Reklame, da jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

Da jeg blev mor for første gang læste jeg ENORMT mange bøger omkring det at få et barn, at være et barn, og at opdrage et barn. Vi fulgte nogle af de hér bøger til punkt og prikke (heldigvis sagde “godnat og sov godt” os ikke så meget…men vi var alligevel ude i en noget/meget mildere form for søvntræning med bogen “sov igennem uden gråd”). Jeg har haft bøger om øvelser, bøger om søvn, bøger om mad, og det er lige før jeg har haft bøger om bøger (altså, “hvilke bøger er gode for dit barn”-agtig). Og så naturligvis bøger om opdragelse. You name it, I’ve been there.

Efter som årene gik – og jeg (heldigvis) blev mere tryg i min rolle som mor, har mit behov for bøger indenfor dette område mere eller mindre forsvundet. Jeg er kommet frem til, at alle børn og familier er SÅ forskellige, at det nærmest ikke (for mig i hvert fald) nytter noget at prøve at læse om hvordan man skal komme fra A til B i forhold til børnene, for alle børnenes og familiers “A” (udgangspunkt) er så forskellige, at man skal være ENORMT heldige for at finde en bog der rammer lige præcis det sted man er – ens ugangspunkt.

For nogle uger siden fik jeg dog en bog ind ad døren, som jeg havde sagt ja til at læse og skrive mine tanker om. Èn af de bøger, som jeg egentlig er holdt op med at læse. Jeg havde dog på fornemmelsen, at denne bog var en lille smule anderledes end de bøger jeg tidligere har læst omkring familielivet og børneopdragelse, så jeg sagde ja af nysgerrighed.

Bogen hedder “EN VELLYKKET FAMILIE – er sjældent særlig køn!”, og er skrevet af Smilla Lynggaard. Titlen i sig selv appellerede til mig – blot fordi den var lidt anderledes end de sædvanlige “sådan-opnår-du-det-du-vil-med-din-familie”-titler. Den var lidt mere mig. For helt ærlig, der er ikke mange familier der er perfekte. Der er l*rtedage og frustrationer. Der er vasketøj og fnullermænd. Der er alle mulige ting som man egentlig ikke snakker så højt om, men som er en reel del af livet. Og som det er vigtigt at vi taler om – og viser vores børn – så de også lærer, at et vellykket LIV ikke altid er særlig kønt!

Og lige præcis dét synes jeg bogen er enormt god til at indfange. At alle sider af familielivet, også de knapt så kønne sider, er både normale og vigtige. Ikke på den måde, at det er ok at man ikke har det godt, eller at man bare må gøre hvad man vil uden at tænke over konsekvenserne, men på den måde, at det er normalt, hvis man ikke altid føler man strækker til. Og at det er OK ikke at have det samme familieliv og “regler” som resten af familien Danmark – hvis det er det der fungerer for én. I en passage skriver Smilla:

Alle de strukturer og dagsordener i vores omverden betyder, at der er sket et skred, hvor vi kæmper for at holde os indenfor de kontrollerende normer. Det skal vi befri os fra og lade børnene blive vores igen.

Smilla forklarer videre, at det ikke betyder at alle skal tage børnene hjem, og hjemmepasse, hjemmeskole, og så videre. Men mere, at man tager aktivt stilling til de ting man fylder sit liv med. For strukturen i vores samfund vil ikke ændre sig over natten – så vores fokus som forældre må være at ændre de ting der er i vores magt at ændre.

Det er mere eller mindre essencen af bogen. Man bliver gjort opmærksom på en hel del ting man gør ubevidst – enten fordi “det er normen”, eller fordi man efterhånden er kommet til at køre på autopilot. Og hvis der er nogle ting i ens familieliv som man gør fordi “normen tilsiger det”, men det egentlig ikke er det der er betydningsfult for en selv, så får man ved at læse bogen et godt skub på vej til at slippe de ting. Man bliver styrket i det at “tage magten tilbage” – i stedet for at lade “normen” diktere ens liv. Et banalt eksempel er, om børnene skal smage på al mad de bliver præsenteret for. Er det vigtigt for dig, eller er det fordi det er en del af den “norm” du er en del af?

Bogen er fint delt op i emner, som “Længe leve lortedagene”, “Giv kun det du har lyst til”, og “Omfavn forskellighederne”. I mange af emnerne (kapitlerne) er der små passager der hedder “Mærk efter”, hvor man bliver stillet nogle spørgsmål eller bliver givet redskaber til at håndtere forskellige situationer relateret til de enkelte emner. Det gør, at man nemmere kan overføre de ting man lige har læst til sin egen hverdag – hvis man føler det er relevant for ens familieliv.

