Hyperimesis gravidarum

Nu, hvor jeg jo har fortalt jer vores lille hemmelighed, så kan jeg også bedre forklare hvorfor jeg har haft det SÅ skidt som jeg har haft det (nogle af jer husker måske mit indlæg fra nogle uger siden, hvor jeg fortalte, at jeg var ramt af “en sygdom fra afgrunden”)… Well, jeg ved ikke om det decideret kan kaldes en sygdom, men det har i hvert fald en diagnose; hyperimesis gravidarum – eller på godt dansk; ekstrem graviditetskvalme.

Dette er ikke en ny ting for mig. Jeg har haft det på samme måde gennem alle tre graviditeter…hvor jeg ikke bare bliver ramt af en ekstrem kvalme, der varer næsten 24/7, men som også medfører opkast og dertilhørende vægttab. Det gør jo så også, at jeg samlet set ikke tager voldsomt meget på i løbet af en graviditet, og dermed ikke bliver så “stor” som man måske kunne forvente, men trust me – dette er ikke noget NOGEN ville ønske, hverken for sig selv eller sin værste fjende…prøv lige at forestille dig, at vågne med virkelig slemme tømmermænd HVER MORGEN. Og den aftager ikke rigtig i løbet af dagen, bah. Det er den bedste måde jeg kan beskrive det på.

IMG_3077
Af mangel på billeder fra denne graviditet får I hellere dette billede, som er taget ca en uge før Bassen kom til verden, altså var jeg ca 39 uger henne i min anden graviditet…

Denne gang er jeg måske sluppet lidt billigere end de to tidligere gange, da jeg “allerede” på dette tidspunkt har fået det bedre…i graviditet nr. 1 og 2 varede det hhv. hele graviditeten ud og til jeg var næsten 6 måneder henne. I graviditet nr. 1 FØLTES det dog ikke så slemt, da jeg jo ikke havde andre forpligtelser end mit studie (hvor der var meget lidt undervisning) og mit studiejob, der var meget fleksibelt. Jeg kunne derfor styre dagen som jeg ønskede, og havde jeg en meget dårlig dag, kunne jeg vælge at blot blive i sengen, uden at det havde de store konsekvenser.

I graviditet nr. 2 blev det straks værre. Ikke blot havde vi Røveren, der kun var 10 mdr da jeg blev gravid, men et par måneder ind i graviditeten startede jeg også i et fuldtidsjob. Der var altså drøn på – 110%. Og det kunne min krop SLET IKKE håndtere. Jeg kastede så meget op – og tabte mig så meget, at jeg endte med at blive fuldt sygemeldt da jeg var 4,5 måneder på vej (efter blot at have været i min nye stilling i under én måned!!! Sidebar; jeg vidste ikke jeg var gravid da jeg skrev under kontrakten…I kan læse hele dén historie hér). På det tidspunkt havde jeg tabt mig så meget, at jeg havde en BMI på 17,5 – altså i kategorien undervægtig, og blev indlagt på skejby for at få væske/næring direkte ind i blodårene…

Derfor vil jeg vove at påstå, at det faktum, at jeg er nogenlunde mig selv igen (jeg har stadigvæk dårlige dage hvor jeg kaster op, men der går længere og længere tid imellem dem) er jo en positiv overraskelse. Mit kosthold er stadigvæk ikke helt normalt – fx starter dagen nu som oftest med to digestive og et halvt glas Cola i stedet for den sædvanlige havregrød og kaffe/mælk…don’t ask me why, but it works – men det er en lille pris at betale for at kunne fungere i hverdagen. Så må vi se om vægtstigningen (og min egen størrelse) bliver anderledes denne gang…der er i hvert fald ingen tvivl om, at min krop udmærket godt ved, hvad der skal ske og hvad den skal gøre, haha. Det bliver spændende at se. Jeg må snart begynde at tage billeder af maven *note to self*

Jeg nåede dog at tabe mig ca 6 kg på 5 uger, og vægten går ikke lige hurtigt op igen som den gik ned, så lige nu står den på -3,5. Men så længe det er den vej det går, så er all good – og jeg slipper for at blive indlagt igen. Det var nemlig kommet dertil, at personalet på den klink på skejby sygehus som jeg er tilknyttet pga. denne diagnose sagde til mig ved min sidste kontrol, at hvis jeg havde tabt mig yderligere ved den efterfølgende kontrol, så hed den indlæggelse og væske/næring i blodårene igen. Og dét er jeg meget glad for at have undgået!

Såh, af denne grund har jeg været in absentia. Ikke tilstede. Hverken på de sociale medier eller i det virkelige liv. Jeg har ligget på vores (nye) sofa – som i øvrigt er en af de bedste investeringer til dags dato! – og blevet en liiiiille smule mere skør for hver dag som er gået.

Jeg har GLÆDET mig til at komme i gang med en normal hverdag igen; til at gå på arbejde, mødes med veninder, bage/lave mad, blogge, og generelt bare leve. Og nu er jeg ved at være dér igen – Thank God.

2 comments / Add your comment below

  1. Årh, hvor jeg dog føler med dig! Jeg har selv her i anden graviditet været sygemeldt 2 måneder pga konstant kvalme og opkast, og tabt knap 10 procent af min kropsvægt da det var slemmest. Det er noget af det værste jeg nogensinde har prøvet! Og virkelig til at blive skør af, ikke at kunne noget som helst! Jeg synes også jeg var ret ramt i første graviditet, men der kunne jeg dog stadig gå på arbejde og hvile når jeg ville, når der ikke var en lille krudtugle der skulle have sin mor som nu. Heldigvis begyndte det at aftage omkring uge 15 og jeg er så lettet! Ønsker dig det bedste <3 Kh Signe

  2. Oh, no – det lyder præcis som min situation… Og her begyndte det også at aftage omkring uge 14-15 (eller, faktisk en lille smule før det) – og det er jo som om verden får farver igen! Og i sidste ende er det jo værd det hele <3 Håber du også bliver ved med at have det godt, og får en god graviditet…hyggeligt at kunne "følges" lidt 🙂 Kh Therese

Skriv et svar