#TagBørneneHjem i Aarhus

Pyh, lige de her dage kunne jeg godt bruge, at døgnet havde 25 timer. Ikke bare er jeg “kommet til” at være tovholder for et ret stort arrangement her i Aarhus, der løber af stablen på torsdag (ja – det var lidt tilfældigt, at det blev sådan), men jeg har også en ret vigtig ting på hjemmefronten jeg skal have klaret (som jeg dog ikke kan fortælle så meget om pt….very important blogger, you know 😜).

Arrangementet kan – og vil – jeg til gengæld rigtig gerne fortælle mere om!Som jeg skrev i et indlæg i sidste uge er jeg med i en aktion, hvor forældre protesterer over de forhold børnene (og pædagogerne, for den sags skyld) har i daginstitutionerne. Aktionen hedder “#TagBørneneHjem”, og går helt konkret ud på, at vi opfordrer alle forældre til at protestere mod de nuværende vilkår i institutionerne ved at holde sine børn hjemme den 8. Marts, altså på torsdag.

I den forbindelse var der nogle medier der havde interesse i at dække aktionen på en eller anden måde, og for at det skulle kunne lade sig gøre, skulle der jo være en eller anden form for fysisk manifestation af aktionen. Og så havde kloge-åge her en idé, til hvordan det kunne lade sig gøre (jeg er virkelig ikke god til at keep my mouth shut, haha), og sådan kom jeg til at blive tovholder på et event her i Århus.

Selv om der er meget at se til i forbindelse med sådan et event er jeg rigtig glad for at være en del af det. I en klumme der blev udgivet for en del måneder siden skrev jeg “Hvorfor kæmper vi ikke hårdere?“, hvilket var rettet mod forældre, der var fortvivlet over situationen, men som ikke følte de kunne gøre noget ved situationen… Lige nu er jeg SÅ stolt, glad og forventningsfuld – for nu har vi taget kampen op!

Det jeg egentlig ville med dette indlæg var blot at opfordre alle jer til at deltage i aktionen. Hvis I bor i Århus eller omegn må I RIGTIG GERNE komme med til eventet i Århus C kl. 10.00 på torsdag.

Klik på billedet for at komme til facebook-eventet

Hvis I ikke bor i nærheden af Århus kan I stadigvæk være med på “online”-aktionen. Der deles billeder på Instagram med hashtagget #TagBørneneHjem, og du kan ellers være med til at dele eventet med dit netværk. Du finder al information du skal bruge inde på Familiepolitisk Netværks facebookside – der er sågar nogle billeder du kan bruge til som profil- eller coverbillede på din egen facebook… Så kom og vær med til at tage kampen op!

Jeg vil gerne pointere, at selv om det var en journalist der gav os idéen til at holde et fysisk event – og ikke kun et online event – så afholdes det omtalte event IKKE for at tilfredsstille media. Det var blot det spark vi havde brug for, for at komme i gang. Nu ser jeg faktisk blot frem til at mødes med en masse engagerede mødre og fædre sammen med deres børn – og mærke kampgejsten os i mellem!

4 comments / Add your comment below

  1. Hvor herre til hest. At du vælger at være hjemmegående og dedikere dit liv til børn og ikke et akademisk (og beskattet) liv er ikke samfundets skyld eller problem. Danmark er ikke din private Von And pengetank. Tag ansvar for dit eget liv. Det gør vi andre.

    /Merete

    1. Hej Merete.

      Hum, jeg ved ikke helt hvo jeg skal starte i forhold til din kommentar…

      1. Jeg tror måske du har misforstået budskabet bag “#TagBørneneHjem”-aktionen (hvis din kommentar er relateret til den – hvilket jeg formoder den er i og med at det er i dette indlæg du har skrevet kommentaren). Aktionen er lavet for at kæmpe for bedre forhold for børn og ansatte i de danske institutioner.

      2. Jeg har som sådan ikke sagt at det er hverken samfundets skyld eller problem at jeg er hjemmegående. Jeg ser det for det første slet ikke som et problem. Jeg har dog sagt, at mit valg om at være hjemme (på fuld- eller deltid) de næste mange år er delvis en konsekvens af nogle ting i samfundet – sådan som forholdene i de danske institutioner. Og det står jeg ved.

      3. Min husholdning betaler skat. Naturligvis. Men om det irriterer dig at vi har indrettet os således, at der er én der arbejder rigtig meget og én der ikke har et (betalt) arbejde kan jeg jo ikke gøre noget ved.

      4. Jeg tager meget ansvar for mit liv. Ikke bare det, men jeg tager også rigtig meget ansvar for de liv jeg har sat på denne jord, ved at gøre det jeg synes giver mening i forhold til, at de kommer godt fra start. Og faktisk vil jeg også påstå at sige, at jeg bruger rigtig meget tid og energi på at løfte det “fælles ansvar” vi alle har for den kommende generation, når jeg nu fx. skriver klummer omkring emnet, arrangerer events (som #tagbørnenehjem) eller lignende. Dette gør jeg også for dine børn (hvis du har nogle). #selvtak

      5. Vi bruger Jyske Bank.

      /Therese

Skriv et svar