Jeg er skrækeksemplet…

Jeg er det, man VIRKELIG vil undgå. Jeg er den sidste udvej, når man bare ikke kan se andre løsninger. Jeg er en akademisk uddannet kvinde, der sagde mit fuldtidsjob op for at tage mig af mine børn – og jeg har ingen planer om at arbejde fuld tid så længe mine børn er små. I hvert fald ikke som tingenes tilstand er lige nu.Tillad mig at forklare, så du bedre kan forstå hvorfor jeg skriver ovenstående. Jeg har i et stykke tid været medlem af Facebook-gruppen Familiepolitisk Netværk, der kæmper for at give familier bedre vilkår med henblik på at forbedre balancen mellem familie og arbejde. Det var fx denne gruppe, der for et par år siden producerede idé-kataloget med de 16 forslag til mulige politiske tiltag, hvor jeg endte med at være en del af et indslag i Tv2-nyhederne der omtalte dette idé-katalog.

#TagBørneneHjem

I sidste uge skrev en af grundlæggerne af gruppen, Karen Lumholt, et opråb som hun ville sende til avisen Politiken. Dette opråb handlede om, at vi forældre ikke længere ville finde os i at passivt se på, at vilkårene i daginstitutionerne bliver dårligere og dårligere. Dem af jer, der har fulgt mig i et stykke tid ved, at dette er et emne der trigger mig, så jeg meldte mig naturligvis som co-signer til dette opråb. Sammen med næsten 400 andre forældre.

Opråbet er startskuddet for et event, der har som mål at sige til politikerne “nok er nok”. Der skal ske noget. Hvis ikke, vil der komme konsekvenser. Eventet hedder nemlig “#TagBørneneHjem”, og opfordrer alle forældre der har mulighed for det til at holde børnene hjemme fra institutionen en enkelt dag, for at sende et signal til politikerne.

Og det er hér den øverste paragraf i dette indlæg kommer ind. Den yderste konsekvens der bliver lagt frem er, at så vil flere og flere ende med at tage børnene hjem og passe dem selv – i hvert fald i så stor grad som man nu har mulighed for. I det opråb, der blev trykket af politiken i sidste uge stod der så fint forklaret.;

Vi vil risikere at blive skældt ud af politikerne for at misbruge statens penge, fordi vi efter en fin uddannelse fucker vores karriere op og går hjem til vores børn.

Og det kan man jo på en måde sige, at en hel del allerede er i gang med. Da jeg startede bloggen for lidt over to år siden skrev jeg følgende i det aller første indlæg;

Jeg er blevet moderne! Eller, jeg har ihvertfald truffet et valg, der åbenbart er moderne. Jeg har nemlig (i en foreløbig kort periode af mit liv) fravalgt min karriere til fordel for at passe mine børn. Og dette fænomen er åbenbart moderne. […] Der er en “ny bevægelse” af forældre, der af forskelllige årsager står af hamsterhjulet i en lille periode for at tage sig af sine børn

Nu er det jo ikke kun de dårlige vilkår i institutioner der får forældre til at træffe valget om selv at passe sine børn, men det er da en medvirkende faktor. Det var det i hvert fald for mig. Og det var det også for RIGTIG MANGE af de andre hjemmegående jeg har lært at kende de sidste mange år.

Faktisk vil jeg påstå, at op til halvdelen af de andre hjemmegående jeg kender først har truffet beslutningen efter de har gået igennem en “indkøring” af barnet i institution, og det er gået op for dem, at det er ikke noget de ønsker for deres barn. Og så er de gået hjem og har vendt hver eneste sten for at finde ud af, om det kan lade sig gøre, at den ene forælder kan være hjemme med barnet i stedet for. Og det siger rigtig meget, synes jeg.

Skal alle så blive hjemmegående?

Nu er det ikke fordi dette opråb/event opfordrer alle til at blive hjemmegående – tværtimod. Det er som nævnt det “skrækscenarie” de sætter op. Til og med jeg – som er hjemmegående – ser de gode ting børnene kan få ved at være i institution…men sådan som tingene har udviklet sig er det lige før jeg ikke synes det længere.

Der er simpelthen for mange børn til hver pædagog, og pædagogerne har nærmest ikke tid eller mulighed til at gøre det stykke arbejde de egentlig er uddannet til. Og det er dét vi gerne vil have ændret. Der skal være færre børn på stuerne, hvilket vil give flere voksne per. barn. Og mere ro. Og bedre mulighed for at pædagogerne kan få lov til at gøre det, der gør børnehaver til et dejligt sted at være.

Det er i hvert fald en kamp jeg synes er en af de vigtigste vi kan tage. Og jeg er rigtig glad for, at der endelig kommer en konkret form for “protest” som jeg kan deltage i. Det håber jeg I også vil gøre! Om I ikke har mulighed for at holde jeres børn hjemme den pågældende dag, så kan I jo bidrage ved at støtte op om eventet. I kan dele eventet på jeres facebook-side, eller blot bruge det pågældende hashtag; #TagBørneneHjem. I kan læse meget mere på Facebook-siden til Familiepolitisk netværk (som jeg kun kan opfordre jer til at melde jer ind i, hvis I er bare en liiille smule optaget af familiepolitik!) 🙂


Hvis I vil læse nogle af de artikler jeg har skrevet omkring emnet, så kan jeg anbefale “Hvorfor kæmper vi ikke hårdere”, “Når tallene lyver” og “Små børn har bedst af at blive passet hjemme”

2 comments / Add your comment below

  1. Spændende “protest” den vil jeg da helt klar lige læse lidt mere om og deltager jo selvfølgelig. Selvom mine børn er i institution på deltid så har jeg haft mange af de samme overvejelser som dig. Jeg er også akedemisk uddannet og sagde min fuldtidsstilling op for halvandet år siden for at hjemmepasse. Nu arbejder jeg hjemmefra med freelance arbejde og som blogger. Jeg synes generelt at børnene får mange gode ting med fra institutionen som jeg ikke kan give dem, i hvert fald ikke hvis jeg også skal have lidt tid til min “karriere” så denne model med 4 ugentlige korte dage passer rigtig godt til os. Jeg er dog også meget forfærdet over de forhold der er idag i institutionerne, og afleverer og henter altid på baggrund af hvornår pædagogerne er fuldtallige. Ufatteligt at det skal være afgørende for en hverdag 🙈

    1. Hej Tina,

      Skønt, at du vil deltage! Jeg kan se, at vi har indrettet os på mere eller mindre præcis samme måde 🙂

      Ja, det er synd, at det er sådanne nogle faktorer der spiller ind i forhold til hvornår/om børnene kommer i institution. Mine to store er også i børnehave, og – som jeg tidligere har sagt – så er vi også glade for nogle af de ting de får med derfra… Men jeg har da nogle gange gået derfra med ondt i maven fordi tingenes tilstand er som den er, og det duer ikke. Så nu skal der ske noget! 🙂

      Kh Therese

Skriv et svar