Jeg skulle ønske, jeg var færdig med at få børn…

Selv om jeg har skrevet herinde i snart et år (!), så kan jeg godt se, at det er begrænset, hvor mange personlige indlæg der er kommet… Det er som sådan ikke et bevidst valg fra min side, men det er på en måde også lidt grænseoverskridende, at dele helt private tanker med offentligheden. Og dog, et par stykker har der da været – blandt andet den gang jeg skrev om, at vi ikke sover sammen med børnene (altså, at vi ikke dyrker “samsovning”).

Jeg vover mig dog ud på den glatte is igen nu her, og vælger at dele noget, der er lidt mere privat end familiepolitik og kageopskrifter…

Der er nemlig sket det, at der er flere af mine veninder, der enten lige har fået barn nr. 3, er gravid med barn nr. 3, eller som planlægger at blive det indenfor overskuelig fremtid. Og det sætter nogle tanker i gang hos en selv… Er familien komplet som den er, eller “mangler” der et barn for at gøre den fuldendt?

Inden jeg fik børn, ville jeg rigtig gerne have 3, måske 4 styks. Så kom Røveren, og vi fik øjnene op for hvordan det er at være forældre…og misforstå mig ikke, men Røveren var fx. én, der ikke sov specielt godt, og søvnmangel kan tage skrukheden fra de allerfleste. Så der nedjusterede vi det planlagte antal børn til 3, måske 2. Og så kom toeren. Bassen. Og hvor end dejlig, skøn og ønsket (omend ikke sådan 100% planlagt) han både var og er, så skal man ikke undervurdere den mængde arbejde der er i det at have to børn med ca 1,5 år imellem! Så efter at Bassen kom til blev antallet IGEN nedjusteret – til 2, måske 3 børn…Og der er vi så stadigvæk.

img_7292

Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg I PERIODER har meget lyst til en 3’er. Tanken om sådan en lille man kan ligge og snuse til..I ved godt, den dér babylukt, som de kun har de første få måneder af deres liv…uh, altså, jeg kan mærke det rasler lidt i æggestokkerne bare ved tanken, haha. På den anden side, så ville det være så dejligt nemt, hvis vi var færdige med at få børn nu. Så slap vi for at investere i en hulens masse babyudstyr (vi solgte meget af vores ting efter Bassen), vi slap for at skaffe os en ny bil, vi skulle ikke betale ekstra på bussen hver gang (ja, én voksen må maks have to børn med på sin billett), og mange, mange andre tilfælde, hvor der er lagt op til “to voksne og to børn” ville vi glide ind i som hånd i handske. Og ikke mindst; ikke flere søvnløse nætter (og dog – det er da ikke fordi drengene ikke har perioder hvor de er vågne – vi er faktisk inde i sådan en periode nu her, bah!). Det er bare på mange måde nemmere med to børn, eller? Jeg har jo ikke prøvet andet, så jeg kan jo ikke sige det for sikkert, men jeg kan da godt tænke mig til det. Man har fx. kun to hænder – hvad gør man så med det tredje barn når man går på steder, hvor det er nødvendigt at have 100% styr på de små?

Jeg snakkede på et tidspunkt med en veninde om dette, og hun sagde, at hun troede som sådan ikke hun ønskede et tredje barn, men at det var mere tanken om en ny graviditet, barsel, osv. som appelerede. Og det kan jo sagtens være, at det er mere dét, der trækker. For hvis man ser væk fra min konstante kvalme og opkast (som man fortrænger overraskende hurtigt), så havde jeg to skønne graviditeter, og lige så skønne barsler – omend der var lidt mere travlt på barsel nr. 2 🙂

Manden og jeg snakker også nogle gange om det – bl.a. når vi gik i gang med at sælge babyudstyr. Og på mange måder tror jeg han ville synes det var fint, hvis vi besluttede os for, at vi var færdige nu her. Ikke kun på grund af de praktiske ting, men som han også siger, så vil han også gerne kunne være der for børnene. Være med til fodboldkampe, forældremøder, gymnastikopvisninger og læktiehjælp. Og jo flere børn man får, jo sværere vil det blive at være der for dem alle. Og det er jo et megagodt argument! I tillæg hører man mange historier om par, der bare liiige skulle have en 3’er, og vupti, så fik de tvillinger. Eller om par, der ikke kunne holde til det at komme “i undertal”, og dermed endte med at gå fra hinanden. Og sådanne scenarier får en da til at tænke en gang ekstra over det…

På den anden side kan jeg ikke helt slippe tanken om en 3’er. Jeg er bange for at sidde der om 10 år og fortryde, at vi IKKE fik et barn mere…at der ville mangle noget (eller, rettere sagt; nogen). For selv om jeg (i hvert fald til tider) synes det er hårdt arbejde at have små børn, så synes jeg også det er helt igennem fantastisk! Det er derfor jeg siger som jeg gør i overskriften; Jeg skulle ønske, at jeg var færdig med at få børn. At jeg var helt afklaret med det, og havde det supergodt med det. Jeg tager mig faktisk i at blive en lille smule jaloux på de af mine veninder, der er helt klare på, at de er færdige med at få børn. For så kan man planlægge ud ifra dét. Man har ro på.

