Hvordan bliver man hjemmegående – uden at miste “sig selv” (og forstanden)?

Ud over praktiske bekymringer sådan som økonomi (skrevet om her) og “karriere” (kommer i et senere indlæg), så er der én bekymring, der fylder meget når man vælger at blive hjemmegående – det gjorde det ihvertfald for mig. Og det er hvordan passer jeg på mig selv i denne rolle?.

IMG_2311

Den gang Manden og jeg tog beslutningen om, at jeg skulle gå hjemme (læs vores historie her) havde jeg ingen viden whatsoever om hvad “man gør” når man er hjemmegående…det har altså været lidt learning by doing. Og jo, det var lidt en bekymring i starten, men eftersom vi ikke havde sat en fast tidsramme på min nye rolle så fyldte det dog ikke SÅ meget, for jeg vidste, at hvis jeg ikke kunne holde hjemmelivet ud, så skulle jeg jo alligevel snart ud i arbejde igen. I starten troede vi jo nemlig, at jeg kun skulle gå hjemme et par måneder (hehe) inden jeg søgte et deltidsjob, så Bassen kunne vente med at starte i vuggestue indtil sygdomssæsonen var over – han skulle egentlig starte 1. januar 2015… Jeg er dog kommet til at holde meget af “hjemmelivet” – nok meget på grund af nedenstående. Det er nok overflødigt at sige, at alle familier og mennesker er jo forskellige, og dermed vil de ting, der har fungeret for mig ikke nødvendigvis være det rigtige for alle – men måske kan I finde en ting eller to til inspiration. Here goes:

1. Socialisering
Vi er meget ude blandt andre børn/forældre – enten i legestuer, legeland, biblioteker, private legegrupper, eller noget helt femte. Naturligvis er dette også børnenes behov, men det er i høj grad også mit. Jeg er en ekstrovert person, og får energi af at være sammen med andre mennesker, så et hjemmeliv HJEMME ville suge al psykisk energi ud af mig på ingen tid. Inden jeg blev hjemmegående kendte jeg nærmest ingen af de steder vi kommer nu, hvilket også er én af grundene til at jeg skriver den serie på bloggen, der hedder “Aktivitetstilbud til børn i Århus“. En enkel googlesøgning gav mig dog tip om en legestue for børn i mit område, og dér mødte jeg overraskende mange andre hjemmegående forældre. Gennem dem lærte jeg andre steder at kende, og fik også etableret en fast legegruppe, som både børn og voksne er meget glade for! Det hjælper nok lidt på det, at jeg er en meget åben og opsøgende person uden alt for mange hæmninger *hehe*, iom at man tit ikke kender nogen når man kommer til sådanne steder. Men man har heldigvis børnene som fælles samtaleemne, så selv om man måske er en lille smule genert, er det nemt nok at komme i snak med de andre forældre.

2. Hjemlig hygge
Når man tilbringer så meget tid i sit hjem er det (ihvertfald for mig) vigtigt, at det er et rart sted at være. Det betyder bl.a., at man gør lidt ekstra ud af, at få overstået projekter, der irriterer én når man er hjemme. Prøv at ryd væk ting, der skaber unødvendig rod/støj. Hav faste pladser til ting, og gør dit bedste for at kontinuerligt holde (nogenlunde) orden – det er ikke nemt med små børn i huset, men min erfaring er ihvertfald den, at hvis man ikke tager lidt af det løbende, så kan opgaven til sidst virke uoverskuelig.
Jeg gør også én ting for mig selv for at gøre “min arbejdsplads” hyggelig – jeg køber friske blomster. Jeg køber dem så billigt som muligt – tit er der roser eller lign på tilbud til 10-15 kroner i et eller andet supermarket, ellers står der er blomster/grønt-handler på strøget i Århus som sælger billige blomster. Det er ikke den store investering, men det gør SÅ meget for mit humør!

3. Suit up!
Nu er jeg en pige (kan man stadigvæk kalde sig dét, når man nærmer sig de 30?), der er glad for ting som makeup, mode, o.l. Jeg bruger ikke så meget tid på det, men for min del er det vigtigt, at jeg både får anstændigt tøj på – dvs. ikke pyjamas eller joggingbukser – og makeup på de allefleste dage. Jeg føler mig selv mere vågen og oplagt, når jeg bruger de ekstra fem minutter på at tage makeup og en nederdel eller skjorte på, end de dage hvor jeg dropper makeuppen og luffer rundt i bløde bukser og trøjer.

De her to dage jeg har skrevet på dette indlæg har jeg taget et billede af mit outfit (og nej, jeg bliver aldrig modeblogger, men jeg skal da have tøj på 😉 ). Blot så I kan se – det er hverken det nyeste nye, eller helt vildt smart…men det er stadigvæk tøj, der får mig til at føle mig lidt mere oplagt, og som samtidig er praktisk nok til min hverdag.

