03-20 kl. 19.57.04

3 uger. Det er ret lang tid at holde “pause” fra bloggen. Det har dog sket før, og det vil nok ske igen en gang – det er sådan det er, når livet driller en lille smule.

Som jeg skrev i dette indlæg – lige inden denne “pause” – så var der en del at se til i forbindelse med flytningen…Og det kan I nok alle relatere til på en eller anden måde…når man skal pakke hele sit liv ned i nogle flyttekasser for så at hurtigst muligt komme nogenlunde på plads et nyt sted, så er der ikke meget energi til andre ting.

Og når man så oveni bliver ramt af en sygdom fra afgrunden, som ikke blot krævede nogle få sygedage, men en decideret sygemelding der varede et par uger, så siger det sig selv, at der ikke blot er mangel på overskud, men overskuddet er rent faktisk vendt til et underskud! Jeg har været et vandrende lig de sidste par uger, og følt mig endnu værre end jeg har set ud – men jeg tror det er ved at vende nu her. Satser på at jeg er helt fit for fight i løbet af denne uge eller starten af næste uge. Det kunne være skønt – men nu har det også stået på længe nok, vil jeg mene.

Sådan set kan man da også sige, at det var perfekt timing, at vi fik leveret vores nye sofa ca samtidig som min krop valgte at lægge sig syg. Jeg har nok ligget mere på sofaen de sidste par uger end jeg normalt gør på flere måneder (hvilket man i sidste ende bliver en liiiille smule småskør af), men nu kan vi i hvert fald sige, at sofaen er ‘tried and tested’ – og den lever bestemt op til forventningerne! 🙂

Så mangler vi bare at indrette/færdiggøre resten af stuen/alrummet og en hel del andet i huset…men Rom blev ikke bygget på en dag – og slet ikke af syge arbejdere *bah*. I krydser fingre for, at sygdoms-h*lvedet er overstået, ikke? Så satser jeg på at komme stærkere tilbage nu her (har helt oprigtig talt GLÆDET mig til at skrive her igen…så ved man, at man har fundet den rigtige hobby!)

Kh Therese

Skjermbilde 2016-05-23 kl. 20.28.37

Når jeg møder nye mennesker er “blogger” ikke det første jeg nævner om mig selv…faktisk kan jeg godt nogle gange prøve at skjule eller undskylde det, for jeg føler det siger mere om min person, end jeg er klar til at dele på det tidspunkt – for enten man vil det eller ej, skal man altså have nogle helt specielle karaktertræk for at nyde det, at blogge/være en blogger. Og nogle af dem er mindre charmerende end andre 😉

Her er en lille liste over de personlighedstræk jeg tænker man skal have, for at være en fuldblods bloggger:

  1. Ekshibitionist
  2. Vi kan lige så godt lægge ud med den værste af dem alle – for at være en blogger skal du i hvert fald i nogen grad være en ekshibitionist. Og det er jeg ikke nødvendigvis stolt af, men sådan er det – jeg har åbenbart en “trang til at vise mig eller optræde (offentligt)” – som er en af ordbogens definitioner af ordet ekshibitionist (den anden definition omhandler en trang til at blotte kønsdele i offentligheden, og lad mig blot for ordens skyld påpege, at jeg UNDER INGEN OMSTÆNDIGHEDER kan se mig selv i denne definition, hahaha!!). Men jo. Når jeg skal være helt ærlig, så synes jeg det er sjovt at nå ud til mange mennesker, og jo mere offentligt jo bedre – nok også derfor jeg skriver en fast klumme i avisen og producerer indhold til Vores Børn’s hjemmeside.

    Jeg synes dog jeg er ret god til at skille mellem hvad jeg ønsker at “udstille”, og hvad i mit liv, der skal forblive privat (fx apropos min snak om børn på de sociale medier)…

    img_7043

  3. Kreativ
  4. Dette er jo så en af de gode karaktertræk, som jeg gerne fremhæver når (hvis) jeg fortæller nogen om bloggen – jeg er jo uddannet indenfor kommunikation, som i en vis grad er et kreativt fag, så på den måde kan man sige, at jeg gør noget, der er relevant for mit “fag” når jeg blogger.

