Denne sætning kom ud af Røverens mund for blot et par dage siden. Og knuste mit hjerte i tusind bidder.

 

Vi havde besøg af en af mine veninder og hendes piger, som også er gode vender med vores drenge. Røveren og en af pigerne sad og spillede et spil ved spisebordet mens jeg sad (i min fiiine rosa sofa – som i øvrigt er MEGAGOD at amme i!) og ammede og snakkede med min veninde. Pigen ville gerne prøve at holde Bettemanden og spurgte derfor, om jeg “stadigvæk ammede?” hvortil jeg svarede at det gjorde jeg. Så kiggede Røveren på pigen og sagde – helt udtryksløst – “min mor har aldrig tid til at være sammen med os. Ved du hvordan det er, at have en mor, der ikke vil være sammen med én?”.

Jeg tror ikke pigen svarede noget – jeg registrerede det i hvert fald ikke. Jeg kunne ikke høre det over lyden af mit hjerte der gik i tusinde bidder. AV – den sved.

Jeg ved ikke, om det er godt eller skidt, at han var helt udtryksløs da han sagde det…fra hans ansigtsudtryk at bedømme kunne han lige så godt blot have oplyst hvad han have fået at spise til frokost. Altså var det blot en konstantering. Sådan er det lige nu.

Og det må jeg nok indrømme at passer i nogen grad. I hvert fald hvis man sammenligner med, hvor meget tid vi havde sammen INDEN Bettemanden kom til verden. Jeg var jo sygemeldt i nogle måneder op til termin, og havde derfor god mulighed for at give dem korte dage eller “hygge-hjemme-dage” når formen var til det. Efter Bettemandens ankomst har jeg dog været en del fraværende – meget på grund af problemer med etableringen af amning (som jeg nok skal skrive mere om på et senere tidspunkt), men også fordi det bare ER tidkrævende med en lille ny én.

Det har primært været far, der har været sammen med de store drenge, og heldigvis har de jo en rigtig god en af slagsen, så de har bestemt ikke lidt nogen nød – måske var det derfor han ikke fortrak en mine da han oplyste, at jeg ikke havde tid til ham længere. Det er i hvert fald det jeg siger til mig selv – altså, at han ikke nødvendigvis er meget ked af det, men blot kan konstantere, at sådan er det lige nu.

Det må dog alligevel være noget han har tænkt over, så derfor fik vi en rigtig god snak senere på aftenen, hvor jeg fik forklaret, at det ikke er fordi jeg ikke VIL være sammen med dem…vi talte om, hvor vigtig det var at tage sig tid til at Bettemanden fik en god start på livet – lige som vi havde gjort for dem begge da de kom til verden. Og så talte vi også lidt om, at det kun er en kort periode, hvor det er så intenst som det er lige nu, og at det bliver bedre og bedre for hver dag som går. Bettemanden er jo kun 3 uger gammel, så man skal minde – både sig selv og andre – om, at det kun er en lille periode det er så intenst som det er lige nu.

Men det ændrer desværre ikke på, at det gør lidt ondt i nuet.

Share this...