For ikke så længe siden skrev jeg om en af de ting jeg gør for at leve en mere bæredygtig livsstil; nemlig at skære ned på kødforbruget. Jeg vil gætte på, at vi som familie allerede spiser mindre kød end den gennemsnitlige familie i DK – det har vi gjort hele tiden. Nu vil jeg dog gerne sætte vores forbrug endnu længere ned! I den forbindelse er der dog nogle overvejelser jeg vil vende med jer…

For når jeg nu siger; jeg ønsker, at vi som familie skal mindske vores forbrug af kød, så ligger det lidt i ordene, at det ikke er en beslutning vi som familie har taget. Det er mig, der ønsker dette. Jeg tror ikke børnene har så meget i mod det – de er vandt til at “spise det de får serveret” – selvfølgelig med deres ønsker og preferencer taget i betragtning. Manden er jeg dog lidt mere usikker på… Ikke fordi han er anti-vegetar, jeg tror dog bare, at det kan lyde lidt voldsomt, hvis jeg kommer og proklamerer, at “nu skal vi til at skære ned på vores kødforbrug” – især nu, hvor vi ikke er dem, der spiser meget kød i forvejen.

Nu er det dog engang sådan, at det primært er mig, der står for både indkøb og madlavning i vores husstand. Derfor havde jeg egentlig bare tænkt mig, at stille og rolig introduere lidt flere kødfrie retter i vores repertiore – og at erstatte kødet i de ‘gamle klassikere’ med noget andet. Sådan at det ikke blev en dramatisk beslutning der blev præsenteret for familien, men en glidende overgang, uden alt for meget fokus på det.

Jeg er nemlig bange for, at hvis der bliver for meget fokus på det, så kan det have en negativ effekt. I hvert fald på børnene. Kender I de situationer, hvor børnene kan gå helt i baglås, lige præcis fordi der bliver fokuseret for meget på én ting? Hvis man bare ignorerer det og lader det hele komme af sig selv, så bliver det plutselig ikke så “farligt”?

Denne metode luftede jeg i en vegetar/veganer-gruppe jeg er en del af på facebook, og selv om der var rigtig mange der kunne se fidusen i det, så var der også enkelte der kommenterede, at jeg ikke kunne være bekendt at snyde min familie på den måde… Og for at være ærlig, så ved jeg ikke helt hvad jeg selv tænker om det længere. For jeg kan godt se, at det ikke er optimalt, hvis det er mig der tager sådan en beslutning, der påvirker hele familien. Jeg ville nok ikke have brudt mig om det, hvis nogen tog en beslutning for mig på den måde… Omvendt, så er det jo ikke en *forfærdelig* ting jeg gør – tværtimod, vil jeg mene. Det er da bedre for både vores kroppe, planet og økonomi. Og det er jo ikke fordi jeg plejer at sidde og liste op hvilke ingredienser der er i hver enkelt måltid jeg serverer for dem. Så sådan set vil der jo ikke være nogen forskel – blot dét, at der vil være mindre eller intet kød i en del af de retter jeg laver.

Jeg har faktisk prøvet det en lille smule allerede. Jeg har i lang tid lavet kødsauce, der bestod mere af grøntsager end af kød (400g hakket oksekød blev til 3-4 omgange aftensmad for hele vores familie). Derfor tænkte jeg, at lige præcis dén ret ville være optimal at starte med, hvis jeg ville prøve at skære kødet helt fra nogle retter. Så sidste gang jeg lavede den, erstattede jeg kødet med hakket champignon – hvilket skulle give lidt af den samme umami-smag. Det har vi så fået over nogle omgange, og der har ikke været nogen kommenterer… Én enkelt gang spurgte ældstemanden “hvad er dét”, og jeg mistænker, at han pegede på et af champignon-stykkerne. Jeg svarede dog bare, at det var en del af kødsaucen, og så var vi allerede videre i teksten 😉

Det kan dog ske, at det er bedst at tage snakken med Manden. Så han er med på, hvad jeg ‘har gang i’, og vi sammen kan lægge en “slagplan”… Det kan jeg måske blive nødt til, i og med at jeg nu skriver dette på min blog, der er alt andet end hemmelig, haha.

Jeg vil dog rigtig gerne høre fra jer; er der nogen af jer der har haft success med at skære ned i kødforbruget? Hvordan har I grebet det an (både praktisk ift retter, type mad, osv), men også i forhold til jeres familie, traditioner, o.l.? Det ville være skønt med lidt inspiration!

Kh Therese

Share this...