Nu er der jo sket en HEL DEL siden jeg skrev herinde sidst, også selv om det kun er lidt over en uge siden;

    • JEG ER BLEVET MOR IGEN

    Dem af jer, der følger mig på instagram har måske allerede set det, men sidste weekend – dagen før terminen – valgte Bettemanden (som nu vil være hans “officielle navn” herinde) at se dagens lys for første gang. Og selv om det nu er tredje gang jeg prøver at gå igennem et fødselsforløb, så er hver enkelt fødsel stadigvæk en enorm intens oplevelse! Jeg bliver SÅ imponeret over, hvad kroppen er designet til at kunne, og føler mig nærmest som wonderwoman bagefter (i hvert fald i et lille splitsekund, indtil alle de forskellige “efter-fødsels-gener” begynder at melde sig *suk*). Det “gene” der dog fylder mest denne gang er nok de sår Bettemanden har givet mig i forbindelse med amning…hold k*ft, det gør NAS! Manden har dog plyndret apoteket og Babysam for alle de remedier man kan få for at afhjælpe problemet (som de desværre ved at tage sig godt betalt for!), og jeg håber de snart begynder at virke…indtil da bliver jeg bare ved med at bide i en stofble når han spiser (jeg begynte nemlig at få VIRKELIG ondt i mine tænder også af at bide så hårdt sammen)! Hvad man ikke gør for de kære børn…

    Det er nok helt overflødigt at sige, men vi er alle fuldstændig forelsket i Bettemanden, og glæder os til at lære ham endnu mere at kende! Det skal dog nævnes, at Bassen er NOGET skuffet over, at Bettemanden ikke kan være med til at lege med ham endnu…der har vi åbenbart ikke været gode nok til at forventningsafstemme med ham, haha.

      Endnu et af mine indlæg er blevet publiceret på VoresBørn.dk…

    …og jeg var SÅ nervøs for hvilke tilbagemeldinger (læs: kommentarer) der ville komme, når de postede det på deres facebook-side. Det er nemlig et lidt toucy emne!
    Men, altså, jeg blev virkelig overrasket over, hvor positivt kommentarfeltet var. Der var nærmest ikke en eneste negativ kommentar, og indlægget er blevet liket og delt flere hundrede gange (jaja – I know, lidt meget ananas i egen juice lige hér, men altså…man bliver da lidt stolt! 😉 ). Hvis du vil læse indlægget (som er en revideret/forbedret version af noget jeg skrev for snart halvandet år siden), så kan du finde det hér.

      Er jeg landet på en “bloggerplatform” som jeg kommer til at blive en del af inden længe

    – og jeg glæder mig. Som jeg skrev om for et par uger siden, så vil det umiddelbart ikke betyde en voldsom stor forandring for bloggen, men jeg personlig glæder mig til at få et netværk af andre Motherbl*ggers som deler min interesse for dette mediet.

      Arbejder jeg på bloggens aller første “Give-away”

    Jeps, nu er jeg blevet en af dem, haha. Ej, nu skal I ikke blive helt skræmte af dette – jeg kommer IKKE til at bombardere jer med diverse reklamer og lignende for alt mellem himmel og jord, men når det er noget, som jeg finder relevant for både mig/bloggen og min “målgruppe”, så ville det da være en skam at sige nej, ikke? 😉


  • Hum, nåh, det blev ikke så voldsomt mange punkter, men til gengæld vil jeg da sige, at det er nogle ret store punkter! Nu vil jeg ind i sofaen og holde hånd med Manden en lille smule inden jeg finder dynen – eller i hvert fald indtil Bettemanden vågner igen og jeg skal ind og bide i stofble… God aften til jer derude. Kh Therese

    Jeg er meget klar over, at denne tredje graviditet har fyldt enormt meget på bloggen de sidste måneder – men det er altså svært ikke at skrive om noget, der fylder så meget i ens hoved, krop, hverdag, kalender og jah…alt! Men, NU er det snart slut! Terminsdatoen er lige rundt om hjørnet, og i dag gik det lige op for mig, at hvis min tidligere historie kan bruges til noget, så er det i dag Mindstebror melder sin ankomst.

    Det er nemlig sådan, at lige nu er jeg præcis lige så langt henne som jeg har været da fødselen gik i gang med de to andre. Fødselen med Røveren gik i gang om aftenen, og trak derfor ud til dagen efter, hvor den med Bassen gik i gang fra morgenstuden af, og han så dagens lys allerede nogen timer senere.

    Jeg synes det er HELT VILDT, at jeg er nået hertil allerede – tiden er virkelig gået stærkt, og jeg kan ikke helt forstå, at det er nu. Egentlig fint nok, for så når man måske ikke at blive alt for utålmodig, hvis man nu denne gang skulle ende med at gå over tid…

    Heldigvis er vi ved at være i mål med alle de praktiske ting, der stressede mig da jeg skrev min sidste graviditetsopdatering for blot et par uger siden. Jeg kan sige dig, der er noget om snakken omkring dét, at når en gravid nærmer sig fødselstidspunktet, så bliver hun effektiv. Jeg har i hvert fald fået krydset MANGE ting af på min to-do-liste, og også nået nogle hyggelige “sidste ting” inden baby kommer – som fx. en sidste tur i biografen, og ud at spise med nogle skønne veninder.