I sig selv er det jo små ting man bliver opfordret til at tænke over, men livet består jo lige præcis af rigtig mange af de hér små ting! Så ved at tage stilling til hvad der er vigtigt for en selv og ens familie kan man rent faktisk finde frem til det familieliv man gerne vil have selv…

Det jeg tager med mig fra bogen er, at nogle fifs til lige præcis de små ting i hverdagen, der nemt kan ændres hvis man blot er bevidste om det. Ting jeg ikke havde tænkt over før, men som kan være enormt betydningsfulde. Og jeg/vi har taget stilling til, om de ting er vigtige for vores familie eller ej. Og jeg har fået nogle enkle, men meget anvendelige redskaber til at finde vejen frem for VORES familie. Og det er nok det der gør, at jeg gerne vil anbefale denne bog til andre også; den gør en blot opmærksom på nogle ting det er godt at være bevidste om, uden at komme med en endegyldig løsning på hvordan det burde se ud i de enkelte familier.

For vores familie – og vores undgangspunkt – er unikt, lige som alle andre familier.

P.s. Hvis du kunne tænke dig at læse denne – eller en af de andre bøger Smilla Lynggaard har udgivet, så vil jeg anbefale dig at hoppe over på min instagramside, hvor der lige nu er en lille “giveaway” 🙂

Der er kun nogle få timer imellem de to billeder. Det ene er taget inden morgenmaden, og det andet er taget efter frokost. Så kan du kun forestille dig, hvordan jeg ser ud om aftenen…

For nogle uger siden skrev jeg i et opslag på min instagramprofil, at jeg døjede med en mave der “flød ud”/så meget oppustet ud. Det er ikke så slemt om dagen, men når eftermiddagen og aftenen kommer bliver maven større og større (og jeg har taget mig selv i at måtte åbne knappen på mine jeans mere end én gang)…

For at undersøge om det hang sammen med mine spisevaner tog jeg en kold tyrker med mit slikindtag. Jeg har ikke spist slik (alm. slik, kager, hvidt brød, sodavand, chips, is) i snart en måned. Og jeg må da indrømme, at det hjælper på det. Om ikke andet så FØLER jeg mig meget bedre… og jeg tror også godt man kan se det på mig! Men maven flyder stadigvæk lidt ud om aftenen.

I tillæg til at maven flyder ud hen over dagen, så var der også en anden ting der generede mig; efter jeg har fået Bettemanden (der jo bliver 2 år om 3 måneder!) har den øverste del af min mave været enormt langt ude, hvis I forstår hvad jeg mener – se evt. billede. Jeg overvejede om mine ribben var blevet skubbet ud i den sidste graviditet, eller om det – også i dette tilfælde – kunne dreje sig om de potentielt delte mavemuskler.

Gratis konsultation

Derfor blev jeg meget glad da en af jer skrev en besked til mig på instagram om, at der er en klinik i Aarhus C der laver gratis tjek af mavemuskler, eller rectus diastase, som det hedder hvis de er “delte”. Jeg fik hurtigt en veninde der også døjer med samme problem (jeg mistænker vi er mange?) med på det at skulle tjekkes, og i dag havde vi så vores konsultation ved BjørengKlinik i Aarhus.

Vi fandt nemt stedet – det ligger lige i centrum, tæt på Aros. Mette, der er fysioterapeaut og specialiseret i lige præcis delte mavemuskler, var simpelthen så sød – og totalt cool med, at vi havde to børn med, der ikke nødvendigvis sad stille når de kom ind i rummet fyldt med pilatesbolde og andet udstyr 😉 Man kunne nemt mærke, at hun har tre børn selv på måden hun formåede at bevare roen og koncentrationen selv om børnene hyggede sig med boldene!

Inden tjekket forklarede hun lidt omkring hvordan alle lag mavemuskler hænger sammen og hvordan de bliver påvirket i løbet af en graviditet. Vi fortalte lidt om de gener vi oplever, og fik også sagt at vi følte os en lille smule fjollede over at være der, idet vi var 80% sikre på, at vi IKKE havde delte mavemuskler (vi havde begge prøvet at undersøge det selv, men var alligevel ikke helt sikre – vi ved jo ikke hvordan det burde føles, og dermed ikke helt om det vi kan mærke er “rigtigt” eller ej). Vi blev dog forsikret om, at det var helt fint, at vi fik det tjekket – og hvis det ikke var rectus diastase, så kunne det jo være noget andet vi havde brug for vejledning til…

Ikke delte mavemuslker – hvad så?

