Det er bare kold kaffe…og alle de andre løgne.

Jeg husker meget tydeligt den dag i min ungdom, hvor min mor havde taget en af os søskende i en løgn og sagde “det er da ikke sådan jeg har opdraget jer!”, hvortil jeg (ret kæphøjt – man var da teenager, ikke) svarede “jo, det har du”. Jeg tror hun blev ret paf over svaret, for der blev da stille – ihvertfald i et øjeblik, hehe. Det fik os desværre ikke ud af den klemme vi var kommet i, men jeg tror min mor indså, at vi nu var kommet til det tidspunkt, hvor vi kunne gennemskue de små løgne vi en gang imellem fik serveret. For det fik vi.

IMG_1927

Alle forældre lyver. Og påstår du noget andet, så lyver du. Det tror jeg helt oprigtig talt. Jeg lyver ihvertfald. Jeg har prøvet at lægge mærke til det de sidste par dage, og der har ihvertfald været en håndfuld løgne, der er blevet serveret fra mig eller min familie til Røveren og Bassen – eller imellem os voksne, for den sags skyld, mens børnene var til stede. Nogle eksempler på sådanne løgne kan være:

  • Når mit Cola-trip er gået lidt for langt, og jeg gerne vil have et glas til det stykke franskbrød med nutella som jeg tænker at indtage til morgenmad. I håb om at undvige spørgsmål og/eller kommentarer af mit valg af drikke prøver jeg at kamuflere det i et kaffekrus. Så heldig skulle jeg dog ikke være denne gang, så da Røveren stiller sig foran mig, peger på mit krus og spørger “hvad har du der?”, så ser jeg ingen udvej uden at svare “kold kaffe”. Ikke spørg mig hvorfor. Måske ville jeg ikke indrømme, at jeg havde prøvet at snyde mig til en omgang ubemærket Cola, eller var det fordi jeg ikke ville at han skulle tænke, at det var normalt at drikke noget så usundt så tidligt på dagen?! Dette er jo i sig selv komplet idioti. For det første var det sunde tog kørt da jeg hev frem nutellaboksen. Og Røveren kan ikke engang lide Cola, så han ville højst sansynlig ikke have tænkt, at cola til de voksne er lig med saftevand til børnene, eller hvad jeg nu var bange for…
  • Julemanden. Har I egentlig tænkt over det? Ikke blot lyver vi overfor vores børn, når vi år efter år spiller med på dette skuespil om en tyk mand, der kun giver gaver, hvis man har været sød, men oveni det hele så synes vi, at vi gør noget GODT for dem mens vi gør det! Just sayin’…
  • Jeg kan også godt finde på at fortælle mine børn, at Tivoli, Legelandet, Biblioteket, eller hvad end de nu gerne ønsker at besøge er lukket, hvis det ikke kan lade sig gøre at tage dertil….eller jeg bare ikke gider at tage dertil, ehem.
  • “Gæsterne kan ikke komme før du har hvilet dig lidt”. Det har jeg sagt en del gange efter Røveren stoppede med at sove til middag. Jeg ved ikke om I kan genkende det, men når vi skal have eftermiddagsgæster er det ekstra vigigt, at Røveren får hvilet sig lidt – ikke kun således, at han kan holde til at have gæster hele eftermiddagen/aftenen, men også så jeg kan få lidt afslapningstid og/eller tid til at forberede nogle ting inden gæsterne kommer. Man tænker måske ikke over dette som en løgn, men nu er det jo sådan, at gæsterne kommer kl. 15 uanset om Røveren har hvilet eller ej…det vet han bare ikke endnu, hehe.
  • Også de klassiske “hvide” løgne som vi voksne gang på gang gentager til hinanden; “nej, hvor ser du godt ud”, “det smager rigtig godt – jeg kan bare ikke spise mere”, eller “det vil jeg da gerne”…det kan godt være, at man kan snyde både modtageren og børnene med sådanne hvide løgne, men på et eller andet tidspunkt vil børnene fange det, at mor og far ikke altid mener det de siger (hvis man fx. kommer til at brokke sig i bilen, når man er på vej til det man “gerne ville”, men i realiteten helst ville slippe udenom).

Så jo, vi opdrager vores børn til at være løgnere. Men gør det noget? Er det altid det bedste at sige sandheden? Er det bedre at fortælle sin søster, at hun stadigvæk ser højgravid ud 3 måneder efter hun fødte, eller er det bedre at spille med på “hvor ser du godt ud, du har da tabt meget af babyvægten?”-skuespillet?

Og nu må du mere end gerne være uenig med mig, men i min optik er dette den type løgn, der er ok. Når der ikke er nogen, der tager skade af det, og når det ikke drejer sig om vigtige sager. Så ser jeg det blot som en del af de sociale spilleregler, som man skal lære at navigere rundt i – man skal nemlig lære at navigere rundt i, hvilke løgne det er ok at fortælle og hvilke, der ikke er ok. De skal også lære hen ad vejen, at der kommer konsekvenser, hvis man lyver – bl.a. kan folk miste tilliden til én, hvis man lyver meget. Og i sidste ende kan man miste venner, hvis man lyver for dem. Det er en meget fin balancegang, som man skal lære efterhvert som man bliver ældre.