Nu skal det hellere ikke lyde som om, at jeg/vi har travlt med at få en 3’er – det har vi bestemt ikke (igen – det er ikke engang sikkert at vi skal have flere børn). Jeg har da også godt 10 fertile år foran mig, så det er hellere ikke fordi, at en beslutning skal tages NU HER. Men alligevel er det noget man skal tage med når man fx. lægger planer ift. fremtidig boligsituation o.l. – i sådanne situationer det jo ret relevant at tænke over, hvor mange børn man tænker at få. På den anden side kan jeg forestille mig, at jeg ikke gider at starte forfra igen, når børnene nærmer sig teenage-årene, så det skal nok være indenfor en overskuelig årrekke, hvis det er.

Ahrg, altså, jeg synes det er svært. Nærmest lidt et luksus-problem, men stadigvæk et problem…eller, nok mere et dilemma. Har I nogle gode råd? Er der nogen af jer, der har haft de samme tvivl som mig, og som har taget et valg? Fået 3’eren? Eller besluttet jeg for at stoppe ved de 2? Og har I været glad for jeres valg? Erfaringer og råd tages i mod med kyshånd!

Kh Therese

4 comments / Add your comment below

  1. Ingen gode råd, men vil bare sige, at det fuldstændig er mig, mine tanker og følelser du beskriver:)
    Jeg er iøvrigt også mor til pseudo tvillinger. Der er 14,5 mdr imellem, den yngste er 9 mdr.

    1. Hej Line.

      Uh, det er både hårdt og skønt med to børn, der er så tætte, ikke? Men de får også bare SÅ meget glæde af hinanden (det gør vores nu her i hvert fald 🙂 ).

      Hum, så må vi se hvad det ender med – om vi får en treer eller ej… Du må lige sende en lille hilsen, når I har besluttet jer for det ene eller det andre! – Og så får du lige en virtuel krammer med på vejen…

      Kh Therese

  2. Råd og tips får du ikke av meg når det kommer til slike personlige spørsmål. Men her er noen av mine/våre tanker, som har 4 barn:
    1. Jeg har aldri hørt noen si at de har fått for mange barn. (Det naturlige oppfølgingsspørsmålet ville jo da vært: “Ja, hvem skulle du helst ikke hatt?”, og det kan ingen foreldre svare på – selvfølgelig…)
    2. Jeg har hørt mange, mine egne foreldre inkludert, si at de skulle ønske de hadde fått flere barn. Tiden med barna er, tross alt, meget kort, og gleden og velsignelsen det gir de kommende årene er veldig stor!

    Det er drøyt 6 år mellom vår nr. 2 og nr. 3. Det var et lite sjokk å begynne på nytt igjen etter så mange år, så ideelt sett skulle jeg helst sett at det kanskje var et par år mindre mellom dem. Samtidig er det så mange hensyn å ta, forskjellig fra familie til familie, at her må hver enkelt finne hva som passer best for dem selv.

    Våre barn er nå 11, 9, 3 (om 6 dager) og 1 (om 1,5 mnd). Det kjennes ut som om vi er ferdige nå. Men, man skal aldri si aldri…

    1. Hei Sturla 🙂

      Nei, jeg kunne heller ikke forestille meg at spesielt mange kunne finne på å si, at de angrer på et bestemt barn… Men jeg mistenker at der er en del som får en følelse av utilstrekkelighet, og som ender med å gå på noen former for kompromis, som de egentlig ikke ville? Og er det bedre å få flere/mange barn, og måtte ende med å gå litt på kompromis, eller er det bedre å fokusere på det man har, og ikke risikere å ta seg vann over hodet? Jeg vil f.eks. ikke finne på å sette den familie vi har nå på spill for å få et barn mere, hvis det f.eks. var slik, at mannen overhodet IKKE ville ha flere barn…

      Men ja, jeg ønsker ikke å stå i en situasjon om noen år hvor jeg angrer på at jeg IKKE fikk et 3. barn – noe som er grunnen til at det fyller mere i mine tanker enn det kanskje gjør hos andre. Jeg kan godt se fordelene med å få dem i “par”, men jeg tror ikke jeg ønsker to SÅ tette igjen – det var liiiitt for utfordrende i mine øyne 😉 Så det blir nok en etternøler, hvis det kommer flere barn… nå må vi se 🙂

      Blir spennende å se med dere også! 😉 Hils masse

      Klem fra Therese

Skriv et svar