Året der gik…

Som enhver blogger med bare en lille smule respekt for sig selv, skal jeg da også lave en lille opsummering af året der gik. Det kommer en lille smule sent, men jeg nød simpelthen at være lidt mere offline i juleferien…denne juleferie har været RIGTIG god! Normalt set plejer jeg at se lidt frem til at hverdagen starter igen, og vi kan komme tilbage til vores rutiner når ferien nærmer sig slutningen, men sådan har jeg slet ikke haft det denne gang. Faktisk synes jeg det er lidt trist, at denne ferie er slut nu, men samtidig er det også dejligt at have lidt alenetid med Bettemanden – og lidt alenetid selv…der er nemlig riiimelig meget fart på, når både Bassen og Røveren er hjemme, haha. Og heldigvis har jeg jo muligheden for at give dem en fridag, når jeg og de har lyst til det (hvilket vi havde i dag – da Bassen har sovet lidt dårligt i nat, og INGEN af os havde lyst til at gå ud i det m*gvejr vi vågnede til i dag, brrrrr).

Nu har jeg dog puttet Bettemanden i min seng og givet drengene lov til at se lidt fjernsyn. Så derfor kan jeg nu – med en kop varm kaffe og et stykke kransekage ved min side – gå en lille tur nedad memory lane, og se på året der gik…og sikke et år det har været!

Højdepunkter i 2017

Vi lagde hårdt ud fra start, hvor jeg midt i en eksamensperiode i starten af januar kunne mærke, at ikke bare var jeg mere træt end jeg burde være, men jeg havde også den mærkerligste madlede. Og godt nok havde vi i juleferien haft snakken om, at HVIS jeg skulle blive gravid med et tredje barn, så skulle det ske i løbet af 2017 – ellers ville vi bare “nøjes” med at få to børn. Jeg kunne ikke helt tro på det i starten, selv om jeg kendte min krop godt nok til at vide, at jeg nok var gravid – og rigtig nok, ikke mange dage senere viste Bettemanden sig som to små streger på en pind. Og det er ingen tvivl om, at denne graviditet har fyldt rigtig meget for vores familie i 2017.

De næste (mange) uger brugte jeg så på at have det skidt. RIGTIG skidt. Jeg blev sygemeldt fra både mit studie og mit arbejde, og Manden fik glæden af at stå med det hele på hjemmefronten. Og det var ingen lille opgave, for vi havde jo nemlig et par måneder forinden solgt vores hus og købt et nyt hus, så hele vores liv skulle pakkes ned i kasser og flyttes…stakkels Manden, siger jeg bare! <3

Nogle uger efter vi var kommet godt på plads i vores nye hus var vi til en nakkefoldscanning, hvor vi fik den nedslående besked om, at der var “forhøjet risiko for kromosomfejl”. Dette ramte os naturligvis lidt hårdt. Vi fik nogle dage til at overveje vores muligheder, og efter en samtale med en af overlægerne på Skejby besluttede vi os for ikke at få lavet en moderkagebiopsi. I stedet for fik vi taget en NIPT-test, som ville give nogenlunde det samme svar, men uden risiko for abort…vi var nemlig ret sikre på, at uanset hvad testen viste, så ville abort ikke være et alternativ. De to uger vi skulle vente på svar var dog slet ikke sjove, men det gjorde glæden nok bare så meget større, da vi fik at vide, at vi ventede en sund og rask dreng <3

Efter sommerferien startede drengene i en ny institution, og selv om der naturligvis tog lidt tid – især for Bassen – at falde til, så synes jeg det er gået rigtig godt. Vi havde muligheden for at gøre indkøringen rigtig lang, og kunne på den måde tage det i drengenes tempo.