Mavetjekket i sig selv var ret hurtigt overstået. Mette fik god og kyndig hjælp af Bettemanden 😉 – og kunne hurtig konstantere, at ingen af os havde delte mavemuskler. Hun kunne dog konstantere en anden ting; at vi begge (vi er begge trebørnsmødre) havde en slap indre kerne. Ikke de mavemuskler man normalt set træner, men de dybtliggende mavemuskler. Det var en kombination af det, at vi har været gravide (og ikke fået trænet musklerne godt op efter) samt dét, at vi også havde – både under og efter graviditeterne – strukket maven for meget.

Det vil sige, at vores svaj i ryggen var blevet FOR stort, hvilket gjorde, at den nedeste del af brystkassen stikker mere ud og mavemusklerne bliver strukket mere end hvad godt er. De ting hun sagde gav enormt meget mening – både når man kigger på den holdning jeg har (jeg er blevet så bange for at blive krumrygget efter alle de år med at bære på babyer, amme, etc., at jeg nærmes overkompenserer nogle gange ved at trække skuldrene tilbage og skyde brystkassen frem). At bære relativt tunge babyer/børn på hoften hjalp vidst hellere ikke på problemet. Alt i alt gjorde de hér ting, at mine mavemuskler forblev strakte efter graviditeterne – og dermed også slappe. Det var vidstnok ganske normalt hos mødre, og noget man kunne og burde “træne væk”.

Så nu er vi i overvejelserne om hvorvidt vi skal købe os til et forløb ved BjørengKlinikken eller ej… Det koster en lille smule (meget, når man ingen indtægt har), men ovendt så er det måske en rigtig god investering i fremtiden. Jeg satser jo nemlig på at bruge denne krop i rigtig mange år fremover! Og umiddelbart vil jeg også mene, at tidspunktet for at gøre sådant noget er det rigtige – inden jeg bliver FOR slap 😉 Så vi overvejer kraftigt at investere i det. Jeg skal nok holde jer opdateret i forhold til hvad vi beslutter os for!

Dette var mere eller mindre det spørgsmål jeg blev stillet for et lille års tid siden. Det var en caster fra Tv2 der kontaktede mig, fordi de var ved at lave et program omkring fordomme – og der synes de det kunne være sjovt at have en hjemmegående med.

Umiddelbart var jeg ret nysgerrig – det ville da være en meget sjov oplevelse, og jeg har alle dage været meget aktiv i “kampen” imod fordomme omkring de hjemmegående. Jeg var derfor igennem et par runder med interviewer, og var enormt tæt på at sige ja til at deltage.

Lige indtil vi i slutningen af det sidste interview kom til at tale om de forskellige emner der nok ville komme på banen i løbet af programmet – og THANK GOD, at vi gjorde dét.

Der kom det nemlig frem, at jeg nok skulle være indstillet på, at der kunne komme spørgsmål omkring mit/vores sexliv… …

Mine alarmklokker ringede umiddelbart, men jeg ville stadigvæk gerne dobbelttjekke; hvor intime ville de spørgsmål jeg kunne blive stillet være? Altså, spørgsmål som “er du jomfru” kunne jeg jo ret nemt svare på uden at udstille mig selv eller andre (læs: hej tre-børns-mor 😉 ). Men hvis man skulle begynde at tale om favoritstillinger, sexlegetøj, og lignende, så var det en heeeelt anden snak. Dér er jeg SLET IKKE!

For dem af jer, der har været med i nogle år, så ved I, at jeg på et tidspunkt arbejdede i en sexlegetøj-shop. I husker måske også, at jeg kun holdt i to uger, haha. Og det er ikke fordi jeg er sippet. Helt ærligt! Men det kan blive for meget. Det blev det den gang, og det ville det også blive nu, hvis jeg skulle udlevere mit sexliv på nationalt fjernsyn.

Det var jo ikke sikkert der ville blive stillet sex-spørgsmål?

Jeg har i eftertid taget mig selv i at tvivle på, om det var rigtigt af mig at sige nej. For jeg sagde jo nej af frygt for noget, jeg ikke vidste med sikkerhed ville ske (omend jeg havde en mistanke – “sex sells”, you know?). Denne tvivl blev dog hurtigt slået til jorden i aftes. Jeg læste nemlig om et program på tv2-play, og på samme side poppede en lille reklame for et program der hed “Menneskekender” op. Jeg læste lige hurtigt den lille tekst der stod i reklamen, og kunne umiddelbart genkende der koncept jeg blev præsenteret for sidste år.