    Så nu genstår det bare at se, om statistikken holder, og det er i dag Mindstebror melder sin ankomst. Røveren og Bassen har dog givet ham klar besked om, at han i hvert fald skal vente til efter kl. 16.30, for lige om lidt skal jeg til forældrekaffe i børnehaven, hvor der skal være en cirkusforestilling – og jeg har en musiker og en giraf, der er meget spændte på at vise de ting de har øvet på <3 Og hey - kryds lige fingre for mig (og Mindstebror), ikke?

    Om ikke så alt for længe er det to år siden jeg publicerede mit første blogindlæg på dette domæne…det er lidt vildt at tænke på. Jeg var meget bekymret i starten for, om jeg kunne blive ved med at være begejstret for at blogge, da jeg ikke har set på mig selv som en decideret “blogger” (jeps, lidt selvfornægtelse kombineret med fordomme dér, haha).

    Nu er jeg dog kommet dertil, hvor jeg indser at dette er en hobby der er kommet for at blive – i hvert fald for et godt stykke tid. Jeg elsker at skrive og jeg elsker de muligheder internettet/de sociale medier giver (måske derfor jeg er ved at tage en cand.it i webkommunikation? 😉 ). Og jeg kan da også helt klart se, at bloggen kan blive til en eller anden form for træning/springbræt for hvad end jeg ender med at have som “rigtigt arbejde” når jeg en gang er færdig uddannet… Denne erkendelse har ført til nogle lidt mere seriøse tanker. For hvad vil jeg med bloggen? Hvordan skal den formes fremadrettet?

    I lang tid har jeg primært brugt bloggen til at “komme af med” mine tanker om børn, familiepolitik og samfundsdebat – de tanker, der var for store til, at jeg kunne sidde med dem selv. De skulle simpelthen ud, og bloggen blev mit udløbs-sted for dette. Der er dog mere og mere kommet “hverdagslige” indlæg på menuen, og i det sidste har fx. graviditeten fyldt rigtig meget. Og det synes jeg på mange måder er meget hyggeligt, for det er da sjovt at kunne skrive om lidt mere personlige ting – på samme måde som jeg nærmest føler jeg “kender” mange af personene bag de blogs jeg selv læser på baggrund af de personlige ting de deler…

    Alle de ovenstående ting har ført til, at mine tanker om bloggen er ved at ændre sig lidt. Jeg har ikke tidligere tænkt så meget over, om jeg fx ønskede at blive en del af et blogger-netværk, da jeg har tænkt, at min blog for lidt mainstream til sådant noget. Men på den anden side er det én af de ting jeg nyder mest med det at have en blog; de forbindelser man får skabt til andre mennesker – både dem, der læser med og kommenterer, men også dem der har den samme passion og hobby. I det sidste stykke tid er der også nogle få firmaer, der har kontaktet mig vedrørende potentielle samarbejder (hvoraf det ene har udmøntet sig i en pakke, der nu er på vej med posten til mig – og en “giveaway” (i know, i know – SÅ blogger/instagrammer-CLICHÉ) til jer!). Jeg har dog følt mig fuldstændig på herrens mark i forhold til hvad der er kutyme og ikke i forhold til sådanne aftaler, så derfor er jeg kommet frem til, at et netværk måske ikke er en så dum idé alligevel.

    Dette betyder dog IKKE, at jeg vil gå væk fra at skrive om de ting, der frem til nu – og stadigvæk – engagerer mig! Tvert i mod, så ville det nok bare give mig en større lyst til at skrive… Jeg vil også stadigvæk blive ved med at levere indhold til klummer i lokalavisen og Vores Børn – hvor en del af mine mere seriøse tanker tit bliver delt. Det eneste, der måske vil kunne endres her på bloggen er, at der nok vil komme lidt flere af de “hverdagslige” indlæg, samtidig som der også vil komme et lidt mere kommercielt præg over bloggen – det er lidt sådan præmissen er, hvis man bliver en del af et netværk… På den anden side håber jeg, at det vil åbne dører for flere af de muligheder, som jeg synes er det aller sjoveste ved at blogge (som fx. da jeg var med til en debat arrangeret af DR, eller da jeg var med til at representere Familiepolitisk netværk i Tv2-nyhederne). Og forhåbentligvis vil der også komme lidt teknisk support med, hvis jeg bliver en del af et netværk – så langt er jeg nemlig ikke kommet i mine studier endnu, at jeg er helt skarp på alle de ting! Og lad os også kalde en spade for en spade; hvis min hobby skulle ende med at bidrage med lidt lommepenge, så ville jeg altså ikke HADE det 😉

    Jeg håber dog, at hvis der sker en endring, så vil det blive til det bedre – at det bliver sjovere for både jer og mig! Og så må I love mig, at I giver besked, hvis det går i den forkerte retning…jeg kan tåle det 🙂


    Og ja, jeg smider lige et lidt ligegyldigt billede ind her til sidst…jeg ser dog meget eftertænksom ud, ikke?

    Når det nu nærmer sig slutningen af min tredje og (højst sansynligt) sidste graviditet, er der en del tanker der melder sig. Jeg kan blive en lille smule trist over at vide, at dette er sidste gang jeg skal prøve at mærke en baby give et lille puf fra sig og lignende, meeeeen, på den anden side er der SÅ MANGE ting jeg ser frem til ved det, at være færdig med at være gravid! Og jeg har samlet en lille håndfuld af de ting hér (og ja, jeg er godt klar over, at en del af dem er MEGET overfladiske 😉 ):

    1. Jeg vil aldrig mere blive udsat for de hormonelt betingede “glæder” som en graviditet medbringer…
    2. Her kan jeg nævne: kvalme og opkast i 3-4-5 måneder, tudeture og raserianfald, hud og hår som plutselig opfører sig meget mærkerligt og ømhed på steder jeg ikke vidste eksisterede.

