Hej med jer!

Jeg føler jeg står ved et vejskille lige nu, og har brug nogle råd:

Jeg har en meget ammeglad dreng på godt et år. Lidt FOR ammeglad, desværre. Vi har praktiseret «friamning» hele hans liv, og det har egentlig fungeret rigtig fint (på nær lidt opstartsproblemer).

Pt. ammes han 1-3 gange fra vi står op kl. 7 til han bliver puttet kl. 19 – og det har jeg det som sådan helt fint med!

Vores problem opstår når det kommer til søvn og amning. Han vil nemlig stadigvæk gerne ammes i søvn, og også ammes hver gang han vågner om natten – hvilket i perioder er rigtig tit! De her ammesessioner kan tage virkelig lang tid, så jeg bruger tit hele min aften på at amme ham i søvn, og mister også enormt meget søvn om natten pga det.

Vi samsover, så jeg skal ikke op om natten, men jeg kan ikke rigtig sove når han spiser – delvist fordi han ligger ret uroligt, hiver i brystet, nulrer det andet bryst, osv – men primært fordi mine bryster bliver så såre/ømme efter al amningen. Han har også ENORMT mange tænder (12 styks and counting), hvilket nogle gange gør amningen decideret smertefuld.

Jeg skulle ønske, at jeg kunne bibevare «dagamningen», og også give en kort ammetår før natten – men det at have ham ved brystet i op til flere timer i streg kan jeg ikke bare mere. Jeg tager mig selv i at blive irriteret på ham om natten fordi han insisterer på at ammes og når han bruger så lang tid ved brystet. Og det gavner jo ingen 😔 jeg har sågar en enkelt gang eller to tænkt at jeg fortrød, at jeg i sin tid kæmpede for at komme over de problemer vi havde i opstartsfasen, fordi de negative ting jeg nu tænker ift amningen overskygger alt det gode amningen har givet os – og det synes jeg er synd… jeg savner også at have mere tid om aftenen til både de to store børn, og også til parforholdet. ❤️

Min mand er faktisk også lidt træt af, at han ikke kan komme mere på banen pga amningen – han vil gerne, men så længe jeg (læs;🍈🍈- brysterne) er i nærheden, så er det kun dem, der duer…

Jeg tror på baggrund af alt der er nævnt over, at amningen snart vil ophøre. Jeg vil dog gerne have, at det sker så skånsomt som muligt for min søn – men her er jeg helt blank 🤷🏼‍♀️. Han er jo nemlig så stor, at han udmærket godt ved hvad jeg gemmer på, og hvor jeg gemmer dem 🙈😅. Skal jeg bare sige nej og holde fast i det (og pakke mig ind i en hulens masse tøj😆). Skal vi tage én og én amning? «Kold tyrker» – hvis sådan noget overhovedet kan tages på en «skånsom» måde 🤔? Eller noget helt andet?

Jeg håber der er nogle kloge mødre derude, der vil dele erfaringer og råd 🙏🏼

__________________________

Ovenstående skrev jeg i en “amme-gruppe” på facebook for et par dage siden…

Jeg bliver lidt trist af tanken om, at jeg måske er helt færdig (for altid!) med at amme. For jeg har virkelig elsket det – og alt det har givet os ❤️ Men det går ikkw længere. Jeg kan ikke mere nu.

Share this...