Jeg må indrømme, at jeg ikke har set programmerne, da jeg hverken har tv2 zulu eller tv2-play. Men jeg tør alligevel med sikkerhed sige, at der ville være M E G E T fokus på sex i programmerne. Jeg fandt nemlig listen over programmerne, og kunne dermed se hvad titlen på episoderne var… Og dem tog jeg et lille skærmbillede af, så I selv kunne få lov til at se:

Der er yderligere 4-5 episoder, men you get the picture? Lad os bare sige det sådan, at jeg er MEGET glad for, at jeg takkede nej!

I går, da jeg havde de to store + en legekammerat med til Dokk1 (Aarhus’ meget populære hovedbibliotek), fandt jeg mig selv i lidt af en krisesituation… Vi havde været der i et par timer, og besluttede os for at holde en is-pause i caféen. I det drengene har købt deres is (jeg “måtte” jo ikke få nogen i og med, at jeg er i en 0-sukker-periode – klik hér, hvis du vil se hvorfor) og vi sætter og på bænkene kan jeg mærke, at det føles meget koldt på min ene balle.

Umiddelbart tænker jeg, at jeg har sat mig i noget vådt og bander lidt over, at jeg nu skal gå rundt med en plet på numsen. Når jeg så prøver at mærke efter hvor “slemt” det er mærker jeg dog til min store overraskelse ikke en våd plet – men derimod et hul. Der er simpelthen gået hul på mine bukser! Midt på numsen! Og ja, ironien i dét, at dette sker på den første dag efter jeg har vinket farvel til sukkeret er iøjnefaldende…

Og jeg må indrømme; det. er. totalt. krise! Og nej, ikke af den åbenbare grund, at jeg fik lov til at vise måsen til en stor del af Aarhus’ befolkning. Det er af den grund, at JEG IKKE KAN ERSTATTE BUKSERNE. Det drejer sig om et par Molly Jeans fra Gina Tricot (min favorit. De koster 279,- og jeg har dem i 3 forskellige farver). Så det er hverken tilgængeligheden eller prisen der gør, at det er så meget krise for mig.

Shoppestop

Problemet er dog dét, at jeg ikke må shoppe nyt tøj. Jeg har en decideret shoppestop – og har faktisk ikke brugt penge på tøj siden min fødselsdag sidste år. Altså for snart 11 måneder siden!!! Jeg synes personligt det er enormt godt gået! Der har været perioder, hvor jeg har savnet at købe tøj – især hvis jeg er kommet forbi en eller anden lækker genbrugsbutik hvor man véd, at de ting man kan finde derinde ikke er noget masseproduceret man kan søge sig frem til nogle måneder senere…

Jeg må også indrømme, at nu hvor min krop har ændret sig lidt efter ammestop osv, så kunne det have været skønt “bare” at kunne købe lidt tøj der kunne hjælpe mig igennem denne proces – men mon ikke det så bare ville have været en sovepude for mig selv. For det er jo ikke nogen pointe i at købe lidt større tøj, hvis det alligevel kun er for en periode. Det ville være spild af både penge og jordens ressourcer.

På den lyse side er der dog kun lidt over én måned til jeg kan erstatte de bukser der nu er gået i stykker (og købe nogle af de ting jeg har savlet over de sidste mange måneder). Jeg har en lille liste klar over de ting jeg gerne vil investere i – selv om ingen af tingene er dyre. Faktisk satser jeg på at købe det meste brugt.

I toppen af min liste står der en hverdagskjole, en cardigan-agtig-ting, og nu et par lyse/grå jeans. Og når efteråret og vinteren nærmer sig, skal jeg have købt nogle nye sko – for sko og støvler har faktisk været en del af min “aftale”, så dér havde jeg også lidt krise i vinters, da lynlåsen på mine vinterstøvler gik i stykker, og der gik hul i sålen på mine lædersko. Jeg overvejer dog stadigvæk om de skal repareres eller erstattes…

Men – hvis vi nu skal komme tilbage til mine kære grå Molly-jeans *RIP*…for hulan, hvor vil jeg mangle dem de næste mange uger! Kan vi ikke alle sammen satse på, at sommeren er lige om hjørnet så vi kan pakke jeansene godt væk, og hellere finde frem alle sommerkjolerne og nederdele? Det ville passe mig (og min -åbenbart – lidt for store numse) meget fint.

For et par dage siden udgav jeg et indlæg hvor jeg skrev om den løsning vi er kommet frem til i forbindelse med ophøret af min orlov. Jeg skal i gang igen til September, hvilket det betyder, at Bettemanden og jeg ikke længere skal hænge sammen hele tiden… Heldigvis er vi kommet frem til en god og “blid” måde at få det hele til at hænge sammen på, så det skal nok blive godt. Det satser jeg i hvert fald på.