    3. Fra nu af kan jeg sove i lige præcis den stilling jeg har lyst til.
    4. Når man har været tvunget til at sove på siderne i snart et halvt år (man må jo hverken sove på maven ELLER på ryggen når man er gravid), så er dette virkelig en stor ting. Åh, som jeg glæder mig…og dog – jeg har et vagt minde om, at mine bryster ikke var så glade for at blive fladmaste i de to tidligere amningsperioder?

    5. Jeg glæder mig også til at have en vished om, at nu er familien komplet som den er.
    6. Inden vi blev gravide med Mindstebror var der en laaaang periode, hvor vi var usikre på lige præcis dette. Og det tog faktisk en hel del energi at finde ud af. Så jeg ser frem til, at med vished i hjertet kunne sige, at nu er familien komplet som den er.

    7. Jeg er en af dem, der prøver at undgå for meget unødvenig kemi og deslige
    8. – især når jeg er gravid. Så jeg har næsten ikke brugt tørshampoo (som ellers var min pre-pregnancy lifesaver), har slet ikke brugt neglelak eller parfume, og har ellers også begrænset mit forbrug af “skønhedsprodukter” meget. I tillæg har jeg – så godt som det nu kan lade sig gøre – prøvet at følge retningslinjerne ift. hvad man ikke må spise og drikke (på nær når det kommer til sukker og koffein – I mean, who are we kidding), så DET ser jeg også frem til at være herre over selv!

    9. Det bliver også skønt, at endelig kunne købe et stykke tøj og vide, at “dette vil jeg kunne bruge i mange år fremover”.
    10. Indtil nu har det været mere “dette kan jeg passe indtil jeg bliver gravid igen. Og så må vi se hvor meget jeg svulmer op, og hvor meget der igen ryger af”…så gider man ikke rigtig investere i den lidt dyrere kvalitetstrøje eller det utrolig flotte undertøjssæt – man ved jo aldrig hvordan ens vedhæng ser ud efter baby har taget sit *suk*

    11. Jeg ser også frem til at være færdig med at investere i baby-udstyr.
    12. Shit, det er altså dyrt at få børn! Og selv om man har et par stykker fra før, så er der altid nye ting, der skal investeres i. Og for ikke at nævne, hvor meget plads alt dette tager. Jeg GLÆDER MIG til vi begynder at sælge/forære ting væk, og se hvor meget plads der EGENTLIG er i vores bil, når den ikke er fyldt op af 3 autostole, 1 pusletaske, 1 barnevogn, ble-pakker, løbecykler, ekstratøj og underholdning.
      (Og alle de penge vi fremover IKKE skal bruge på baby-ting kan jo meget passende gå til skønhedsbehandlinger og lækkert kvalitetstøj til mutti her, ikke? 😉 )

    13. Men aller mest af alt, er der ÉN ting jeg ser frem til…
    14. …at møde vores dejlige lille Mindstebror, som jeg har snakket med i flere måneder, elsket i snart ni måneder, og drømt om hele mit liv <3

    Så er det nu! Eller, det kunne det i hvert fald have været. Nu er der jo nemlig kun et par uger til termin, så Mindstebror kan jo komme hvornår det skal være. Og dén tanke er både skøn, skremmende og stressende på samme tid! Jeg må indrømme, at hvis jeg fik vælge, så ville han vente en uge eller to med at komme til verden – så kunne jeg nå at få styr på lidt flere af de praktiske ting (ja, jeg er HÅBLØST bagud denne gang), og jeg kunne nyde lidt mere tid med de store drenge inden bebse overtog kontrollen over min tid… Meeeen, altså, det er jo som nævnt også lidt spændende, og jeg glæder mig rigtig meget til at møde ham, så hvis han nu skulle beslutte sig for at komme nu her, så ville det også ok 😉

    Når jeg kigger på billedeserien over, hvor der er ca 1 måned imellem hvert billede, så synes jeg det er helt vildt, hvor meget der kan ske på blot nogle måneder – fra 4 måneder til 8,5 måneder. Selv om dette er tredje gang, så kan jeg ikke lade være med at blive både fascineret og totalt overvældet over, hvad min krop egentlig kan! Det er altså lidt vildt…

    Hvor langt henne: 8,5 måneder

    Køn: Dreng. Lillebror. Mindstebror <3

    Hvor stor er baby: Siden min opdatering for en måneds tid siden har jeg jo været i intet mindre end 2 scanninger og 1 jordemoderbesøg (den ene scanning i forbindelse med en trafikulykke jeg var med i, og den anden var en selvbetalt 3D/4D-scanning). Begge de to scanninger OG jordemoderen var meget enige; denne gang venter vi en lidt større dreng end de to andre har været. En hel del større, faktisk. Som jeg har nævnt tidligere var Røveren og Bassen hhv. 3,0 og 3,2 kg ved fødselen, og denne gang siger de, at jeg nok skal forvente en dreng på ca 4 kg, hvis jeg går til terminen. Derfor kan man jo så regne ud, at Mindstebror nu er omkring de 3500-3600 gram, hvis man går ud ifra, at de tager 200-250 gram på om ugen det sidste stykke tid. Hvor lang han er har jeg ingen idé om, men jeg kan i hvert fald sige, at han har i hvert fald ingen problemer med at fylde hele maven ud (and then some *ouch*).