    Og trust me, hvad enten man er modeblogger, madblogger, morblogger eller en salig blanding af de tre, så kræves det en god portion kreativitet at blive ved med at finde ting man kan lave blogindlæg om. Det behøver ikke nødvendigvis at være svært at finde ting man kan skrive om (jeg mistænker, at os der blogger har denne form for “kreativt gen” på den ene eller anden måde, der gør det nemt at finde ting at skrive om – men jeg kan til gengæld også forestille mig, at hvis man nu IKKE havde dette kreative gen, så kunne det være svært at blive ved med at finde på indhold til blogindlæg uge efter uge (og år efter år).

  5. Vedholdende
  6. For at holde liv i en blog – i hvert fald over tid – skal man være vedholdende! Naturligt nok kommer der perioder i ens liv hvor både lysten og overskuddet til at blogge er større end i andre perioder, men hvis man blot lader bloggen ligge død i lang tid, vil det blive sværere at komme op på hesten igen – man kan i hvert fald risikere at have mistet mange følgere (hvilket vil være kritisk for ekshibitionister som os, haha), og skal nærmest starte forfra. Jeg havde jo selv sådan en lang periode for nogle år siden – den gang dog med en anden blog. Lysten til at blogge lå dog hele tiden i mig og ulmede, hvilket resulterede i, at jeg valgte at starte på en frisk – denne gang som “Happy Housewife” 🙂

    IMG_2311

  7. Stor selvtillid
  8. Med mindre man skriver en fag-blog, eller blog, der på ingen måde omhandler sig selv, så skal man altså have en stor portion selvtillid for at skrive en blog. Man bliver nemlig selv nødt til at tro på, at det man bringer på sin blog har så stor værdi, at der er nogen, der rigtig gerne vil læse det. Madbloggere bliver jo nødt til at tro på, at deres opskrifter er gode, skønhedsbloggere må tænke, at de ligger inde med noget skønhedsviden, der vil berige andres liv, og hverdagsbloggere må tænke, at deres liv er så interessant, at folk vil synes det er spændende at læse om det. Og sådant noget kan man ikke tænke uden at have en god portion selvtillid i rygsækken.


    Kan I nu se, hvorfor jeg nogle gange er lidt tilbageholden med at præsentere mig selv som “blogger”? I mine øjne er det jo nemlig lig med at sige, at jeg er en kreativ og vedholden ekshibitionist med stor selvtillid – og det er jo ikke nødvendigvis den opening line jeg plejer at komme med, når jeg møder nye mennesker, haha.

    I aften kan jeg dog lade alle mine blogger-hæmninger ligge – jeg skal nemlig mødes med en håndfuld andre bloggere til et arrangement, og jeg GLÆDER mig til at snakke med ligesindede…det er nemlig begrænset hvor begejstret Manden kan blive over et sejt plugin eller et stigende antal følgere – så det bliver skønt at kunne nørde lidt med andre fellow-bloggers.

    Håber I også får en god aften. Vi skrives ved.

Ih, så er vi der endelig – vi er på den anden side af flytning. Eller, det vil sige, der vil jo i det næste lange stykke tid være riiiiigeligt at tage fat i for at vi kan sige, at vi er “kommet på plads”, men det er ligegyldigt – lige nu er jeg bare så HAPPY for at være flyttet ind.

Faktisk har vi sovet i det nye hus siden i fredags, hvor vi overtog nøglerne. Vi blev enige med os selv om, at når vi alligevel skulle bo/sove i kaos det ene eller det andet sted, så kunne vi lige så godt vælge det sted vi var på vej ind i, i stedet for det sted vi skulle til at forlade.

Huset lever så langt helt op til vores forventninger, og vi kan slet ikke få armene ned. Jeg har allerede fundet nogle få “favourite spots” i huset, som jeg tror jeg vil blive ekstra glad for – jeg har allerede postet billeder af dem på min instagram-profil, men I får dem også lige hér:

Vores entré

Skjermbilde 2017-02-27 kl. 19.31.36

Ikke bare er den smuk udvendig, men den er meget stor indvendig (i hvert fald når man er vandt til en entré, der er 1×1 meter, og som ikke kan rumme mere end én person ad gangen). I vores nye entré er der plads til hele familien samtidig, og der er masser af skabsplads – I LOVE IT!


