These Days #7

Der går lidt lang tid mellem hvert af disse “these days-indlæg”, men lad os være helt ærlige; så spændende er min hverdag altså hellere ikke! 😉

De sidste par uger har der dog været run på – og ikke kun fordi vi har Bettemanden, som jo kræver en del af mig/os…der har nemlig været ret meget gang i vores lille hjem det sidste stykke tid;

Tidligere denne uge have Bassen fødselsdag, og dette skulle naturligvis fejres.
Intet mindre end tre (!!!) gange. Først på selveste dagen, med gaver og sang fra morgenstunden, brunch med den ønskede form for morgenmad (han valgte de her “barselsboller”) og tur i legelandet om eftermiddagen. Runde to kom dagen derefter, hvor hele hans børnehavestue kom forbi til skattejagt, pasta&kødsauce, leg og kage…

Vi havde dog været så forudseende, at vi havde flyttet alle møbler fra alrummet og ind i stuen, og lukket denne af ved hjælp af kravlegården. I stedet for havde vi rullet to papirsduge ud på gulvet, hvor børnene kunne holde piknik. På denne måde kunne børnene hygge sig og spise sammen uden, at jeg skulle bekymre mig om tomatsauce og chokolade på vores (min!) rosa veloursofa

Til denne anledning havde Bassen ønsket sig en bil-kage, men jeg kunne ikke overskue noget alt for avanceret, så det blev til en nem “bilbane” med Lynet McQueen ovenpå – Bassen var tilfreds, og det er det vigtigste!

Runde tre har vi lige haft i dag, hvor hele (sviger)familien kom forbi. Igen en rigtig hyggelig dag, hvor både Bassen og de andre drenge blev rigtig forkælet <3 Og Bassens ønske om en “Bamsekage” blev infriet (omend den ikke blev helt så køn som sidste gang)

Jeg har haft min første klumme på Alt for Damernes hjemmeside
Det er nemlig sådan, at Vores Børns hjemmeside er blevet lagt ind under Alt for Damerne. Så for fremtiden er det derinde I kan finde mine klummer. Det bliver måske lidt ananas i egen juice her, men jeg må indrømme, at jeg blev lidt stolt da jeg en uge senere kunne se, at min klumme var en af de “mest læste”…det er da fedt! 🙂

December – og julen – nærmer sig…
…og selv om jeg er en af dem, der er fan af at vente lidt med at pynte til jul, så er der stadigvæk en del forberedelser der skal tages hul på inden længe. Mange af de forberedelser indgår i vores “familiejulekalender”, som jo allerede skydes i gang om 5 dage *gisp*

Sådan set er det jo heldigt nok, at hele kalenderen ikke skal være fix færdig når december starter – det eneste der SKAL være på plads er kuverterne, der hænger på en snor…indholdet kan jeg jo komme i som det passer mig. Jeg er dog ved at have nogenlunde styr på en del af tingene – og hold op, hvor jeg glæder mig til at tage hul på december og julehygge!

Jeg skal være med i et nyt TV-program!
For et par uger siden var jeg med til optagelsen af et nyt tv-program, der hedder “Spørg Momster”. Momster er jo det bloggernetværk jeg er en del af, og det er den søde founder af dette nerværk, Esme, der står bag tv-programmet.

Konceptet minder lidt om “Mads og Monopolet”; personer sender spørgsmål eller dilemmaer ind, og så er der et “panel” der kommer med sine meninger om emnet – bare med det tvist, at det nu foregår foran kamera! Det var en rigtig sjov oplevelse at se hvordan sådan et tv-program bliver til (jeg har jo kun været i fjernsynet én gang før, og da var det jo i en helt anden setting), og også rigtig hyggeligt at møde de andre paneldeltagere.

Jeg var med i to programmer, og i det første program bestod panelet af mig, Johanne fra nutidensmor.dk og Kamilla fra diary.dk. I det andet program var mine med-deltagere Anna Due (nok mest kendt fra Paradise hotel?) og en der hed Anne Bjørn, som ikke er “kendt” fra blogverdenen eller lignende.

Alt i alt synes jeg det gik rigtig godt – omend jeg kunne mærke, at jeg var noget mere træt i hovedet da program nr. to blev optaget. Der var nemlig ikke så lang tid imellem optagelsen af program nr. 1 og 2, så der skulle jeg lige nå at finde Bettemanden (som blev passet af en af mine bedste veninder), amme ham, få lidt frokost selv, skifte tøj, få opfrisket make-up’en og amme igen (så Bettemanden var godt tanket op, så han kunne undvære mig mens program nr. 2 blev indspillet).

Alt dette skulle ske på halvanden time, så mit hoved var lidt smadret da program nr. 2 gik i gang. Jeg tror derfor jeg kom til at vrøvle en liiiillebittesmule, og havde lidt problemer med at formulere mig godt på dansk (jeg slår mere og mere over til norsk hvis jeg er træt eller beruset, haha). Jeg håber dog slutresultatet bliver godt nok – det bliver spændende at se!

Spørg Momster bliver sendt på DK4 allerde nu her, og de næste mange uger fremover. Og hvis man – som jeg – ikke har denne tv-kanal, kan man heldigvis se programmet på nettet efterfølgende…jeg skal nok smide et link op når det er 🙂

Bloggens første konkurrence
I disse dage kører den første konkurrence nogensinde på bloggens facebook-side (som I jo meget gerne må like, hvis I fx ønsker at få notifikationer når der er nye indlæg på bloggen). Det er nok ikke noget jeg kommer til at gøre så meget af, men det er da sjovt at prøve!

Som I nok kan regne ud, så har der været nok at se til! Derfor ser jeg frem til nogle stille og rolige dage uden alt for mange planer den kommende uge… Nu skal jeg dog snige mig ud i køkkenet og hapse nogle kagerester inden der er dømt sofahygge!

God søndag aften til jer 🙂

2 comments / Add your comment below

    1. Hej Anne.

      Det er gode gamle IKEA der har lavet det tæppe – jeg så det i butikken sidste gang jeg var der, så mon ikke du stadigvæk kan købe det, hvis det er 🙂

      Kh Therese

Skriv et svar