    Hvordan er formen: Jeg kan utvivlsomt mærke, at det nærmer sig slutningen nu. Jeg har tit så stærke plukveer, at jeg når at tænke “er det nu??”. Det strækkes, hives og nives alle tænkelige og utænkelige steder, og jeg overvejer kun at bukke mig ned efter noget, hvis det er MEGET vigtigt! Men altså, med tanke på, at Mindstebror i princippet kan komme any day now, så klager jeg bestemt ikke 🙂

    Cravings: Pt. har jeg ikke så mange cravings. Jeg spiser nok mere usundt end jeg gjorde inden jeg blev gravid, men det er nok mere en vane jeg har tillagt/tilladt mig, end en decideret craving.

    Vægtstigning: Vægten siger nu +10 kg, hvilket jo er meget for mig (med de andre to tabte jeg mig så meget i starten af gravideten, at jeg ikke “nåede” at tage mere end 5-6 kilo på). Jeg tænker dog ikke så meget over det – på en måde nyder jeg faktisk at prøve at være lidt mere “normal” gravid denne gang.

    Bevægelser i maven: Nu er pladsen jo ved at være begrænset inde i maven, så det er ikke de vilde bevægelser jeg kan mærke længere – nu er de mere stille og rolige. Men misforstå mig ikke; jeg kan SAGTENS mærke dem! Fx når han strækker sig føles det nærmest som om han er på vej ud igennem maveskindet…

    Gener: HALSBRAND! Men heldigvis ikke noget en enkelt Galieve i ny og næ kan afhjælpe. 🙂 Ud over det har jeg for første gang i mit liv fået lidt væske i kroppen – det har jeg ikke prøvet ved de andre graviditeter…Det er dog ikke værre end, at det nærmest ikke vises. Jeg kan bare ikke bruge min vielsesring længere, og så kan man se at elastikkerne i strømperne laver et ORDENTLIG mærke på mine lægge. Og så synes jeg også man kan se, at jeg er blevet noget mere “rundkindet”…og det HÅBER jeg er væske – hvis ikke er jeg vidst blevet lidt småtyk, haha *apropos-mine-cravings-som-ikke-er-cravings*.

    Indkøb: Nu er der ved at være styr på de aller fleste ting. Og ja, jeg er godt klar over, at vi burde have styr på ALLE ting nu her, men det har jeg altså ikke. Den vigtigste ting vi mangler er nok autostol… Pt. har vi ingen baby-autostol, så hvis han kommer i løbet af de næste par dage må vi håbe vi kan låne en stol fra nogle venner eller lignende, som Manden så må køre efter inden vi forlader fødegangen. Eventuelt må Mindstebror og jeg tage bussen hjem, haha… Ud over autostol er det lige gået op for mig, at vi ikke har så mange lagen (de blev nok smidt ud i sin tid pga l*rte-pletter – i ved de dér karrygule pletter som er UMULIGE at få af! Det havde jeg bare ikke tænk over, så dét skal vi også have købt nogle flere af). Og til sidst overvejer jeg også at købe et babynest…jeg er dog lidt usikker på, om det er en ting jeg vil ende med at reelt bruge eller ej. Jer der har prøvet at have sådan én; bruger man dem?

    Øvrigt: Der er ikke sket noget på navnefronten siden den sidste opdatering. Vi kan ikke blive enige. Eller, det vil sige, vi har nærmest ikke snakket om det siden – for husfredens skyld. Jeg overvejer dog, at hvis vi ikke er enige inden fødselen går i gang, så bringer jeg det på banen dér…jeg tænker; det må være noget nær UMULIGT at sige nej til én der er ‘in labour’. Alternativt må han jo hedde “Lillebror” eller lignende indtil vi kan finde ud af det. Men det kunne være skønt at give ham sit navn når han kommer til verden… <3

    Denne kage er virkelig en klassiker, så hvis man googler den finder man nok 100-vis af forskellige opskrifter til, hvordan man laver sådan én… Og det værste (eller bedste?) er, at de aller fleste opskrifter ligner hinanden enormt meget. Der er som oftest de sammen ingredienser og den samme fremgangsmåde – måske med en liiiille variation fra kage til kage (bager til bager).

    Derfor kan man måske også sige, at det er overflødigt, at jeg nu også joiner gruppen af mennesker, der poster en opskrift på sådan en islagkage…men, altså…nu har jeg jo ikke smagt de andre varianter, for jeg bruger jo altid kun min egen (eller, det er godtnok min mors) opskrift når jeg laver denne kage, så jeg VED jo reelt ikke, om denne kunne være en lille tand bedre, nemmere eller sundere (okay, det sidste tvivler jeg så meget på, haha) end de andre opskrifter. Så derfor får I den.

    Denne kage er faktisk Mandens favorit, så herhjemme bliver den lavet hvert år i starten af september, for der fylder han nemlig år. Og det passer egentlig også udmærket med, at der som oftest stadigvæk er lidt sommerlige temperaturer i luften. Den er som nævnt dejlig nem at lave, og man skal kun bruge få ingredienser – noget preggo her satte ekstra stor pris på i år!

