I sidste uge fik I mit aller bedste husmorråd, hvilket var et bud på hvordan I både kan få billigere mad, og samtidig mad af god (økologisk) kvalitet. Hvis I ikke fik læst det, kan I finde indlægget hér. Lidt i samme boldgade vil jeg her blot komme med et lille tip om en fantastisk ordning de har i firmaet Skagenfood, nemlig “Madspildskassen”.

Skagenfood er et af de mange firmaer efterhånden, der laver måltidskasser. I kender dem nok efterhånden så godt, at yderligere introduktion er overflødig. Der, hvor Skagenfood skiller sig fra de andre er, at man kan købe den nævnte Madspildskasse ved dem. I denne kasse kommer de forskellig frugt og grøntsager som er blevet i overskud efter de har pakket de øvrige måltidskasser i løbet af ugen.

Man får ikke at vide hvad der er i, da det kan variere fra kasse til kasse – det er jo en blanding af overskydende varer. Det man dog kan være sikker på er, at man får 10-15 forskellig typer frugter/grøntsager, og at de er af en god kvalitet. Og for dette skal man så betale DKK 160,-.

Jeg prøvede det for første gang i fredags, og var ret spændt på at se hvad der gemte sig i kassen. Umiddelbart blev jeg en liiiiille smule skuffet, da jeg havde håbet på, at der ville være mere frugt i kassen (det spiser vi nemlig enorme mængder af herhjemme). Jeg kom også lidt på udebane i forhold til nogle af grøntsagerne… Jeg må ærlig indrømme, at fx majroer ikke er en grøntsag jeg bruger så tit, haha.

Efter lidt googling og opskriftsjagt fik jeg dog lavet en rigtig god grøntsagssuppe af en del af kassens indhold, og resten blev jo blot brugt til “almindeligt hverdagsbrug”. Det eneste jeg mangler at bruge er rødbederne (dem har jeg nemlig hellere ikke så stor erfaring med) – er der måske nogen på linjen der har en rigtig god opskrift med rødbeder? 🙂 Jeg kunne dog i anmeldelserne på Skagensfoods hjemmeside se, at nogle havde fået ananas og kokosnød – det kunne jeg godt drømme om lige nu. Så det er jo lidt et “sats”, men helt galt kan det alligevel ikke gå.

Umiddelbart kan 160 kroner lyde som mange penge for frugt og grøntsager, men hvis man alligevel plejer at købe økologisk, så er der altså penge at spare. Og en bonus er jo også, at man sparer miljøet ved at “redde” varer der måske ellers ville være gået til spilde (deraf navnet, haha). Jeg er en kæmpefan af konceptet, og vil helt klart benytte mig af det flere gange. Jeg tror dog ikke jeg ender med at blive en fast abbonent af denne kasse, da der skal være tid og overskud til at være kreativ med nogle af de varer man får – og det er der bare ikke mulighed for hver uge herhjemme. Ikke på nuværende tidspunkt i hvert fald.

Dette indlæg er forresten på ingen måde nogen form for reklame. Kassen betalte jeg selv for… Det er blot et godt tip som jeg gerne ville dele med jer 🙂

Share this...