Noget om SKAM og Mom-jeans

Det er nok ingen i dette Danske land, der på dette tidspunkt ikke har hørt om den norske ungdomsserie SKAM. I ved den serie, der transporterer os alle sammen tilbage til den tid, hvor det virkede til, at vores største bekymringer gik ud på hvorvidt vi ville blive inviteret til festEN, om vores crush kunne lide os, og om vi nu var populære nok. Selvfølgelig havde vi også større bekymringer også på det tidspunkt i vores liv, de var bare ikke så synlige, som de overfladiske problemer var. Og det er jo hér denne serie kommer ind. Den tager for sig en del forskellige udfordringer som ungdommer skal navigere rundt i, bl.a. alkohol og festing, problemer på hjemmefronten, tvivl ift. legning, sex, osv. Altså de lidt større udfordringer man kan møde som ung.

skam1

Til trods for, at denne serie har en målgruppe, der hedder noget i stil med 13-18 år, så har jeg nærmest ikke mødt en eneste, der ikke eeeeelsker serien. Selv ikke dem, der nok er dobbelt så gammel som målgruppen er (hvilket jeg selv er).

Jeg ved det nok er helligbrøde at sige dette, men jeg er ikke head-over-heels forelsket i serien. Jeg synes den er helt OK, men så hellere ikke mere. Hvorfor jeg ikke er helt solgt til den vil jeg ikke bekymre jer med, da jeg tror det vil tage lidt af det magiske af serien for jer hard-core-fans…men jeg har mine grunde, som jeg kom frem til over drink nr. 4 da jeg diskuterede serien sammen med en veninde for nogle uger siden. På trods af oprindelsestidspunktet vil jeg stadigvæk mene, at mine grunde til ikke at være helt solgt til serien er helt legitime, men igen – I skal få lov til at forgude den i fred! 😉 Jeg kan dog lige nævne, at det kan være relateret til det fakutm, at jeg ER norsk – og at det er derfor jeg ser lidt anderledes på den? Og dog – jeg har da også mødt andre (voksne) nordmænd, der er lige så store fans som danskerne er, så den forklaring holder vel ikke helt? Ikke ved jeg…

Når jeg har sagt ovenstående sætning til div. sociale sammenkomster de sidste måneder får jeg tit følelsen af, at jeg har fornærmet den person jeg taler med. Nærmest uddelt en verbal lussing. Hvordan kan jeg dog finde på at sige sådan noget?! Jeg har derfor overvejet, at blot lade være med at komme med mit syn på serien, når den kommer op som samtaleemne- hvilket den gør enormt mange gange, når folk opdager, at jeg er norsk.

Og bevares, det gør mig som sådan ikke noget… Jeg tror faktisk om noget, at SKAM har været med til at øge min ‘streetcred’ med enormt mange point. Det er næsten gået så langt, at jeg har overvejet at opgive det danske skrift- og talesprog, og blot gå tilbage til mit modersmål – for det ville da automatisk gøre mig meget mere cool, end jeg er i dag haha. Det er selvfølgelig kun en joke, men sådan helt seriøst har jeg kunne mærke, at folk synes det er MEGET INTERESSANT, når jeg siger, at jeg kommer fra norge – og sådan var det altså ikke for kun et år eller to siden!

Nåh, men hvis jeg skal fremhæve én ting som jeg rent faktisk kan lide ved den serie, så må det være tøjstilen til en af hovedpersonene, nemlig Noora
(shocker, I know, 😉 ). Det er især de højtaljede, lidt loose jeans jeg godt kan lide – dem der i sin tid blev kaldt ‘mom-jeans’.

Så da jeg sidste weekend skulle til 90’s-inspireret polterabend for en af mine bedste veninder, så var det jo nærmest et tegn fra himlen om, at jeg skulle købe sådan et par bukser. Jeg havde nemlig både topper, trøjer og accessories, der kunne bruges (fx denne trøje, som jeg viste jer på ig for nogle uger siden, og min favorit-genbrugs-jakke) – så jeg manglede kun et par bukser. Jeg havde egentlig tænkt mig at blot finde en i en genbrugsbutik, men da jeg kunne se på nettet, at man kunne købe sådanne bukser i flere almindelige tøjforretninger, tænkte jeg at det nok var nemmere og mere tidsbesparende. Jow jow, man får lov til at betale en hel del mere for sådan et par bukser i tøjforretninger, men på den anden side, så er man mere sikker på at rent faktisk finde buksen dér (det har man jo ingen garanti for, hvis man prøver lykken genbrugsforretninger), og at man kan finde den i sin størrelse.

Skjermbilde 2017-01-12 kl. 14.36.03

Og nej, jeg kommer nok aldrig til at gøre karriere som modeblogger, ehe…

Det ville nok også have været lidt mere cool, hvis man havde fundet en ægte vintage Levis et sted, men på grund af tidsnød, så endte jeg med denne sag fra Gina Tricot. Den kostede 499,- som jo ikke er hårrejsende meget for et par jeans, så jeg er MEGET tilfreds! Jeg tror jeg har haft den på 4 af de 7 dage jeg har haft den – til Mandens ærgelse…han er nemlig knapt så stor fan, haha. Jeg kan hellere ikke klandre ham – indtil for nylig ville jeg have svoret, at jeg ALDRIG ville gå i sådant noget, men her er jeg så…sjovt, hvordan det er med mode. Man elsker det, man bliver træt af det, man hader det, man glemmer det, man genopdager det, og man elsker det igen.

Hvad siger I til det hele? Er I også dedikerede SKAM-fans, eller findes der flere af min slags der ude? Og hvad tænker I om genopstandelsen af mom-jeans – yay or nay? 😉

3 comments / Add your comment below

    1. Haha – nej, det kan jeg godt forstå…det er nok lige så slemt som det at ikke være totalt begejstret. Du er dog meget stille omkring mine nye bukser – hvordan skal jeg tolke det, haha? ;p

Skriv et svar