Hvis du godt kan lide and og gerne vil forkæle dig selv med en god ret, men ikke orker at gå igang med en hel and, så er dette et perfekt (og nemt) alternativ. Kødet er saftigt og mørt, og saucen smager skønt – til trods for, at den er lavet af kun tre (!!!) ingredienser. Hvis du ikke har lavet and før, skal du ikke være nervøs – der skal VIRKELIG meget til, før du kan ødelægge denne ret!

IMG_1389

IMG_1396

Dette skal du bruge til to personer:

  • 1. stk Andebryst (300 gram)
  • Smør
  • 3 dl madfløde
  • 4 kartofler
  • 2 æbler
  • Et par kviste frisk rosmarin
  • Rasp (kan sløjfes, hvis du ikke har)
  • Salt & Peber
  • Evt. kulør til saucen

Tilberedelse:

  1. Fjern hinder og sener på kødsiden af brystet
  2. Rids skindet i harlekin-tern – prøv dog at ikke skære ned i kødet. Krydr med peber og groft salt.
  3. Kom en lille smule smør på en pande, og varm den helt op inden du kommer andebrystet på med skindsiden ned. Steg den på denne side til skindet har fået en gylden farve (ca. 3 min). Vend derefter andebrystet, og kom 3 spsk. smør i panden sammen med kødet. Lad den stege i 1-2 minutter på denne side.
  4. Kom andebrystet over i en ildfast form, og stil den ind i en forvarmet ovn ved 140 grader varmluft/160 grader over/under-varme. Lad det smeltede smørret blive på panden. Lad andebrystet blive i ovnen til det har fået en kernetemperatur på 55-60 grader, alt efter hvor godt stegt du ønsker det. Hvis du ikke har en temperaturmåler kan du gå efter en tid, der hedder 35-40 min i ovnen (tid kan variere ift. stand på ovn o.l.). Husk, at andebrystet skal hvile i 10 min efter det kommer ud af ovnen.
  5. Mens andebrystet er i ovnen tilbereder du æblerne. Bland 1 spsk. rasp, 1 tsk. hakket frisk rosmarin, 1/2 tsk. groft salt og lidt friskkværnet peber sammen med en spsk. smeltet smør. Halver æblerne og tag ud æbleskroget. Stil æblerne i en smurt, ildfast form med skærefladen opad. Fordel raspblandingen på æblerne og stil dem ind i ovnen sammen med andebrystet. Æblerne skal dog kun have 15 minutter, så du kan sætte dem ind 5 inden andebrystet skal ud, således at æblerne er færdige, når anden har hvilet. De sidste minutter af æblernes bagetid må du gerne slå grill-funktionen til og sætte temperaturen op til 200 grader – hold dog øje med dem, så de ikke bliver brændte.
  6. Så til det nemmeste (og bedste?) af det hele; saucen! Når du har taget andebrystet ud af ovnen, vil der være en del stegesky i den ildfaste formen. Dette hælder du over til det smør, du stegte andebrystet i – som stadigvæk ligger på panden. Varm denne smørblandingen op, og tilsæt 3 dl madfløde. Kom evt. lidt madkulør i, hvis du gerne vil have, at saucen er brun. Smag til med salt og peber. Voilà! Nemt, ikke?

IMG_1391

I weekenden lavede jeg vores kartofler Hasselback-style, så dem startede jeg med, da de skulle have ret lang tid i ovnen. Hvis I blot ønsker kogte kartofler, kan I vente med kartoflerne til efter andebrystet er kommet i ovnen.

IMG_1395

Så genstår det bare at skære andebrystet i skiver, anrette tallerkener og høste rosen fra dine gæster.

*Note: På grund af en skoldkop-tynget dreng fik vores andebryst et par minutter for meget inde i ovnen, og er derfor ikke heeeelt så lyserødt som vi helst vil have det – men det gjorde heldigvis ikke så meget..som nævnt, der skal MEGET til for at ødelægge denne ret!

Share this...