I lørdags var en af de sværeste dage i mit liv. Vi sagde farvel til min kære svigermor, der døde sidste mandag efter en kort og intens omkamp med den kræft, vi troede hun havde overvundet sidste år.

Det er gået meget stærkt. Det er ikke mere end tre måneder siden vi var på ferie sammen. Og for to måneder siden var de to store drenge på ferie ved farmor og farfar – og ingen havde nogen idé om, at det ville være sidste gang de besøgte dem begge. I løbet af sommerferien kom symptomerne dog frem med en vældig fart, og til sidst stod det klart, at der ikke var noget at gøre. En helt forfærdelig besked at modtage. Et kæmpetab.

Hun var nemlig ikke bare min svigermor. Hun var også som en bonusmor for mig. Min egen mor bor jo over 1500 km væk, og selv om vi facetimer mange gange hver uge, så er det ikke det samme som at have dem fysisk tæt på. Derfor tilbragte vi al vores “familietid” sammen med dén side af familien, og det skaber jo naturligt et stærkt bånd. Især fordi vi fandt så godt ud af det sammen. Og det er jo derfor, det gør så vanvittigt ondt lige nu.

Èn ting er dog hvordan det påvirker mig og Manden. En helt anden ting – som gør endnu mere ondt – er, det store tab børnene lider, så alt for tidligt i deres liv. For de to store var farmor en virkelig vigtig person, som de elskede at tilbringe tid sammen med. Da vi fortalte det til Bassen var hans første reaktion “hvem skal så læse for os?”. Det gjorde hun nemlig RIGTIG meget. Og Bettemanden – han nåede jo aldrig rigtig at lære hende at kende… Selv om børnene dog har fået det at vide, og vi taler en del om det, så tror jeg ikke de helt har forstået det endnu. Det vil nok først rigtig gå op for dem når hverdagen indtræffer, og hun ikke er der når vi kommer på besøg. Og ikke er med, når farfar kommer hertil.

Sådan tror jeg også det er for mig også, hvis jeg skal være helt ærlig. Lige nu er det meget surrealistisk. Jeg går og venter på, at det skal gå op for mig – samtidig som jeg også kan blive helt lammet af sorg på andre tidspunkter. I løbet af dagen har jeg jo drengene (i hvert fald minimum én) ved mig det meste af tiden, og det hjælper med at aflede tankerne. Når man har sådanne små størrelser bliver man jo lidt tvunget til at være tilstede i nuet, og at nyde det liv man har. Man bliver sågar “tvunget” til at grine ind i mellem også. Når børnene så sover har jeg de sidste dage taget mig selv i at pacificere mig selv på den ene eller den anden måde. Enten ved at stene foran fjernsynet, gå i gang med praktiske ting, eller – som nu – ved at skrive et blogindlæg.

Jeg synes dog det hele bliver lidt ligegyldigt. For hvordan kan man finde glæde ved at bruge tid på så trivielle ting, når én af dem der stod en nærmest er gået bort? Hvordan kan vi planlægge Bettemandens kommende fødselsdag til at blive en hyggelig dag, når hun ikke vil være med? Hvordan kan vores hverdag bare fortsætte, som om ingenting er sket? Det er nogle af de følelser og tanker jeg går med i tiden… Der var for eksempel et forældremøde i Røverens klasse i torsdags, som jeg overvejede at droppe at tage til, fordi min svigermor var gået bort. Jeg havde også – inden alt dette – sagt ja til et samarbejde med et par firmaer, som jeg også overvejede at stoppe…for det bliver så intetsigende at skrive om sådanne ting, når man lige har mistet en kær ven. Til og med de helt små ting kan blive forkert; jeg havde solgt et legetæppe som hun og farfar havde givet Bettemanden, og jeg var tæt på at ophæve handlen, for det var jo noget hun havde været med til at give.  Men det hjælper jo ikke, at man selv holder op med at leve. Det vil jo ikke gøre situationen noget bedre.

Jeg ved også, at min svigermor gerne ville have haft, at vi lever livet til det fulde, og nyder livet så meget som vi kan. Også de trivielle ting. Hun var en realist, men også en optimist. Og jeg tror det bedste vi kan gøre er at komme videre på en god måde, med hendes minde med os. Men hvordan gør man det? Det ved jeg ikke helt endnu. Vi tager en dag ad gangen…

Tag vare på jer selv – og giv dem omkring jer en ekstra hård krammer i aften.

Kh Therese

P.S. Grundet omstændighederne har der været/er der en lille pause i indlægsserien om “økonomien i hjemmegåendefamilier” – men det ved jeg I har forståelse for <3 Inden længe vil alt nok være back on track.

Share this...