Når nogen der står en nær bliver ramt af alvorlig sygdom, er det svært ikke selv at blive “ramt”. En person jeg holder rigtig meget af kæmper lige nu i mod en frygtelig sygdom, og jeg er ved at blive skør over, at man ikke kan stille noget op. Man føler sig magtesløs og vred, samtidig som man prøver at holde modet og humøret oppe – både for ens egen skyld, men også for vedkommendes skyld.

Jeg tager mig selv i at ville holde mig beskæftiget hele tiden på den ene eller den anden måde, for at aflede mig selv fra situationen. Jeg har jo heldigvis min familie og mine børn, der jo naturligt kræver både opmærksomhed og tid, hvilket gør at tankerne får en pause fra tid til anden. Når børnene så sover ender jeg dog lidt for tit op med at sidde og lade tankerne få frit spil. Google alt for meget. Og tage sorger på forskud. Og det hjælper ikke så meget.

Jeg kan også gå i selvsving med en stor omgang navlepilleri, hvor man evaluerer alt i sit liv. Om man lever det liv man gerne vil, om man træffer de valg man synes er rigtige, og så videre.. Heldigvis svarer jeg  “ja” til stort set hvert eneste af de spørgsmål, men der sniger sig da ind tanker som “skal vi bare sælge alt og skabe en helt anden hverdag?”.

Jeg har taget mig selv i at kigge på landejendomme ude i provinsen, hvor jeg ville flytte hen med min familie og nogle af vores venner. Starte vores eget bofællesskab, hvor vi kom hinanden lidt mere ved. Var sammen om ting. Skabte vores egen lille landsby – i stedet for at leve separate (fortravlede) liv, hvor der ikke er alt for meget plads til spontane møder og hverdagsliv. Jeg elsker det liv vi har – don’t get me wrong – men jeg er ikke 100% sikker på, at det er denne hverdag jeg gerne ville have, hvis jeg måtte vælge frit fra alle hylder (hvilket jeg jo i princippet må?)…

De her tanker bliver nok også forstærket af det, at Røveren er startet i skole. Jeg kan mærke hvor meget jeg savner at have ham hjemme nogle dage. Jeg skrev jo tidligere, at jeg godt kunne finde på at give ham nogle “tank-op-dage” (som en læser kaldte det for….og som er et SÅ meget bedre ord end “øv-dage”, så det har jeg taget til mig!), men en ugentlig tank-op-dag bliver nok lidt i overkanten. Og så synes jeg – helt ærligt – at det er for lang tid at være 6 timer i skolen, hver dag, fra og med 0. klasse.

Og nu ved jeg godt, at vi er priveligerede, der overhovedet har mulighed for at give en “tank-op-dag”, og for potentielt at hente tidligere end de 6 timer en skoledag varer lige nu. Men altså, jeg kan jo kun skrive ud i fra den hverdag og det udgangspunkt vi selv har, så må I jo tage det for hvad det er.

Jeg drømmer også om at have lidt mere tid med Manden, som jo lige nu arbejder (og rejser) ret meget. De dage han ikke er ude at rejse (eller har “forretnings-forbindelser” i byen, hvor de spiser ude sammen) når vi som oftest at spise aftensmad sammen som familie. Det er jeg meget glad for. Og weekenderne er ret hellige – der er vi sammen hele familien. Det er i hvert fald meget sjældent, at Manden eller jeg har noget, der tager tid fra familien i weekenderne. Meeeen, i hverdagen, efter aftensmad, hygge, putteritualer, oprydning, osv. er vi som oftest ret trætte. Så trætte, at vi falder i staver, og ikke får udnyttet den alenetid vi har sammen.

Sådan er det måske i alle familier? Småbørnsfamilier? Og jeg ved hellere ikke, om at det flytte “på landet” ville ændre på dét? Vi ville jo uanset hvad skulle have en indtægt, og vi ville jo også stadigvæk have vores tre børn, haha. Måske er det bare sådan det er i denne periode af vores liv…

Det er nok uanset hvad ikke noget der vil ske lige NU. Pt sker der vidst nok i vores liv. Men det er vidst sundt nok at mærke efter en gang i mellem, om man nu lever det liv man gerne vil. Det er bare ærgerligt, at der skal alvorlig sygdom eller lignende til for, at man tænker over det. På den anden side, så duer det jo ikke, at man konstant går og stiller spørgsmålstegn ved de ting man har og gør i livet. Så når man jo ikke at nyde dem… Og er det én ting sådan en omgang gør en ekstra opmærksom på, så er det at nyde hvert et øjeblik man har. At være glad for det man har. Og dem man har <3

P.s. Dem af jer, der tror på Gud – vil I ikke tage vedkommende med i jeres aftenbøn? Det ville betyde meget for mig… Kh Therese.

Share this...