    Det du skal bruge:

    • 2 pk. dobbel Daim
    • 3 danske æg – gerne økologiske
    • 150 gram + 1 dl sukker
    • 150 mandler
    • 3 dl piskefløde

    Fremgangsmåde:

    1. Tænd ovnen på 170 grader over/under-varme
    2. Hak mandlerne meget fint (helst i en foodprocessor eller lign)
    3. Skil æggeblommerne fra æggehviderne og kom dem i to separate skåle
    4. Pisk æggehviderne stive og tilsæt 150 gram sukker lidt efter lidt, så du ender med en dejlig blød marengs.
    5. Vend mandlerne forsigtigt ind i marengsen med en dejskraber, og kom det hele i en smurt form (kom også smør på bagepapiret i bunden, så er det nemmere at hive af når kagen skal på fad). Bag kagen på nederste eller næstnederste rille, alt efter hvor mange riller der er (i min ovn er den nederste rille HELT i bunden, så jeg stiller den på den næstnederste) og bag den i 45 min.
    6. Lad bunden køle helt af inden du går i gang med isblandingen…det tager ca en halv til en hel time.
    7. Pisk de tre æggeblommer og 1 dl sukker til en luftig masse, og pisk derefter fløden til flødeskum i en separat skål.
    8. Hak daimen i relativt små bidder, og kom æggeblandingen, flødeskummet og daim-chokoladen i én skål, og vend forsigtig med en dejskraber indtil du har en ensformet masse.
    9. Kom isblandingen over den afkølede bund, og stil kagen i fryseren i minimum 3-4 timer.
    10. Tag kagen ud af fryseren et lille stykke tid før du ønsker at servere den. Pynt gerne med friske bær, chokolade, frugt, eller hvad du nu har for hånden. Bare husk, at hvis du vil stille kage-rester i fryseren igen kan det være noget af pynten ikke egner sig til det (så jeg vælger fx at komme store stykker jordbær på – det kan man altid tage af igen, hvis hele kagen ikke bliver spist 🙂 ).

    Håber det smager 🙂

    P.S. Nu er der måske nogle, der forundrer sig over, at jeg ikke har skrevet “pasteauriserede æggeblommer”, nu hvor de hverken skal steges eller bages, men det er altså lang tid siden fødevarestyrelsen meldte ud, at man ikke behøvede at være bange for salmonella i helt almindelige æg så længe man bruger danske æg. Så frygt ikke, kære venner – jeg prøver ikke at forgifte jer 😉 Hvis I vil, kan I se en artikel omkring det hér.

    Så er min nyeste “avisklumme” på gaden, og denne gang skriver jeg om nogle af de ting man får lov til at opleve som gravid – i form af kommentarer, spørgsmål og andre tilnærmelser…

    Denne klumme skrev jeg faktisk i sommerferien, hvor jeg “kun” var 6 måneder henne – og lad mig lige love jer, at omverdenens reaktioner ikke er blevet mindre efter jeg nu er kommet ind i “højgravid”-fasen (som jeg tænker at skrive lidt mere om inden længe – jeg er jo godt forbi 8 måneder nu, så det bliver nok til en “8,5-måneders-status” næste gang 🙂 ). Senest i dag var jeg fx i Bauhaus for at købe en plante, og jeg stod i kø bag en meget hyggelig mand, der synes det var “synd for en af min størrelse, at jeg skulle stå så længe i kø”! Say what?! Altså, jo – jeg ER stor, og at stå i kø ER lidt tungere end, hvis jeg ikke havde en 3-kilos bowlingkugle i maven, men alligevel…

    Nåh, I kan læse mine tanker om, hvordan en (synlig) gravid mave bliver til allemandseje hér (side 2).

    Jeg er medlem af forskellige grupper inde på facebook (aren’t we all), og selv om ikke alt der bliver diskuteret i de her grupper er lige spændende, så dukker der en gang i mellem op nogle tråde, der virkelig fanger min interesse.

    For et par uger siden var der en pige i sådan en gruppe der spurgte alle medlemmerne om, hvilken film, der havde gjort mest indtryk på dem. Altså virkelig FORANDRET dem. Og der kom virkelig mange svar! Mange af svarene var de samme – det er jo kun naturlig, at man bliver påvirket af de samme filme, men der kom også virkelig mange svar, så der var også en god variation af filme…og der kom også en hel del titler frem, som jeg aldrig havde hørt om. Så jeg fandt et stykke papir og en kuglepind frem, og begyndte at notere.

    Den liste jeg endte med var alt for lang til, at jeg kan gengive den i ét indlæg, men jeg tænkte jeg kunne starte med at videregive den liste over de nævnte filme som man kan finde på Netflix (nu hvor det er den eneste måde jeg kan se fjernsyn på). Jeg er nemlig allerede kommet godt i gang med listen og er meget glad for, at mine øjne blev åbnet for nogle filmer jeg ellers ikke ville have opsøgt/fundet. Nu er det jo nemlig sådan, at Netflix har været vores eneste kilde til fjernsyn (eller, det og DR-kanalerne, som man kan se over nettet) de sidste 2-3 år, så jeg følte jeg var ved at have set alt det, der var interessant på netflix. Jeg tog fejl. Så, without further ado, her er listen over nogle filme på Netflix, der potentelt vil forandre dig og dit syn på nogle ting:

    1. Precious

    “Teenageren Precious vokser op i et hjem med misbrug i Harlem, New York, men da hun starter på en alternativ skole, får hun en uventet chance for et nyt liv”

    Denne film så jeg første gang ikke længe efter den kom ud i 2009 – og for at være helt ærelig gjorde den ikke så stort indtryk på mig. Da jeg dog så den igen for ikke så lang tid siden kan jeg lige love for, at dét havde ændret sig…måske har jeg ændret mig – jeg er trods alt blevet mor i mellemtiden, og mon ikke det forandrer måden denne type film påvirker én. Alt andet lige; filmen er enormt god, og sidder i ens krop lang tid efter rulleteksten er færdig! Og hvis I ikke vil tage mit ord for det, så kan jeg da kun sige, at der er nok en grun til, at filmen både modtog 2 oscars OG bruges som undervisningsmateriale i de danske gymnasier.

