Der har lige været fødselsdag i huset igen. Ældstebarnet blev 7 år, og det blev fejret med manér – i to omgange, hvilket naturligvis har krævet en del planlægning og forberedelser. 

Én af de ting han havde styr på lang tid forinden var, hvilken kage der skulle serveres. Og når jeg siger ‘hvilken kage’, så mener jeg ikke hvilken type/smag (det er ALTID den samme de ønsker sig; chokoladekage med smørcreme), men derimon hvilken form den skal have.

Han havde et ønske om, at den skulle være formet som et sørøverskib, og for et par uger siden gik det op for mig, at jeg for lææænge siden tog nogle (halvdårlige) billeder af processen, da der var nogle der efterspurgte det efter jeg havde vist nogle billeder af en sørøverskib-kage. Jeg fik aldrig lavet et indlæg dengang fordi – you know…life happened (undskyld til dem jeg lovede det til). Men nu skal det være!

Det kan jo være der sidder en lille pirat derude der ville blive glad for at få sådan en kage serveret 😉

Selveste bageprocessen er meget nem; du skal bare lave en bradepandekage og en smørcreme efter eget valg. Samleprocessen kan se lidt sværere ud, men er også overraskende nem (i hvert fald når man har prøvet det et par gange). Du får lige en step-by-step-guide lige hér:

Læs mere...

De fleste af os der har ammet kender godt til de fysiske mén der kan opstå ved ammestop; ømme bryster, mælkeknuder og – i værste fald – brystbetændelse. Derfor er vi opmærksomme på at tage hensyn til kroppens signaler, så man så godt som muligt undgår eller mindsker de her gener.

Men hvad så når det kommer til de psykiske “mén” et ammestop kan medbringe? Altså, man ved jo godt, at der er nogle hormoner på spil når man ammer og, at de – naturlig nok – falder når man ikke længere ammer. Men tænker man egentlig over, hvordan de kan påvirke en i tiden under og efter et ammestop?

Min historie

Grunden til, at jeg nu skriver om dette var, at jeg selv havde en ret intens reaktion efter jeg stoppede med at amme Bettemanden. Jeg stoppede med at amme ham i november, da han var knapt 14 måneder (for dem der vil læse om hvordan vi greb det an, så har jeg skrevet om det hér). Og selv om det var et ret gennemtænk og “skånsomt” ammestop – altså, hvor det var noget vi havde gjort os en del tanker om, og som ikke kom alt for abrupt, så var det alligevel ret hårdt. Både for Bettemanden og mig.

Kort fortalt kan man vel sige, at hverken jeg eller ham var mentalt klar til at stoppe med amningen, men vores familie havde brug for, at det stoppede. Bettemanden assosierede til sidst amning SÅ meget med søvn, at han ikke kunne sove uden. Altså; ikke bare falde i søvn, men sove. Han kunne ikke SOVE uden. Derfor blev det mere eller mindre ingen søvn til mig, og det kunne vi – som familie – ikke helt holde til. Med tre små børn i huset er der brug for all hands on deck.

Men fordi jeg ikke selv var mentalt helt klar på at give slip på amningen var det Manden der “tog styringen”. Det vil sige, at han var den “stærke” af os i de situationer, hvor Bettemanden efterspurgte amning, og jeg på alle måder ville have “givet efter”. Og altså, nu hvor jeg skriver dette kan jeg se, at det kan læses som om, at han gennemtrumfet noget som egentlig ikke var noget jeg/vi (Bettemanden og jeg, that is) ønskede. Og altså, når vi var i processen og også i tiden lige efter følte jeg det også lidt sådan (og dette fortæller jeg, fordi det er vigtigt for resten af denne historie). Men det var altså hans bedste effort for at hjælpe os. For at hjælpe mig. For jeg hang ikke sammen.

