Når det kommer til måden at være forældre på, og måden at opdrage vores børn på, så er vi kommet rigtig langt i forhold til hvilke muligheder og rammer der var for blot nogle få tiår siden. Familiestrukturen er ændret, kønsrollerne har rykket sig, og der er et (over)væld af opdragelsesmetoder at vælge imellem.

Vi skal være åbne, inkluderende og tolerante, og efter min mening går det lidt over gevind nogle gange – for SKAL man acceptere alt? Er alt ok, hvis man bare tager “ja-hatten” på? Og er man snæversynet, hvis man kommer til at påpege, at man ikke er enig i noget – blot fordi man ikke selv ville have gjort det samme?

Hvad så, når man er uenig?

Lad mig give jer et eksempel. I denne uges Alt for Damerne er der en artikel om en kvinde, der flyttede fra Aarhus – hvor hendes datter bor – til København for at komme tættere på sin nye kæreste. Dette gjorde, at hun ikke længere kunne have sin datter i den 7/7-ordning hun oprindelig havde med datterens far, men i stedet endte med at se datteren hver anden weekend.

Formålet med artiklen virker til at være, at kvinden ønsker forståelse for, at det ikke kun er fædre der kan træffe sådanne valg, selv om det i vores kultur er “mest normalt, at det er faren, der flytter efter skilsmissen, og moren, der har børnene boende”. Denne pointe – at far og mor er lige vigtige i barnets liv er jeg for så vidt enig i. Men der stopper “min forståelse” så også.

For mig er det nemlig ganske utænkeligt at flytte væk fra den by mit barn bor i, for at komme tættere på en kæreste. Kvinden siger, at det overvejende argument for hende var, at “gå efter sin egen lykke for at kunne være den glade, nærværende mor som [hun] mener er det allervigtigste”.

I mine øjne fortæller hun datteren, at det gør hende mere glad at have mere tid med sin nye kæreste, end at have tid med datteren. Jeg kan godt se, at det kan lyde hårdt, men sådan ser jeg det altså… og blot for at gøre det helt klart; jeg ville have tænkt det samme om en mand, der traf sådan en beslutning.

Dette eksempel i sig selv er ikke vigtigt, det var simpelthen bare en tilfældighed at det lige var det, der fik mig til at skrive dette indlæg. Men situationen, hvor man er meget uenig i noget der “søges forståelse for” i form af ræsonneringer og forklaringer opstår ret tit. Især på de sociale medier.

Kvinde er kvinde værst

Man kommer dog i et dilemma, når sådanne situationer opstår. For ingen ønsker at være den, der ikke er forstående. Ingen ønsker at være “hende den sure” der ikke kan tænke moderne og alternativt. Især ikke når det er tale om én mor, der kommenterer en anden mors valg. Morrollen er nok det mest sårbare emne man kan diskutere, og ingen er perfekte. Derfor skal man også træde forsigtig, hvis og når man vælger at tage en debat, der omhandler forældreskabet.

Man risikerer nemlig at åbne op “a can of worms” når man begynder at diskutere ting som forældreskab, opdragelse, og hvad der udgør en god mor/far. For hvem bestemmer hvad der er rigtigt og hvad der er forkert? Hvor går grensen for hvilke ting man gerne må diskutere som universelle retningslinjer, og hvilke ting skal være op til hver familie at finde ud af?

Der er også gjort meget ud af at pointere, at det er vigtigt at “vi kvinder” står sammen, og at vi ikke bruger vores tid på at kritisere hinanden. Men betyder det så, at vi blot skal vende det blinde øje til når det er noget vi ikke er enige i, og hellere lade heppekoret være dem der dominerer kommentarfeltet? “Vi kvinder” har nok at kæmpe med, om vi ikke også skal kæmpe imod hinandens holdninger til de valg vi tager. Hvilket jo er et ret godt argument til ikke at blande sig…

At tie er guld?

Kunne jeg så ikke bare lade være med at reagere på de her ting? Lade dem passere uden at kommentere? Jo, det kunne jeg måske (eller nej, vi har vidst lært efterhånden at jeg er ret dårlig til at holde mund når der er mulighed for en god diskussion, haha). Men en anden ting der får mig til at tage debatten er, at hvis man ikke kommenterer når man er uenig, så bliver det nærmest som en stiltiende accept.

Og det er her det store spørgsmål kommer ind; når nogen “søger forståelse” og man er uenig, skal man lukke i og tænke, at hvis man ikke har noget godt at sige så lader man være? Eller kommer man med den modstand man nu har i sig?

Jeg vælger tit at sige min mening selv om den måske ikke stryger modtageren med hårene. Og jeg får også nogle gange så hatten passer når jeg selv kommer med en offentlig statement. Sådan skal det jo være – man må tåle at få noget retur når man selv gerne deltager i debatter.

Jeg kan i hvert fald ikke bare lade det gå forbi. Især ikke når det er tale om situationer der involverer børn. De har jo ikke selv en stemme, men er afhængige af folk der vil tage debatten på deres vægne.

—–

Hvad tænker I om det hele? Skal man blande sig udenom og passe sig selv? Eller er det fint nok at man kommer med modsvar, når nogen promoverer en holdning man slet ikke er enig i?

Share this...