    2. The Stoning of Soraya M

    “Dette gribende drama fortæller den sande historie om en kvinde, hvis mand planlægger at få hende falsk anklaget for utroskab for egen vindings skyld”

    Denne film havde jeg ikke hørt om før jeg så titlen i den pågældende facebook-tråd. Efter lidt googling blev jeg dog hurtig nysgerrig, og så filmen ikke længe efter. Jeg vil ikke sige, at filmen var DEN BEDSTE jeg nogensinde har set, men den efterlod helt klart et indtryk, især når man tænker på, at denne type situationer både har været og stadigvæk er realiteten for en del mennesker.

    3. American History X

    “En nynazist bliver fængslet for mord, og da han kommer ud, er han et nyt menneske. Men kan han forhindre sin lillebror i at følge i hans fodspor?”

    Det er nærmest lidt pinligt at indrømme det, men denne film har jeg altså ikke set endnu – ever. Ja, jeg er godt klar over, at jeg nok er den eneste i den civilicerede del af verden, der ikke har set den, men sådan er det altså bare… Jeg ser dog virkelig frem til at se den – den er den næste på min liste!

    4. 12 years a slave

    “En fri, sort mand i New York bortføres på brutalt vis og sælges som slave i dette historiske drama, der er baseret på Solomon Northups selvbiografi”

    Også en rigtig god film, der efterlader én med et tungt hjerte og skam over, at menneskeheden nogen sinde har været på denne måde. Burde være obligatorisk materiale i historie-undervisning.

    5. The Duchess

    “For at kompensere for sit ulykkelige ægteskab indleder den unge grevinde, Georgina Spencer, en affære med politikeren Charles Grey”

    Denne film har jeg ikke set, og helt ærlig var jeg lidt overrasket over at se titlen på denne film nævnt flere gange i facebook-tråden…derfor er jeg MEGET spændt på at se den!

    6. To the Bone

    “Ellen, en 20-årig anorektiker, drager på en sindsoprivende og til tider sjov selvopdagelsesrejse på et gruppehjem, der ledes af en usædvanlig læge”

    En “netflix original”-film, som jeg hellere ikke havde hørt om før jeg så den i facebook-tråden. Jeg har dog set den i eftertid, og selv om den gjorde mig mere oplyst omkring anoreksi og andre spiseforstyrrelser, så vil jeg ikke sige, at denne film har forandret MIT liv – men det har den åbenbart gjort for en hel del andre mennesker…

    7. A beautiful Mind

    “Et smukt sind handler om den skarpe matematiker John Nash, der står foran sit internationale gennembrud, da han bliver viklet ind i en mystisk sammensværgelse”

    En meget omtalt og prisvindende film, der – om ikke andet – giver god “underholdning” i form af godt skuespil. For at være helt ærlig er det ret længe siden jeg så filmen, og jeg kan huske jeg synes den var god, men SÅ god…? Det kan være jeg skal se denne også igen.



    De to sidste film har jeg ikke set, og havde hellere ikke hørt om dem inden jeg så dem i facebook-tråden. Men de er officielt på min to-watch-liste nu.

    8. Sandstorm / Sufat Chol

    “Da en beduinsk stammeleder gifter sig med kone nummer to, raser hans første kone over statusændringen, mens hans datter forfølger sine drømme om at leve sit eget liv”

    9. Naked among Wolves

    “En forældreløs dreng bliver smuglet ind i en koncentrationslejr, hvor han bliver beskyttet af fangerne, men lejrens nazistiske vagter finder hurtigt ud af, at han er der”



    Jeg vil meget gerne høre, hvad I synes om ovenstående filme – og om der har været andre (netflix)-filme, der har gjort stort indtryk på jer?

    Nu vil jeg dog hoppe ind til Manden i sofaen og se en episode Narcos – der er jo kommet en ny sæson *jubii*! God søndag aften til jer…

    Da vi ventede vores første barn for 5 år siden, var vi MEGA-forberedte – synes vi selv. Vi havde tømt en børneforretning for alle mulige slags ting (halvdelen fik vi nærmest ikke brug for), vi havde tjek-lister, en færdigpakket pusletaske flere uger før terminsdatoen, og et legetæppe der lå klart allerede inden Røveren blev født (HVIS han nu skulle få lyst til at lege med sådant noget umiddelbart efter vi kom hjem fra hospitalet, haha)..

    Jeg/vi havde læst utrolig meget om hvordan man kunne forvente både før-, under- og efter fødsel, og vi havde sågar købt os til en “privat fødselsforberedende samtale” ved den jordemoder der er på den klinik, hvor vi også har fået foretaget vores private scanninger i alle graviditeter… Lad os bare sige, vi var så forberedte som vi kunne blive.