Personlig synes jeg ikke det er ok at komme med trusler om diverse konsekvenser der kan komme, hvis man ikke gør dit eller dat, med mindre man tænker at gennemføre disse konsekvenser, hvis det kommer dertil – men det kan jeg da se, at der er mange forældre, der gør…der har vi åbenbart bare forskellige grænser. Jeg prøver også så godt jeg kan at forklare børnene tingene ligeud, hvis jeg og Manden diskuterer, hvis jeg er ked af det, er syg, eller lignende – men det er også lige meget for at de ikke skal være usikker på, om situationen har noget med dem at gøre. Det kommer dog i en børnevenlig udgave – blot fordi man fortæller dem sandheden, behøver de jo ikke alle de beskidte detaljer!

Her for et par dage siden prøvede jeg faktisk noget nyt – at være brutalt ærlig i en situation jeg egentlig ville have brugt en lille løgn. Jeg havde besøgt vores lille slikskab og fundet frem de to sidste mint-chokolader, der lå i en skål fra dagen forinden. Dem nød jeg til en kop kaffe mens drengene legede inde i stuen. Efter lidt tid kom Røveren løbende ind på køkkenet efter noget, og kunne hurtig spotte chokoladepapiret, der lå på køkkenbordet. Han spurgte naturligvis “hvad er det” (som børn jo nogle gange gør, selv om de godt ved, hvad det er). I min hjerne poppet nu det svar, som jeg nok normalt set ville have givet ham; “Det er chokoladepapir fra i går – kan du huske, at vi fik sådanne nogle når vi havde gæster forbi?”. Og så ville den være lukket dér uden at han ville have tænkt mere over det. Men i stedet valgte jeg som nævnt den brutalt ærlige metode; “Det et papiret fra de to chokolader, der var tilbage fra i går. Dem har jeg lige spist”. Efter at have sikret sig, at der ikke var flere chokolader tilbage, kigger Røveren på mig med sine store, brune øjne, der nu er fyldt med tårer, og går skuffet væk fra mig uden at sige noget… Suk. Altså, nu er det jo ikke noget, han tog skade af på nogen måde, men næste gang tror jeg faktisk jeg går tilbage til plan A, og stikker ham en lille hvid én.

Så kan det være at børnene på et tidspunkt i fremtiden prøver at komme udenom en klemme de er kommet i, ved at påstå, at vi har lært dem, at det er ok at lyve, men den snak må vi jo tage på det tidspunkt… Nu tror jeg, at jeg skal have en kop kold kaffe.

2 comments / Add your comment below

  1. Lad mig starte med at rose dig for indlægget. Du tager fat i en betændt byld, som har plaget opdragelsen af mange børn. Jeg vil også gerne understrege, at jeg ikke selv har egne børn, så jeg kan ikke påstå mig bedre end andre til den slags.

    Kritikken er ment konstruktiv, men jeg er til gengæld meget direkte.

    Jeg synes du er galt afmarcheret, hvis du tror, at du lyver for børnenes skyld. Det tror du sikkert, men i virkeligheden var du jo bevidst om at chokoladen kunne være givet til børnene i stedet. Denne dårlige samvittighed kan barnet måske mærke.

    Ikke at der er noget galt i at du under dig selv et stykke chokolade eller to ind i mellem. Det er ikke det, det drejer sig om.

    Sagen er at du handler mod din egen samvittighed, hvilket også er årsagen til, at du føler behov for at lyve. Havde du kørt linen ud med ærlighed, havde du jo fortalt børnene om chokoladen inden du tog den.

    Jeg synes lige, at jeg ville påpege det, for de løgne vi fortæller os selv, er typisk meget mere problematiske, end løgne fortalt til andre.

    Mange tak for et sjældent set så ærligt indblik i en “løgnerskes” tanker.

    1. Hej Morten,

      Tak for at du tog dig tid til at skrive din kommentar – skønt med engagerede læsere…og jeg kan sagtens tåle kritik! 🙂
      Jeg ved dog ikke, om jeg er helt enig med dig i din observation – for jeg tror faktisk ikke, at jeg lyver for børnenes skyld (på nær dem om julemanden osv. Der mener jeg nok, at det primært er for børnenes skyld vi gør det;). Jeg siger blot, at de nok ikke tager så meget skade af det, når det er på det niveau som jeg beskriver.

      Jeg må også indrømme, at jeg i det pågældende eksempel – med chokoladen – ikke løj for at dulme min egen dårlige samvittighed, for den havde jeg såmænd ikke. Jeg løj for at undgå den reaktion som børnene ville have, når de indså, at mor godt må spise chokolade midt på dagen, og de ikke må. Det er måske uretfærdigt, men sådan er det – og det er ikke noget jeg har dårlig samvittighed over. Derfor ville det hellere ikke være et godt alternativ at fortælle dem om chokoladerne på forhånd, for det ville nærmest være ondskabsfuldt, iom at det de uanset hvad ikke ville få nogen af dem. Det bedste ville nok have været, hvis jeg kunne vente til efter de var puttet om aftenen med at spise dem, men så meget selvkontrol har jeg åbenbart ikke, haha. Jeg tænker umiddelbart derfor ikke, at jeg som sådan “lyver for mig selv” – i hvert fald ikke i dette tilfælde…

      Kh Therese / Happy Housewife

Skriv et svar