Vi sover ikke sammen!

…eller “samsover”, som det hedder i moderne termer.

Det er et meget “populært” emne, om man kan sige det sådan, og i nogle af de kredse jeg kommer i (især bestemte grupper på facebook) qua min for nylig pensionerte status som hjemmegående, er det blevet til en “vil-man-barnets-bedste-så-samsover-man-med-dem”-agtigt. Og det kan jeg blive så enormt træt af. For så bliver det også megasvært at være den, der stikker hovedet frem og siger “vi sover (som udgangspunkt) ikke sammen med vores børn”…på reaktionerne at dømme, kunne man kunne lige så godt sige, at man ikke giver børnene grøntsager. Det har de da brug for! På samme måde som de har brug for sund og næringsrig mad, så har de åbenbart brug for at sove sammen med mor og far. Alle og enhver. Hele tiden.

Det tror jeg bare ikke på. Jeg tror ikke, at alle børn over en vis alder (jeg snakker dermed ikke om spædbørn) SKAL sove inde på forældrenes soveværelse for at have det trygt og godt. Nogen har måske dette behov, men det at sige, at det udelukkende er det bedste for alle børn og familier er jeg ikke enig i. Børn og familier er forskellige, og deres behov for at sove sammen med andre er lige så forskellige som de er. Nogle børn sover kun godt, hvis de er inde i mor og fars seng, og hvis det er det, der fungerer for én, så fred være med det. Men bare fordi det viser sig at være fuldkommen lykke for den ene familie, så betyder det ikke, at det er den eneste rigtige vej for ALLE familier.

img_3376

Og dette siger jeg ikke fordi jeg “inden jeg fik børn havde sværget, at jeg aldrig skulle blive en af dem, der….”. I kender alle sammen, de ting, vi siger til os selv at vi ikke vil gøre, og som vi måske kæmper imod, men alligevel ender med at gøre. Dette er ikke én af dem. Jeg har aldrig haft et princip om, at man ikke skulle sove sammen (jeg forstod det måske ikke helt inden jeg fik børn, men det er ikke det samme). Faktisk så har vi prøvet det dér med at sove i samme seng, som one big happy family. Det gjorde vi da Røveren var lille, inden Bassen kom til verden. Røveren kom ind på eget værelse da han var omkring et år, noget som gik helt smertefrit. Efter nogle måneder kom der dog en periode, hvor der skete meget i hans udvikling, og han havde brug for os om natten også. Så vi prøvede at lade ham sove i vores seng. Som I nok kan regne ud, var det ikke en stor success. Han kunne slet ikke finde ud af at være i samme seng som os…han kørte rundt som en helikopter, ville lege med os, lege med de ting, der var i værelset, og egentlig bare lave alt andet end at sove. Jeg var gravid med Bassen på dette tidspunkt, og havde behov for en hel del søvn (husker I, hvor træt man kan blive, når man er gravid??). Det endte med, at det eneste, der kunne få Røveren til at falde til ro sammen med os var at holde ham fast i en god “krammer” – selv om han prøvede at kæmpe sig ud af ens hænder. Det eneste var, at det for hver nat tog længere og længere tid for ham at falde til ro i denne “krammer” (som blev døbt jerngrebet – yes, du læste rigtigt. Det blev egentlig bare døbt dét som en joke, men til sidst var det ikke engang en joke længere…suk). Vi prøvede også at have ham i sin egen seng ved siden af os, men det fungerede hellere ikke, da han på samme måde – som beskrevet ovenfor – ville lege med alt og alle…han ville ihvertfald ikke sove. Jeg ønskede faktisk inderligt, at det kunne fungere for os at sove sammen, for ikke bare var tanken om det ret hyggelig, men alt andet lige, så ville det da have været nemmere på mange måder. Men det fungerede bare ikke.