Skjermbilde 2016-03-04 kl. 19.22.00

Og for at gøre min debut som modeblogger komplet: Til venstre kan I se mig i en hand-me-down cashmere-trøje jeg har arvet fra min søster, et par sorte jeans fra H&M, og et tørklede fra Søstrene Grene. Til højre har vi bukser fra Levi’s, der IKKE havde huller på knæerne da jeg købte dem (de er 5 år gamle – hullerne er et resultat af mange års leg på gulvet, haha). Trøjen er fra Modstrøm og skjorten fra Minimum – begge et levn fra den tid jeg var ung studerende på Uni. Og ja, der foregår børnearbejde i baggrunden. Sådan er det at være hjemme ved mig – mor tager selfies mens børnene arbejder 😀

4. Hold pause
Når man er hjemmegående er man sin egen chef (øøøh, hvis vi lige ser bort ifra ungerne, that is) – og det er man både på godt og ondt. Det vil sige, at det er kun DIG, der kan tage ansvar for at alle de ting, der skal gøres, rent faktisk bliver gjort. Og det betyder også, at det er dig, der skal sørge for, at du får en pause i løbet af dagen. Man er meget PÅ, når man er sammen med sine børn hele dagen – på en helt anden måde end man ville være PÅ på, hvis man havde et ordinært 8-16-job. Derfor er det vigtigt, at du udnytter chancen til at få en pause i løbet af dagen. Hvis man er hjemme med børn der sover middagslur er dette et optimalt tidspunkt. Jo, selvfølgelig er der 127 praktiske ting, der også skal ordnes, men husk nu også at få lidt at spise, måske en kop kaffe – og hvis du trænger til det – en lur (eller en omgang netflix)…Det gavner ingen – hverken dig eller børnene, at du kører på pumperne uden pause hele dagen, og dermed ender med at være træt og gnaven når eftermiddagen nærmer sig. Herhjemme sover Bassen stadigvæk til middag, og de dage Røveren er hjemme fra børnehaven ender han tit med at lege stille og rolig med modellervoks, læse bøger, lytte til CD-er, eller (hvis alt andet fejler 😉 ) spille Ramasjang på iPaden når jeg “holder pause”.

5. Ego-tid
Som jeg nævnte i punkt 1, så er vi meget på farten. Det er som oftest på børnenes præmisser vi er det. En gang imellem – op til én gang om ugen – er vi dog afsted på MINE præmisser. Det betyder, at vi gør noget, der ikke decideret er “ikke-børnevenligt”, men dog mere rettet mod mine interesser end børnenes. Det kan være en shoppetur ind til byen (hvor vi så stopper forbi Sallings legeværelse eller går forbi Fætter BR). Det kan også være at vi tager på café med en af mine veninder, der er studerende/sygemeldt/på barsel/har fri – så har vi bare en rygsæk med legetøj med. Det kan også være barselsbesøg, eller lignende. Altså ting, vi ikke gør for børnenes skyld, men for min skyld. De har dog aldrig brokket sig. De synes tilsyneladende også det er spændende at komme ind til byen eller på café, og hvis vi er på barselsbesøg er der jo babylegetøj man kan lege med, hehe.

Udover dette er det – ihvertfald for mig – også vigtigt at have lidt tid for mig selv – både helt alene, og i samvær med andre voksne. En gang imellem er det godt at være sammen med nogle andre voksne mennesker uden at have børnene omkring sig. Så skal man kun tænke på sig selv, man skal ikke dele opmærksomheden mellem børnene og de andre voksne man er sammen med, og – ikke mindst – man ER kun sig selv, man er ikke nogens mor. Det lyder skørt, for selvfølgelig er jeg stadigvæk nogens mor selv om jeg er ude med veninderne, men det er ikke den del af mig jeg behøver at fokusere på lige dér. Jeg har ikke nogen “fast” aftale med veninder, men hvis man har brug for det, kunne man jo lave en ugentlig eller månedlig date med en eller flere veninder, hvor man mødtes (og hvor babydaddy er den, der har puttetjansen) – det kan enten være en biograftur, cafétur eller blot en gå-tur. Bare det at have en venindedate at se frem til kan redde nogle af de dårlige dage, hvor man synes alt går op i huspligter og bleskift – det har det ihvertfald for mig!

Og hvis det er for uoverskueligt at skulle lave sådanne aftale så ved nok alle jer, der har været på barsel eller gået hjemme med børn, hvilken befrielse det er, at tage i et supermarket ALENE! – Du kan jo altids starte med det, og lige så stille udvide din ego-tid derfra 😉

6. I’m gonna pop some tags…
Som jeg skrev om tidligere, påvirker det jo ens økonomi ret meget, når den ene forælder ingen indtægt har. Og det påvirker rådighedsbeløbet så meget, at der ikke er meget luft til shopping. Det kan godt tære lidt på sådan en som mig, der egentlig elsker at shoppe. Både tøj, mad, interiørting, legetøj – you name it, jeg synes det er sjovt! Når man har to små børn bliver shoppemulighederne automatisk begrænsede, iom. at tiden og energien er indskrænket (og jeg er heldigvis ikke specielt god til at net-shoppe…jeg kan godt lide shoppeOPLEVELSEN, og det mister man jo lidt, når man køber ting på nettet).

