For et par dage siden var jeg til åbningen af Århus’ første barselshus. Det var en rigtig hyggelig dag, med spændende oplæg i hyggelige rammer. Der var. bl.a. en “mini-debatsalon”, hvor tre forskellige kvinder skulle fortælle lidt om sine erfaringer fra det at være på barsel, og at kombinere mor-rollen med deres øvrige liv…

I denne debatsalon var der én sætning, der satte sig ved mig. Den ene af kvinderne sagde noget i stil med, at hun skulle ønske, at hun kunne gå hjemme med sit barn. Eller rettere; hun ønskede, at hun havde lyst at gå hjemme. Men det havde hun ikke – hun havde nemlig “andre ambitioner, der hev i hende”. Og det er SLET IKKE hendes valg jeg skriver omkring her, bare for at slå dét fast! Vi er alle forskellige, og kan, vil og gør forskellige ting – og hurra for det! Så har vi fået det på plads.

Der virkede dog til, at der var rigtig mange der kunne genkende den tankegang – “man kan ikke blive hjemmegående hvis man ambitioner”.  Og det fik mig til at tænke lidt; tror folk generelt dét? Det er da virkelig en skam, hvis det er den tankegang der er dominerende.

Mine ambitioner

Nu kan jeg naturligvis kun tale for mig selv, men for mit vedkommende hænger det slet ikke sådan sammen. Jeg har faktisk ret store ambitioner på mine egne vegne. Og jeg tror oprigtig talt, at jeg kommer til at have en ret god karriere på et eller andet tidspunkt.

Jeg tager mig selv i at dagdrømme om, de ting jeg skal lave i fremtiden. Og når jeg hører nogle af mine veninder tale om de spændende projekter de har gang i, så må jeg indrømme, at det kribler lidt i mine fingre.

Jeg har rigtig mange idéer som jeg skulle ønske jeg havde tid og energi til at føre ud i livet. Og jeg tror, at hvis jeg havde tiden og energien til dét lige nu, så ville jeg have gjort det ret godt.

Livsfasepolitik

Jeg er bare kommet frem til den konklusion, at jeg kan ikke få alt på én gang. Og lige nu har vi små børn som både kræver tid og energi, og så er det dér jeg lægger mit fokus lige nu. Det betyder ikke, at jeg ikke drømmer om andre ting. For det kan I tro jeg gør. Og helt ærlig ville det da også være superfedt, hvis jeg både kunne “køre karriere” og samtidig give børnene de ting jeg ønsker at de skal få med i deres første år. Men jeg har indset, at for os ville det blive for presset. For vores familie ville det ikke kunne hænge sammen.

Sådan mistænker jeg, at det er mange der har det. Følelsen af, ikke at “kunne hænge sammen” – fordi der ikke er timer nok i døgnet til både at kunne være den forælder man ønsker, samtidig som man gør det der kræves af en på arbejdsfronten. Der er jo fx en grund til, at rigtig mange går ned på deltid. Eller går ned med stress.

Jeg er de sidste år blevet stor fan af dét der kaldes “livsfasepolitik”. Kort fortalt handler det om, at der kan skrues lidt op/ned for arbejdsmængden (og dermed også -tid) alt efter hvilken livsfase man er i (Læs denne artikel, hvis du vil vide mere). For hvor logisk er det, at man skal give den max gas og præstere mest muligt på arbejdsmarkedet i de selvsamme år man har små børn?? Det giver da ingen mening. Så vil jeg hellere fordele mit arbejdsliv over flere år, og arbejde lidt længere når jeg er “gammel”. I hvert fald hvis det betyder, at jeg bedre kan nyde den fase jeg er i lige nu.

Bitterhed?

Er jeg så bitter over det, at jeg ikke kan “køre karriere” lige nu – i nogle år, der faktisk er ret vigtige, fordi det er nu “alle de andre” etablerer sig på arbejdsmarkedet. Er jeg bitter over det, at Manden kan give den max gas, mens jeg er slået tilbage til start? Tja – nogle gange kan jeg godt blive det. Dé dage, hvor jeg synes mit “arbejde” er virkelig hårdt eller kedeligt, så kunne jeg da godt ønske, at jeg kunne være den, der tog pent tøj på, gik til møder med andre voksne, og drak varm kaffe. Nåh, ja; og udlevede mine karrieremæssige ambitioner. Men altså, så ved jeg da også at de fleste andre har lignende dage, hvor de også synes deres arbejde er hårdt, og hvor de skulle ønske de lavede noget helt andet. Mon ikke der altid vil være sådanne dage – hvad enten man er hjemmegående, CEO, postbud eller bager?