Løsningen for os blev derfor, at han sov på eget værelse. Men da vi hele tiden har haft den indstilling, der hedder, at børnene skal ikke være alene hvis/når de har behov for det, så endte det med, at vi puttede Røveren på sit eget værelse om aftenen, og hvis/når han vågnede om natten, så gik en af os ind på hans værelse, og sov videre der. Det fungerede godt for os voksne, og det fungerede godt for Røveren. I det han så os komme gående med dynen i hånden lagde han sig til at sove igen, i sin egen tremmeseng. Og det gjorde ikke noget for hverken Manden eller mig at sove på en madras – så længe vi kunne sove. På denne måde fik han opfyldt behovet for selskab og nærhed de nætter han har haft brug for det, samtidig som han hele vejen igenne har været tryg ved at sove på eget værelse, så der har været mange og lange perioder, hvor han slet ikke havde brug for os om natten. Dette fungerede også rigtig godt da Bassen kom til – så blev børnene “mandsopdækket”, jeg havde Bassen (da jeg jo ammede ham), og hvis Røveren havde brug for det, så fik hans far ind til ham. På den måde fik vi alle mest mulig søvn…og det er bare ikke til at komme udenom, at søvn er enormt vigtigt! Det er en grund til, at søvnfrarøvelse er en torturmetode – just sayin’!

Denne metode har vi holdt fast i mere eller mindre siden. Hvis en eller begge børnene har brug for os, så ligger der madrasser klar som vi kan sove på inde på deres værelser. Det er hellere ingen regel om, at vores soveværelse er off limits, og det sker da også en gang imellem, at en af drengene kommer ind i løbet af natten… Men herhjemme er vi kommet frem til, at vi alle sover bedre hvis det foregår inde på børnenes værelse, for så slipper vi for at få en fod i maven og en finger i øjnene, og børnene får blive i samme seng på samme værelse hele natten. Og som oftest har det kun været én af drengene, der har været vågen (men der er som sagt også lange perioder, hvor de begge sover igennem), så derfor har der kun været brug for én forælder = den anden kan sove hele natten. Og det kan vi så skiftes til. (Og nej, det er ikke farligt for vores forhold, at vi ikke sover hele natten igennem – hver nat – på samme værelse…jeg mistænker, at det ville være mere skadeligt for vores forhold, hvis vi ikke fik sovet nogenlunde anstændigt).

Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg, at vi faktisk har fundet en gylden middelvej, da vi både lærer børnene, at det er trygt og rart at sove på deres værelser, samtidig som de får opfyldt deres behov for nærhed hvis/når de opstår. Og vi voksne tilgodeser også vores eget søvnbehov, hvilket igen kommer børnene tilgode, da vi kan fungere som normale mennesker i løbet af dagen (jeg er VIRKELIG IKKE rar at have med at gøre, hvis jeg ikke får en ok mængde søvn). Og vi kunne jo vælge slet ikke at sove sammen med børnene – det er der da også mange, der gør. Og selv om vi har fundet en løsning, der er en lille smule anderledes får jeg mig ikke til at dømme dem, der vælger slet ikke at sove sammen med børnene (eller dem, der vælger at sove sammen med dem HELE tiden) – det er nemlig none of my business!

Men for mig virker det desværre som om, at der er gået lidt “mode” i det at sove sammen, og hvis man ikke går all in, så bliver det antydet, at man gør det af egoistiske grunde. Altså, man bliver shamet, hvis man siger, at man ikke vil dele sit soveværelse med hele familien.

Og det er dét, jeg nu vil tage et lille opgør med. For hvorfor gør man det? Hvorfor shamer man de forældre, der siger, at samsovning ikke er det bedste alternativ for dem? Er det fordi man oprigtig talt tror, at det er den gyldne vej for alle, og ønsker at gøre alle opmærksom på denne hellige gral? For så synes jeg man skal huske sig selv på, at det der fungerer for én familie er ikke nødvendigvis løsningen for en anden. Det er rigtig dejligt, at der kommer fokus på, at der er alternative måder at indrette sig på (både i forhold til søvn, institutionalisering, samvær, amning, osv.), men det jeg taler imod er fremstillingen af én ting som “det eneste rigtige”…det er vi jo fx. kommet væk fra når vi taler om amning (dejligt for dem, det fungerer for, men vi er vidst alle ved at være enige om ikke at shame dem, der ikke ammer, ikke?). Skulle vi ikke så prøve at overføre denne praksis til de andre områder?

