Quit Bitchin’

Ih, altså. Nogle gange når man kigger sig selv i spejlet, så er det ikke er decideret kønt syn man møder. Og nu mener jeg ikke et rigtigt spejl (selv om jeg pt. har lidt krise over dét også, suk), men jeg mener det fiktivt spejl, hvor man kan se sig selv om person. Sin opførsel. Sin væremåde. Sådan et spejl kiggede jeg i i dag, og jeg fik et lille wake-up-call.

Nu lyder det måske meget dramatisk – det er det ikke. Ikke endnu, i hvert fald. Men der er helt klart nogle ting jeg skal arbejde med. For hvis ikke kan det komme til at blive “dramatisk”.

Jeg er nemlig en meget åben type – på godt og ondt. Jeg ved ikke om det hænger sammen med mit temperament. Jeg er en meget temperamentsfuld dame, og jeg kan ikke altid styre det. Dét at være temperamentsfuld er ikke altid en dårlig ting, da det jo ikke er udelukkende negative følelser der bliver styret af ens temperament – det er jo også de gode følelser! Er jeg glad og har overskud, så ved du det. Er jeg knapt så glad og træt, så er du hellere ikke i tvivl om det.

Problemet kommer så blot de dage hvor jeg IKKE har så meget overskud. Så bærer jeg det på ærmet, og læsser af på de omkring mig. Ikke nødvendigvis som decideret brok, men mere som en “opdatering” på hvordan jeg har det i det øjeblik. For jeg er jo – som nævnt – meget åben, og kan godt lide at snakke om ting. Det som dog ikke er så godt er, at hvis man ikke kender mig så godt, så kan det hurtigt komme til at lyde som brok. Og som om at jeg har det rigtig skidt. Det har jeg ikke – det er i hvert fald MEGET sjældent jeg rent faktisk føler jeg reelt ikke har det godt. Og som oftest varer det hellere ikke længe – det er tit dagsformen eller lignende (fx nattesøvnen) der påvirker det.

I dag tog jeg dog mig selv i det – altså at “bitche”. Jeg var til brunch med en fellow barslende mor, og snakken faldt naturligvis ind på hvordan det gik hjemme hos hver af os. Og jeg kunne rapportere om savnet efter lidt alenetid, savnet efter kærestetid, en mand der har meget travlt på arbejde, og lidt generel træthed. Og når man samler den fine lille buket af opdateringer, så kan jeg jo godt selv se, at det lyder MEGET sølle! Og i realiteten har jeg det egentlig rigtig godt… Så det er sjovt, at de negative ting får lov til at fylde så meget. Eller, det er jo egentlig slet ikke sjovt. Det er det modsatte af sjovt.

I dag tror jeg den udløsende faktor var, at jeg er alene på pinden (Manden er udenbys) og at vores barnepige egentlig skulle komme i dag. Hun skulle hente de to store i børnehaven, og være hjemme ved os nogle timer indtil puttetid, så jeg ikke skulle stå med det hele selv. Jeg fik dog en sms i morges om, at hun var blevet syg, og dermed ikke kunne komme. Det er i sig selv ikke nogen krise, for jeg er jo tit alene med alle tre drenge. Det bliver bare en lille smule (mentalt) hårdere, når man havde indstillet sig på at have assistance… Dét kombineret med en lidt konfliktfyldt morgen (en vis 4-årig fik det forkerte ben ud af sengen i morges) gjorde, at jeg synes det hele var lidt hårdt i dag. Og så bitchet jeg om det.

Heldigvis fik hende jeg spiste frokost sammen med mindet mig om, hvor vigtigt det var at bevare optimismen. Og helt ærlig så blev jeg en lille smule flov, da jeg blev opmærksom på hvad jeg havde lagt vægt på. For jeg har da ikke lyst til at være “hende den sure”. Hende er der ingen, der gider at være sammen med. Jeg gider jo hellere ikke selv at omgive mig med mennesker, der ser negativt på ting. Og jeg har ikke lyst til at fokusere på de negative ting – for så får de jo plutselig lov til at blive større end de reelt er. Og så bliver man bare endnu mere sur over det… Det er en nedadgående spiral.

Til sidst kan man ende som den kvinde jeg stod bag i køen i brugsen for blot et par dage siden. Der var lang kø, så jeg havde god tid til at studere hende, haha. Og hendes ansigt havde nogle meget “sure træk” – I ved godt hvad jeg mener med det? Hendes mund hang MEGET ned i siderne, og hun havde en meget dyb rynke imellem øjenbrynene. Hun så altså sur ud uden at være det. Det var bare hendes “neutrale” ansigt. Hun var lidt ældre end mig, men jeg tør gætte på, at hun slet ikke var så gammel som hun så ud. Og sådan har jeg altså IKKE lyst til at ende op.

Hvad gør man så?

Man øver sig at fokusere på det gode. Det som Hella Joof kalder “at komme glimmer på og sætte op på kaminhylden” i Papmachéreglen. Simpelthen at huske sig selv konstant på at være taknemlig for alle de små gode ting der sker hver dag. Om så det er dét, at du LIGE nåede bussen selv om du var 2 min sen på den. Eller at håret sidder godt i dag. Eller – det som blev mit tilfælde da jeg gik hjem i dag – at solen skinnede på mine kinder. Og at vi sparede de penge, der egentlig skulle være brugt på barnepigen… Glimmer på og op på kaminhylden.

Og nu siger jeg ikke, at man ikke må “bitche” en gang i mellem…det kan man nok ikke komme udenom. Men JEG vil øve mig i at ikke bære lige præcis de følelser helt ude på tøjet – jeg gider nemlig ikke de der grimme “sur-dame-rynker” 😉

P.S. Dette er IKKE relateret til mit “brokke-indlæg” om de 7 egoistiske ting min mand gør, efter vi er blevet forældre… (selv om det er samme billede jeg bruger). Der var overraskende mange der IKKE fangede, at det var et forsøg på at være humoristisk, suk. Men det var det altså. Den gang var det ikke tale om reel brok. Det er det nu.

Skriv et svar