Så blev det tirsdag, og vi er i gang igen efter påskeferien (så meget som man nu “kommer i gang” når man er hjemme med baby). Ferien er blevet nydt på bedste analoge vis, hvor telefoner, computere og iPads har været et sjældent syn, og det har vi (læs; de voksne😄) virkelig nydt! Nogle få glimt fra denne gråvejrspåske er dog fanget på kameraet..

Vi lagde påsken ud med at fejre Røverens 6-års-fødselsdag, og brugte de efterfølgende dage på at samle LEGO… Sådan set er det meget praktisk at have et barn, der har fødselsdag lige omkring påske 😉

Derefter stod det på en tur i sommerhus sammen med farmor og farfar. Sommerhuset ligger sådan et sted, hvor luften er lidt renere, drikkevandet lidt koldere og tiden står lidt stille. Der blev gået mange ture, jagtet efter påskeæg, bygget (endnu mere) LEGO, talt i walkie-talkier og set familiefilm.

Ud over det er tiden gået med til bålhygge med gode venner, lidt havearbejde (de få dage vejret har været til det), og boglæsning. Bettemanden er blevet et halvt år og lærte sig at møve sig frem – stærk motiveret af udsigten til at lege med fjernbetjeningen, haha. Lidt (læs; meget) slikspisning, et par middagslure, og nogle smådiskutioner med Manden har der også været plads til 😉 Alt som en ferie skal indeholde, altså.

Nu vil jeg kaste mig på sofaen med resterne af påskeslikket og læse videre i min bog… og så går der nok ikke aaaaalt for lang tid inden jeg skal i drømmeland – det er hårdt at komme i gang igen efter ferien (så meget som man nu “kommer i gang” når man er hjemme med baby 😉)

Share this...