Når ens baby ikke er “i trivsel”

Som jeg har nævnt lidt tidligere har der været nogle udfordringer med etablering af amningen efter Bettemanden kom til, som jeg ikke har stødt på før. Jeg har ammet både Røveren og Bassen uden problemer, og blev derfor meget overrasket, da det ikke gik så problemfrit med Bettemanden.

Helt konkret fik jeg nogle ret voldsomme sår, der gjorde så ondt, at det nærmest ikke kan beskrives. Jeg sad og bed i en stofble hver gang han blev lagt til, og jeg græd mig igennem flere amninger. Det endte faktisk med at vi isolerede os på soveværelset det meste af tiden, da det var for voldsomt for to store drenge at se, hvordan jeg havde det når jeg ammede – de blev rent faktisk bange på et tidspunkt, blot af at se mit ansigsudtryk når han tog fat… 🙁 En anden ting, der indikerede, at amningen ikke kørte optimalt var, at der ikke kom så meget “stort” i bleen…på det meste gik der 6 dage uden gevinst, og når de er så små er det ikke så godt – selv ikke når det er tale om en “fuldammet” baby.

Heldigvis var dette jo mit tredje ammeforløb, så jeg VIDSTE, at det ikke skulle være på denne måde. Havde dette været min første gang kunne det meget vel have endt med, at jeg kastede håndklædet i ringen og besluttede at amning ikke var noget for mig. Men i og med at jeg havde to vellykkede ammeforløb i baggagen, så vidste jeg at noget var galt, og at hvis vi blot kunne finde årsagen, så kunne det blive godt igen.

Jeg skrev derfor en del med en bekendt, der er ammevejlder og prøvede de ting hun anbefalede. Jeg fik Bettemanden tjekket ved en kiropraktor for at se om noget sad i klemme (det var en lidt hård omgang for ham at komme til verden, så det kunne jo meget vel være, at der var noget der drillede – det var der dog ikke). Og den sidste ting vi også fik gjort var at tjekke hans tungebånd.

Øre-, næse-, halslægen som jeg ringede til havde egentlig ikke nogle ledige tider de næste uger, men da hun synes det ville være dumt at vi skulle blive ved med at have det på denne måde HVIS det var på grund af tungebåndet, sagde hun vi kunne komme nogle dage senere, på det der var deres “operationsdag”, så ville de se på det i deres frokostpause <3

Det tog ikke lægen mere end 30 sekunder at se, at Bettemandens tungebånd var MEGET stramt – og bum bum, yderligere 30 sekunder senere var saksen hentet, tungebåndet klippet og Bettemanden igen i mine arme, klar til at blive ammet.

Efter det gik det hurtigt meget bedre, og sårene helet lige så stille. Der kom også lige så stille gang i maven, og min mavefornemmelse sagde også, at tingene nu gik som de skulle. Det skal dog siges, at Bettemanden på intet tidspunkt har været ked af det eller “sløv” på nogen måde – han er og har hele tiden været enormt fysisk stærk, han har en stærk vilje (og en dertilhørende stærk stemme, som han meget gerne bruger, hvis han ikke får det som han vil når han vil det, haha), og han er generelt en meget veltilpas dreng.

Derfor overraskede det mig meget, da jeg i sidste uge tog til en kontrolvejning ved sundhedsplejersken, og hun brugte ordene “ikke i trivsel”. Det skal dog siges, at disse ord KUN var relateret til hans vægt, for han havde ikke taget nok på i forhold til hvor meget “de” gerne vil have… Det magiske tal er åbenbart omkring 200 gram om ugen, men skal som minimum være omkring de 175 gram, har jeg ladet mig fortælle. Og Bettemandens tal lå på omkring 170 gram. Så det er virkelig ikke meget der er tale om, men nok til at de stadigvæk er lidt usikre på om det “går godt” eller ej.

Ahrmen, altså, mit hjerte sank lige ned i gulvet, da hun sagde det. Jeg blev simpelthen lidt ked af det. Og samtidig lidt irriteret, da ALT ANDET jo tilsiger, at jeg har en dreng, der har det rigtig godt. Som min mor sagde “før i tiden havde vi slet ingen vægtkurver – vi kiggede på barnet. Havde barnet det godt, og kom der noget ud af det, så kom der også noget IND i det. Længere var den ikke”. Og hvor ville jeg på nogle måder ønske, at vi havde samme tilgang til nogle ting stadigvæk…

I morgen skal vi til 5-ugers-undersøgelse ved egen læge, og jeg er rigtig spændt på hvad hun vil sige til det hele. Jeg håber sådan at hun fortæller mig, at jeg blot skal ignorere de bekymringer jeg har fået, og stole på mavefornemmelsen. Sjovt, at jeg har BRUG FOR, at en sundhedsfaglig person siger det til mig inden jeg tør at tro på det. Alternativt kan det jo være hun forstærker bekymringerne, og så må vi jo bare tage den derfra. Det vigtigste er, at Bettemanden har det godt, og at han får det han skal – så tager jeg de ekstra bekymringer med på købet, hvis det er.

Skriv et svar