I forbindelse med dette indlæg er der dog kommet en del kommentarer og spørgsmål fra jer, der nu får mig til at skrive dette indlæg. For når jeg skriver med nogle af jer (primært inde på min ig-profil) bliver jeg fyldt med beundring over, hvor seje nogle af jer er! Meget sejere end jeg selv var den gang jeg var førstegangsmor. Og mange af jer har taget valg (eller går med tanker om at gøre det) som jeg skulle ØNSKE, at jeg havde haft mod til at gøre for snart 7 år siden.

Der er nemlig én ting i hele mit liv som jeg fortryder bittert. Ikke bare på den “det-var-da-ærgerligt”-måden, men på den måde hvor jeg kan mærke, at det river sårt i mit hjerte hver gang jeg tillader mig virkelig at tænke over det.

Jeg taler om det faktum, at jeg ikke lyttede til mig selv den gang “Røveren” (vores ældste søn, der nu er 7 år gammel) var lille.

Fra hans første uge i vuggestuen <3

Lyttede ikke til min intuition

Som jeg kom en lille smule ind på i dette indlæg, var det rigtig svært den gang Røveren startede i vuggestue. Han var 10 måneder, og startede i vuggestue som et helt “gennemsntligt” dansk barn. Han tog det også på den måde som man forventede af et barn “under indkøring”. Han blev ked af det da vi gik. Kunne godt græde ret intenst. Men faldt ok hurtigt til ro når vi var ude af døren, og var glad da vi kom igen. Og han virkede oprigtig glad for at være dér. Og vi havde jo kun hørt, at børnene havde brug for alle de former for stimulering som de fik i institutionerne. Så vi troede oprigtigt talt, at vi gjorde det rigtige. At vi gjorde det bedste for ham.

Dét jeg IKKE skrev så meget om i det nævnte indlæg er lige præcis hvor meget det gik i mod min intuition at sende ham i vuggestue. Eller hvor ondt det i realiteten gjorde at sende ham afsted. For intuitivt virkede det SÅ forkert. Og jeg fortryder hver. eneste. dag., at jeg ikke lyttede til min intuition den gang.

Jeg nævnte i indlægget, at jeg græd rigtig meget i indkøringsperioden, og at jeg talte rigtig meget med min egen mor om hvor forkert det føltes. Men det var ikke kun i indkøringsperioden det gjorde ondt. På intet tidspunkt det første lange stykke tid føltes det rigtigt, at han gik i vuggestue. Men når han nu var startet (og virkede til at være glad for det), og jeg kort tid efter var gravid med barn nr. 2, så havde vi indfundet os med, at “sådan var det bare”…

Vores hverdag den gang

Det føltes dog som en stor trøst (og måske som en sutteklud for mig), at jeg var i gang med mit speciale de første mange måneder af hans institutionsliv, og at jeg dermed havde rigtig meget fleksibilitet i hverdagen. Han fik dermed enormt korte dage og rigtig mange fridage. Den meget korte periode jeg var i fuldtidsarbejde – inden jeg blev sygemeldt pga graviditetsforløbet – husker jeg ikke så meget fra. Den periode varede dog også kun én måned (yes, jeg nåede lige at være én måned i det arbejde som jeg endte med at sige op efter endt barsel).

Under resten af graviditeten var han naturligvis også så meget hjemme som jeg kunne overskue, så sådan set har han været meget “heldig”. Men jeg kan ikke lade være med at blive irriteret på mig selv over, at han overhovedet skulle være dér.


Røverens kontaktpædagog kunne godt se hvor svært jeg havde det med det hele, og prøvede at berolige mig med, at han “fik det bedste af to verdener”. Han fik trods alt rigtig meget tid hjemme ved mig (og senere også lillebror), og det kunne man se på det overskud han havde når han var i institutionen. Hun sagde, at han var enormt empatisk, social, og godt kunne rumme de andre børn – også når de ikke var i tip-top-humør. Og de ting tilskrev hun det faktum, at han selv var godt tanket op og havde overskud. Og så påpegede hun, at jeg i graviditeten nok også kunne have haft svært ved at skulle have ham hjemme hele tiden, hvilket jo var rigtig nok.

Da Bassen blev gammel nok til at skulle i institution (hvilket jo egentlig havde været planen) valgte vi dog, at jeg skulle sige mit job op – og jeg blev i sidste ende hjemmegående. Havde jeg dog vidst, at jeg kom til at gå hjemme så længe, så ved jeg ikke, om jeg ville have taget Røveren ud af vuggestuen og haft ham hjemme på fuld tid. Eller jo – det ved jeg faktisk. Det ville jeg have gjort… (Og igen – så prøver jeg nu hér at retfærdiggøre for mig selv, hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde.)

