…og ikke kun på den dér “ih, de fik lov til at se lidt ekstra fjernsyn og spise slik efter aftensmad”-måde. Mere på den måde, hvor det stikker en så dybt i hjertet, at man begynder at græde over det. Og det gjorde jeg.

Historien i korte træk:

Jeg havde ingen planer i min kalender i onsdags, og spurgte derfor Bassen om han kunne tænke sig at blive hjemme fra børnehaven – det vi kalder for en “hyggehjemmedag”. Det ville han rigtig gerne, så vi tog en stille og rolig morgen og formiddag sammen. Jeg synes selv jeg var god til at være sammen med børnene og lade praktiske ting og telefonen være, så vi kunne fokusere på at være sammen. Farfar skulle komme om eftermiddagen, og vi skulle bare hygge sammen. Alt i alt var det en rigtig dejlig dag! Og det VAR det også – På nær 15 minutter, der endte med at sidde så meget i mig, at jeg stadigvæk får en klump i maven når jeg nu skriver dette.

Det der skete var, at efter jeg havde puttet Bettemanden til lur ville jeg egentlig få gjort nogle af de ting, der skal gøres i hjemmet – få ryddet af efter morgenmaden, tømt opvaskeren, vasketøj, osv. Jeg ville gerne have det gjort inden Bettemanden vågner, og pt er hans lure ikke helt til at regne med – han tager alt i fra 40 min til 2 timer. Bassen havde dog RIGTIG gerne lyst til at spille memory sammen, og jeg synes egentlig også det er hyggeligt at lave noget sammen kun os to, så det gjorde vi. Efter to omgange holdt vi dog pause, så jeg kunne nå lidt inden Bettemanden vågnede.

Lige i det jeg var gået i gang med de praktiske ting opstår der dog en “konflikt”. Bassen får gjort nogen (hvad det var er ret ligegyldigt for historien) der giver lidt ekstra arbejde til mig, og som jeg ikke lige kunne overskue. Så i stedet for at sige “skidt pyt, det får vi fikser”, så bliver jeg irriteret og siger med en ret skrap stemme “hvad laver du??” og går imod ham med et alt for vredt kropssprog. Jeg vil tage ham væk fra situationen så det ikke bliver endnu værre, og gør det på en ret formynderisk måde.

Bassen fanger jo naturligvis min irritation og gør det, som man jo naturligvis gør når man føler sig “angrepet”; han kæmper imod. Han reagerer derfor tilbage, både fysisk, men også ved at råbe. Jeg bliver irriteret over, at han råber, hvilket jeg formidler på en ikke specielt pædagogisk måde, og får også sagt hvor træt jeg er af det han havde gjort. Bassens råb vækker Bettemanden som står lige udenfor vinduet og ikke kunne undgå at høre sin storebror. Jeg når lige at sige – med en langt ifra venlig stemme -, “så fik du også vækket lillebror”, inden jeg går ud for at se til ham (han kan lynhurtigt sno sig ud af voksiposens seler, så man skal være der ret hurtigt).

Allerede da jeg er på vej ud til barnevognen kan jeg mærke, at den er helt gal. Jeg ved, at jeg har reageret totalt forkert, og at jeg har fejlet i min rolle som forælder. Jeg har ladet min egen kort-for-hovedet-hed gå ud over min lille dreng, og mit hjerte gør fysisk ondt. Bettemanden – der var blevet vækket i utide (og stadigvæk var meget træt) lagde sig dog til at sove igen indenfor et par minutter, så jeg vurderede, at det var bedst jeg hjalp ham videre i søvnen, så jeg kunne have alenetiden med Bassen igen bagefter. Jeg ville gerne komme godt igennem dét der lige var sket – uden at have en meget overtræt og ked af det baby på armen, når jeg vidste, at Bassen ville have brug for al min opmærksomhed.

