“Ved du hvordan det er, at have en mor, der ikke vil være sammen med én?”

Denne sætning kom ud af Røverens mund for blot et par dage siden. Og knuste mit hjerte i tusind bidder.

 

Vi havde besøg af en af mine veninder og hendes piger, som også er gode vender med vores drenge. Røveren og en af pigerne sad og spillede et spil ved spisebordet mens jeg sad (i min fiiine rosa sofa – som i øvrigt er MEGAGOD at amme i!) og ammede og snakkede med min veninde. Pigen ville gerne prøve at holde Bettemanden og spurgte derfor, om jeg “stadigvæk ammede?” hvortil jeg svarede at det gjorde jeg. Så kiggede Røveren på pigen og sagde – helt udtryksløst – “min mor har aldrig tid til at være sammen med os. Ved du hvordan det er, at have en mor, der ikke vil være sammen med én?”.

Jeg tror ikke pigen svarede noget – jeg registrerede det i hvert fald ikke. Jeg kunne ikke høre det over lyden af mit hjerte der gik i tusinde bidder. AV – den sved.

Jeg ved ikke, om det er godt eller skidt, at han var helt udtryksløs da han sagde det…fra hans ansigtsudtryk at bedømme kunne han lige så godt blot have oplyst hvad han have fået at spise til frokost. Altså var det blot en konstantering. Sådan er det lige nu.

Og det må jeg nok indrømme at passer i nogen grad. I hvert fald hvis man sammenligner med, hvor meget tid vi havde sammen INDEN Bettemanden kom til verden. Jeg var jo sygemeldt i nogle måneder op til termin, og havde derfor god mulighed for at give dem korte dage eller “hygge-hjemme-dage” når formen var til det. Efter Bettemandens ankomst har jeg dog været en del fraværende – meget på grund af problemer med etableringen af amning (som jeg nok skal skrive mere om på et senere tidspunkt), men også fordi det bare ER tidkrævende med en lille ny én.

Det har primært været far, der har været sammen med de store drenge, og heldigvis har de jo en rigtig god en af slagsen, så de har bestemt ikke lidt nogen nød – måske var det derfor han ikke fortrak en mine da han oplyste, at jeg ikke havde tid til ham længere. Det er i hvert fald det jeg siger til mig selv – altså, at han ikke nødvendigvis er meget ked af det, men blot kan konstantere, at sådan er det lige nu.

Det må dog alligevel være noget han har tænkt over, så derfor fik vi en rigtig god snak senere på aftenen, hvor jeg fik forklaret, at det ikke er fordi jeg ikke VIL være sammen med dem…vi talte om, hvor vigtig det var at tage sig tid til at Bettemanden fik en god start på livet – lige som vi havde gjort for dem begge da de kom til verden. Og så talte vi også lidt om, at det kun er en kort periode, hvor det er så intenst som det er lige nu, og at det bliver bedre og bedre for hver dag som går. Bettemanden er jo kun 3 uger gammel, så man skal minde – både sig selv og andre – om, at det kun er en lille periode det er så intenst som det er lige nu.

Men det ændrer desværre ikke på, at det gør lidt ondt i nuet.

4 comments / Add your comment below

  1. Årh Gud, det knuser fuldstændig mit hjerte at læse! Jeg har alt forståelse for situationen – vi står der jo lige om lidt selv med barn nr 3 på vej og dertilhørende amning. Men ærligt er vi der allerede lidt nu, fordi jeg er NØDT til at have en 30 siders eksamensopgave af vejen inden barslen. Det betyder fravær fra min side – både mentalt, men også fysisk, når jeg om eftermiddagen sidder med næsen i bøgerne. For med termin om 30+ dage og faktisk trussel om at føde før tid er jeg bare presset. Men pyh – i morgen bliver de bøger lagt! Det der var virkelig et wake-up call for mig 😞❤️

    1. Ja, det var bestemt hellere ikke sjovt at høre…men på den anden side er det jo meget naturligt. Og selv om det er hårdt lige nu, så ved vi jo godt, at det er en meget begrænset periode. Og ja – sådan kan det jo også være i perioder selv om man ikke har en helt lille én, fx. i forbindelse med studier, arbejde, sygdom eller lign. Og børn tager jo som sådan hellere ikke skade af, at ikke være “the center of attention 24/7”, men jeg kan godt følge dig i tanken om at lægge bøgerne lidt væk…jeg prioriterede også at være meget sammen med drengene inden Bettemanden kom til verden på bekostning af nogle praktiske ting (hvilket har resulteret i, at Bettemandens værelse stadigvæk er et stort kaos! Meeeen, han kommer nok ikke til at bruge det før om lang tid alligevel, så det gør jo ikke så meget), og det er jeg RIGTIG glad for nu! Omend det måske gør at de (og jeg) mærker det ekstra meget lige nu…for holdt da op, hvor savner jeg også dem!

      Så ja – kys dine drenge og nyd lidt ekstra tid med dem nu <3 Og held og lykke med den kommende fødsel…håber jeres mindstebror bliver inde nogle uger mere!

  2. Ja, der har jeg også været, så føler med dig. Det knuser bare et hjerte når man hører det. Vi fik en lillebror for lidt over et år siden og enden da havde vores datter mig hele alene (faren er her også) men jeg har gået hjemme siden jeg var gravid med hende, så hun har altid været vant til at have mig for sig selv og så lige pludselig at skulle dele mig med et nyt ammebarn. Det gjorde kun at hun blev voldsom jaloux og er det stadig indimellem. Men efter jeres lille snak er jeg sikker på de kan forstå dig. Kærlighed din vej
    Olises Hverdag

    1. Uh, ja, det kan jeg godt forestille mig I kunne mærke på hende… det er ikke altid nemt for de små, men jeg tænker også det er en vigtig del af deres udvikling. Jeg tror oprigtig talt det giver dem meget at få søskende, og at opleve alle de positive og negative ting der kommer med det – så må vi som forældre bare prøve at finde en balance der tilgodeser alle børn (hvilket jo nærmest er den sværeste opgave EVER!)

      Ja, de store er heldigvis også meget glade for og kærlige overfor deres lillebror, så det hjælper på – det ville være værre, hvis de endte med at give HAM skylden for noget og dermed blive sure på ham…så er det bedre, at de “klandrer” mig 😉

      Kh Therese

Skriv et svar