Kender du egentlig dit barns pædagog?

For et par dage siden faldt jeg over et indlæg fra en af mine fellow “Momster”-bloggere, der omhandlede det forhold vi som forældre har til pædagogerne i vores børns institutioner. Carina bag bloggen Sættekassen er nemlig selv pædagog, og har derfor et andet perspektiv på dette forhold, end vi som forældre har. Og nogle af de ting hun skrev i indlægget “Har du hilst på dit barns pædagog i dag?” overraskede mig lidt…I indlægget skriver hun nemlig blandt andet, at der er en del forældre, der slet ikke kender de pædagoger, der tager sig af børnene i store dele af deres vågne tid. – At de ikke engang kender deres navne. Og det overrasker mig ikke bare lidt, det overrasker mig meget. Hun skriver videre om det nære forhold pædagogerne får til børnene, hvilket jo er dejligt for mig som forælder at læse. Det gør det dog endnu vanskeligere for mig at forstå, at der er forældre, der ikke vil/kan kende pædagogerne. Det er trods alt nogle af de mennesker der efterhånden er kommet til at betyde mest for børnene.

Grunden til, at det overrasker mig så meget er, at det i min verden er helt uforståeligt, at man ikke bruger tid på at lære pædagogerne/medhjælperne lidt at kende. I DET MINDSTE deres navne! Men så bliver jeg også oprigtigt en lille smule usikker når jeg skriver dette. For jeg er godt klar over, at jeg er en af de priveligerede. Jeg har mere eller mindre ikke arbejdet fuld tid på noget tidspunkt mens vi havde små børn, så derfor har jeg jo haft tiden til at engagere mig på denne måde… Derfor ved jeg ikke, om det er en lidt “forkælet” holdning at have? Jeg ved fx ikke, om Manden ville kunne sige navnene på hver og én af medhjælperne – fordi vi jo har indrettet os således, at det primært er mig, der afleverer og henter. Og dog…han er rigtig god til at komme med til arrangementer o.l., så mon ikke. Men stadigvæk – er det “kun” mangel på tid, der gør at man ikke kender pædagogerne?

En mulig forklaring?

Da jeg læste lidt videre i indlægget nævner hun dog at forældrene opfører sig “som om at stuens gulv er lukket land for dem, og derfor nærmest kaster børnene ind af døren”. Hvis man har den “negative” hat på, kunne det få en til at tænke “Ih, altså, hvor har forældrene bare alt for travlt” og “Det er bare for dårligt”. Men hvis man prøver at sætte sig ind i det fra de her forældres side, så kan det jo være, at deres opførsel kommer af usikkerhed. Det er nemlig ikke nemt at vide, hvor meget man skal “fylde” som forælder i institutionen.

Da vi i sin tid startede i institutionslivet fik vi fx at vide af en pædagog, at det var ikke sikkert, at de kunne hilse på os som forældre når vi kom for at hente vores barn – ikke hvis det betød, at de måtte afbryde en “stund” med et eller flere barn. Det var ikke fordi de ikke VILLE hilse på os og få en god snak, men simpelthen fordi, at deres hovedfokus var på børnene. Og hvis de skulle afbryde sine aktiviteter eller hvad de nu havde gang i hver gang der kom er forælder, så ville det efterhånden forstyrre meget. Og det giver jo rigtig god mening.

Vi som forældre bliver også tit fortalt, at en “hurtig aflevering” er det bedste for barnet. Hvis vi bliver for længe om morgenen kan det være med til at gøre barnet (mere) ked af det, hvis det er inde i en dårlig periode. Og det kan blive sværere at sige farvel. (Jeg ved ikke helt, hvad jeg selv tænker om det – jeg tror det må komme an på situationen… vi prøvede jo lidt af hvert, da vi var i gang med “indkøringen” af Bassen, da han startede som 2,5-årig).

Hvis man så forestiller sig, at dette er de ting forældre har i baghovedet når de nærmer sig institutionen, så kan man da bedre forstå, at de ikke bliver hængende for at lære pædagogerne at kende.

Dårlige rammer skaber dårligt forhold mellem pædagog og forælder

Til sidst i det nævnte indlæg kommer Carina dog også ind på noget, som jeg har skrevet om mange gange før; de dårlige rammer pædagogerne har for at udføre sit arbejde. Hun, som pædagog, er dog ærgerlig over, at det overføres til en tro om, at pædagogerne ikke er kompetente nok. Og at det påvirker forholdet mellem pædagoger og forældre negativt.  Det synes jeg også er rigtig ærgerligt!

Selvfølgelig kan der være en pædagog eller tre, der måske skulle have valgt et andet yrke, men min generelle opfattelse er, at de aller fleste pædagoger er rigtig dygtige, hårdtarbejdende mennesker. Der blot ikke har MULIGHED for at udføre det arbejde de gerne vil. Der er simpelthen ikke tid eller hænder til det. En sidegevinst ved at der kom flere (kompetente) hænder ville også være, at der ville blive bedre tid for pædagogerne til at tale med forældrene.

Uh, det kunne jeg skrive meget mere om (noget som dem af jer der har fulgt med et stykke tid godt ved 😉 ). Det vil jeg dog ikke gøre nu her… I stedet for vil jeg – som Carina – opfordre alle forældre til at engagere sig mere i børnenes hverdage i institutionen. Sætte af en enkelt time (eller måske en hel formiddag eller eftermiddag) til at være i institutionen sammen med børnene, hvis det kniber med at tage god tid ved aflevering og hentning. Prøv at prioritere at komme til forældrearrangementer. Meld dig ind i forældrerådet. Der er rigtig mange forskellige ting man kan gøre for at komme tættere på de mennesker der tager sig af ens børn – og det er, for mig at se, en rigtig god investering.

Videre læsning

Hvis du vil læse nogle af de ting jeg tidligere har skrevet om institutioner, normeringer og lignende, så kunne det være “Hvorfor kæmper vi ikke hårdere?“, “Nu må det altså være nok!“, “Når tallene lyver“, eller den klumme jeg havde på alt.dk for ikke så længe siden, der havde overskriften “Små børn bør blive passet hjemme – for hele familiens skyld“.

Skriv et svar