Vores alrum

Skjermbilde 2017-02-27 kl. 19.31.19

I det hus vi har købt er det nok det store alrum, der er det mest karakteristiske. Ikke bare på grund af størrelsen, men også på grund af dette mega-store og flotte vinduesparti. Intet mindre end stunning – og spørg lige om jeg glæder mig til at sidde og kigge ud af dette vindue mens jeg drikker min morgenkaffe?! 😉 Der er forresten flere billeder af alrummet lige her, hvis det skulle have interesse…

“Voksenbadeværelset”

Skjermbilde 2017-02-27 kl. 19.32.06

Ikke bare er der to badeværelser i huset, det ene ser sådan ud… ‘nuf said!

Lækkert, lækkert, lækkert, ikke? 😉 Jeg er i hvert fald en meget HAPPY HOUSEWIFE de her dage – og kan kun forestille mig det bliver bedre, når huset ikke er begravet i flyttekasser…! Og nøj, hvor jeg glæder mig til den dag. Den kommer forhåbentligvis snart – jeg går i hvert fald i gang med en flyttekasse lige NU. God aften til jer.

Skjermbilde 2017-02-19 kl. 19.19.28
Sidste gang jeg skrev, at jeg brugte al min energi på blot af holde hovedet over vandet, så skyldtes det primært, at vi lige havde besluttet at huset skulle sælges. Her, godt ni måneder senere, står jeg med samme følelse.

Denne gang skyldes det dog, at huset jo ER solgt, og vi er i gang med at pakke hele vores liv ned i nogle flyttekasser. Så ikke bare lever man i mere eller mindre kaos, men man skal også kunne bevare et nogenlunde overblik, få styr på alle de ikke-nedpaknings-relaterede praktiske ting (sådan som køb og salg af møbler, offentlige registreringer, etc.), og også forsøge at gøre hverdagen så normal som muligt for drengene.

Derfor er der pt ikke så meget tid/overskud til de øvrige sjove ting, som fx. det at blogge – men det er jo trods alt i en god sags tjeneste 😉 Og det bliver SÅ godt, når vi en gang kommer på den anden side (aka i det nye hus)…!

Jeg ville såmænd ikke så meget mere med dette indlæg en at lige sige, at jeg er i live, og at alt er vel. Så håber jeg du har en god søndag, og at vi skrives ved inden længe.

Kh Therese

P.s. Der kommer en del flere posts på min instagram de her dage, da det er knapt så energikrævende at tage et billede og skrive en lille kommentar (og en hulens masse hashtags) til, så hvis du ønsker at blive opdateret lidt oftere kan jeg anbefale at følge min profil derinde 🙂

IMG_1877

Min læringskurve indenfor de sociale medier har været enormt stejl. Jeg startede ud med facebook for snart 10 år siden (nej, jeg havde ingen myspace eller lign. forinden…faktisk var det først dér, for 10 år siden, jeg fik den første computer, der kunne anvendes til mere end at skrive worddokumenter og lægge kabale). Og hvad gjorde jeg på facebook for 10 år siden?

Som så mange andre var jeg nok meget generøs med alle mulige random opdateringer, for facebook opfordrede jo ligefrem til at fortælle jer, at “Therese er…” – og så var det jo nærmest min pligt at fortælle omverdenen dét. Der blev også delt flittigt ud af billeder. Jeg har stadigvæk nogle album på min facebook, der hedder “my life anno 2007”, “my life anno 2008”, etc, haha. Men det største fejl jeg dog begik som helt fersk på de sociale medier var, at jeg en sommer delte billeder af nogle børn i min familie, der løb nøgen rundt i haven. Jeg havde dog tænkt så langt, at jeg havde sat mine privacy-indstillinger til de billeder som “private”, og så var der jo ingen andre end dem, jeg havde sagt god for, der kunne få tilgang til de her billeder, vel?

IMG_2363

Jeg synes derfor børnenes mor var noget sippet og “over the top” da hun spurgte om jeg ikke ville fjerne de her billeder…men jeg gik naturligvis med til det, for så vigtigt var det altså ikke for mig.
I eftertid har jeg virkelig siddet og slået mig selv i hovedet over, hvor naïv jeg var. Ikke bare for at dele billeder af nøgne børn på et socialt medie, men også for rent faktisk at tro, at en sølle privacy-setting kunne beskytte de billeder jeg uploadede.