Men hvad gør man så, når shoppetrangen bliver for stor? Man tager i genbrugsforretninger! Gør op med dig selv inden du går ind i forretningen, hvor meget du må købe for – og hold dig til det beløb (eller mindre). Du vil bliver overrasket over hvor meget man egentlig kan få for 100,- eller sågar 50,-! Og hvis I også kan lide oplevelsen af at shoppe, så vil I nok også synes det er sjovt at gå rundt i en (god) genbrugsforretning, hvor man jo som oftest kan finde alt mellem himmel og jord.

Hvis jeg mangler noget specifikt (fx. en vinterjakke eller lign.) så holder jeg øje med de “salgs-sider” jeg er medlem af på facebook eller DBA, hvor der ofte kommer ting man kan bruge. Ellers prøver jeg at vente til januar/august-salget.

7. Hobby
Det er som oftest den, der går hjemme, der har hovedansvaret for at holde hus&hjem, passe børnene, madlavning, og så videre. Jeg kan dog nogle gange føle, at jeg KUN gør ting dækker familiens behov – og at mine behov kommer i sidste række. I de perioder er det godt, at have en hobby. Det behøver ikke være det vilde, men blot noget du kan lave fordi du VIL, ikke fordi du skal/burde. For mig var det sådan denne blog opstod. Det var i efteråret og aftenerne begyndte at blive længere og mørkere, og jeg havde brugt for at have noget andet at gøre end kun at folde tøj, se netflix (ikke et ondt ord om netflix, dog 😉 ) eller bage kager (madlavning er min anden hobby). Det er en bonus, hvis man på én eller anden måde kan koble ens hobby med ens tidligere/fremtidige arbejde, således at man gør noget, der er “relevant”. Jeg er jo uddannet indenfor kommunikation, så en blog er således lidt i den relevante boldgade. Jeg kender også en musikpædagog, der én gang om ugen inviterede en gruppe “hjemmebørn” og forældre til musikstund. Og en kommende jurist, der engagerer sig meget i børnepolitik, og skriver div. breve og indlæg til politikere, aviser og lignende. Hvis man tænker lidt kreativt, så kan man nok finde en eller anden måde at koble ens “karrierevalg” til ens hobby. Og hvis ikke, kan man altids lære at strikke, sy, lave mad, træne, eller bygge LEGO – whatever works for you! Bundlinjen er; find noget du gør for DIG, ikke for familien/børnene.

IMG_2367
(Mit nyeste projekt er at jeg gerne vil lære at hækle…nogen, der har nogle gode fif?)

8. Bi-job?
Hvis du har lyst til det, og det praktisk kan lade sig gøre, så kunne du overveje at få et bi-job. Det er tit “studenterjobs” man kan søge, hvis man kun kan arbejde en eftermiddag om ugen, men det er ikke nødvendigvis jobbet i sig selv, der lokker – det er dét at komme ud og lave noget andet udenfor huset. Og så betyder det måske ikke så meget, om man er kasseassistent, aftenreceptionist eller lignende. Hvis du er heldig, kan du måske finde noget, der er relevant for din karriere? Jeg har i perioder haft små-jobs, hvor jeg lavede nogle oversættelsesopgaver for et privat firma (jeg kommer jo fra norge og har norsk som modermål, så den ligger lige til højrebenet), og hvis man strækker den lidt kan man liiiige sige, at det er karriere-relevant – det er trods alt kommunikation 😉 Jeg har fået de her opgaver fordi jeg kender ejeren af firmaet, men der findes andre firmaer (fx. Copypanthers) der tilbyder lignende. Ellers ser jeg en del hjemmegående, der bliver “ambassadører” (et fancy ord for sælgere) for børnetøjsmærker, hudplejeserier, o.l., hvilket gør det muligt at arbejde hjemmefra.

En bonus ved dette er jo også, at man får lidt ekstra luft i et ellers stramt budget. Man skal dog være opmærksom på, at hvis man selv har en indtægt bruger man jo selv det fradrag ens ægtefælle kunne have fået (hvis man er gift)..det er værd at tage med i overvejelsen.

Dette var så nogle af de ting jeg kunne komme i tanke om. Der er helt klart mange flere ting man kan gøre, og som jeg nævnte i starten, så er vi jo alle forskellige, så vi har alle forskellige måder at håndtere hjemmelivet på. Håber I kan finde lidt inspiration i ovenstående, og fyr endelig løs, hvis I har spørgsmål eller kommentarer!

Hvis du kunne lide dette indlæg, tror jeg også du vil synes om Bedste og væste ved at være hjemmemor

2 comments / Add your comment below

Skriv et svar