    Alligevel var det en tilfældighed, der gjorde, at vi fik med noget af det jeg NU ser på som det aller vigtigste under selveste fødselsforløbet. Vi har nemlig et vennepar der havde termin ikke længe før os, men hvor kvinden så blev ramt af en svær svangerskabsforgiftning. For at gøre en kort (og lidt dramatisk for dem, tror jeg) historie kort, så endte det i akut kejsersnit, hvor moren ikke rigtig fik med sig så meget af det der skete – hverken i situationen eller de første timer efter baby var kommet ud.

    Det fik os til at tænke over, hvad vi ville gøre hvis sådant noget skete med os (man kan jo i princippet aldrig vide om en fødsel ender i akut kejsersnit eller ej, vel?). Vi kom frem til, at det ville være meget fint, hvis vi på en måde kunne have et videokamera klart, således at Manden kunne snuppe det med, hvis jeg fx. skulle på operationsbordet og dermed være væk fra baby i nogle timer. På den måde kunne jeg også se hvad der skete og høre hvad der blev sagt i de første timer af Røverens liv, hvis jeg nu selv skulle blive forhindret i at tage del i det.

    Derfor tog vi med vores “gammeldags” videokamera i tasken, når vi satte kursen mod hospitalet nogle uger senere. Vi var enige om, at det ikke skulle blive en “close-up” dokumentar af hvad der skete syd for navlen, men mere en afstandsbetragtning af hvad der skete under fødselen – og eventuelt efter fødselen, hvis det blev nødvendigt. Kameraet blev derfor stillet på en håndvask i den ene side af rummet, hvorfra man kunne se og høre det meste (uden, at man kunne se for meget, haha). Kameraet blev tændt og slukket nogle få gange i løbet af fødselsforløbet (det var et lidt langt forløb), men blev primært brugt i den sidste fase af fødselen. Det skal dog siges, at det på INGEN måde var noget der tog fokus fra hvad vi havde gang i…det eneste det krævede var jo nemlig, at Manden en gang imellem gik hen til håndvasken og enten tændte eller slukkede for kameraet – og for at være helt ærlig, så tror jeg han nød at have en konkret opgave at udføre (ud over at hente kolde omslag til min pande og give mig saftevand).

    Nu gik fødselen heldigvis rigtig godt, så optagelsen af de pågældende videoer var strengt taget ikke nødvendigt – i hvert fald ikke i den sammenhæng som vi oprindelig tænkte. Men ved I hvad, jeg er SÅ glad for, at vi filmede alligevel. For ikke bare var der mange ting jeg ikke registrerede at skete rundt mig under fødselen (jeg har åbenbart en tendens til at “trække mig lidt ind i mig selv” under veerne), men bare det at kunne SE denne fantastiske ting ske, og høre Røverens første gråd om og om igen er intet mindre end uvurderligt! Det er den bedste gave vi nogensinde har givet os selv!

    Derfor er det nok unødvendigt at sige, at vi gentog denne procedure da Bassen kom til verden halvandet år senere. Denne fødsel gik noget stærkere, og jeg nåede ikke helt at hænge med i alt det der skete, så derfor var det EKSTRA sjovt at se denne video, da jeg fandt kameraet frem her i weekenden. Jeg har ikke set videoen siden lige efter fødselen, og det var både tåkrummende, rørende og hysterisk morsomt at se og høre mig selv i den situation igen. Jeg er fx. på et tidspunkt meget klar i min holdning om, at “INGEN skulle røre ved mig” – hverken Manden, jordemoderen eller nogen anden…liiiiiige indtil en slem ve kom, og jeg råber “hold mine fødder, hold mine fødder, HOLD MINE FØDDEEEEEEER!!”. For så igen at fortælle dem – når veen var væk – at de skulle holde fingrene fra mig, haha. De stakkels jordemødre må gå en hel del igennem i løbet af en dag.

    Jeg har derfor – som den første og vigtigste ting af dem alle – gjort kameraet klart til fødsel. Batteriet er ladet og klart til at være med på endnu en rejse af den mest fantastiske slags, og det er vitterligt det bedste råd jeg kan give videre til andre der på et eller andet tidspunkt i fremtiden skal føde et barn; tag et videokamera med, og lad det stå i en ende af rummet (alt efter hvad du er komfortabel med, naturligvis). Enten ender du med en fantastisk og unik film af noget af det mest vidunderlige, der er sket dig/jer (hvis det er en “god” fødsel), eller så får du måske muligheden til at være med på sidelinjen i nogle meget vigtige timer, hvor du selv desværre ikke fysisk kunne være til stede (hvis fødselen ikke gik som planlagt). Det er i hvert fald værd at overveje! 🙂

    Kh Therese

    Dette er et spørgsmål jeg har stillet mig selv mange gange den sidste tid. Både inden sommerferien, hvor jeg lige var blevet sygemeldt, men også i dén grad efter sommerferien, hvor drengene er startet i en ny institution, og vi alle har følelserne omkring denne opstart udenpå tøjet.

    For selv om det som udgangspunkt går rigtig godt med opstarten i den nye børnehave, så er vi altså kommet ind i en periode, hvor især Bassen ikke synes det er sjovt at sige farvel. Dette gælder dog (heldigvis?) ikke kun når vi skal sige farvel i børnehaven, men også når far tager på arbejde om morgenen, hvis jeg skal noget en eftermiddag/aften eller lignende. Det er dog ikke nødvendigvs med skrig og skrål – han er nemlig rigtig god til stille og roligt at sætte ord på det, og siger, at han “vil savne os” – og det gør i dén grad ondt at høre på. Det skærer lige i hjertet.