Advarselen

Den dag jeg skrev indlægget omkring vores ammestop skrev jeg lidt med den ammevejleder jeg kendte, Elise Luna. Jeg kendte hende fra tidligere, og hun havde hjulpet os igennem den lidt problematiske ammeopstart. Hun havde nemlig lavet nogle rigtig fine “amme-milepæle-billeder” som jeg rigtig gerne ville bruge i mit blogindlæg den gang (og du kan jo se dem i det blogindlæg jeg linkede til længere oppe i dette indlæg).

Vi skrev lidt sammen om anledningen og jeg fortalte, at det var i forbindelse med, at jeg nu var stoppet med at amme. Hun skrev så blandt andet “Husk, at der vil ske et fald i hormonerne relateret til amning, så rent hormonelt og fysis vil du måske kunne mærke tristhed og melankoli”. Jeg svarede, at jeg godt kunne mærke, at jeg var lidt ked af det. Jeg var nemlig trist over, at det nu var over. Det var jo trods alt sidste barn og sidste ammestund, så det var jo kun naturligt. Jeg tog derfor ikke nærmere notis af hendes besked fordi jeg troede, at det hun henviste til var de følelser jeg allerede havde. Jeg troede ikke det ville udvikle sig til mere end det…men der tog jeg fejl.

Dr. Jekyll and Mr. Hyde

I perioden op til vores ammestop, altså i nedtrapningsperioden, havde jeg det ret svært. Jeg kæmpede en indre kamp, fordi jeg på den ene side som sagt ikke var helt klar til at opgive amningen. På den anden side kunne jeg godt se, at vi ikke kunne fortsætte på den måde vi var i gang med. Og vi havde prøvet ALT (synes jeg selv, i hvert fald). Vi taler om udpumpning og modersmælk på flaske. Vi prøvede at Bettemanden og Manden sov sammen. Vi prøvede at give ekstra meget mad, så han på ingen måde kunne være sulten inden natten. Men lige lidt hjalp det. Så jeg kunne godt se, at dette nok var løsningen for vores familie. Men følelsesmæssig var jeg ikke dér.

Denne indre kamp som jeg gik igennem gjorde mig til en rigtig svær person at leve med, tror jeg. For på den ene side var jeg SÅ taknemmelig for, at Manden gjorde de ting han gjorde. Jeg var taknemmelig for, at jeg fik en lille smule sammenhængende søvn. Og jeg var også glad for, at vi tog det – nogenlunde – i mit tempo. Der var dog tider hvor jeg gerne ville lave om på tingene igen. Hvor jeg gerne ville “gå et par skridt tilbage”, men hvor Manden var uenig. Og i de situationer var jeg ikke bleg for at dele min utilfredshed med/om Manden.

Jeg kan godt se, at der var lidt Dr. Jekyll and Mr. Hyde-tendenser. Men igen – ammestop er SÅ svært, og der er SÅ mange hormoner involveret, så hvad kan man forvente? Jeg kunne mærke, at jeg byggede op en irritation overfor Manden i denne periode, fordi i de tilfælde hvor jeg gerne ville gå et skridt tilbage (fx gå tilbage til at amme Bettemanden i søvn) og han ikke ville dét (det var ham der tog Bettemanden om aftenen og om natten i denne – ret lange – periode), så følte jeg, at det var ham der fremtvang et ammestop. Også selv om jeg et par timer forinden havde stået og lovpriset ham og takket for den store indsats han gjorde for vores familie… …

Når det er overstået bliver alt godt, ikke?

Da vi var kommet på den anden side af ammestop var nogle af de hér følelser faldet til ro. Jeg var knapt så meget bitterfisse. Men der var staigvæk en følelse af tomhed. Og jeg følte mig meget ked af det og træt. Jeg kunne dog ikke sætte en finger på hvorfor. Jeg sov bedre end jeg havde gjort i over et år. Vi havde det generelt ret godt. Og JEG burde også have det godt. Det havde jeg bare ikke.

