Mandags(aftens)mad.

I weekenderne er der som oftest bedre tid til at forberede og lave aftensmad, end der er i hverdagene. I tillæg er man ikke heeeelt så skrap på sundhedsniveauet, eller budgettet, for den sags skyld…man er bare lidt mere “large” når det kommer til maden i weekenden – sådan er det ihvertfald herhjemme.

Og så kommer mandag. Den frygtede, forfærdelige mandag. Eller nej, så slem er den faktisk ikke. Nogle gange kan jeg tage mig i at glæde mig til mandag, for jeg kan godt lide de rutiner vi har. Men én ting er sikkert – efter nogle dage med tung, kompliceret og lidt usund(ere) mad, er mandagens aftensmad stort set altid en nem, ret billig og ret sund omgang

 

IMG_2041Så er det nu jeg tænker, at der måske er flere af jer, der godt kunne bruge sådanne opskrifter, der både er nemme, billige og sunde? Jeg vil derfor prøve at indføre “Mandags-(aftens)mad” her på bloggen. Umiddelbart tænker jeg, at det bliver et fast indslag hver uge – ihvertfald indtil jeg løber tør for opskrifter og ideér, hehe. Da vi jo har to små drenge, er de fleste retter meget børnevenlige. Og dog – jeg prøver at opdrage mine drenge til at spise varieret og smage på meget forskellig mad, så det bliver ikke nødvendigvis kun retter med pastaskruer i, hehe. Jeg vil også MEGET GERNE have tips og idéer fra jer om retter, der er “mandags(aftens)mad” hjemme ved jer!

I dag starter vi med en af de nemmeste retter herhjemme. Den går under navnet “Broccoli og Bacon”, af mangel på kreativitet. Note to self; bliv bedre til at finde på navne til retter. Det er en form for æggekage, blot lavet i ovnen i stedet for på panden.

IMG_2035

Til 4 personer skal du bruge følgende:

  • 1/2 broccoli
  • 2 gulerødder
  • 4 æg
  • 2 dl fløde
  • 1 pk bacon
  • En god håndfuld revet ost
  • Rugbrød
  • Evt. rester af kød – denne gang havde vi nogle pølser fra weekenden, der kom i.

Fremgangsmåde:

  1. Klargør grøntsager: Del broccolien i mundrette buketter, og skræl og skær gulerødderne i små bidder.
  2. Kom gulerødderne i kogende vand med lidt salt i. Lad dem koge i 2 minutter før du kommer broccolien i gryden. Lad det koge i yderligere 1 minut, før du tager gryden af varmen og hælder vandet ud.
  3. Pisk æg og fløde sammen, og tilsæt en lille smule salt og peber.
  4. Fordel grøntsagerne i en ildfast form, og hæld æggeblandingen over (og tilsæt evt de andre ingredienser/kød du gerne vil have med).
  5. Stil den ildfaste form ind i en forvarmet ovn på 180 grader.
  6. Mens du venter på, at æggeblandingen stivner (det tager +/- 30 minutter) kan du stege bacon.
  7. Når æggeblandingen er næsten helt fast kommer du den revne ost over, og sætter den ind i ovnen igen. Formen tages ud, når æggeblandingen er fast, og osten er gylden.
  8. Nogle gange serverer jeg det blot med et stykke smurt rugbrød til, andre gange skærer jeg rugbrød i tern og steger i baconfedtet i et par minutter, så man får sprøde rugbrødcroutoner til.

brokkoliogbacon

Egentlig kan I jo mixe og matche grøntsager og kødtyper så meget I vil – det gør vi også herhjemme, men dette er den variant vi oftest vender tilbage til. Hvis I ønsker at gøre den endnu sundere kan I blot erstatte fløden med vand eller mælk, og droppe bacon/kød. Så får man også automatisk en vegetar-ret, og kødfrie dage er ikke en helt dum ting.

God mandag derude!

P.S. Stay tuned – onsdag kommer næste indlæg i serien “Aktivitetstilbud til børn i Aarhus Kommune”.

Skriv et svar