Jeg tror dog der er nogle ting, der spiller ind i vores situation der gør, at jeg bedre kan være i denne konstellation. For det første, så var det ikke en permanent beslutning vi tog, da jeg i sin tid blev hjemmegående. Den gang var det kun for et par måneder – som  vi blev ved med at forlænge, fordi vi var så glade for det. På den måde var det ikke en overskyggende stor beslutning der blev taget. Det kom mere naturligt, fordi jeg og hele familien synes det var skønt. Og det er dejligt at få lov til at tage sådan en beslutning baseret på gode erfaringer og lyst, i stedet for måske at føle, at man “burde gøre det”.

Ud over det, så er Manden og jeg meget enige om, at jeg ikke er hjemmegående for at passe vores hus eller vasketøjskurven. Jeg er primært hjemme for at tage mig af børnene og sørge for, at familielivet går op i en højere enhed. Men det betyder også, at jeg skal kunne gøre ting for MIG – også selv om det indebærer, at jeg ignorerer fnullermænd i hjørnerne og en fyldt vasketøjskurv. Jeg skrev faktisk for nogle år siden en liste over ting jeg gjorde for mig selv, for at jeg bedre kunne trives i rollen som hjemmegående – den kan du finde hér, hvis du vil læse den 🙂

Hvad jeg gør nu?

De ting jeg gør for mig selv er faktisk mange – og meget varierende. Bl.a. sidder jeg nu og blogger, imens Bettemanden og Bassen leger sammen. Jeg prøver ikke at være for meget ved computeren eller telefonen når børnene er vågne og efterspørger mig, men når de leger selv, sover eller lign, så finder jeg tid til at fx skrive blog, klummer, svare på mails, og lign.

Jeg bruger også de her år på at netværke – og forhåbentligvis etablere noget, der kan komme mig til gode når jeg igen skal ud på det store arbejdsmarked. I mandags var jeg jo som nævnt til åbningen af barselshuset ‘Bedre Barsel’ her i Århus, hvor der blandt de deltagende var seje iværksættere, journalister, bloggere, osv. Jeg skriver jo også – som nævnt – klummer, der en gang i mellem bliver publiceret (fx. på Alt for Damernes hjemmeside), hvilket giver mig noget at tage afsæt i, når jeg en gang skal have et fuldtidsjob.

Jeg har efterhånden prøvet mange ting samtidig som jeg har været hjemmegående; medvirkende i tv-program, radio, klummeskribent, interviewet til artikler, blog, osv. Og alle de her ting er sket med (minimum) ét barn ved min side. Og ja, jeg er godt klar over, at jeg er “heldig” som er uddannet/arbejder indenfor et fag, hvor man kan være fleksibel på denne måde. Det kan måske være svært, at være freelance læge. Så skal man i hvert fald være meget kreativ… Men indenfor de allerfleste fag kan man på en eller anden måde tilegne sig kundskab, netværk, erfaring eller lignende, selv om man er ”hjemmegående”.

Min pointe er, at man kan gøre E N O R M T meget selv om man “er hjemme med børnene”. Børnene kan sagtens komme med til mange ting, og hvis det er, at de skal lege selv i 30 min mens du arbejder, så går det nok også. Jeg vil fx hellere have, at børnenen ser mig arbejde ved en computer 30 minutter, hvor de bliver nødt til at lege selv, end at vi skal være fra hinanden mange timer. Og man bliver vanvittig effektiv hvis man ved, at man baby sover omkring to timers eftermiddagslur, og på den tid skal man både nå at tømme opvaskeren, forberede aftensmad OG svare på 7 mails.

Samtalesalon

Faktisk er det også sådan, at jeg – sammen med en anden blogger, Esra (fra 2verdener.dk) – skal have en “samtalesalon” i det nyåbnede barselshus senere på efteråret. Der vil vi komme ind på mange ting, men der vil nok også blive snakket lidt om det “at være en moderne hjemmegående”, og hvordan det kan kombineres med ens ambitioner. Måske især nu, hvor Esra – der i tillæg til at være en megasej iværksætter – også er sprunget ud som hjemmegående (for en kort periode i hvert fald 🙂 ).

Hvis I har lyst til at komme og være med til den samtalesalon, så er det altså den 29. november, kl. 10.30. i Århus C. Jeg skal nok komme med nærmere info senere…

Share this...