Men fordi jeg den gang troede, at tiden som hjemmegående var begrænset valgte vi, at han skulle blive i institutionen (på et begrænset niveau), så det ikke skulle blive for meget tumult for ham, og han ikke skulle igennem en “ny indkøring”.

“Hvorfor sendte I så mig afsted?”

Selv om jeg er godt klar over, at han har haft en relativt god barndom – også med institutionslivet in mente, så fortryder jeg altså med hver en fiber i min krop, at jeg ikke valgte anderledes – især når jeg nu fik alle “tegn” fra mig selv om, hvor forkert det var mig/os. Jeg vidste det jo godt. Jeg valgte bare ikke at lytte til det. Jeg vendte (ubevidst?) det blinde øje til, og for det var det min søn der måtte “betale prisen”.

Drengene har enkelte gange spurgt ind til hvorfor Bettemanden ikke er i vuggestue. De kender det jo som en naturlig ting (nok især fordi de har været i en integreret institution), og tænker derfor det ville være det oplagte valg, at han på et tidspunkt skulle starte i vuggestue. Jeg fortæller dem jo så, at Bettemanden IKKE skal i vuggestue fordi vi mener det er bedst for børnene at være hjemme ved en af forældrene – eller en anden “nær” voksen – når de er så små. For et par uger siden kiggede Røveren så spørgende på mig med sine store brune øjne og spurgte mig

“Hvorfor sendte I så mig afsted?”

Ahrmen, altså – mit hjerte gik i tusind stykker da jeg kiggede ind i hans øjne på det tidspunkt. Men jeg gjorde det eneste jeg kunne – jeg sagde sandheden. Jeg fortalte ham, at vi på det tidspunkt troede, at det var det bedste vi kunne gøre for ham. Men at vi siden hen havde fundet ud af andre ting og derfor har besluttet, at vi synes det er bedst for vores børn at være hjemme mens de er helt små. Og at hvis jeg havde kunnet gøre det om igen, så ville jeg have gjort det helt anderledes.

Derfor synes jeg det er så ENORMT sejt, når (især førstegangs)mødre skriver til mig, at de har haft de samme følelser og tanker som jeg nogle gange skriver om. Og at de nu har truffet eller vil træffe et valg baseret på dét. Det er så stærkt! Og det gør mig både stolt og glad at vide, at jeg måske har været med til at give nogen modet til at lytte til den indre stemme – eller intuition, om du vil – og at handle på det. Gud ved, at jeg skulle ønske jeg selv havde gjort det den gang for snart 7 år siden…

For det er virkelig én af de ting jeg fortryder aller mest i hele mit liv.

Som I måske ved er jeg hjemme med min søn lige nu fordi jeg fik et års ekstra orlov fra mit cand.it-studie. Jeg var den første på hele universitetet der havde søgt om et års orlov med denne begrundelse, og fik i første omgang afslag på min søgnad, fordi det ikke var registreret som en “gyldig grund”. Efter at have talt med universitetets medarbejdere igen blev jeg opfordret til at bede om en “second opinion”, hvilket medførte, at jeg blev tildelt et års orlov.

Denne orlov varer indtil september.

Derefter havde jeg tænkt, at jeg ville bruge det “buffer”-halvår man har på et kandidatstudie (man har 2,5 år på at fuldføre en uddannelse der egentlig kun tager 2 år) i denne ende – i stedet for i slutningen af studiet, som de fleste gør (hvis de mangler at tage nogle eksamener, bliver nødt til at forlænge specialetiden eller lign.). På den måde kunne Bettemanden blive hjemme indtil efter jul, og jeg ville starte på studiet til det semester som ligger naturligt i rækkefølgen for mig (jeg nåede kun at tage 1. semester inden jeg blev sygemeldt pga. graviditeten).

Ikke optimal plan

Der var dog to problemer med den plan: Det ene var, at så ville jeg potentielt blive ret presset på et tidspunkt i min uddannelse, for jeg mangler nemlig et fag fra første semester. Da jeg tog det første semester havde jeg både de to store drenge (der på det tidspunkt var 3 og 4,5 år) ret meget hjemme i tillæg til, at jeg arbejdede ca 15 timer om ugen ved Vestas. Derfor besluttede jeg at udskyde det ene fag for ikke at få alt for meget på min tallerken. Dette fag mangler jeg jo så stadigvæk, og hvis jeg ikke havde en “buffer” til at bruge til dette fag, så ville jeg skulle tage det oveni et fuldt semester.