Nu lyder det måske meget dramatisk. Det var ikke fordi jeg slet ikke var glad i hele den periode. Jeg kunne have gode dage, hvor det føltes som om alt var ved at komme på ret køl igen. Men følelsen af tomhed og tristhed blev ved med at komme tilbage, og der skulle ikke meget til før jeg blev ked af det, vred eller nærmest ulykkelig. Og meget af dette gik jo ud over Manden/vores parforhold, da det jo var ham, der var i nærheden.

Jeg mistænker også, at jeg stadigvæk holdt lidt fast i de negative følelser forbundet med dét, at Manden var den fysiske manifestation af den adskillelse der kom med ammestoppet. Det var jo ham, der overtog Bettemanden om natten. Det var ham der fik Bettemanden til at falde i søvn på brystkassen. Og det var ham, der “erstattede” mig så godt som mulig i mange tilfælde i den periode.

Det er parforholdet den er gal med

Det kom faktisk dertil, hvor jeg begyndte at tvivle på vores parforhold. For første gang i de 12 år vi har kendt hinanden, blev jeg usikker på os (eller nej, det er vel egentlig den anden gang, hvis man tæller den gang han “gav op” med). De vonde følelser, følelsen af tomhed og tristhed, og “antiklimaks” efter ammestoppet (jeg troede jo alt ville blive fryd og gammen når først var kommet over det) gjorde, at jeg troede Manden og jeg var på vej væk fra hinanden. Og dette var ikke UNDER ammestoppet. Dette var også længe efter ammestoppet, hvor jeg jo ikke tænkte så meget over hormoner osv.

Manden på den anden side kunne slet ikke forstå, hvorfor jeg havde det som jeg havde det, og opførte mig på den måde jeg gjorde. Han prøvede efter bedste evne at være der for mig, men jeg gjorde det ikke helt nemt for ham, kan man sige. Jeg klandrede ham for alt man kunne finde på at klandre ham for, og jeg satte slet ikke pris på mange af de ting han gjorde og havde gjort – for jeg forbandt fx. det, at han tog Bettemanden mange nætter (selv om han skulle på arbejde dagen efter) med dét, at jeg ikke længere ammede.

Jeg var altså i sorg. Og fordi jeg ikke helt kunne identificere hvad jeg sørgede over, så troede jeg det var vores parforhold.

Det hele kulminerede en aften en del uger efter jeg var stoppet med at amme. Manden havde lige været ude at rejse og fortæller om en serie på netflix han havde set i flyveren. Dette var en ny serie som jeg også havde tænkt jeg ville se, og jeg havde tænkt jeg ville foreslå for Manden, at vi kunne se den sammen. Jeg havde dog ikke nævnt det for Manden.

Da han så fortalte, at han havde set næsten hele sæsonen uden mig – og uden at tale med mig om det først – brød jeg fuldstændig sammen. Jeg græd og anklagede ham for ikke at være tilstrækkelig investeret i forholdet fordi han jo ikke tænkte over, at det kunne være en ting vi kunne gøre sammen. Jeg var SÅ ked af det, og så det som endnu et søm i kisten for vores parforhold.

Manden sad naturligvis tilbage som et ganske stort spørgsmålstegn.

Åbenbaringen

Den aften spurgte han mig, om jeg kunne komme i tanke om nogle ting, der måske kunne ligge i min underbevidshed eller lign. Noget der kunne være årsagen til, at jeg var så ulykkelig. Så trist og melankolsk.

Dét, at han brugte de samme ord som Elisa Luna havde brugt i sin formulering den gang vi skrev sammen om ammestoppet gjorde, at der gik et lys op for mig. Jeg kunne se hendes ord foran mig, og brikkerne faldt på plads. Jeg forstod, at det ikke var Manden jeg havde problemer med. Det var manglende bearbejdelse af mine følelser omkring ammestoppet der nagede. Og FOR en befrielse det var endelig at kunne se det!

