Som I nok har registreret, er jeg lige startet i nyt arbejde – hos Vestas. Der skal jeg arbejde som assistent til ledelsen i én af deres IT-afdelinger, primært med at optimere kommunikationen i afdelingen. Altså et drømme-studie-job for mig, der allerede er uddannet indenfor virksomhedskommunikation, og som nu er ved at uddanne mig indenfor IT. PERFECT MATCH – Intet mindre!

skjermbilde-2016-09-18-kl-19-59-06

Det I måske også ved, er at jeg jo var startet i et andet studiejob inden sommerferien. Det var et job som jeg primært fik “fordi jeg kendte nogen, der kendte nogen”. Det var mere eller mindre 2 minutter efter jeg havde begyndt at søge jobs, at jeg fik tilbudt dette job. Og jeg slog til da jeg mente, at jeg ikke ville være “for fin” til at tage et job – selv om det måske ikke lige var i sådan en branche, jeg havde set mig selv i…det var nemlig (som I nok har kunne regne ud med tanke på overskriften) sexlegetøjsbranchen. Nærmere bestemt et firma, der hedder Sinful Group.

Nu er der nok en hel del af jer, der tænker, hvordan man overhovedet siger JA til at arbejde i sådan en branche, men der var enormt mange faktorer, der spillede ind. Blandt andet må jeg indrømme, at jeg var lidt nervøs for, om jeg overhovedet kunne finde et job – også selv om det “kun” er et studiejob. Når man er mor til to små børn og har en mand, der arbejder og rejser en del, så kan man ikke bare tage hvilket som helst studiejob – de fleste studerende kan jo også arbejde aftener og weekender – det kan jeg ikke. Og “hjemmegående husmor i 2 år” er hellere ikke ligefrem noget, der batter på ens CV (med mindre man er ENORMT god til at “sælge det”, haha). Så jeg havde allerede inden jobsøgningen gik igang besluttet mig for, at jeg ikke kunne tillade mig at være kræsen – hvis det kom dertil, så sad jeg gerne i kassen i Rema1000.

Så kom der så en ledig stilling i dette firma, Sinful Group, hvor jeg tidligere havde haft en snak med ejeren, da han som sagt kendte en af mine gamle kollegaer. Jeg kendte ikke firmaet specielt godt, men efter at have været til samtale ved hende, der skulle være min chef, blev jeg noget betrygget. Sinful Group har nemlig taget den del af markedet, der går for en “sober” fremtoning – på alle måder. Og de har faktisk også vundet Børsens Gazellepris for et par år siden, og det tog jeg også for et godt tegn – Børsen giver nok ikke prisen til hvilket som helst firma…især ikke et snusket et af slagsen, haha. Anyways, firmaet virket helt fint, menneskerne virkede søde, og det job jeg skulle have – at hjælpe dem med deres norske market – var noget mere studierelevant end at sidde i en kasse. Oveni det hele lå arbejdspladsen MEGET tæt på hjemme, og lønnen var god. Så alt var fryd og gammen. I halvanden uge.

Som jeg skrev i dette indlæg (lige efter jeg havde sagt op):
Det job jeg fik var dog bare ikke et job for mig. Misforstå mig ikke – jeg kunne godt lide både firmaet som sådan, menneskerne, OG de opgaver jeg skulle have – det var bare branchen, der var en lille smule for…ehm…excentrisk for mig. Jeg troede da jeg sagde ja til jobbet, at jeg godt kunne se forbi den excentriske del – og det kunne den rationelle del af mig også. Min underbevidsthed (eller irrationelle del, om du vil) af mig kunne dog ikke, og så blev vi derhjemme enige om, at det var bedre at jeg stoppede inden firmaet havde investeret for meget tid og energi på mig.

