Selvstændige Mig vs. Mor-Therese

Jeg føler mig meget delt mellem to sider af mig selv. Den ene side er moren med stort M. Hende der gladeligt vil “ofre” sig selv for at børnene skal have det godt. Hende, der sætter alle andres behov foran sit eget. Den anden side er den selvstændige Therese, der kan mærke afsavnet efter at være “selv”. Der mangler at kunne bruge tid og energi på egoistiske ting (som søvn, for eksempel, ehe). Og som føler sig meget begrænset af mor-med-stort-M-siden.

Det er måske lidt hårt stillet op, for selvfølgelig er jeg jo ikke 100% den ene eller anden side af mig – jeg er jo en kombination. Men grunden til at jeg har følt det på denne måde det sidste stykke tid er nok, at lige pt. fylder den ene side noget mere end den anden. Og ja, I har nok gættet, at det er mor-med-stort-M-siden der fylder rigtig meget.

Som jeg skrev i sidste indlæg, så har vi været – og er stadigvæk – i en lidt hård periode. Bettemanden er ved at få tand nr. 6 (husk lige, at han ikke engang er 7 måneder endnu!), og det går ud over både hans søvn og lyst til at spise. Han ammes derfor rigtig meget, både om dagen og om natten. Og ja, jeg er en lille smule træt af det. Ikke træt af at amme, nødvendigvis. Men fysisk TRÆT af at skulle være så meget vågen om natten, og også en liiiiille smule træt af, at han er SÅ afhængig af mig stadigvæk.

Ikke fordi jeg havde tænkt at han lige frem skulle sendes på weekend nogen steder endnu. Men helt ærligt – lige nu ville jeg synes det var skønt, hvis jeg kunne have friheden til at tage et sted hen i nogle timer uden børn. Det er ikke engang sikkert, at jeg ville benytte mig af muligheden hvis jeg fik den – men jeg vil gerne HAVE MULIGHEDEN! (Eller – who are we kidding – jeg ville helt klart benytte mig af muligheden, haha).

Det værste er nok det med ikke at få sovet nok. Og der ved jeg, at vi på et eller andet tidspunkt må tage “kampen” (Gud, hvor jeg HADER det ord – for jeg vil netop IKKE at det skal være en kamp). Eller, vi må på et eller andet tidspunkt finde en løsning der fungerer bedre for alle parter, for jeg kan ikke blive ved med at amme så meget om natten som jeg gør nu. Især ikke fordi jeg også mistænker, at det er en af grundende til at han ikke vil spise så meget om dagen – han spiser jo nærmest en hel dagsration om natten, så når man så lægger til det jeg ammer i løbet af dagen, så er der ikke behov for mere.

Jeg ved dog ikke, om jeg VIL ændre det lige nu. For det første skal man have en vis mængde overskud og energi for at kunne gå igennem en stor rutineændring med baby, og det har jeg/vi på ingen måde lige nu. Og for det andet, så må jeg indrømme, at det ikke kun er af uselviske grunde jeg ikke vil lave FOR meget om på det hele. Både Manden og en enkelt veninde eller to har foreslået, at jeg kan stoppe med at amme og give rigtig mad + flaske i stedet, for så vil problemet forsvinde lidt af sig selv. Men det er JEG bare ikke klar til. Delvist fordi jeg er meget bevidst om hvor mange gode ting der kommer af amning, så nu hvor jeg kan, så vil jeg gerne. Og delvist fordi jeg må indrømme, at selv om det er ret opslidende og trættende, så er det også PIVHAMRENDE HYGGELIGT! Og dejligt. Og skønt. Og, og, og… You get the picture.

Det hænger måske sammen med, at jeg ved at dette nok er vores sidste baby, og jeg derfor ønsker at holde fast i amningen en lille smule mere. For når jeg ikke ammer Bettemanden mere, så skal jeg aldrig mere opleve det. Og lige nu synes jeg det er en virkelig trist tanke. Så derfor tror jeg, at det rammer mig hårdere denne gang, end det har gjort ved de to tidligere barsler…

Men NOGET skal der ske. Snart. Men jeg tænker vi må tage det i babysteps. Umiddelbart er min tanke, at det første skridt måske er, at købe en tremmeseng hvor han kan sove, som kan stå ved siden af vores seng. På denne måde kan Bettemanden sove tæt på mig, uden at ligge lige op ad mælkebaren – måske vil det hjælpe på problemet. Tingen er bare, at for at det skal fungere, så skal jeg lægge ham over i tremmesengen efter han har spist, og det kan blive en udfordring… Indtil nu har jeg nemlig mere eller mindre halvsovet imens han spiste, og når han så var færdig sov vi begge bare videre. Nu skal jeg så holde mig vågen under amningen for at lægge ham over, bah.