Da Bettemanden kort efter sov igen gik jeg ind, med et hamrende hjerte – klar til at sige undskyld til min dreng, og påtage mig alt ansvar for dét, der lige var sket. Da jeg kom ind igen stod han med tårer trillende ned af kinderne og prøvede så godt han kunne at “begrænse skaden” som han var kommet til at forårsage tidligere…

Jeg var SÅ tæt på at bryde fuldstændig sammen af gråd ved synet af min lille mand, der så efter bedste evne prøvede at gøre situationen bedre. Jeg samlede mig dog hurtigt – for han skulle ikke blive bekymret for hvad der var i gang, eller på nogen som helst måde få mine følelser af utilstrækkelighed lagt over på sig. Vi fik derefter en god snak om, at jeg var rigtig ked af, hvordan jeg havde håndteret situationen. Jeg undskyldte for, at jeg blev irriteret, og for hvordan jeg havde reageret – og spurgte om han kunne tilgive mig. Jeg fik sagt, at alt dét, der skete lige før, ikke havde noget med ham eller hans handlinger at gøre, men at det var udelukkende min skyld. Jeg fik også sagt, at jeg øvede mig i ikke at reagere på sådan en måde, når det jeg burde have sagt var “skidt pyt”.

Bassen, der jo tydeligt var ked af det da jeg kom ind, tog meget hurtigt imod min undskyldning, og kom videre – i hvert fald hvad jeg kunne mærke. Jeg havde egentlig lyst til at blive ved med at sige undskyld – kender I den følelse? – men har for længe siden læst noget om, at når man har bedt om tilgivelse og fået den, så skal man gå videre. For alt derefter er kun ens eget behov for “kompensering”, og ved at blive ved kan man komme til at give barnet en form for skyldfølelse over, at man selv har det så skidt.

Hvorfor har jeg det så skidt med det?

Nu er der måske nogle af jer der tænker “så slap dog af – værre var det hellere ikke”. Og nej, jeg har hverken slået eller decideret råbt af mit barn (hvilket jo i øvrigt er hhv. ulovligt og burde være ulovligt), men for mig er det her nærmest lige så slemt. Jeg efterlod ham nemlig i flere minutter alene, med den følelse af, at han havde gjort noget, der var så forkert, at jeg reagerede på den måde jeg gjorde. Det gør mig bange for, at han stod med følelsen af, at HAN var forkert. For det er jo sådan med børn – de ønsker jo egentlig kun at passe ind i fællesskabet – og når noget (og ISÆR en af dem, der burde have deres ryg uanset hvad) reagerer på en måde, der viser dem irritation og vrede over dét de gør, så tror jeg de tager det meget til sig. Og lad mig sige det sådan, at hvis jeg havde set en pædagog i børnehaven reagere sådan overfor mit barn ville jeg blive RASENDE på vedkommende.

Jeg skulle ønske jeg kunne sige, at det var første gang jeg har overreageret, men det er det desværre ikke. Jeg er alt for godt klar over, at min dårligste egenskab i morrollen er, at jeg ikke altid kan kontrollere mit temperament – og dermed kommer til at overreagere i diverse situationer. Og igen – jeg vil ikke blæse det ud af proportioner, for når man siger “problemer med temperament” kan man hurtigt komme til at tænke meget værre reaktioner end dem jeg har/får. Men det går mig på, fordi jeg gerne vil reagere anderledes. Sådan som jeg gør, når jeg husker mig selv på at tælle til ti. Så er jeg nemlig meget bedre til at sige “skidt pyt”. Desværre er det bare ikke alle gange jeg får gjort det, og det går mig meget på.

Hvorfor fortæller jeg jer dette?

Der er flere årsager til, at jeg har besluttet mig for at dele dette med jer. Den ene grund er, at jeg faktisk en halv time inden alt dette skete lagde en hurtig story op på Instagram, hvor man kunne se, at Bassen og jeg var i gang med vores memoryspil. Alt ånder idyl, og det var det jo som sådan også. I de her dage er det bare meget vigtigt at pointere, at de ting man ser på de sociale medier kun er et øjebliksbillede. Kort tid efter sådan et billede er taget kan der sagtens ske noget, der gør at man føler sig som en lortemor, og overvejer, om barnet ville have haft det bedre af at være afsted end hjemme. Det skete i hvert fald hér, men det er jo ikke noget man på samme måde “dokumenterer”. For man ønsker hverken at huske eller dele sådanne øjeblikke. Men de sker.

En anden ting er, at jeg tit føler, at når jeg fortæller at jeg er hjemmegående, så bliver jeg automatisk tillagt nogle egenskaber og personlighedstræk som jeg slet ikke har. Jeg er ikke så “pædagogisk” i min tilgang som mange måske antager. