Inden jeg kommer ordentlig i gang med dette indlæg, så bliver jeg nødt til at sige én ting; TUSIND TAK for alle de skønne, søde og opmuntrende kommentarer vedrørende min seneste klumme i Århus Onsdag. Man er nok altid lidt spændt når man sender sådan noget “til tryk”, men denne gang var sommerfuglerne i maven ekstra store på grund at emnets karakter – man skal veje sine ord nøje inden man udtaler sig offentligt om børneopdragelse, da det er et enormt ømfindtlig emne, og man nemt kan komme til at træde nogle over tæerne. Mine bekymringer blev dog gjort til skamme, og jeg er rigtig glad for at I/dem af jer jeg har hørt fra ikke så min løftede pegefinger som en omgang “parent-shaming”, men som et modsvar til de gældende normer og regler i samfundet.

Og så over til det jeg ville skrive om i dag; ting der er ABSOLUT NØDVENDIGE, når man er hjemmegående.

IMG_1627

Når man bliver hjemmegående får begrebet “nødvendighed” en ny betydning. Fx. er et daglig bad ikke længere en nødvendighed…det er måske utænkeligt for “arbejdende” forældre, ikke at få et bad HVER dag, men sådan er det bare. Nu er det jo ikke sådan, at bare fordi man er hjemmegående, så ligner man løgn og lugter af L.O.R.T (jeg har skrevet om vigtigheden af at “suit up” selv om man er hjemmegående her), men når arbejdsdagen starter kl. 5.45, og du er alene hjemme med to børn, så ryger det dér bad desværre lidt ned på prioriteringslisten. Det er lidt som når man er på barsel – der når man heller ikke i bad hver dag, eller? Og nej, jeg kan desværre ikke “bare” lade børnene lege mens jeg tager et bad – Bassen har nemlig fx fundet ud af at vores IKEA-skammel kan skubbes helt indtil køkkenskabene, og derfra kan han kravle op på køkkenbordet, hvor vores knivblok og andre spændende ting befinder sig… Jeg har derfor vænnet mig til at gå i bad om aftenen, hvor begge drenge sover, men nogle dage ORKER jeg det bare ikke. Ærlig snak. Så ja, på denne måde er min prioriteringsliste/definition af nødvendighed nok ikke som de flertallets 😉

Og jo, selvfølgelig gælder nogle af tingene på denne liste også for ikke-hjemmegående forældre også, men graden af nødvendighed er måske ikke lige stærk som den er for hjemmegående…jeg kunne ihvertfald ikke have klaret mig uden nedenstående.

1. Tørshampoo.
Taget det jeg lige har skrevet i betragtning, så giver det sig selv, at jeg er AFHÆNGIG af min tørshampoo. Det har nok også lidt at gøre med det faktum, at jeg har et meget tykt og langt hår, som tager EVIGHEDER at vaske – så det sker ikke mere end hver 4.-5. dag. Mit hår vænnede sig til ikke at blive vasket alt for tit under mine barsler (og nu havde jeg jo to barsler ret hurtigt efter hinanden), så det er ikke længere nødvendigt at vaske det oftere end hver fjerde dag. Men det engang sådan, at når man er hjemme med små børn, så er det ikke specielt praktisk at have sit lange hår hængende løst hele tiden. Det ryger derfor tit op i en hestehale eller “morknold”. Det betyder også, at jeg meget tit kører fingrene igennem mit hår, så på 3. dagen kan det godt begynde at skinne lidt – på den ikke fede måde…eller jo, faktisk på den FEDE måde, hvis du tager sådan en lille én, høhø. Derfor er det virkelig en nødvendighed for mig at have noget tørshampoo i hus, når vi er på 3. – 4./5. dag efter en hårvask.

2. Koffein.
Arbejdsdagen starter i det sekund du slår øjnene op – om det så er kl 07.00 eller kl. 05.15 kan man jo aldrig vide… ‘Nuff said.

3. Sociale medier.
Som hjemmegående kommer man ud for de mærkeligste situationer, og kan komme til at opleve ting, som ikke-hjemmegående ikke helt kan relatere til. Derfor er det essentielt for hjemmegående at have nogle ligesindede at kommunikere med, så man kan få bekræftet, at man ikke er alene om de her mærkelige oplevelser, og eventuelt få råd til hvordan man kan håndtere forskellige situationer. Man kan også dele glæder og successoplevelser som kun mennesker, der står i samme situation helt kan forstå dybden af. Her er sociale medier GULD værd. På de sociale medier kan man nemmere samle en hel gruppe mennesker, der kan relatere til din situation og komme med indput og opmuntringer. Og man skal aldrig undervurdere værdien af at føle sig som en del af et fællesskab – omend det er et virtuelt fællesskab.