Man kan derfor trygt sige, at da jeg selv blev mor, så var jeg noget klogere på, hvilke billeder jeg ville dele med omverdenen. Jeg havde faktisk også en blog på det tidspunkt jeg fik min første søn, Røveren. “My Life As Therese” hed den, og var virkelig en blandet landhandel – både indholdsmæssig og kvalitetsmæssig. Der gik dog lang tid inden jeg/vi delte billeder på de sociale medier, hvor man kunne se Røverens ansigt – både på vores “private” sider og også på bloggen.

Jeg havde dog en indre kamp på det tidspunkt, om hvorvidt jeg ønskede at vise billeder af børnene (eller, på det tidspunkt; barnet) på bloggen. Det var trods alt en helt anden platform end fx. facebook, og de historier der fulgte med billederne kunne nemt blive noget, der kunne “hjemsøge” børnene (barnet) i fremtiden…ikke forstået på den måde, at jeg føler, at jeg har UDLEVERET børnene i det jeg skriver – men der vil uanset hvad være ting, man ikke liiiiige synes det er superfedt at kammeraterne kan læse når man er teenager. Og i sidste ende, så blev dette en af faktorerne der førte til, at jeg lukkede ned for den første blog (dét, og det faktum, at jeg ikke havde nogen “retning” på bloggen, så derfor så jeg ALT i min hverdag som et potentielt blogindlæg, og det kan man altså blive en lille smule skør af, haha!)

trekløver

Mit ønske og min lyst til at blogge forsvant dog ikke, så efter et par år besluttede jeg mig for at starte op igen – denne gang med et nyt domæne, en lidt mere tydelig retning for bloggen, og nogle helt klare retningslinjer for, hvordan jeg skulle “beskytte” både mig selv og min familie.

Derfor blev det helt fra starten af besluttet, at jeg ikke ville dele billeder af børnenes ansigt på bloggen. Det er delvist for at beskytte deres ret til privatliv – de er trods alt ikke gamle nok til at sige til eller fra ift hvor meget de vil “udstilles” på et offentligt medie, som denne blog jo nu engang er. Så kan man jo sige, at når der alligevel er “offentlige” billeder af børnene på min private facebook, så forsvinder styrken i dette argument…men der er dog også en anden grund er også dét, at jeg ikke vil vise børnene på bloggen (eller instagram for den sags skyld, som jo er direkte knyttet til bloggen), og det er, at jeg gerne VIL have et skille mellem hvad der er privat og hvad der er offentligt i mit liv.

Jeg bruger bloggen (og instagram) som en legeplads for mig selv og mine kommunikative gener, som et frirum, hvor jeg kan skrive hvad jeg har lyst til, og som et sted, hvor jeg kan træne mine færdigheder. Men det er stadigvæk sundt for mig, at hele tiden have for øje, at det er en offentlig platform, som derfor ikke skal indeholde ting der tilhører mit private liv…

img_4184

Som I nok også har opdaget, så vælger jeg også at bruge kaldenavne på både Manden og drengene, da jeg også ønsker at beskytte dem fra, at deres navne “dukker op” i et blogindlæg ved en googlesøgning nogle år i fremtiden. Jeg ved selv, at jeg ville synes det var ubehageligt, hvis nogen skrev lange indlæg om mig (med mit rigtige navn) uden at tjekke med mig, om jeg synes det var ok – også selv om det måske var godt ment.

