Vores december skal indeholde…

Så er det ved at være deadline for julekalendere, for i morgen er der nok mange små (og store 😉 ) børn i det ganske land der er MEGET klar for at tage hul på december og julehyggen – og selvfølgelig julekalenderen!

Som jeg fortalte for et par uger siden, så har vi en lidt anderledes julekalender hjemme ved os, som jeg har valgt at kalde en “familiejulekalender”. Det har jeg kaldt den fordi  vi har kun én kalender der involverer os alle sammen. I kan læse mere om tankene bag denne kalender i dette indlæg.

Selv om jeg havde en god idé om hvad kalenderen skulle indeholde (vi har jo haft denne kalender et par år nu, og nogle ting er gennemgående fra år til år), så er det først nu her de sidste par dage jeg har fået det hele på plads. Eller, der vil sige, jeg har faktisk ikke engang det hele på plads endnu, men jeg ved hvad der skal og ikke skal være i kalenderen, og dermed hvad jeg mangler…

Det er jo nemlig en af de bedste ting med denne kalender; alt behøver ikke være 100% fastlagt eller færdigt 1. december. Det eneste der SKAL være klart er måden man vælger at “præsentere” kalenderen (som i år bliver 24 kuverter på en snor) og indholdet i den første kuvert.

For at være lidt på forkant har jeg dog lavet en plan over indholdet for alle dage på nær én dag – der er drengene nemlig ikke hjemme, så der ved jeg ikke helt endnu hvad vi gør. Det er dog kun til egen inspiration – jeg kan som nævnt skifte ud tingene som jeg vil, hvis det fx. ikke passer, eller jeg kommer i tanke om en oplevelse, opgave eller gave som jeg tænker giver bedre mening…jeg ved allerede nu, at jeg nok vil bytte om på indholdet et par af dagene, for det passede bedre med vores øvrige planer.

For dem, der gerne vil se hvordan vores familiekalender (og dermed planer for december) ser ud, så er den foreløbige liste sådan:

  1. Gave: Hjemmefutter
  2. Pynte til advent
  3. Hygge i Tivoli Friheden
  4. Gave: Perleplader
  5. Slik
  6. Lave brændte mandler (opskrift hér)
  7. Lave julegaver til farmor og farfar
  8. Dele ud julekort
  9. Bage småkager (opskrift på pebernødder hér)
  10. Børnekulissens juleforestilling (mere info hér)
  11. Gave: Bog
  12. Pynte peberkagehus
  13. Slik
  14. Gøre rent til jul
  15. Gave: butterfly eller lign. til juleaften
  16. ?
  17. Hente juletræ
  18. Gave: Puslespil
  19. Lave juletræspynt
  20. Slik
  21. Låne bøger fra bibliotek
  22. Hygge i Den Gamle By
  23. Pynte juletræ
  24. Julestrømpe med fyld

Jeg glæder mig rigtig meget til alle de oplevelser og forberedelser vi skal have sammen her i december…så håber jeg bare Bettemanden er med på at sove lidt mere end 20 minutter de dage vi har opgaver der skal udføres – hvis ikke må vi improvisere 😉

Nu vil jeg blot vente til børnene er puttet med at hænge snoren med kuverterne op, og så vil jeg glæde mig til at se drengenes ansigter i morgen når de opdager kalenderen! Hvordan ser egentlig jeres december (og kalender) ud?

Skriv et svar