Jeg TROEDE altså, at jeg kunne se forbi, hvilke varer, der lå på lageret. Men man kan jo ikke komme udenom det, at den vare man sælger i et firma er en central del af ens arbejdsdag. Og min rationelle del kunne sagtens se forbi det, men inderst inde var jeg ikke så cool, som jeg havde troet. Jeg havde det svært ved at det fyldte så meget af dagen, og synes også det var ENORMT mærkeligt at hente børnene i institutionen efter endt arbejdsdag…haha…de billeder man skulle ryste ud af hovedet inden man gik igennem lågen i børnehaven. Ahrg. Så, da Manden en dag spurgte mig, om jeg kunne se mig selv arbejde dér når børnene gik i skole var min umiddelbare reaktion H*LL NO! Og så gik det op for mig, at det er under 2 år til Røveren skal starte i skole…og så gav det sig lidt selv. Hvis man ikke engang kan se sig selv arbejde det sted man LIGE er startet kun to år frem i tid, så er det vidst ikke værd at satse på.

Og i det samme indlæg som ovenstående skrev jeg:
Det er aldrig sjovt at skulle træffe sådanne nogle valg, men det nytter hellere ikke noget, at arbejde med noget, man ikke er komfortabel med. Det er bestemt ikke fordi jeg føler mig “for fin” til et job…vi er bare i den situation, at vi havde regnet med, at det ville taget noget længere tid for mig at få et job (jeg er jo mere eller mindre lige gået i gang med at søge), og derfor kan vi “tage os råd til”, at jeg kan finde et job jeg har det godt med – det er trods alt et sted man (forhåbentligvis) skal være i lang tid, og tilbringe mange timer. Heldigvis var mine overordnede meget coole omkring det, så det gjorde det da lidt nemmere.

Da jeg så havde sagt jobbet op, gik jagten i gang igen. Jeg søgte de stillinger, der var, og blev da også indkaldt til et par samtaler. Faktisk havde jeg hele 3 samtaler i kalenderen den uge, jeg var til samtale ved Vestas. Jeg havde ikke de vilde forhåbninger da jeg tog til samtale ved Vestas, for selv om jeg selv synes jeg har et ret godt CV – ISÆR når man kalkulerer ind den faktor, at de får en kandidatgrad med, hvis de vælger mig som studiemedarbejder, så har jeg da også hele tiden de begrænsninger jeg nævnte tidligere in mente.

Jeg mødtes med hende, der nu er min chef, og hun så heldigvis de gode ting ved mit CV – og mine begrænsninger var hun ikke specielt bekymret for. Arbejdstiden ligger indenfor “office hours”, og jeg måtte mere end gerne tage arbejdet med hjem og arbejde lidt videre efter børnene var puttet. Det var jo skøn musik i mine ører. Jeg kunne strukturere mine dage mere eller mindre som jeg ville – og de ville mere end gerne tilpasse de ugentlige team-møder som jeg skulle være med til, efter min kalender. Det var faktisk sådan, at vi allerede til jobsamtalen fandt kalendere frem og begyndte at planlægge, hvordan møderne kunne ligge i forhold til mine undervisningstimer. Og det var først dér, det gik op for mig, at jeg havde fået jobbet, haha. Hun havde godt nok spurgt, hvornår jeg kunne starte, osv., men det troede jeg var blot for at vide, HVIS jeg nu var den de valgte. Men det var det ikke. Hun gad ikke holde en hel masse unødvendige møder, så hun havde startet i den ene ende – med de CV’er og ansøgninger hun bedst kunne lide, og så havde hun taget den derfra. Jeg havde været hendes “førsteprioritet”, og når hun så også kunne mærke, at kemien mellem os var fin nok, så behøvede hun, i følge hende selv, ikke at snakke med andre, når hun alligevel ville ende op med at tilbyde min jobbet.

Ej, hvor var jeg i syvende himmel, da jeg gik fra dette møde. Og halvanden uge senere (altså i tirsdags) startede jeg. Lige nu er jeg primært ved at finde hoved og hale i hele virksomheden, og den afdeling og stilling jeg skal arbejde i. Men det skal nok blive godt. Jeg er i hvert fald meget glad for, at jeg lyttede til min mavefornemmelse der for et par måneder siden, og at jeg havde modet til at stoppe – for selv om det ikke var sjovt at gøre, så var det det helt rigtige.
(Jeg vil dog gerne pointere, at de ting jeg oplevede overhovedet ikke er Sinful Groups skyld – de har været top professionelle fra starten af, og jeg kan faktisk godt anbefale det som en arbejdsplads…hvis man er lidt mere cool, end hvad jeg åbenbart er)

Share this...