Herhjemme er vi meget spontane af os..vi er ikke god til at planlægge “dates” med andre mennesker langt frem i tid – vi er mere typen der skriver en SMS lørdag formiddag, om nogen vil komme til eftermiddagskaffe kl. 15. Jeg kan også godt finde på at spørge naboen om vi ikke skal spise aftensmad sammen en time inden spisetid. I sådanne tilfælde er det godt at have nogle hurtige retter man kan smække sammen – og denne bananroulade er én af dem…

IMG_2391

Den er nemlig klar på under én time!!

Er det ikke fantastisk? Jeg ELSKER, når man kan hurtigt kan kreere noget i køkkenet, hvis man får uanmeldte eller “spontane” gæster. Det er ikke kun billigere end det ville være at køre en tur forbi bageren, men meget ofte synes jeg også det smager bedre… Og nu er jeg jo også typen, der godt kan lide at lave mad, og så går der lidt stolthed i den også – vores gæster skal ikke serveres hva’somhelst – det skal da være hjemmebag, høhø! Ej, men I forstår hvad jeg mener.

Når jeg ikke har så meget tid til at lave “noget sødt til eftermiddagskaffen” er det tit denne opskrift jeg går for. Man skal ikke bruge for mange ingredienser, processen er meget ligetil, og den smager fantastisk – jeg tror faktisk den er gået hen og blevet en af Mandens favoritter!

Dette skal du bruge for at lave en bananroulade:

3 æg
100 gram sukker
100 gram hasselnødder eller mandler (eller en blanding)
1 spsk. kartoffelmel
1 ts. bagepulver

3 dl. piskefløde
100 gram mørk chokolade
3-4 bananer

IMG_2373

Fremgangmåde:

1. Hak hasselnødderne eller mandlerne fint i en foodprocessor e.l.
2. Kom æg og sukker i en skål og pisk det til det luftigt
3. Hæld mandel/hasselnøddemelet, bagepulver og kartoffelmel i æggeblandingen og rør rundt med en dejskraber
4. Hæld blandingen ud over et stykke smurt bagepapir i en bradepande, og bag bunden på 180 grader over/under-varme i ca 10-15 min…den skal være gylden, når den er færdig.
5. Når bunden kommer ud af oven strør du lidt sukker over den, inden du kommer et ekstra bagepapir og bradepande vendt på hovedet over bunden. Flip så de to bradepanderne, således at “sukkersiden” vender nedad.
6. Træk det bagepapir, der nu vender opad forsigtigt af bunden, og læg bradepanden over igen som et “låg”. Sådan skal bunden ligge indtil den er kølet helt ned (tager omkring 20 min).
7. Mens bunden køler af skærer du bananer i skiver, hakker chokoladen i bidder, og pisker fløden.
8. Nå bunden er kold smører du flødeskummet ud over 3/4 af bunden, lægger bananskiverne over, og drysser til sidst chokoladen over.
9. Rul rouladen sammen fra den side, der er fyld på, således at rouladen ender på det stykke, hvor der ikke er fyld – det gør, at fyldet ikke bliver presset ud når du ruller den sidste del sammen, samt at roulladen bedre kan ligge på et fad. Brug det bagepapir rouladen ligger på; løft i papiret og buk rouladen ind over sig selv lidt efter lidt – så undgår du, at den går for meget i stykker.
10. Nu er rouladen klar til servering. Du kan vælge om du vil pynte med flødeskum, chokolade eller noget helt tredje ovenpå, men personlig synes jeg også den er flot, når den bliver serveret som den er – lidt rustik 🙂

IMG_2376

IMG_2383

IMG_2384

Nu har jeg skrevet bananroulade fordi det er dét jeg valgte at fylde den med denne gang. Men man kan naturligvis vælge at fylde den med hvad man måtte ønske…jeg glæder mig fx. til jordbærerne er modne, for de vil smage FANTASTISK enten sammen med ovenstående, eller som en erstatning for bananen.

IMG_2385

IMG_2390

Nu genstår det bare at ønske jer en god weekend – hvis I får uventede gæster eller laver en spontan aftale ved I nu, hvad I kan servere 😉

P.S. Hvis I skulle få nogle mandler i overskud, vil jeg helt klart anbefale at lave Salte Mandler – så bliver weekenden vidst ikke bedre!

Share this...