Jeg overdriver ikke, når jeg siger at vores “situation” ændrede sig over natten, mere eller mindre. Nu, hvor jeg havde fundet roden til problemet kunne jeg fokusere på at løse dét, i stedet for at lede efter problemet alle mulige andre steder. Jeg gav mig tid til at “sørge” over ammestoppet, og begyndte at fokusere på de gode ting der nu var kommet i stedet for. Og det gjorde underværker – både for mig selv, for vores parforhold, og for vores familie.

Ekspertens forklaring

Nu har jeg fået det hele så meget på afstand, at jeg sagtens kan skrive dette indlæg om det. Men jeg er virkelig overrasket over, hvor intens de følelser jeg havde på det tidspunkt var. Jeg har aldrig haft det på den måde før. Jeg skrev derfor for lidt siden til Elisa Luna og spurgte, om der var nogen forklaring på, hvorfor man kunne få det på denne måde i forbindelse med ammestop.

Hun skrev tilbage som følger:

Det er hverken ualmindeligt eller mærkeligt at føle sig ked af det, vred eller måske endda en smule deprimeret, når man ikke længere ammer. For langt de fleste mødre er det forbundet med tiden under og lige efter et ammestop.

At fravænne sit barn er for mange mødre svært. Det kan være svært helt konkret at rumme hvordan man skal planlægge sig ud af et ammestop og det kan være overvældende når barnet bliver ked af det, fordi amning ikke længere er en mulighed. Ammestop kan også være forbundet med følelser af sorg – måske fordi det er det sidste ammeforløb eller fordi man ikke føler sig klar til ammestoppet.

Det er dog de færreste mødre der er opmærksomme på, at et ammestop faktisk også kan være en rigtig svær proces for mor. Selvom der endnu ikke er meget viden om emnet, er der flere gisninger omkring sammenhængen mellem ammestop og humørændringer – eller post-weaning depression eller blues, som det ofte også kaldes.

Når mor ammer, er hormonet oxytocin helt essentielt for amningen. Det er nemlig oxytocin, der er ansvarligt for nedløbsrefleksen. Oxytocin kaldes også kærlighedshormonet og når det frigives, vil mor opleve en følelse af ro, velvære og ømhed over for sit barn. Også hormonet prolaktin, der er det mælkedannende hormon, giver en følelse af ro og afslapning hos mor.

Amning hver 2.-3. time døgnet rundt, er med andre ord med til at skabe en generel følelse af velvære hos mor.

Derfor giver det også rigtig god mening at et pludseligt fald i de hormoner, i forbindelse med ammestop, kan påvirke mor og mors humør. Nogle oplever at have meget let til tårer, at have svært ved at overskue noget, at føle sig trætte eller uden overskud og andre oplever også irritabilitet og vrede.

Et gradvist ammestop, hvor amningerne fjernes over tid, er derfor ofte det mest skånsomme over for både mor og barn. Det er helt okay at være ked af det og give sig selv den tid der skal til, for at komme ovenpå efter et ammestop.

De ting hun skriver giver så meget mening. Og for mig var det helt klart den del med følelse af sorg som jeg overså – og som derfor førte mig ind i en form for post-weaning blues…

Jeg ved ikke, om I kan bruge dette til noget? Jeg tænker det er ret relevant for mere eller mindre alle der ammer (eller skal amme på et tidspunkt). Det er i hvert fald vigtigt at man tager alle de ændringer kroppen går igennem ved fx ammestop seriøst, og at man tager højde for de ændringer. Både de fysiske så vel som psykiske.

Vi kender alle til dem. De dage, hvor man er maks presset. Vi har ikke sovet i flere dage, overskuddet er blevet til underskud, men der er stadivæk de samme ansvarsområder der skal ivaretages og forpligtelser man skal opfylde. Sådan er livet som småbørnsforældre nogle gange. Heldigvis ikke alt for ofte, men det sker.