Der har været andre ting oppe at vende også; at han kommer ind på sit eget værelse eller at vi prøver at introducere en “godnat”-flaske, og jeg er ikke helt afvisende overfor noget af det…jeg har det bare en smule stramt med det. Hvis jeg fik en garanti for, at én enkelt flaske om aftenen ikke ville ødelægge helt for amningen, så kunne jeg godt finde på det. For jeg vil jo ikke stoppe helt med at amme endnu. Jeg ønsker bare en nedtrapning. Nu må vi se – vi går nok for tremmesengen først, og så tager vi den derfra.

Hvis nogen af jer har stået i en lignende situation og har et fif, så tager jeg imod med kyshånd! Men jeg kan dog på forhånd sige, at nogen “kold tyrker” eller lign når det kommer til fx. amning kommer ikke til at ske – det vil være for hårdt for både mor og baby… 😉

Edit: Dette indlæg blev skrevet et par dage inden jeg publicerede det, og i mellemtiden har vi købt en tremmeseng – nu skal vi bare komme i gang med at bruge den 😅

4 comments / Add your comment below

  1. Smukke Therese, jeg kan så meget følge dig, om at have brug for lidt tid for sig selv – kontra at være der hele tiden for børnene. Nu har jeg jo ikke små børn længere, men jeg har været der. Især da vores den yngste var lille. Hun er præmatur, og havde i den grad brug for nærvær og trykhed. Hun var 3 mdr. før hun ville sove andre steder end hos mig, og det var 24-7.
    Jeg er sikker på at I nok skal finde en løsning der virker for jer alle 🙂

    1. Kære Lena. Uf, ja – det må have været en lidt udfordrende periode – vores situation kan jo slet ikke sammenlignes med det du og I var igennem ❤️

      Ja, vi skal nok finde ud af det. Jeg kan huske jeg ramte denne “krise” med de to andre også – jeg tror bare det rammer lidt hårdere denne gang fordi jeg ved, at det er sidste baby…så jeg er nok ikke helt klar til at give slip endnu 😉

      Og så skal man jo også huske sig selv på, at det er en fase, og at om blot et par måneder ser alt (igen igen) anderledes ud 😊🌺

  2. Jeg kunne have skrevet hvert et ord! Jeg har selv en bettemand på lidt over 6 mdr som sover hos mig og vågner maaaaaange gange om natten for at spise. Vi har forsøgt os med tremmesengen ved siden af dobbeltsengen, men må desværre sige at for os har det ikke gjort den store forskel på de mange opvågninger. Men jeg bilder mig selv ind at hvis jeg bare kan putte ham i den om aftenen, skal han nok ligeså langsomt begynde at føle sig tryg i den og derved måske begynde selv at kunne sove videre når han vågner. Man har da lov at håbe! Jeg begynder bestemt også at mærke behovet for at være lidt mere fri – både af rent egoistiske hensyn, men også i forhold til storebror på snart 3 år. Han og jeg trænger også snart til at jeg kan være der for ham og sætte ham først uden “mor er lige nødt til at give lillebror mad først”. Samtidig nyder jeg virkelig tiden med lillebror og nyder min lille nuttede baby 100%. Nå, det blev sgu lidt langt. Ville egentlig bare sige I HEAR YOU SISTA!

    1. Ja, det er også mit håb – at han skal blive tryg i sin egen seng og dermed sove videre… De to nætter vi har haft den er han dog blevet ammet i søvn inden jeg har lagt ham i sengen (og han er så kommet over til mig når han vågnede), så deeeeet har jo ikke ændret så meget endnu, ehe.

      Jeg kan også mærke at jeg snart har brug for at have lidt aften med de to store også – selv om jeg faktisk synes det går overraskende godt i det henseende, så savner både de og jeg at kunne have en lang læsestund inden putning en gang imellem <3 Men ja – det er kun nogle få måneder det er tale om (tror jeg/håber jeg, haha), så det er nok bare at smørre sig med tålmodighed…

      Tak for din moralske opbakning – og kram til dig!

Skriv et svar