Ikke længe derefter skete der dog noget, som jeg ikke har skrevet så meget om herinde. Jeg var – for første gang i mit liv – involveret i en ret voldsom bilulykke, som heldigvis “kun” gav materielle skader og et kæmpechok. Jeg var gravid i 8. måned med Bassen, og i og med at sammenstødet var ret voldsomt, så var der en risiko for, at moderkagen havde løsrevet sig, og at Bettemandens liv var i fare. Jeg endte derfor først på “traumestue 1” på Universitetshospitalet, hvor jeg blev taget imod af et team på 12-15 mennesker, der alle skulle tjekke mig for diverse skader. Derefter blev jeg sendt til observation på skejby sygehus, hvor jeg skulle blive indtil de var sikre på, at alt var som det skulle.

Heldigvis var alt som det skulle, og vi skulle dermed kun bekymre os om de praktiske konsekvenser af sammenstødet… Det var nemlig i princippet min skyld, at det skete (hverken jeg eller min veninde, der var med i bilen, så, at der lå en lille sort bil bag den række af cyklister der var på cykelstien, og dermed tog jeg ikke den med i beregningen da jeg kørte ud fra min vej – altså brød jeg vigepligten 🙁 ). Så der var rigeligt at se til med forsikring, politi, ny bil, osv, osv.

Og nu skal jeg så inden længe også tage en ny køreprøve for at få lov til at beholde kørekortet – for at bevise, at jeg rent faktisk KAN reglerne (i hvert fald når jeg rent faktisk kan se de biler, der er på vejen *suk*). Det kan blive noget af en udfordring med ammehjerne og en baby, der er ret afhængig af mig…nu må vi se, det kan ende jeg bliver tvunget til at gå meget i 2018, ehe.

På arbejdsfronten er der også sket lidt i 2017, da jeg valgte at sige min deltidsstilling i Vestas’ IT-afdeling op samtidig som jeg gik på barsel. Jeg vidste nemlig, at jeg ikke ønskede at have et deltidsjob ved siden af studierne efter barslen er over, da der vil være nok at se til herhjemme også med intet mindre end tre børn, hvor den ene er et eller to år og en anden lige er startet i skole. Det var jeg dog naturligvis lidt ærgerlig over, for jeg kunnw godt lide arbejdet, mine kollegaer og de fremtidsmuligheder jeg kunne få i Vestas, men sådan er det bare – man bliver nødt til at prioritere, og i de her år ligger mit fokus på familielivet – så skal karrieren nok komme senere i livet 🙂

Jeg har i løbet af året også skrevet en del klummer – en god blanding af familiepolitik og generelt om livet som mor. De klummer, der dog helt klart fik mest opmærksomhed var den hvor jeg skrev om, at jeg aldrig vil blive mor til en pige, og den der handlede om de vilkår små børn har i institutioner i DK vs. de andre nordiske lande. Mine klummer for VoresBørn.dk blev også flyttet, hvorfor jeg nu kan prale af at skrive klummer for “Alt for Damerne”, haha 😉

For nogle uger siden fik jeg også prøvet at være med til optagelsen af et fjernsynsprogram, «spørg momster». Programmet kommer på dk4 om et par uger (og på nettet lidt senere), og jeg er SÅ spændt på at se hvordan resultatet er blevet 🙂

Og og og…vi kan jo ikke komme udenom dét, der uden tvivl er det største der er sket i 2017. Dét, der vil være det vi forbinder dette år med, og dét, der på alle måder har ændret vores liv for evig og altid; Bettemandens ankomst. Hele året op til fødselen har været præget af «ventetiden», og månederne efter er blevet brugt på at lære ham at kende, og at finde fodfæste i de nye roller vi alle nu har fået i familien. Det har været – og kan stadigvæk være – en lille smule hårdt, men heldigvis mest godt <3

2017 har altså været et MEGET begivenhedsrigt år! Heldigvis har det meste været rigtig godt… Nu glæder jeg mig blot til at se, hvad 2018 har at byde på. Umiddelbart tænker jeg dog, at det bliver et lidt mere stille og roligt år, end hvad 2017 har været 🙂

 

Skriv et svar