Motherbl*ggers

Hej. Mit navn er Therese. Og jeg er en mor-blogger.

therese

For et stykke tid tilbage var jeg til et arrangement sammen men nogle andre bloggere, hvor snakken faldt på de forskellige kategorier og “labels” man bliver givet når man er blogger. Og der er vidst ingen tvivl om, at jeg falder ind i den kategori, der hedder mor-bloggere. Der er et lille stejf af interiør/DIY-blogger, og en gang i mellem lidt mad-blogger, men det gennemgående tema her på bloggen er min rolle som forælder, og de ting det medfører.

Det, der så ærger mig lidt er, at til dette arrangement kom det frem, at mange havde indtrykket af, at det at være en del af kategorien mor-blogger blev set på noget lidt andenrangs. Man var ikke lige så tjekkede som interiør- og modebloggerne, man kunne ikke bidrage i hverdagen på samme måde som madbloggere (hvem elsker ikke, når andre præsenterer fix færdige madplaner for én?), ikke så smukke som skønhedsbloggere, og man har knapt så fede liv som DIY- og livsstilsbloggerne. Det lød som om, at fordommen gik ud på, at det eneste man har at skrive om, er hvad lille Gurli har fundet på i dag, eller snakke om, hvilken ble-skifte-rutine, der er den bedste…

Og jo, jeg kan godt se, at hvis det KUN er sådanne indlæg man bidrager med, så kan det måske blive lidt ensidigt, og så bliver bloggen måske knapt så spændende som nogle af de andre (til trods for, at jeg personligt synes det er hyggeligt at følge hverdagen til mange af de andre motherbloggers) 🙂

IMG_2311

På den anden side, så er det da virkelig i kategorien morblogger man kan tage hul på nogle af de virkelig vigtige emner, der påvirker størstedelen af befolkningen. Ikke bare kan vi konfrontere og italesætte en hel del myter og tanker om det at være forælder (og dermed komme med en form for støtte til de læsere, der har brug for det), men vi får også en platform, hvor vi kan ytre vores holdninger, komme med vores syn på de helt fundamentale ting i livet, og stille spørgsmålstegn ved ting vi mener kunne gøres bedre.. Vi kan bruge vores erfaringer og interesser til at være et talerør for de emner, der ligger os på hjertet, og for mig at se, er det en noget vigtigere opgave, end at informere befolkningen om, hvilken farve, der er IN.

Så kan det godt være, at de her tunge emner ikke generer lige så mange klik, likes eller followers som de lidt lættere fordøjelige emner (det er fx noget mere insta-venligt at blogge om mode og interiør end om barselsdepressioner og familiepolitik). Og selvfølgelig kan der jo også tages vigtige emner op i de andre blogger-kategorier – på samme måde som der jo også kommer hverdags- og-interiør/mad/DIY/whatever-indlæg hos morbloggere (sådan skulle det jo også gerne kunne være, at man kan kombinere det seriøse med det “lette”)…min tanke er blot, at det er mere oplagt at tage fat i nogle vigtige emner på en morblog end på en skønhedsblog, og det synes jeg er fedt.

Jeg synes i hvert fald det er både sjovt men også vigtigt at bruge denne platform til at tale om nogle af de seriøse og vigtige ting, og jeg føler faktisk også en form for forpligtelse til at gøre det. Jeg vil gerne noget andet med denne blog end blot at være et tidsspild, som bliver glemt lige så snart man har scrollet færdigt. Jeg vil også gerne bruge min stemme og mine evner til at kæmpe for en bedre fremtid, og det kan man jo kun gøre ved at prøve at få sine holdninger og tanker derud.

I det år jeg nu har blogget har jeg bl.a. skrevet om hjemmepasning, børneopdragelse i offentligheden, samsovning (eller mangelen på samme) og om ansvarsfraskrivelse. Jeg har i kraft af at være morblogger været med til at promovere et familiepolitisk idékatalog i Tv2-nyhederne, og jeg har været til debat omkring forsørgerrollen i DR-byen.

Alt dette er ting jeg er meget stolt af, for det er denne måde jeg kan bidrage til samfundet på. Med mine tanker, ord og holdninger – i håb om at kunne efterlade denne verden et lidt bedre sted end den var, da jeg trådte ind i den. Selvfølgelig er det begrænset, hvor meget forskel en sølle (ukendt) blogger kan gøre, men hvis vi alle sammen bidrager på den måde vi kan, så sker der alligevel noget… Og det er der ikke noget andenrangs over. Tvert i mod.

Skriv et svar