Jeg må nemlig indrømme, at jeg bliver en lille smule ramt når nogen fremsiller samsovning som det eneste rigtige, da jeg jo naturligvis ønsker det bedste for mine børn. Og når nogen påstår, at et af de valg jeg har taget ikke er det bedste valg, så bliver jeg en blanding af usikker og provokeret. Dog mest provokeret, haha. Jeg hviler heldigvis i det, at vi har taget vores valg på baggrund af VORES kendskab til VORES familie, og at det dermed er det rigtige for os…

Hvad tænker I? Er det bare mig, der er for nærtagende? ER samsovning vejen frem? Og kaster jeg (der egentlig er ret godt til at sige hvad jeg mener om ting) nu med sten i et glashus? Kom meget gerne med kommentarer – især, hvis I er uenige…at diskutere med mennesker med andre holdninger end en selv er den eneste måde at rykke sig på, så sig endelig frem! 🙂

6 comments / Add your comment below

  1. Jeg synes egentlig blot dine tanker vidner om, at vi alle desværre bekymrer os for meget om hvad andre tænker om hvad vi gør og ikke gør. Pudsigt i en en tid hvor alle gerne vil være individuelle. Åbenbart ikke helt alligevel. Jeg kender det kun alt for godt. Heldigvis føler jeg mig ikke som offer for shaming hvilket lyder ganske ubehageligt. I forhold til børn og søvn og alt andet som vedrører børn og familiens trivsel i øvrigt er jeg dog, allerede, (dette allerede er tilføjet fordi mine børn kun er 5 og 2) kommet til den erkendelse, at alle behov og præferencer ændres og intet er konstant. Jeg må derfor konkludere at den ene putte/sove/opdragelsesmetode kan være lige så god som den anden – og der behøver ikke nødvendigvis at være tale om to eller flere forskellige børn eller familier for at dette skal gøre sig gældende.
    Håber ovenstående giver mening.
    Mvh Tine

    1. Ja, det er virkelig ærgerligt, at man lader sig påvirke så meget af andre… På den anden side, så er det svært ikke at bliver påvirket når det kommer til sådanne ting, for der er sjældent en facit-liste, så man (jeg) famler lidt rundt i mørket med mavefornemmelsen som eneste pegepind. Og hvis/når nogen så kommer og hævder, at det jeg gør ikke er godt nok, så rammer det jo én – enten man vil eller ej.. :-/

      Og ja, ens “strategi” endres hele tiden – både fordi man selv udvikler sig, men også fordi børnene gør. Det du skriver giver god mening! 🙂

      Vh Therese

  2. Jeg kunne ikke være mere enig med dig! Og vi har herhjemme benyttet præcis samme model som jer: vi har madrasser klar som far tøffer ind og sover på , på børnenes værelser, hvis de har brug for det.
    Jeg sover selv helt utrolig let og vågner af den mindste pulsen. Så at have et barn i sengen er ganske enkelt lig med nul søvn for mig! Vi har prøvet det og det fungerede på ingen måde for os!

    1. Haha, vi er åbenbart i samme båd så.. 🙂 Det er overraskende mange, der kommer med lignende tilbagemeldinger…det hører man bare ikke så meget om – måske fordi det ikke er dem, der “råber højest”…? Ligegyldigt hvad, så er det dejligt at vide, at der er flere, der har det på samme måde (du ved, flokmentaliteten længe leve 😉 )

  3. Hvor er det sjovt og spændende at læse din udlægning af tingene.
    Herhjemme samsover vi med to unger på 2 og 4år fordi det var den løsning, der virkede for os da vi blev forældre for 4 år siden, Petsonligt er andre folks måde ay gøre tingene på ikke noget jeg går stnderligt meget op i men oplever (omvendt dig 😊) ofte, at folk synes samsovning er underligt. Dog oftest på en undrende måde frem for en nedladende e eller bedrevidende tilgang.
    klem

    1. Ja, det kommer nok meget an på, hvilken social kontekst/forum man er, om det er det ene eller det andet, der afføder kommentarer – og som jeg nævner er det som oftest i bestemte forum jeg møder denne problematik.

      Efter jeg publicerede dette indlæg har jeg også fået kommentarer fra andre samsovende, der også siger at de skal “finde sig i meget”…det har faktisk fået mig til at tænke, at måske er det lige præcis dét, at man kan blive så vandt til at skulle forsvare sine valg overfor andre, at man ubevidst også kommer til at gøre det i sammenhænge, hvor det ikke er nødvendigt. Jeg har fx fuld forståelse for, at man udtrykker hvorfor man mener det er bedst at gøre som man gør, hvis man bliver “udfordret” på sit synspunkt, men det jeg ikke har forståelse for, er når/hvis man begynder at prædikere det som den enegyldige sandhed…

      Kh Therese

Skriv et svar