Vores historie, del I

Inspireret af en af de mere “kendte” blogs jeg læser – Cana Buttenschøn – tænke jeg at skrive lidt om, hvordan Manden og jeg mødte hinanden. Det er nemlig ikke en helt standard historie…og hver gang jeg bliver spurgt om hvordan det nu gik til, at en pige (kvinde?) fra nord-norge kom sammen med en fyr fra Viborg, får jeg altid responsen “ej, det er jo ligesom på film!”. Og ja, det er det måske…? Det kan I jo bedømme selv – I får første del af vores historie her 🙂

b&t

Året var 2007 – yes, altså 10 år siden *gisp* -, og jeg var en 20 år gammel studine, der boede i norges 2. største by, Bergen. Jeg var, som sædvanlig, hjemme i nord-norge på juleferie, men skulle rejse tilbage til Bergen (der ligger ca 1600 km væk fra mit hjemsted) nogle få dage efter juleaften, da jeg havde en enkelt vagt på mit arbejde i mellem jul og nytår.

Jeg var kommet ud af et halvlangt forhold nogle måneder forinden – og var kommet over the heartache, så jeg var derfor så “fri” som man kunne være. Jeg endte derfor med at bruge en stor del af min juleferie på en flirt med én jeg havde gået i skole med. Ikke noget seriøst, og hellere ikke noget nogen af os håbede ville “blive til noget”, men bare lidt sjov og ballade, som man nu siger 😉

Dette fortrød jeg dog hurtigt i det dagen for min afrejse mod Bergen nærmede sig. Jeg havde jo nærmest ikke set min familie (som jeg ikke havde set i et halvt år forinden), og var derfor tydelig ked af at skulle forlade dem… Dette opfangede min far, der aftenen inden min afrejse tilbød, at han gerne ville betale for flybilletterne, hvis jeg ønskede at komme hjem igen på en “nytårsferie” – og take my word for it; det er ikke “billig-billetter” man får, når man rejser derop!

Det blev jeg naturligvis meget glad for, og bookede billetter nærmest i samme sekund, inden jeg nogle timer senere rejste til Bergen for at arbejde den ene vagt. I eftertid er jeg blevet meget overrasket over, hvor pligtopfyllende jeg var. Det er ikke alle 20-årige, der rejser 1600 km for at arbejde én dag, for så at rejse de 1600 km tilbage igen…men det gjorde jeg. Og to dage senere sad jeg på et fly der skulle tage mig til nord-norge igen.

Jeg nød min bonusferie i fulde drag, både med venner og min familie, og var derfor godt tanket op relationsmæssig når jeg endnu engang sagde farvel til dem halvanden uge senere. Vel fremme i den “lokale” lufthavn købte jeg lidt guf til flyveturen og satte mig for at lytte til musik. Et lille stykke tid inden vi skulle boarde opdagede jeg dog, at der stod forkert navn på min billett.
Jeg gik derfor forbi alle de mennesker, der sad og ventede på at gå ombord i flyveren, for at tale med personalet ved skranken.

Uden at jeg vidste det, var det dér, mens jeg stod og brokkede mig til lufthavnspersonalet, at min kommende mand & far til mine børn fik øje på mig for første gang, og at jeg var få minutter fra det , der ville blive et livsændrende “Hej”!

To be continued…

4 comments / Add your comment below

    1. Yes yes… måske en lille tand sukkersødt – jeg skriver i bedste “kærlighedsnovelle-stil”, ikke? 😉

Skriv et svar