Derfor har jeg altså valgt at være på den helt sikre side, og både undgå at bruge deres navne og vise billeder af dem. Og trust me; de er nogle virkelig SKØNNE drenge, så det er megasvært til tider IKKE at vise jer billeder af dem! Især hvis man tænker på, at der jo egentlig ikke skal mere end en google-søgning til for at finde billeder af dem i andre settings. Men nu er det nu engang det valg jeg har taget, og foreløbig vil jeg holde mig til det – så må vi se om tiden ændrer min holdning (som den jo nogle gang får os til at gøre 😉 )

Hvad tænker I om det? Kan I følge mig i tankegangen, eller synes I jeg er for “hys”? Jeg er nok efterhånden den eneste blogger (eller kender I andre), der slet ikke viser billeder af børnenes ansigter. De fleste andre viser billeder af sine børn, men dog i så fine og “neutrale” situationer, at det ikke som sådan er noget, der kan “forfølge” børnene – det er nok også sådan jeg ville ende med at gøre, hvis jeg en dag beslutter mig for at det er ok, at børnene vises frem på bloggen… Man har jo også dem, der i mine øjne udleverer børnene på en måde, der slet ikke er okay, men det får blive en anden snak.

Nu vil jeg ind og kysse mine smukke (sovende) børn, og gå tidligt i seng, så jeg er klar til en ny uge. Vi skrives ved.

Kh Therese

Nu er det nogle måneder siden sidste gang jeg kom med sådan hér en opdatering, og man kan vidst trygt sige, at der er sket en del ting siden sidst 🙂 Så her få I lige et lille indblik i, hvad tiden går med these days…

  • Den ting, der fylder aller mest herhjemme er naturligvis den nært forestående flytning. Nu tæller vi ikke længere måneder, men uger, og derfor er vi også lige så stille begyndt at tænke på nedpakning af hus og hjem. Jeg har i lang tid sagt, at det vil ikke blive SÅ slemt, for der er ikke så meget opbevaringsplads i vores nuværende hus, så vi har været gode (/tvunget til at være gode) til at skille os af med ting vi ikke havde brug for. De ord tror jeg dog jeg bliver nødt til at æde, for efter en hurtig gennemgang af børnenes legeværelse gik det op for mig, at blot på det ene værelse er der nok skrammel ting til at holde mig beskæftiget i lang tid…jeg tror jeg vil gå ind med en hård hånd, og hellere smide ud/give væk for meget end for lidt! 😉

img_7046

  • Har jeg (igen igen) lige lavet en aftale med mig selv om at prøve at skære ned på det usunde i form af slik, chips, chokolade og sodavand – kunne mærke det tog lidt overhånd i løbet af eksamensperioden, så jeg tror jeg har godt af en pause for at blive nulstillet igen. Søde sager i form af hjemmebag må jeg dog gerne få…man skulle jo nødigt blive fanatisk, haha!

  • (Total urelateret til ovenstående punkt) har jeg i dag smækket sammen vaniljecremen til de her norske fastelavnsboller, og kan mærke allerede nu, at tænderne løber i vand. Jeg glæder mig til de står rygende ferske på køkkenbordet i morgen! Og fik også mindsket madspildet ved at bruge de ovenskydende æggehvider til at lave en omgang kyskager med chokoladebidder..mums!

IMG_2160


  • Tæller februar intet mindre end 2 (måske 3!) børnefrie weekender! Den ene weekend skal vi begge to til hvert vores arrangement, den anden skal vi i bryllup, og den tredje skal gå med til hus-relateret arbejde. Jeg har faktisk også bestil en omgang forkælelse i form af mad den ene weekend, da der jo også er Gastro-week i Århus – så kan vi fejre, at det er (lidt over) 10 år siden Manden og jeg mødte hinanden. (Hvis I bor i nærheden af Århus vil jeg virkelig anbefale at overveje at prøve Gastro Week-konceptet…det er en virkelig god måde at komme ud til nogle af byens restauranter og få noget rigtig godt mad til en fornuftig pris. I kan se restauranter og menuerne de har den uge her – og hvis I tager afsted vil det være sjovt, hvis I sender mig en lille kommentar om hvad I synes om koncpetet (og det sted I tog hen. Jeg er i hvert fald fan, og glæder mig allerede til en hyggelig date med Manden)

  • Har jeg også en date i den kommende uge – med min “hjemmegående-mødregruppe” (af mangel på bedre ord). Det er nogle dejlige kvinder jeg mødte i min tid som hjemmegående, som også stod i samme situation. Vi mødtes ret ofte, både i legestuer og hjemme ved hinanden, i den periode vi var hjemmegående, men nu efter vi mere eller mindre alle er i gang udenfor hjemmet igen er det ikke så tit vi ses, så det bliver dejligt at mødes med dem igen – denne gang dog uden børn 😉

