Dette er sådan et af de indlæg jeg har tænkt længe på…nok fordi det drejer sig om noget, der er en hel del vigtigere for mig end “den bedste opskrift på knækbrød” eller andet hverdagssnak.

Da jeg startede denne blog var det delvist for at øve mig i/vedligeholde nogle af de tekniske ting bag det at have en hjemmeside/blog og for at have noget der var lidt relevant i forhold til min uddannelse indenfor kommunikation. Men det var også fordi jeg er en pige (kvinde?) med ret mange stærke holdninger, og jeg kan godt lide at nå ud til mange mennesker med dem, og på den måde få skabt lidt debat (hvorfor også det passer mig udmærket at skrive en avisklumme, hehe). Lige inden jeg oprettede denne blog var jeg ret aktiv i den “kamp” man havde i Århus i efteråret for at få indført tilskud til pasning af eget barn. Jeg havde egentlig ikke tænkt at involvere mig så meget i den debat, men så blev jeg og en veninde kontaktet af en journalist, der gerne ville lave et interview med nogen, der kunne fortælle om de gode ting der kunne komme ud af sådan en tilskudsordning – og BUM, 5 dage senere fyldte vores ansigter hele forsiden på Århus Stiftstiderne. Og så var man ligesom blevet en af forkæmperne for denne sag.

IMG_2882

Både da vi stod midt i debatten vedrørende tilskudsordningen og her i eftertid er der kommet mange artikler, debatter, læserindlæg, tv-indslag, osv. vedrørende det at være hjemmegående. Det er uden tvivl et meget hot emne. Dog synes jeg tit, at “de hjemmegående” bliver stigmatiseret – hvor man enten er full-on-vi-langtidsammer-samsover-og-mediterer-i-stedet-for-at-se-fjernsyn-speltmødre, eller rigmandskoner der synes det er prestige i at ikke sende børnene i institution, men lader hellere barnepigen tage sig af børnene mens moar får sin hårdt tiltrængte mani/pedi. Og begge de to grupper er udenfor pædagogisk rækkevidde, og dermed ikke noget man bruger mere krudt på.
Hvis man derimod IKKE var i en af de to kategorier, så var det SYND for én, for så gik man hjemme med børnene på grund af manglende evne til at bryde med de sociale normer, der har domineret i så mange år. Man så sig simpelthen TVUNGET til at gå ned i tid/få orlov/blive hjemmegående fordi man var kvinde. Det var på ingen måde fordi kvinden ønskede det – det var fordi hun var for svag til at stå op for sit eget ønske om at være karrierekvinde, og dermed kom til at bukke under for præsset og tage tjansen derhjemme. Hun var ikke lige udviklet som de andre kvinder, der havde taget det næste steg i evolutionen – væk fra kødgryderne og ud på arbejdsmarkedet. Så det var meget synd for hende. Og så blev det også synd for alle kvinder rundt hende, for de måtte jo bøde for denne hjemmegående kvindes manglende evne til at følge sine karrieredrømme – det hænger åbenbart sådan sammen, at for hver kvinde der vælger at yde mindre end 100% på arbejdsmarkedet mens børnene er små, så falder de arbejdende kvinders løn med 0,02%.
Og i alle de tre overnævnte tilfælde var det synd for børnene – de havde bedst af at komme i institution. Det ved da alle (på nær de her mindre udviklede kvinder).

Jeg blev og er simpelthen så træt af denne måden at omtale kvinder der er hjemmegående (på hel- eller deltid) på, så da jeg besluttede mig for at oprette en blog, blev det navnet Happy Housewife, blot for at vise, at der findes (faktisk rigtig mange) almindelige kvinder, der VÆLGER at prioritere hjemmelivet mere i en periode, hvor børnene er små, og som er RIGTIG GLADE FOR DET. Det er ikke synd for os. Det er ikke fordi vi ikke har evne eller kapasitet til at følge vores karrieredrømme. Vi ØNSKER simpelthen at træde lidt til side i en periode, fordi det giver bedst mening for os – og vi er happy for at det kan lade sig gøre! Personligt kan jeg sige, at selv om der er dage, hvor jeg ville give min højre arm for at være den, der smutter kl. 07.30 og går til møder med andre voksne mennesker hele dagen og får drikke min kaffe i stilhed, så vil jeg ikke have byttet med min mand for noget i verden. Jeg er TAKNEMLIG for, at han gider at være den, der knokler ugen lang for at vi kan leve som vi gør. Og heldigvis er han taknemlig for at jeg gør det jeg gør (respekt fra ens partner er nemlig en af de få ting, en hjemmegående ikke kan klare sig uden).

Jeg kan da også til tider fortryde valg af navnet på bloggen – lidt fordi jeg kan mærke jeg bliver lidt “bange” for folks reaktion når de hører titlen, for når sant skal siges, så lyder det jo som titlen på en af de blogs man elsker at hade…dem dér “se-mit-perfekte-liv-som-er-totalt-uopnåeligt-for-jer-dødelige-mennesker-blogs”. Og selv om jeg bevidst prøver at skrive/vise ting som jeg gerne selv ville have set på en blog (altså “inspirerende ting i et eller andet omfang), så prøver jeg da også at være reel – jeg vil dog ikke vaske mit beskidte tøj offentligt, der skal være forskel på hvad der er privat og offentligt i mit liv.

En anden grund til at jeg kan komme til at fortryde navnet lidt er det, at denne hjemmegående-periode jo ikke varer evigt, og om ikke længe er jeg jo ikke en housewife i ordets rette forstand længere. Der går nemlig ikke så aaaaaaaalt for lang tid før Bassen også skal introduceres til institutionslivet, og jeg så skal ud og lave noget “fornuftigt”. Men så tænker jeg faktisk, at betegnelsen “Happy Housewife” stadigvæk vil være relevant, da det i mine øjne ikke nødvendigvis siger så meget om lige præcis hvordan man skruer det hele sammen, men mere om ens indstillinger og prioriteringer. Og hvad end jeg nu laver 1, 5 og 15 år frem i tid, så vil det faktum, at jeg valgte at følge MIN mavefornemmelse og træde lidt til side de her år være noget, der har formet mig for altid. Ikke blot fordi det vil påvirke min karriere ret meget, ihvertfald de kommende år, men også fordi jeg har lært rigtig mange gode mennesker at kende, og ikke mindst fordi jeg har lært meget om mig selv, som jeg måske ikke ville have fundet ud af, hvis jeg ikke havde været hjemmegående i denne periode. Og én ting vil jeg gerne understrege; det er bestemt ikke synd for mig! Tvert imod.

IMG_2456

P.S. Nu er jeg jo norsk, og forstår mig ikke 100% på den danske humor (og vice versa), så jeg vil for sikkerheds skyld gerne understrege, at nogle af de ting jeg har skrevet i dette indlæg er ironiske og/eller sarkastiske. I må selv finde ud af hvad 😉

P.P.S. Jeg er godt klar over, at når jeg jo kommer med mange opskrifter o.l. her på bloggen, så kommer jeg i faresonen for at blive kategoriseret som en “speltmor”. Derfor vil jeg gerne understege, at ret mange af de opskrifter er søde sager. Og det er ikke uden grund.

P.P.P.S. De søde sager er IKKE bagt på speltmel. Hvis der var nogen, der ikke fangede det.

Share this...