Det andet problem var, at et halvt år ekstra hjemme ikke gjorde, at Bettemanden kunne undgå vuggestue eller dagpleje. Han vil nemlig “kun” være 2,5 år når jeg i så tilfælde skulle i gang, og selv om det er rigtig fint at vi har kunne haft ham hjemme så længe, så håbede vi/jeg, at han kunne vente med at starte i institution til han var 3 år. På trods af, at vi aktivt valgte noget andet for Bassen i sin tid.

Privat børnepasser?

Jeg gik derfor med nogle tanker om at finde en privat børnepasser som vi kunne få tilskud til via fritvalgsordningen. Kender I den? Det er en ordning, hvor man – på samme måde som i alt andet pasningstilbud – får et tilskud til den børnepasning man har valgt. Man kan få op til 75% af den udgift man har i forbindelse med aflønning af børnepasser refunderet. Og børnepasseren må nærmest være hvem som helst over 17 år, så længe de kan tale dansk og har en ren straffeattest (det må – i mange kommuner – bare ikke være barnets forældre, hvilket for mig ikke giver så meget mening, men det er en anden snak)…

Først overvejede jeg, om jeg kunne få min 19 år gamle niece til at være et år ved os, og være ansat som vores børnepasser. De planer blev hurtigt slået ned, men drømmen om en børnepasser forblev. Jeg begyndte derfor at forhøre mig lidt rundt for at finde ud af hvor man evt. finder sådanne børnepassere. I denne proces fortalte dog den barnepige vi har brugt en gang imellem det sidste halvandet år (som hjælp til mig når Manden har været ude at rejse), at hun ville holde et sabbatår efter hun er færdig med gymnaset til sommer. Hun ville arbejde meget og rejse en lille smule. Og mit lille hjerte øjnede håb…

Så efter at have talt lidt med Manden om det, besluttede vi os for at spørge hende, om hun kunne tænke sig at blive vores børnepasser det kommende år. Og efter noget der føltes som en evighed, skrev hun, at det ville hun meget gerne!!!

Vores løsning

Fra 1. august har vi dermed en barnepige ansat til at være med Bettemanden når jeg er afsted. Det har jeg det en lille smule stramt med, fordi det betyder, at vores lille “boble” officielt bliver brudt. Jeg skal aldrig mere være 100% på barsel, hjemmegående eller lign. Men alligevel har jeg det godt med vores beslutning. Det bliver nemlig den bedste og mest glidende overgang man kan forestille sig! Til at starte med skal jeg nemlig kun tage det ene fag jeg manglede fra 1. semester, således at jeg er ajour når forårssemesteret går i gang. Jeg skal altså kun være hjemmefra én dag om ugen det første halve år. Efter jul skal jeg afsted 2-3 dage om ugen, og så skal Bettemanden starte i børnehave en måned inden han bliver 3 år.

Og igen – i og med at jeg vil være på skolebænken de næste 2 år, så vil vores hverdag alt andet lige være noget mindre presset og mere fleksibel end hvis jeg var i arbejde. Så jeg er rigtig glad for denne løsning! Det var trods alt en af grundene til, at vi har valgt som vi gjorde 🙂

Da jeg startede med at blogge for 3,5 år siden, havde jeg været hjemmegående i et lille års tid. Og i løbet af det år havde jeg oplevet rigtig mange gange at skulle lægge øre til enormt mange fordomme og holdninger omkring mit valg om at være hjemmegående. Og jeg var simpelthen træt af, at jeg ikke kunne svare for mig. At jeg ikke kunne udfordre de fordomme der kom op og i stedet for give folk mere indsigt i, hvad det ville betyde at være hjemmegående.

Ud over det var jeg relativt “ny-frelst” i forhold til dét, at denne nye verden – med al dens indsigt – havde åbenbaret sig for mig. Ikke bare gjorde jeg selv rigtig mange erfaringer omkring dét at være hjemmegående (som jo ikke var så normalt for bare 4-5 år siden som det er nu). Ud over det fik jeg også øjnene op for ny information omkring børn og udvikling, og denne kombination gjorde, at jeg ikke kunne lade være med at skrive om det (nu er kommunikation også mit “område”, så dét spillede muligvis også ind 😉 ).

Derfor oprettede jeg bloggen. For at have et sted jeg kunne komme fordommene til livs. Og et sted jeg kunne komme af med mine frustrationer og glæder. Og et sted jeg kunne gøre hvad jeg kunne (skrive) i kampen for, at andre skulle få del i den nye, dejlige verden, der lige havde åbenbaret sig for mig.