  • Har jeg brug for hjælp fra jer. Jeg har tidligere skrevet om, hvilke netflix-serier jeg er/har været meget glad for, men problemet kommer når det kommer til serier jeg kan se sammen med Manden. Han er nemlig en lidt kræsen en af slagsen, og hvis det ikke fanger umiddelbart, så er det svært at lokke ham til at se flere episoder (fx. blev det kun til to episoder af House of Cards). Er der noget I kan anbefale?? For at gøre det nemmere kan jeg jo nævne de serier vi rent faktisk HAR set sammen; Narcos, Homeland og Prison Break. Altså ikke overvældende mange.

Ih altså, jeg har i så lang tid haft lyst til at vise jer billeder af vores nye hus – altså det vi flytter ind i om ikke længe (vi skal bare have styr på den minor detail der hedder at pakke hele vores hus/liv ned først *gisp*). Men det som gjorde mig usikker var, at de billeder jeg havde på min telefon var nogle vi selv havde taget da vi var på visning – altså private billeder af huset, som jeg så ikke ville vise af respekt for dem, der bor der nu…det er jo deres ting, deres hjem, deres privatsfære jeg i så tilfælde ville vise frem.

Derfor har jeg kun vist frem dette af “forældrebadeværelset” som jeg postet på instagram efter en visning – der vurderede jeg, at der var så få “personlige” ting (et par badeænder), så det havde jeg det fint med…

Men så kom jeg i tanke om, at jeg jo har fået tilsendt salgsopstillingen fra den ejendomsmægler, der havde sagen, og der var der nogle få billeder på – og de var jo tiltænkt offentlig eksponering, så dem må I gerne se! Det viser kun køkkenet og alrummet, men det er også de rum, der er mest karakteristiske – især det kæmpestore alrummet…jeg glæder mig til at holde jul, fødselsdage, sommerfeste osv. derinde. Ser for mig et KÆMPESTORT juletræ i alrummet (nu må vi jo se, om det ender med at blive sådan, haha. Ting er som oftest nemmere at forestille sig, end at rent faktisk gennemføre…men om ikke andet, så er muligheden der, i hvert fald 🙂 )

Skjermbilde 2017-01-27 kl. 11.26.46

Skjermbilde 2017-01-22 kl. 11.37.36

Skjermbilde 2017-01-22 kl. 11.38.23

Skjermbilde 2017-01-22 kl. 11.39.14

Som jeg har nævnt tidligere, så elskede Manden det fra første gang vi så det. Jeg havde brug for lidt mere tid (havde jo forestillet mig, at vi måske skulle bygge nyt, i den dér “hvidt-i-hvidt”-stil)…men nu er jeg SÅ glad – og jeg glæder mig mere end ord kan beskrive! Snart bor jeg dér!!!

Nu vil jeg pakke sammen mine ting og tage Bassen med for at løbe nogle ærinder – han vågnede i nat med voldsomt ondt i ørene, så med ingen søvn til hverken mor eller børn og en potentiel mellemørebetændelse på trappen snuppede vi liiige en fridag mere i dag – ahrmen altså, hvordan forældre med tre eller fire børn nogensinde kan få arbejdet er mig en gåde – jeg synes det er rigeligt med sygedage bare med de to vi har! Heldigvis havde jeg kun ét møde i dag (hvis vi ser bort fra en kaffeaftale med Marina/cand.mor), så det går nok… Nu glæder jeg mig til weekend, og til at få Manden hjem igen.

Håber I får en god start på weekenden – solskinnet gør i hvert fald sit for at bidrage med god stemning.

Kh Therese

IMG_7957

Det er sådan jeg har følt mig de sidste par måneder.

Ikke bare havde vi en december, der var mildt sagt udfordrende med sygdommer der stod i kø og blot ventede på at afløse hinanden, men også hele to ugers juleferie – mindre kan simpelthen ikke gøre det, når man skal op til nord-norge, hvor jeg er vokset op (bare hjemrejsen i sig selv tog 16 timer!!!).