4. Sukker.
Se pkt. 2.

Jeg vil dog også gerne lægge til, at man bruger enormt meget energi på at passe børn – især hvis man har flere af slagsen, og de har lært det dér trick, hvor de løber i hver sin retning… Som jeg skrev i dette indlæg får ulvetimen en helt ny betydning når man er hjemmegående – der er den nemlig mutti her, der kan komme til at flække tænder! …MED MINDRE hun får lidt sukker. Lad mig sige det som det er; mama needs her sugar.

IMG_2533

Det er derfor med et meget bekymret sind jeg kan informere om, at jeg har indgået et væddemål med min svigermor der hedder NUL slik, chokolade (under 70%), chips, sodavand, kage, lyst brød, osv. indtil sommerferien (!!!). WTF? Allerede nu, hvor det er skrevet sort på hvidt kan jeg se, at det er en dårlig idé. Væddemålet blev indgået den første lørdag i påsken, hvor vi om aftenen var riiiiimelig godt fyldt op på påskeslik og diverse lækkerier. Man skal lade være med at gøre sådanne ting når man er “under the influence” – man skal vente til dagen efter, hvor sukkeret er ude af blodbanerne og se, om det stadigvæk er en god idé! Arhmen, altså… væddemålet skulle også først starte her første dag efter påske (altså i dag), og det virkede så fjernt for halvanden uge siden – så det kunne jeg nemt sige ja til. Spørg om jeg synes det var en supergod idé i morges, når vi troppede op i Røverens børnehave med lune fødselsdagsboller med tilbehør, og jeg fik lov til at se 16 luftige stykker hvidt brød blive fortæret. Det eneste positive med dette, var at jeg den weekend vi lige har været igennem kunne FRÅTSE i slik, sodavand, chips og kage. Jeg skulle jo have en anstændig afsked med mine ælskede sukkerbomber, og i aftes var der nærmest en ceremoniel stilhed, da jeg spiste det sidste stykke chokolade (og skyllede det ned med cola).

Jeg må finde en anden måde at booste mit blodsukker på i løbet af dagen de næste måneder, for som jeg sagde; MAMA NEEDS HER SUGAR. Tænker frugt bliver min redning. Evt. må jeg stå med en ske ned i sukkerskålen (for helt rent sukker blev nemlig IKKE nævnt på listen over no-go’s 😉 )

5. Veninder (venner)
Når man tilbringer store dele af dagen derhjemme eller steder der er beregnet til små børn, er det meget vigtigt, at man har nogle andre voksne man kan snakke med og være sammen med. Dette gælder både i dagtimerne når man er sammen med børnene, men også på andre tidspunkter, hvor du kan komme ud for dig selv og ikke kun være nogens mor. Jeg har mødt mange skønne mennesker i min periode som hjemmegående som jeg nu anser som venner. Vi kommer tit de samme steder, og har lavet legegrupper sammen, således at både vi og vores børn kan være sammen. Og jo, selv om det er skønt at kunne følge Bassens liv helt tæt på, hele dagen lang, så ville det ikke være sundt for mig ELLER ham, hvis det eneste jeg gjorde når vi var ude var at sidde og stirre på ham. Så vi mødes med vores venner, så kan han lege med dem på hans alder, mens jeg løser verdensproblemer med dem på min alder..!

Det var så egentlig de 5 – men I får lige en bonus én her, og den en nok den vigtigste:

RESPEKT!
Dette er den ENE ting, der kan make eller break din success som hjemmegående. Har du respekt, støtte og opbakning fra dit bagland (og især din partner), så kan man klare mange af de udfordringer man står ovenfor som hjemmegående. Har dit bagland og din partner dog ikke denne respekt, så er jeg bange for, at livet som hjemmegående kan blive ret surt. Jeg har heldigvis en mand, der har meget respekt for det arbejde det er at tage sig af børnene o.l., og der kommer aldrig kommentarer om “hvad jeg har lavet hele dagen” eller lignende, men jeg har da hørt og set tilfælder, hvor partneren ikke helt respekterede det stykke arbejde den hjemmegående udførte. Som alle ved er respekt jo en enormt stor del af et samliv, så hvis ens partner ikke havde respekt for det man lavede og ikke havde forståelse for hvor meget det kan kræve at passe børn hjemme, så er jeg bange for, at det ville det blive en negativ skygge over hjemmelivet, som måske kom til at overskygge det positive ved det.

trekløver

Det var så nogle ting JEG tænker, at en hjemmegående ikke kan klare sig uden…men det kan være I har nogle andre punkt til listen? 🙂

Share this...