IMG_7957

Det er sådan jeg har følt mig de sidste par måneder.

Ikke bare havde vi en december, der var mildt sagt udfordrende med sygdommer der stod i kø og blot ventede på at afløse hinanden, men også hele to ugers juleferie – mindre kan simpelthen ikke gøre det, når man skal op til nord-norge, hvor jeg er vokset op (bare hjemrejsen i sig selv tog 16 timer!!!).

Når jeg så kom tilbage fra juleferien nåede jeg lige at arbejde et par dage inden eksamensperioden gik i gang. Og der var det jo så aftalt på forhånd, at jeg ikke skulle/kunne arbejde så meget, da jeg jo naturligvis blev nødt til at prioritere eksamen. Som jeg dog proklamerede for et par dage siden, havde jeg min sidste eksamen i mandags, og skulle derfor virkelig til at give den en skalle på kontoret for at indhente noget af det forsømte!

Og så ringer de fra børnehaven i går eftermiddag (sidenote; jeg bliver lettere panisk da jeg kan se, at det er børnehaven der ringer for jeg VED at begge børn er langt væk fra det at have feber eller lignende, så den eneste grund til at de ville ringe var, hvis der var sket en ulykke! Sh*t altså, jeg blev helt kold og klam i hænderne da jeg tog telefonen).

Pædagogen var dog meget god og startede samtalen med de har det godt begge to, men…” . Bassen havde åbenbart faldet ned fra en hems i børnehaven, og slået både hovedet og hoften ret kraftigt. Hovedet var de dog heldigvis ikke så bekymret for, for han viste ingen tegn på hjernerystelse. Hoften var de dog mere bekymret for, da han siden faldet havde “humpet” lidt. Jeg var faktisk på vej hjem fra arbejdet da de ringede, så der gik ikke så lang tid inden jeg kom frem til børnehaven. Der var bassen ude og legede med de andre børn, og jo – man kunne se, at han havde lidt ondt i den ene side, men det var allerede blevet meget bedre siden pædagogen havde ringet til mig.

Jeg pakkede hurtigt deres ting og tog børnene med hjem (vi svingede lige forbi Mandens kontor inden vi tog hjem – jeg havde ringet og fortalt om faldet, så han havde aflyst de sidste møder, i tilfælde vi skulle til læge/skadeskuen med Bassen).
Derhjemme blev vi dog hurtigt enige om, at der ikke fejlet hans hofte/ben noget – ud over at han havde slået sig lidt. Han gik, løb, hoppede og kæmpede med Røveren uden at klynke, så det var jo som sådan godt. På den anden side blev vi lidt mere bekymret for det slag hans hoved havde fået.

Han tog sig meget til hovedet, og klynkede hvis vi strøg eller kyssede ham i nærheden af, hvor han havde slået sig. Hvis han bukkede sig således, at stod med hovedet ned fik han også ondt – nok på grund af blodtilstrømning. Han synes også sådan en lille ting som det at få nattrøje på var ubehageligt, og når han skulle sove var det svært at finde en stilling, hvor det ikke gjorde ondt i hovedet.

Umiddelbart tænkte jeg, at det nok ‘bare’ var bulen/blåmærkerne, der gjorde ondt. Det kender man jo godt selv…hvis man har slået sig kraftigt et sted, så gør det jo ondt, når der bliver lagt pres på eller rørt ved det sted. Han var lidt vågen i løbet af natten, men ellers gik det ok. Men da han vågnede i morges og stadigvæk udtrykkede, at han havde ondt i hovedet så jeg ingen anden løsning end at give ham en fridag fra børnehaven. Og det betyder jo også, at jeg skulle “holde fri” fra mit arbejde… …

Jeg gav min chef besked om ovenstående, og naturligvis kom der kun ønsker om en god bedring til Bassen retur. Jeg havde det dog alligevel lidt skidt med det i og med, at jeg har været så meget væk de sidste par måneder (og er det nu jeg skal nævne, at det er under et halvt år siden jeg startede i jobbet). Men alligevel ikke SÅ skidt, at jeg vælger at sende Bassen afsted med hovedpine.

Vi har dog haft en rigtig god dag i dag. Stille og rolig, men samtidig har jeg kunne mærke på Bassen, at han har det fint. Og det er dejligt, for selv om han måske godt kunne have “klaret” en dag i bhg i dag, så ville jeg bruge hvert andet minut på at tænke på ham, og hvordan det gik med hans hoved. Nu tog vi alle – inkl. Røveren – en ekstra fridag, hvor Bassen har kunne være i stille og rolige omgivelser, fået sin middagslur (han er endnu ikke rigtig begyndt at sove i børnehaven siden han rykkede op fra vuggestuen for et par uger siden), og er klar på at komme afsted igen i morgen. Og jeg kan sende ham afsted med en vished om, at han er ok 🙂

Så må jeg satse på, at jeg kan nå at indhente de forsømte papirstakke på mit arbejde i morgen og dagene/ugerne fremover…der skal bare ikke komme flere ulykker eller mere sygdom vores vej! I krydser fingre sammen med os, ikke?

/Therese

Share this...