…Det var den besked vi forlod lokalet med, da vi havde været til nakkefoldscanningen i uge 12.

Og lad mig være helt ærlig, det var en mavepuster af dimensioner. Man ved jo godt, at det jo egentlig er derfor man får lavet alle de forskellige tests i starten af graviditeten – for at kunne beregne om alt går som det skal. Men når man så kommer til scanningen, så drejer ens tanker sig mere om det at se baby osv, for man går jo ind med en forventning om, at alt er som det skal – det gjorde jeg i hvert fald.

Scanningen gik som sådan rigtig fint. Alt så ud som det skulle, og hende der scannede kom til og med med bemærkninger om, at man “virkelig kunne se meget – altså på en god måde”…vi kunne nemlig se både at rygraden var som den skulle, at baby drak og at der dermed var gang i maven, osv – ting man ikke altid kan se allerede i uge 12.

Derfor var det med et stort smil på læben jeg rejste mig fra briksen når scanningen var over, og jeg havde nærmest en halv fod ud af døren, da hun fik en lidt mere alvorlig mine…der var nogle tal i mine blodprøver, der ikke havde været så gode. Og dét, kombineret med min alder (SAY WHAT?!!! Jeg er 30 år…det havde slet ikke faldet mig ind, at min alder kunne trække ned!), så kom vi altså i det, der kaldes for “risikogruppen for kromosomfejl”.

De næste 5 minutter var en blanding af mistro, alvorlig snak, tårer og en reality-check…for selv om vi var kommet i denne risikogruppe, så var risikoen hellere ikke større end, at man kan kalde den meget lille. Som i lidt under én procent chance. Så i mit hovede prøvede jeg at vende den om; vi havde altså lige fået at vide, at der var lidt over 99% chance for at alt var som det skulle med baby. Og det er jo egentlig ikke helt skidt.

Alligevel var der enormt mange ting, der fløj igennem hovedet. For når bare mistanken er plantet dér, så er det svært ikke at give den (for meget) plads. Og nu skulle vi tage stilling til, hvad vi ville gøre videre. Ville vi få lavet en moderkagebiopsi (som er det mest almindelige valg – dog også det valg, der er mest risikoforbundet med tanke på abort), ville vi prøve nogle alternative tests (som ikke kunne give lige så sikkert svar som moderkagebiopsien, men som ikke havde nogen abortrisiko), eller ville vi bare lade tingene være som de var, og leve med, at oddsene var på vores side (igen; der var 99% chance for, at alt var som det skulle)..

Dette var en fredag. Faktisk på Røverens 5 års fødselsdag. Og nu skulle vi bare tage hjem og vente til på tirsdag, hvor vi kunne få en snak med en overlæge – og evt få lavet en moderkagebiopsi, hvis det var det vi ønskede. Men i weekenden skulle vi ikke lave noget. I hvert fald ikke google.

(læs fortsættelsen hér)

Share this...