Sådan en periode havde vi for ikke længe siden. Bettemanden har ikke sovet igennem en eneste nat siden han blev født (han bliver halvandet år denne måned), men efterhånden sover han nogenlunde de fleste nætter. Manden og jeg har derfor vænnet os til at få en nogenlunde anstændig søvn (en decideret god nats søvn tror jeg det er mange år siden vi fik sidst, haha). Når vi så kommer ind i perioder med DÅRLIG søvn mærker vi det derfor meget hårdere nu end fx for et år siden, hvor dårlig søvn var normen…kender I det? Kroppen bliver mindet om, hvad det var at sove. Og når den så ikke får det, bliver man helt smadret!

(mere…)

Fra mine unge, mørkhårede, model-aspirerende, tree-hugging days 😉

På trods af lidt stilhed fra mig de sidste måneder kan jeg se, at der er flere og flere der finder vej til mit lille hjørne af internettet – måske især via min instagramprofil. Og det er SMADDERHYGGELIGT!

Jeg tænkte derfor, at det kunne være jeg skulle præsentere mig selv lidt mere. Og på rigtig bloggermanér gør jeg det ved at komme med en lille fin liste (man er vel listemenneske) med nogle facts om mig. Så kan det være I bliver klogere på hvem jeg er 🙂 Og hvis I har lyst kunne det være SÅ fedt, hvis I ville lægge en lille kommentar om, hvem I er – så jeg også kunne lære jer bedre at kende <3

Men først får I altså nogle facts om mig:

Læs mere

Hej med jer – og GODT NYTÅR!

Stor ydmyghed og vild begejstring på en og samme tid <3

Jeg håber I har haft en helt og aldeles fantastisk jule- og nytårsfejring, og at starten af januar ikke har været alt for hård ved jer?

Det er efterhånden over en måned siden jeg har logget mig ind på domænet hér. Det er ikke lysten der har holdt mig tilbage, men der skal også være overskud til det hele, og i december måned var der generelt bare nok at se til – sådan tænker jeg mange af jer også havde det?

Og når juleferien så endelig indtrådte, nød vi som familie bare at melde os lidt ud. Vi trængte VIRKELIGT til at have lidt tid sammen. Manden har haft enormt mange rejsedage de sidste måneder, og det har vi alle kunne mærke. Så det var skønt at have tid til at bare være sammen igen.

Jeg har tidligere skrevet om, at der tit kommer gnidninger mellem os når vi holder ferie, fordi man skal omstille sig fra de faste rutiner. Forældre joker også tit om, at de glæder sig til ferien er over – “…mom and dad can hardly wait for school to start again” (fra “It’s beginning to look a lot like christmas”). Faktisk så skrev jeg så sent som i sommerferien det selvsamme – og det var ikke engang en joke.

(mere…)

Jeg har været meget i tvivl omkring, hvorvidt jeg skulle publicere dette indlæg eller ej. Fordi – for det første – så er det jo ikke rigtig en god måde at komme “in the holiday spirit”, at læse om et andet menneske der har svært ved lige præcis dét.

For det andet, så er det er meget personligt indlæg, og det efterlader en vis form for sårbarhed (samt at jeg godt kan se, at det måske er lidt for meget navlepilleri til at have offentlig interesse).

Men på den anden side så tænker jeg, at der måske er flere der ude, der af en eller anden grund ikke ser helt frem til julen. Og som ikke kan overgive sig til juleglæden på samme måde som store dele af familien Danmark.

Og derfor tænker jeg, at det måske er en god ting at lufte mine tanker lidt. Både for at sætte ord på, hvordan man OGSÅ kan have det i denne tid (mere…)

For nogle måneder siden blev jeg kontaktet af en caster til et tv-program, der skulle omhandle hjemmegående. Det blev ikke til noget for mit vedkommende, da programmet tog en drejning hvor de gerne ville have, at hele familien var med til programmet, hvilket vi ikke ønskede. Jeg ved faktisk ikke, om programmet nogensinde blev til noget.. Det er hellere ikke vigtigt, for lige nu skal det handle om noget andet. I forbindelse med “castingen” til dette program skulle jeg nemlig svare på nogle spørgsmål – og dem faldt jeg over for ikke så længe siden.