Nu er det dog sådan, at der er kommet rigtig mange flere hjemmegående til, siden den gang. Dermed er det ikke bare blevet meget mere “normalt” (og acceptabelt) at være det, men der er også mange flere stemmer (og bloggere) der er klare til at tage “kampen” for at sikre alle muligheden for at kunne vælge det familieliv der giver mening for dem. Og jeg har med glæde trådt tilbage og givet faklen videre. For jeg kan mærke, at jeg har det ikke i mig længere. Jeg har “kæmpet mine kampe” og sagt de ting jeg kunne sige. I hvert fald er det sådan jeg føler det lige nu.

(mere…)

Der har lige været fødselsdag i huset igen. Ældstebarnet blev 7 år, og det blev fejret med manér – i to omgange, hvilket naturligvis har krævet en del planlægning og forberedelser. 

Én af de ting han havde styr på lang tid forinden var, hvilken kage der skulle serveres. Og når jeg siger ‘hvilken kage’, så mener jeg ikke hvilken type/smag (det er ALTID den samme de ønsker sig; chokoladekage med smørcreme), men derimon hvilken form den skal have.

Han havde et ønske om, at den skulle være formet som et sørøverskib, og for et par uger siden gik det op for mig, at jeg for lææænge siden tog nogle (halvdårlige) billeder af processen, da der var nogle der efterspurgte det efter jeg havde vist nogle billeder af en sørøverskib-kage. Jeg fik aldrig lavet et indlæg dengang fordi – you know…life happened (undskyld til dem jeg lovede det til). Men nu skal det være!

Det kan jo være der sidder en lille pirat derude der ville blive glad for at få sådan en kage serveret 😉

Selveste bageprocessen er meget nem; du skal bare lave en bradepandekage og en smørcreme efter eget valg. Samleprocessen kan se lidt sværere ud, men er også overraskende nem (i hvert fald når man har prøvet det et par gange). Du får lige en step-by-step-guide lige hér:

Læs mere...

De fleste af os der har ammet kender godt til de fysiske mén der kan opstå ved ammestop; ømme bryster, mælkeknuder og – i værste fald – brystbetændelse. Derfor er vi opmærksomme på at tage hensyn til kroppens signaler, så man så godt som muligt undgår eller mindsker de her gener.

Men hvad så når det kommer til de psykiske “mén” et ammestop kan medbringe? Altså, man ved jo godt, at der er nogle hormoner på spil når man ammer og, at de – naturlig nok – falder når man ikke længere ammer. Men tænker man egentlig over, hvordan de kan påvirke en i tiden under og efter et ammestop?

Min historie

Grunden til, at jeg nu skriver om dette var, at jeg selv havde en ret intens reaktion efter jeg stoppede med at amme Bettemanden. Jeg stoppede med at amme ham i november, da han var knapt 14 måneder (for dem der vil læse om hvordan vi greb det an, så har jeg skrevet om det hér). Og selv om det var et ret gennemtænk og “skånsomt” ammestop – altså, hvor det var noget vi havde gjort os en del tanker om, og som ikke kom alt for abrupt, så var det alligevel ret hårdt. Både for Bettemanden og mig.

Kort fortalt kan man vel sige, at hverken jeg eller ham var mentalt klar til at stoppe med amningen, men vores familie havde brug for, at det stoppede. Bettemanden assosierede til sidst amning SÅ meget med søvn, at han ikke kunne sove uden. Altså; ikke bare falde i søvn, men sove. Han kunne ikke SOVE uden. Derfor blev det mere eller mindre ingen søvn til mig, og det kunne vi – som familie – ikke helt holde til. Med tre små børn i huset er der brug for all hands on deck.

(mere…)

Vi kender alle til dem. De dage, hvor man er maks presset. Vi har ikke sovet i flere dage, overskuddet er blevet til underskud, men der er stadivæk de samme ansvarsområder der skal ivaretages og forpligtelser man skal opfylde. Sådan er livet som småbørnsforældre nogle gange. Heldigvis ikke alt for ofte, men det sker.

Sådan en periode havde vi for ikke længe siden. Bettemanden har ikke sovet igennem en eneste nat siden han blev født (han bliver halvandet år denne måned), men efterhånden sover han nogenlunde de fleste nætter. Manden og jeg har derfor vænnet os til at få en nogenlunde anstændig søvn (en decideret god nats søvn tror jeg det er mange år siden vi fik sidst, haha). Når vi så kommer ind i perioder med DÅRLIG søvn mærker vi det derfor meget hårdere nu end fx for et år siden, hvor dårlig søvn var normen…kender I det? Kroppen bliver mindet om, hvad det var at sove. Og når den så ikke får det, bliver man helt smadret!

(mere…)

1 2 3 27