Pyt med det!

Hvis I er meget omkring i den danske blogverden, så har I måske set mange “store” bloggere, der i forbindelse med en Spies-kampagne er kommet med “pytkur-indlæg” (eller er det kun mig, der læser så mange blogs? Forresten – jeg nævner det lige i forbindelse med mit sidste indlæg, at blogs er en godt måde at få tilfredsstillet sin trang til at læse om mode/mad/interiør/diverse på, uden at skulle investere i dyre magasiner!)

Anyways, den her “pytkur” handler om at blive bedre til at sige PYT MED DET. Og jeg er fan! Jeg må indrømme, at jeg ikke har været den bedste til at sige det… Jeg har et ret voldsomt temperament engagement – både på godt og ondt, men naturligvis er det kun når det går den “onde” vej, at det nager mig. Og den side vil jeg lave om på…så derfor er jeg også gået på PYTkur.

Et (hudløst ærligt) eksempel fra nogle dage siden, hvor vi var ved at dække bord; Bassen og Røveren vil gerne være med til dette, og det skal de naturligvis også. Vi har en træskål med låg, som vi bruger til saltflager. Denne havde jeg fyldt op, og Røveren ville gerne bære den ind. Jeg sagde det var ok, hvis han bar den forsigtig ind til bordet med begge hænder. Hans nysgerrighed tog dog overhånd, og han ville åbne lågen – hvilket gjorde, at han slap skålen med den ene hånd, tabte den i gulvet, og der lå salt spredt i en radius på flere meter. No Big Deal, egentlig, men det er i sådanne situationer – hvor jeg har givet en specifik besked som han ikke følger – at mit temperament godt kan komme på banen, og jeg bliver synligt irriteret. Ikke overdrevent, men nok til at det går mig på – for han er trods alt ikke 4 år engang, og dermed KAN han ikke styre sin – i dette tilfælde – nysgerrighed.

MEEEEEN, nu var jeg jo gået på PYT-kur, og min reaktion var derfor (efter et splitsekund med en indre AAAAAAAAAAAHRG-følelse) hov, pyt med det – vi henter bare støvsugeren. I min verden er dette den rigtige reaktion, men jeg vil ærligt indrømme, at jeg skal øve mig i det. Lidt for mange gange har jeg set Røveren kigge på mig med en lille smule nervøsitet i øjnene, når noget lignende er sket – og jeg HADER det! Nok fordi han ved, at han ikke gjorde som jeg sagde, men også lidt fordi han ved at jeg ikke er har været så god til at sige pyt med det. Det er desværre noget der ligger instinktivt i mig, og det er derfor jeg skal arbejde på det.

Når jeg har haft sådanne nogle reaktioner, er jeg dog heldigvis ret rationel når jeg bare er kommet over mit “instinkt”, og kan hurtigt – som i efter blot nogle sekunder – tage mig selv i at være irriteret, og dermed ændre min adferd og samtidig snakke med Røveren om det. Jeg siger så naturligvis undskyld for at jeg blev irriteret, når jeg jo godt vidste, at han ikke gjorde det med vilje – at han blot var nysgerrig (eller hvad nu end det kan være i situationen), og så får jeg fortalt at min reaktion ikke har noget med ham at gøre, men var helt og aldeles en fejl fra min side. Så jeg er som sådan ikke bekymret for, at de her situationer “skader” ham eller vores forhold på nogen måde – jeg vil bare gerne være dem foruden… Og derfor er jeg gået på PYT-kur!

Så langt er det gået rigtig godt. Jeg kan naturligvis stadigvæk godt blive lidt irriteret, når han har glemt at han har fået sine meget beskidte sko på, og beslutter sig for at jagte sin lillebror gennem huset inden vi skal ud af døren – men det går fremad!

Det er hellere ikke kun i forhold til mine børn jeg vil blive bedre til at sige pyt med det. Det er i hele mit liv. Man kan ikke tage alle ting for seriøst, for så forsvinder glæden ved det. I dag burde jeg for eksempel egentlig have lavet et mandagsmad-indlæg til jer, men det har jeg besluttet mig for ikke at gøre af to årsager;

1. At forpligte sig til at komme med en (NY!) nem og billig ret hver uge viste sig at stresse mig mere end man skulle tro – jeg vil jo nemlig gerne tage gode billeder, skrive alt det nødvendige ned i indlægget, og have god tid på mig til at gøre dette…og med to små børn i huset er det bare ikke altid muligt.

2. Jeg har en oversigt, hvor jeg kan se hvilke indlæg der er populære og hvilke der ikke er – og mandagsmad-indlæggene har IKKE været blandt de populære. Faktisk kunne jeg se, at ved udgivelsen af det sidste mandagsmad-indlæg var der én af bloggens facebook-følgere, der havde trykket “Hide all posts”. OUCH!

So there you have it. Jeg synes det var en stressfaktor, og I var ikke så vilde med det, så jeg tænker, at det er lige så godt at stoppe med det. Tidligere kunne jeg måske have taget det som en lille fallit-erlæring at opgive noget jeg havde startet på, inden det nærmest var kommet i gang. Men ved I hvad jeg tænker nu?? PYT MED DET! 😉

Jeg vil naturligvis blive ved med at komme med (nemme, børnevenlige) opskrifter – blot ikke hver mandag! Du kan finde tidligere og fremtidige opskrifter under kategorierne “børnevenlig mad” og/eller “opskrifter”.

P.S. Hvis du godt kunne lide (den første del af) dette indlæg, tror jeg også du kan lide indlægget der hedder Er jeg den eneste…

P.P.S. Jeg er IKKE en af de bloggere, der bliver betalt af Spies for at skrive om PYT-kuren…I WISH (!!!), men det er jeg ikke.

Skriv et svar