“Frustrerede forældre i opråb”

Yes, that’s me.

Jeg kom lige i tanke om, at jeg helt har glemt at fortælle/vise jer, hvad der kom ud af den “aktion” vi havde her i Århus for et par uger siden, der gik under navnet “#tagbørnenehjem” (hvis du vil læse mere om baggrunden for aktionen kan du klikke hér).

Vi fik tilbudt nogle skønne lokaler i Århus C, hvor vi serverede kaffe og kiks til de fremmødte – det var heldigvis ikke anretningen de var kommet for, haha. Der kom en hel del mennesker, hvilket jeg blev rigtig glad for, da vi jo kun havde haft 3-4 dage på at sprede budskabet om aktionen på… Den opstod jo meget spontant, som I måske kan huske. Faktisk endte vi med at fylde lokalerne ret godt, uden at de blev proppede.

Anna-Maria, som er Kaospiloten bag et rigtig godt projekt der hedder “Barsel og Karriere”, var den der havde sørget for lokale, og var også rigtig god til at tage initiativer til hvordan vi kunne brainstorme og udvæksle erfaringer. Det var skønt at hun tog lidt over nogle af de praktiske ting, for jeg havde egentlig en del at se til selv – for på blot de to timer vi var der skulle vi både inteviewes live i radio (p4) og lave et indslag til tv2 Østjyllands nyheder. Nåh, ja – og så havde jeg jo både Bettemanden og Bassen med (Røveren var – ironisk nok – i børnehaven den dag. De havde længe haft planlagt en udflugt som han havde glædet sig til, så det skulle han selvfølgelig have lov til)…

Jeg synes selv både radio-interviewet og tv-indslaget blev ret godt. Det er jo altid lidt spændende i eftertid og se/høre om man fik pointeret de ting man gerne ville…men det synes jeg vi klarede ok. Hvis I har lyst til at se indslaget fra tv2 Østjylland skal du blot klikke på billedet øverst i indlægget.

P.S. Som jeg skrev for nogle uger siden kan jeg godt se, at navnet #TagBørneneHjem kunne misforståes (det var dog ikke mig der startede aktionen, så jeg havde ikke så meget indflydelse på lige præcis dét). Det er dog i eftertid blevet ændret til #Omsorgsrevolution, hvilket – i mine øjne – passer bedre til aktionens formål. Igen – I kan læse mere om det hele på Familiepolitiks Netværk 🙂

Skriv et svar