Man kan altså IKKE anklage mig for at forhaste mig igennem historien om, hvordan Manden og jeg fandt sammen. Det er intet mindre end et år siden jeg sidst skrev om det. Men altså, til mit forsvar, så har vi altså haft lidt at se til det sidste års til, ehe…

Men altså, nu skal det være. Grunden til, at jeg kom i tanke om dette “føjeton” er, at vi havde 8 års bryllupsdag i går 🙂 og sidste gang jeg skrev om dette var nemlig i forbindelse med vores 7 års bryllupsdag 🙂  Og den gang kom jeg vidst til at love “at der slet ikke skulle gå så lang tid til næste opdatering”…det lader jeg være med at love denne gang. Jeg vil prøve, men ikke love noget, haha #KlogAfSkade

Hvis vil vil være ajour inden du går i gang med del 3 af vores historie, så kan du læse del 1 af denne historie hér, og del 2 finder du hér

Del 3:

Efter vi var gået hver til vores i lufthavnen blev jeg umiddelbart lidt ked af det. Jeg vidste jo reelt ikke, om jeg nogensinde ville se ham igen. Det kunne jo være, at han glemte mig med en gang jeg var ude af syne. Jeg håbede dog – jeg er jo trods alt en håbløs romantiker 😉

Han havde dog ikke glemt mig. Allerede samme aften fik jeg en sms fra ham, hvor der stod noget i stil med “I can’t get you out of my head” – og dét var jo sød musik for mine ører. Efter dette skrev vi sammen, både på sms og email (de sociale medier var jo endnu ikke så udbredte). Vi prøvede også at tale lidt sammen i telefonen, men når vi ikke rigtig snakkede samme sprog, så blev det lidt akavet. Heldigvis er det nemmere at forstå dansk/norsk på skrift, så dét gik relativt nemt 🙂

Og når man kommunikerer på denne måde – uden at være i samme rum – så lærer man altså hinanden at kende ret godt, ret hurtigt. Vi kunne dog også mærke, at vi begge havde lyst til at møde hinanden igen. Når man HAR mærket kemien til et anden menneske, så er det svært at være væk fra hinanden – det har man vel alle oplevet. Derfor undersøgte vi mulighederne for at mødes. Jeg læste jo på dette tidspunkt, mens Manden (som jo er lidt ældre end mig) havde fuldtidsjob. Derfor var jeg den, der havde mest fleksibel hverdag. Ud over dette havde vi allerede i flyveren talt om, at jeg aldrig havde været i Danmark. Derfor blev planen, at vi skulle mødes i København…stadigvæk i Danmark, men lidt mere “neutral” grund, end Aarhus, hvor Manden boede.

Den sidste weekend i februar – næsten to måneder efter vi mødte hinanden for første gang – sad jeg på en flyver fra Bergen til København. Jeg vidste jo slet ikke hvad jeg gik ind til, men havde dog taget nogle få foranstaltninger. Jeg havde givet alle de kontaktinformationer jeg havde på Manden + et billede af ham til en af mine bedste venner. Han havde så fået klar besked på at kontakte myndighederne, hvis han ikke havde hørt fra mig inden to timer efter min ankomst til KBH. Lidt paraniod, måske, men altså – jeg vidste jo reelt ikke så meget om Manden. Tror min far villa have været stolt af mig 😉

Manden på den anden side vidste jo hellere ikke så meget om mig, og havde derfor lavet back-up-planer med en god kammerat – faktisk ham, der endte med at være forlover til vores bryllup. Vi var nok begge to ret spændte i det jeg trådte ud i ankomsthallen i Kastrup, for hvad nu hvis kemien ikke var der længere? Så havde vi i hvert fald en super-akavet weekend foran os, haha. Dét behøvede vi dog ikke at bekymre os for… Fra første sekund var det bare naturlig for os at være i hinandens selskab, og der gik faktisk ikke lang tid før vi var “som kærester” – altså holdt i hænder, holdt om hinanden og ja, kyssede *tsk tsk*

Vi havde en skøn weekend sammen, og aftalte allerede dér, at vi skulle ses igen. Og det gjorde vi så. De næste mange måneder havde vi nogle langweekender sammen med nogle ugers mellemrum, uden at fremtiden blev diskuteret alt for meget… Da sommeren nærmede sig havde vi dog meget forskellige planer – jeg skulle hjem til nord-norge for at arbejde meget intenst det næste halve år, da jeg ville spare penge til at bo i Tyskland i et halvt år. Manden, on the other hand, havde planlagt en roadtrip til sydfrankrig med en af sine single venner. Vi ville altså være mange tusind kilometer fra hinanden, og havde ikke nogen konkret plan om, hvornår vi skulle ses igen. Vi havde prøvet at finde et tidspunkt vi kunne ses på, men med mit crazy arbejdsskema (jeg havde intet mindre end 3 jobs den sommer) og Mandens fuldtidsjob + allerede planlagte ferie, så var der ikke så mange alternativer…

Jeg flyttede som planlagt hjem til nord-norge og begyndte at arbejde. Jeg havde det egentlig rigtig fedt, da jeg jo var kommet “hjem” til mange af mine gamle venner! Manden var i DK og arbejdede, og vi skrev lidt sammen – dog mindre end vi havde gjort op til dette tidspunkt. På et tidspunkt – lige omkring den tid, hvor Manden tog på roadtrip med kammeraten – stoppede kommunikationen. Og der var stille i et par uger, før der kom en sms, hvor Manden skrev, at han havde tænkt lidt over det, og at det vidst blev lidt for besværligt at holde liv i det vi havde gang i. Han skrev dog, at han holdt af mig, og håbede vi kunne blive ved med at holde kontakten.

Jeg var på (det ene) arbejde, da jeg fik sms’en, og jeg fællede én tåre. Ikke mere, ikke mindre. Jeg havde jo regnet den ud allerede, på grund af den manglende kommunikation imellem os, men det gjorde stadigvæk en lille smule ondt at se ordene sort på hvidt. Det skulle ikke blive os…

(to be continued… forhåbentligvis inden aug. 2019 😉 )

 

Share this...