Når jeg så kom tilbage fra juleferien nåede jeg lige at arbejde et par dage inden eksamensperioden gik i gang. Og der var det jo så aftalt på forhånd, at jeg ikke skulle/kunne arbejde så meget, da jeg jo naturligvis blev nødt til at prioritere eksamen. Som jeg dog proklamerede for et par dage siden, havde jeg min sidste eksamen i mandags, og skulle derfor virkelig til at give den en skalle på kontoret for at indhente noget af det forsømte!

Og så ringer de fra børnehaven i går eftermiddag (sidenote; jeg bliver lettere panisk da jeg kan se, at det er børnehaven der ringer for jeg VED at begge børn er langt væk fra det at have feber eller lignende, så den eneste grund til at de ville ringe var, hvis der var sket en ulykke! Sh*t altså, jeg blev helt kold og klam i hænderne da jeg tog telefonen).

Pædagogen var dog meget god og startede samtalen med de har det godt begge to, men…” . Bassen havde åbenbart faldet ned fra en hems i børnehaven, og slået både hovedet og hoften ret kraftigt. Hovedet var de dog heldigvis ikke så bekymret for, for han viste ingen tegn på hjernerystelse. Hoften var de dog mere bekymret for, da han siden faldet havde “humpet” lidt. Jeg var faktisk på vej hjem fra arbejdet da de ringede, så der gik ikke så lang tid inden jeg kom frem til børnehaven. Der var bassen ude og legede med de andre børn, og jo – man kunne se, at han havde lidt ondt i den ene side, men det var allerede blevet meget bedre siden pædagogen havde ringet til mig.

Jeg pakkede hurtigt deres ting og tog børnene med hjem (vi svingede lige forbi Mandens kontor inden vi tog hjem – jeg havde ringet og fortalt om faldet, så han havde aflyst de sidste møder, i tilfælde vi skulle til læge/skadeskuen med Bassen).
Derhjemme blev vi dog hurtigt enige om, at der ikke fejlet hans hofte/ben noget – ud over at han havde slået sig lidt. Han gik, løb, hoppede og kæmpede med Røveren uden at klynke, så det var jo som sådan godt. På den anden side blev vi lidt mere bekymret for det slag hans hoved havde fået.

Han tog sig meget til hovedet, og klynkede hvis vi strøg eller kyssede ham i nærheden af, hvor han havde slået sig. Hvis han bukkede sig således, at stod med hovedet ned fik han også ondt – nok på grund af blodtilstrømning. Han synes også sådan en lille ting som det at få nattrøje på var ubehageligt, og når han skulle sove var det svært at finde en stilling, hvor det ikke gjorde ondt i hovedet.

Umiddelbart tænkte jeg, at det nok ‘bare’ var bulen/blåmærkerne, der gjorde ondt. Det kender man jo godt selv…hvis man har slået sig kraftigt et sted, så gør det jo ondt, når der bliver lagt pres på eller rørt ved det sted. Han var lidt vågen i løbet af natten, men ellers gik det ok. Men da han vågnede i morges og stadigvæk udtrykkede, at han havde ondt i hovedet så jeg ingen anden løsning end at give ham en fridag fra børnehaven. Og det betyder jo også, at jeg skulle “holde fri” fra mit arbejde… …

Jeg gav min chef besked om ovenstående, og naturligvis kom der kun ønsker om en god bedring til Bassen retur. Jeg havde det dog alligevel lidt skidt med det i og med, at jeg har været så meget væk de sidste par måneder (og er det nu jeg skal nævne, at det er under et halvt år siden jeg startede i jobbet). Men alligevel ikke SÅ skidt, at jeg vælger at sende Bassen afsted med hovedpine.

Vi har dog haft en rigtig god dag i dag. Stille og rolig, men samtidig har jeg kunne mærke på Bassen, at han har det fint. Og det er dejligt, for selv om han måske godt kunne have “klaret” en dag i bhg i dag, så ville jeg bruge hvert andet minut på at tænke på ham, og hvordan det gik med hans hoved. Nu tog vi alle – inkl. Røveren – en ekstra fridag, hvor Bassen har kunne være i stille og rolige omgivelser, fået sin middagslur (han er endnu ikke rigtig begyndt at sove i børnehaven siden han rykkede op fra vuggestuen for et par uger siden), og er klar på at komme afsted igen i morgen. Og jeg kan sende ham afsted med en vished om, at han er ok 🙂

Så må jeg satse på, at jeg kan nå at indhente de forsømte papirstakke på mit arbejde i morgen og dagene/ugerne fremover…der skal bare ikke komme flere ulykker eller mere sygdom vores vej! I krydser fingre sammen med os, ikke?