Spørgsmålene fokuserer meget på dét, at jeg på min Om Mig-side her på bloggen har skrevet, at jeg holder af “de gamle dyder” – det var åbenbart den rolle jeg skulle spille i dette program 😉  Set bort i fra lige dét fokus, så er dette et af de spørgsmål jeg bliver stillet rigtig tit; hvordan er man en “moderne” hjemmegående/husmor? (mere…)

I forbindelse med en artikel der udkommer i magasinet “Kulør” (Spars gratismagasin) i december blev jeg for et stykke tid siden spurgt om jeg ville dele nogle af mine bedste råd til en billigere og mindre stressende jul – hvilket jeg naturligvis gerne ville 🙂

Jeg tænkte dog også, at et par af dem kunne være en god idé at dele med jer også allerede nu. For nogle af dem skal man i gang med her i november, for at kunne nå det…

Hele artiklen – inkl. de øvrige tips – kan du enten finde i en Spar eller på spar.dk den første mandag i december. Jeg tænker også, at jeg smider et link til indlægget når det er online. I mellemtiden er der tre gode fifs til dig lige hér; julekalender, julegaver og indkøb af madvarer.

Lav en alternativ julekalender – med fokus på traditioner, forberedelse og hygge…

Da vi fik børn der var store nok til at ville have en julekalender kiggede vi naturligvis på det udvalg der var i butikkerne. Vi kom dog hurtigt frem til, at vi ikke ønskede at købe nogen af de tilgængelige kalendere. For hvis vi valgte at købe en julekalender ville det enten koste det hvide ud af øjet, og/eller være ret usundt. Vi overvejede at lave en pakkekalender selv, men kom frem til, at det ville tage umenneskelig lang tid at både købe ind til det – og ikke mindst at pakke alle de små gaver ind. 24 styks. Per barn. I rest my case… (mere…)

Så kom den dag som jeg både har glædet mig til og frygtet. Beslutningen om, at jeg skulle stoppe med at amme har været længe undervejs, men her til aften blev det dog til virkelighed.

Vores ammeforløb

Min ammerejse med Bettemanden har ikke været helt lige til. Det startede med gå helt galt, da Bettemanden havde forkert teknik pga. stramt tungebånd. Heldigvis havde jeg to gode ammeforløb i bagagen, og vidste derfor hvordan det kunne og skulle være – samt hvor glad man ender med at blive for det, hvis/når det kører.

Jeg vidste ikke, at det var stramt tungebånd der drillede, da hverken sygehuset eller sundhedsplejersken havde fanget det. Vi prøvede derfor ALT vi kunne, for at finde ud af hvad problemet var; vi tog ham til kiropraktor, jeg talte med en ammerådgiver, han blev tilset af sygeplejersker på Skejby (da vi var forbi i forbindelse med noget andet). Efter et par (uudholdelige!) uger opsøgte vi en øre-, næse-, halslæge, der blot efter et hurtigt kig kunne konstantere, at han havde EKSTREMT stramt tungebånd. Det blev meget hurtigt klippet, og efter blot nogle få dage gik det meget bedre. (mere…)

Måltidskasser er efterhånden en ret almindelig måde at sørge for hverdagens aftensmad på. Der er rigtig mange firmaer der tilbyder dem, og man kan efterhånden få dem i alle varianter; børnevenlige, quick-kasser, vegetarudgaver og for dem der gerne vil “udforske” forskellige retter. Der er hellere ingen tvivl om, at det er en dejlig bekvem måde at sørge for aftensmaden – så er man fri for hele tiden selv at skulle sætte en menu sammen, og det hele bliver leveret til døren.

Jeg har selv prøvet måltidskasser nogle få gange, og synes, at det har været rigtig dejligt de perioder vi har haft det. Nu er det dog en gang sådan, at jeg ikke har nogen fast indtægt det næste lange stykke tid, og vi skal derfor være meget bevidste omkring hvad vi bruger vores penge på. (mere…)

1 2 3 27