Det uundgåelige

Så skete det, der mere eller mindre var uundgåeligt. Dem af jer, der læste mit sidste indlæg, hvor jeg kom med en “5-måneders-graviditetsopdatering” kan nok regne ud, hvad jeg taler om…jeg er blevet sygemeldt på fuld tid.

Jeg var til en af “rutinekontrollerne” ved min egen læge tidligere på ugen, og jeg nævnte naturligvis de mange plukveer for hende, samt den samtale jeg havde haft til både jordemoderkontrol og til den ekstra kontrol på skejby for et par uger siden. For at være på den sikre side ville hun gerne lave en undersøgelse for at tjekke, at alt var som det skulle – og det var det desværre ikke.

De plukveer jeg har haft har åbenbart været stærke nok til, at de har arbejdet lidt FOR godt, og de har dermed forkortet min livmoderhals. Min læge kunne dog ikke sige lige præcis HVOR slemt det stod til, så jeg blev sendt hjem med besked på at ligge helt rolig resten af dagen indtil jeg skulle til tjekkes på skejby dagen efter. Jeg fik at vide, at scanningen kunne resultere i alt fra, at jeg skulle være sengeliggende de næste mange uger (hvor de første af de uger ville være på skejby), til det at jeg måske kunne leve et tilnærmelsesvis normalt liv, med blot nedsat aktivitetsniveau – både mentalt og fysisk. Jeg fik derfor besked på, at jeg dermed under ingen omstændigheder skulle tilbage på arbejde.

Som jeg skrev i sidste indlæg, så var jeg godt klar over, at min krop og jeg ikke var helt ‘on good terms’ pt., men at det var SÅ slemt havde jeg ikke helt forudset.

Til scanningen den efterfølgende dag fik jeg dog besked på, at de godt kunne se, at plukveerne havde arbejdet lidt for meget på min krop og livmoderhals, men at jeg ikke var i den værste “risikozone”. Jeg fik derfor lov til at tage hjem igen hvis jeg blot lovede, at jeg ville være meget opmærksom på at aflaste min krop ved at sætte – eller allerhelst – lægge mig ned hvis der kom en plukve, så de ikke fik lov til at fortsætte det arbejde de var startet på. Og derfor var de også meget enige i, at en sygemelding lød som en god idé. Så kan jeg nemlig gøre helt hverdagslige og familiære ting i det tempo som min krop kunne holde til – i stedet for at det hele skulle foregå efter endt arbejdstid (hvilket resulterede i, at jeg måtte ignorere plukveerne en del gange).

Lige nu mærker jeg jo ikke så meget til det, da det jo kun er et par dage siden jeg blev sygemeldt (og jeg alligevel skulle have fri de her dage, da jeg har besøg af min mor og min søster fra norge), men jeg er spændt på at se, om jeg kommer til at kunne nyde graviditeten mere og få slappet lidt af, eller om det hele forsvinder i dårlig samvittighed og kedsomhed…vi satser på det første, ikke? Jeg er under alle omstændigheder glad for, at min krop får lidt aflastning, og at jeg (forhåbentligvis) kan få en lille smule af mit overskud tilbage! 🙂

2 comments / Add your comment below

  1. Øv altså, men godt du gik dig sygemeldt. Jeg har været sygemeldt i begge mine graviditeter. Med tvillingerne allerede fra uge 20. Min søde læge har hver gang sagt, at hun er sikker på at jeg nok skal nå at arbejde det jeg skal igennem hele mit liv. Det synes jeg er så rigtigt og jeg synes bestemt ikke der er grund til dårlig samvittighed – det er jo graviditeten det handler om i øjeblikket. God bedring. Kh D

    1. Ja, jeg ved det jo godt – og jeg har også prøvet det tidligere, dog af andre årsager…men man kan alligevel ikke lade være med at føle et lille stik af skyld, når man ikke får afsluttet ordentlig på arbejdet, men blot “smutter”.

      Og tak for det…mærker allerede bedring, så det er i det mindste ingen tvivl om, at det var det rigtige at gøre! 🙂

      Kh Therese

Skriv et svar