Nyt Netværk, Ny Intro.

Så er jeg endelig kommet over på det netværk jeg har snakket om i et par uger, nemlig Momster. Momster er et relativt nyopstartet netværk for ”mor-bloggere”, hvilket der nok ikke er så stor tvivl om, at er den rigtige kategori for mig 😉

I forbindelse med denne overgang tænkte jeg, at det var på sin plads at skrive en lille kort introduktion om mig selv og om bloggen – til dem af jer, der måske kigger forbi for første gang.

Det er faktisk også på tide med en ny og opdateret ”intro”, da det jo efterhånden er et stykke tid siden jeg skrev den første introduktion – og man kan vidst trygt sige, at der er sket en del siden den gang.

Nåh, vi starter med The Basics; Mit navn er Therese, og jeg er en ung kvinde på 31 år. Jeg kommer oprindelig fra Norge, men har boet i Danmark i lidt over 9 år. Jeg er gift med Manden (som er dansker) og sammen har vi tre dejlige drenge; Røveren fra marts 2012, Bassen fra november 2013 og Bettemanden fra september 2017.

Jeg har en bachelor og kandidat indenfor markedsføring og kommunikation, og jeg arbejdede da også en kort periode som markedsføringskonsulent inden vi fik Bassen. Der besluttede vi os for at følge vores mavefornemmelse, hvilket resulterede i, at jeg sagde mit job op og blev hjemmegående. Denne blog blev oprettet ikke længe efter – deraf dens navn.

For et år siden startede jeg på et nyt studie, cand.it. og fik et studiejob i Vestas. Der var jeg dog ikke længe før jeg blev (planlagt) gravid med Bettemanden, som kom til verden for knapt tre uger siden. Jeg er dermed på barsel lige nu fra mit studie, og har sagt mit job i Vestas op, da jeg drømmer at blive hjemmegående igen efter end barsel – eller i hvert fald så tæt på hjemmegående som man kan blive.

Jeg tør påstå, at jeg i al hovedsag er en positiv person, der dog godt kan lide en udfordring. Jeg er ikke bange for at sige min mening, og jeg synes det er rigtigt fedt at debattere al verdens ting….derfor passer det mig udmærket, at skrive en klumme både i vores lokal-avis og også på VoresBørn.dk. Mine holdninger er ikke altid helt ”mainstream”, så jeg kan godt komme til at provokere nogle mennesker en gang i mellem – og jeg bliver tit (lidt for nemt) provokeret selv. Men det synes jeg er det, der er sjovest af det hele – at udfordre andre menneskers holdninger, og også få mine egne synspunkter udfordret…det er nemlig kun på den måde man kan blive klogere og rykke sig lidt.

Ellers holder jeg meget af at lave mad – gerne til mange mennesker. Jeg kan godt lide at hygge sammen med venner og være ”værtinde”…dog er jeg noget af en tidsoptimist, så det er sjældent jeg er klar inden gæsterne kommer – og derfor når jeg ALDRIG at være specielt ”blogger/instavenlig” i forhold til det at tage billeder af de flotte bord (som jeg ikke når at dække, haha) eller maden (som jeg som oftest er ved at lave når gæsterne kommer 😉 ). Men jeg kan godt LIDE at tage billeder, så når chancen en sjælden gang byder sig, så tager jeg den!

Ud over denne blog har jeg ikke så mange andre hobbyer/interesser – det meste af min øvrige tid går til at være sammen med mine dejlige mænd, øvrig familie og vores venner…og altså, så meget tid er der ikke at rutte med, når man er mor til tre drenge under seks år og har en mand, der arbejder en del…

Jeg holder dog meget af denne ene hobby, og er oprigtig glad for hver eneste person, der klikker sig ind til mit lille univers 🙂 Hvis I har lyst, kan man forresten følge bloggen både via Instagram, Facebook og Bloglovin’

 

Tak for at I læser med.

 

Kh Therese // Happy Housewife

2 comments / Add your comment below

  1. Hej Therese.

    Velkommen til Momster 🖤

    Jeg kendte ikke din blog i forvejen, men efter at have læst din fine præsentation af dig selv, så spår jeg, at du nu har fået en ny fast læser i mig.

    Vil glæde mig til, at gå på opdagelse på bloggen, og læse mere om livet som hjemmegående. Lige nu går jeg også hjemme med vores Kalle, på ubestemt tid, da vi venter på, at hans helbred tillader, at han kan starte i institution.

    God mandag til dig.

    1. Hej Camilla,

      Tak for det – og dejligt du vil læse med! 🙂

      Jeg kendte hellere ikke din blog, men har lige været inde og kigge, og kan kun sige det samme – at jeg glæder mig til at læse mere om din/jeres rejse…både frem til i dag, og fremadrettet <3

      Kh Therese

Skriv et svar