/Therese

Aaaah, jeg havde glemt, hvor hårdt det var. Eksamensperioder, altså. Når man først har afsluttet sin uddannelse og har fået studietiden godt på afstand, så kan man hurtigt komme til at romantisere dét at være studerende. Det havde jeg i hvert fald gjort. “Man har jo kun få timers undervisning om ugen, og man kan jo bare læse lidt efter børnene er puttet, og jo – så skal man til en lille håndfuld eksamener, men jeg har da endnu ikke prøvet at dumpe før, så hvorfor skulle jeg begynde med det nu?!”

Og nej, der er ikke så mange timers undervisning, som der er arbejdstimer i et fx. fuldtidsarbejde – men når der både skal forberedes til timerne (ehm, det kan jeg måskeeee blive bedre til, but still), laves gruppearbejde (en opfindelse fra afgrunden – især når det er af den obligatoriske slags), og det dér med at læse meget faglige, teksttunge artikler efter børnene er puttet, huset er ryddet og ens popo endelig har fundet vejen til sofaen…lad os bare sige, at det er nemmere at gøre i teori end i praksis! 😉

Når det så også viser sig at være den type fag som man ikke bare kan undlade at komme til en time eller to – for seriously, især i det ene fag jeg har haft dette semesteret, så kunne man ikke engang være uopmærksom i et par minutter uden, at man var COMPLETELY LOST. Når man sidder og koder hjemmesider, som har været en del af opgaven i det ene fag, og man ikke er opmærksom i et par minutter, så skal man eddermame være skarp for selv at finde ud, hvilken linje man skulle kode det ene eller det andet, for at komme dertil som resten af gruppen er. Og det er jo noget så lidt som et enkelt tegn, der kan gøre forskellen ift om din side vises som en rigtig side, eller om man blot får noget l*rt op på skærmen. Men det er jo også lidt det, der gør det sjovt at læse IT – at det er meget konkret, det man laver – og det går stærkt.

Skjermbilde 2017-01-24 kl. 21.14.29

I går havde var jeg dog oppe til den sidste eksamen i 1. semester, hvilket var et mundtlig forsvar af en (gruppe)opgave. Dem, der følger mig på insta har måske allerede luret, at det gik ret godt, og at jeg derfor “tillod mig” at fejre med kage (som om jeg ikke ville have spist den alligevel, haha!)..

Så nu, kære venner, kan jeg igen trække vejret og se netflix om aftenen (med god samvittighed) i et par uger indtil neste semester bryder løs. Godt nok har jeg sagt ja til at arbejde en del mere, da jeg havde lidt mere fri i eksamensperioden. Og så skal vi jo også liiiige have pakket hele huset ned inden længe. Og Manden skal ud at rejse, så jeg er en del alene på pinden. Og, og, og….

Haha, jaja, I aften kan jeg i hvert fald tænde for netflix med god samvittighed. Og se den ikke helt grimme Julio i serien Grand Hotel, som Marina/cand.mor tippede mig om for nogle uger siden…jeg er virkelig en sucker for serier, hvor man ser livet som det var i de gamle dage, med flotte kjoler til hverdag, tjenestepiger og herskabsfolk,, kærlighed og intriger. Og jeg fandt også lige en mars-bar i slik-skabet, så jeg tænker jeg fejer afslutningen af 1. semester tre dage til ende 😉

P.S. Jeg vil godt indrømme, at der jo selvfølgelig er mange fordele ved det at være studerende – ud over det, at man lærer ting. Der er en større fleksibilitet og man er i høj grad ’sin egen chef’, og det er jo luksus for en børnefamilie. Men det dér med, at man HELE TIDEN burde læse en tekst, skrive på en opgave eller gå igennem slides er altså lidt udmattende… Kan forestille mig, at det vil kunne sammenlignes med at have arbejde med hjem HVER aften. Og det kan man altså blive lidt træt af.

1 2 3 13