De dér Sociale Medier.

Jeg har  aldrig lagt skjul på det – jeg er ikke den bedste til sociale medier. Det skal ikke forstås som, at jeg ikke kan finde ud af dem. Jeg har da trods alt formået at få denne blog (nogenlunde) op at køre, hehe. Jeg er bare ikke den store fan af dem. Og det til trods for, at jeg er uddannet indenfor kommunikation, og enddog skrev speciale om sociale medier – ironisk nok. Det er hellere ikke fordi jeg synes jeg udleverer mig selv eller mine børn for meget hverken på bloggen eller andre steder (hvilket jeg synes, at nogen måske kan komme til at gøre). Jeg er bare en af dem, der ikke nødvendigvis er den bedste til at styre mit forbrug af sociale medier, og derfor har jeg taget konsekvensen, og valgt mange af dem fra. Det eneste sociale medie jeg bruger på nuværende tidspunkt – udover bloggen, naturligvis – er facebook. Og selv om 40% af de ting, der kommer op i mit feed er (ubrugelig) reklame, og 30% er irrelevante billeder, kommentarer eller opslag fra bekendte, så tager jeg mig selv i at tjekke ind på facebook-appen irriterende mange gange. Også når børnene er til stede, og prøver at få min opmærksomhed.

Denne problematik er der skrevet mange artikler om, og kommet mange argumenter både for og imod. For jo, selvfølgelig skal mor og far have lov til at læse nyheder eller tjekke/skrive en sms en gang imellem, og nej, børnene lider ikke voldsom skade af at lære, at de ikke er centrum i universet 24/7. Men samtidig så kan jeg ikke lade være med at tænke, at når man laver noget, som hindrer ens barn i at komme kontakt med én, så signaliserer man, at det du har at sige lige nu, er ikke lige vigtigt som det jeg har gang i her. Hvis man koger det helt ned, så er det mindre vigtigt for mig at høre, hvad Røveren ønsker at fortælle mig, eller at gå med dit hvor Bassen prøver at lokke mig med, end det er for mig, at for 5. gang den dag se, hvad der er sket på facebook. Som oftest er der ikke sket nævneværdigt meget, jeg tjekker det bare af ren VANE. Det er bare ikke godt nok. Og nu er jeg “kun” på facebook.

Men hvad er alternativet, så? Jeg har prøvet at sige, at “telefonen skal ikke tages frem, når børnene er i samme rum som mig”, men hvad så, når de kommer ind i det rum jeg er, lige idet jeg står og læser en meget interessant artikkel eller et spændende kommentarfelt? Jeg kan hellere ikke få mig selv til at melde mig helt ud af facebook (endnu, ihvertfald), da jeg simpelthen bruger det for meget i planlægningen og koordinering af vores aktiviteter med andre hjemmegående.

I tillæg bliver jeg tit både lokket og “truet” af venner, der gerne vil have mig med på sidste mode, som lige nu er snapchat. Jeg lokkes med alle de sjove ting, man kan gøre med det, og “trues” med alle de ting, jer går glip af. Som I nok også kan regne ud, er jeg hellere ikke hoppet med på Instagram-bølgen, men nu efter jeg startet denne blog, er der flere der har kommenteret, at jeg burde få en Happy Housewife-Instagramprofil…Blogging og Instagram er åbenbart et rigtig godt match. Jeg ved dog ikke – vi må se, hvad fremtiden bringer. Jeg er bare bange for, at der så vil komme endnu én tidsrøver ind i billedet, og at den sky af dårlig samvittighed, der ligger over mig altfor tit bare vil blive mørkere.

Hvad tænker I? Hvor meget fylder smartphones og de sociale medier i jeres hverdag – og får I dårlig samvittighed over det (eller er det kun mig, der gør det)? Og har I evt. nogle gode råd, til at kontrollere sit forbrug?

Og forresten, totalt stik imod det jeg nu har skrevet om, så kan jeg da lige minde om, at I kan like Happy Housewife på Facebook, hvis I ønsker at få besked, når der er kommet nye indlæg og lignende… Var der nogen, der sagde dobbeltmoral??

image

Skriv et svar