    Så den sidste uges tid har jeg helt seriøst overvejet, om jeg ikke bare skal lade ham/dem blive hjemme, nu hvor jeg jo alligevel er “hjemmegående/sygemeldt/straks-officielt-på-barsel”. Men jeg har bevidst ikke ladet dem blive hjemme de dage, hvor de/Bassen synes det er svært at sige farvel, af nogle få grunde. Dem får I lige her (og ja, dette er nok skrevet lige så meget for min egen skyld, så jeg kan se sort på hvidt, hvorfor jeg “går med til det”, når det nu gør så ondt).

    Den ene grund til, at jeg ikke blot siger “ok, så kommer du bare med hjem igen” er, at når jeg jo allerede har sagt, at vi skal i børnehave i dag, så er det vigtigt, at jeg holder fast i det. På samme måde som jeg holder fast i, at der ikke skal slik ned i indkøbskurven på en tirsdag, og at man skal børste tænder inden sovetid. Jeg er af den helt klare holdning, at når man først siger noget er det vigtigt, at man gennemfører det – så ved børnene, at de kan stole på det du siger, og at mor/far er konsekvente. Alt andet vil være for uoveskueligt for dem, tror jeg.

    Den anden grund er, at jeg jo tror, at det er godt for dem at komme i børnehave. Jeg har tidligere skrevet et avisindlæg (som faktisk snart bliver publiceret på voresbørn.dk *gisp*) der hed “små børn har bedst af at blive passet hjemme” – men det jeg skriver i den artikel var primært vedrørende mindre børn. Jeg tror oprigtigt talt på, at det er godt for børn, der er så store som mine (snart 4 og 5,5 år gamle) at komme i børnehave. Der lærer de nogle sociale spilleregler, danner venskaber og forbereder sig på den kommende skolegang, som jeg ikke kunne lære dem på samme måde. Og dette bliver jo egentlig også bekræftet af både børnene og pædagogerne, når jeg hører om, hvor meget de har hygget sig i løbet af dagen. Når børnene med begejstring fortæller de ting de har oplevet, og pædagogerne kommer med sit besyv – så kan jeg jo se, at børnene får noget godt ud af at være i børnehaven…

    Den tredje grund til, at børnene kommer i børnehave selv om jeg går hjemme er, at jeg jo på nuværende tidspunkt ikke er “hjemmegående” i den forstand, at jeg går hjemme i det henseende at passe børnene. Jeg er jo hjemme fordi jeg er (meget!) gravid, og min krop er (meget!) mærket af det. Eller – det vil sige, jeg har det generelt bedre nu end jeg havde det inden jeg blev sygemeldt, men sådan skulle det jo også gerne forblive. Og jeg kan mærke, at jeg hverken har energi eller tålmodighed til at drøne rundt på samme måde som jeg kunne inden jeg blev gravid…og når lillebror melder sin ankomst om blot nogle få uger er det jo hellere ikke til at sige, hvordan vores hverdag ser ud det første stykke tid.
    Så derfor er jeg blevet enig med mig selv om, at det er rigtig fint, at drengene kommer i børnehave nogle dage, så kan jeg hellere hente dem tidligt og/eller give dem nogle (planlagte!) fridage, hvor der så er overskud og energi til at hygge sammen…

    Jeg har dog en aftale med pædagogerne i børnehaven der hedder, at de skal ringe hvis de vurderer, at det ikke “bare” er almindelig ked-af-det-hed i forbindelse med det at sige farvel. Jeg hviler derfor i det at jeg ved, at de vil ringe hvis de vurderer, at en dag er lidt ekstra hård ved en af børnene, og de kunne have brug for at komme hjem og hvile/blive hentet tidligere end planlagt/hvad-nu-end-det-kan-være. For jo, selvfølgelig er det vigtigt at børnene lærer, at det er ok at savne, og at det er ok at blive ked af det (for så at opleve, at de kan komme over det), men det skal jo ikke være sådan, at de går rundt og er dybt ulykkelige en hel dag, hvor jeg “bare” går hjemme. Og den ordning kan jeg lide 🙂

    Ja, sådan ligger landet altså. Derfor sidder jeg nu her i fred og ro og spiser en sen omgang morgenmad (en meget mandags-agtig havregrød med kanelsukker) og skriver et blogindlæg mens mine børn er i børnehave. Om lidt skal jeg få gjort en del praktiske ting (et par af dem er faktisk lidt spændende blog-relaterede ting *VIB (very-important-blogger)* haha), og ryddet huset, da det ligner lidt et bombenedslag efter vi kom FULDSTÆNDIG flade hjem fra et weekend-ophold i legoland i aftes. Og SÅ skal jeg have hentet mine dejlige drenge igen…jeg glæder mig allerede.

    P.S. Det kan være I også har lyst til at læse/genlæse det indlæg jeg skrev for et års tid siden et omkring Bassens vuggestuestart , hvor jeg skrev om mange af vores tanker og erfaringer omkring at lade et “stort” barn (han startede da han var 2,5 år) starte i institution, hvilket helt klart er noget jeg har med i baggagen ved denne “indkøring”…

    1 2 3 17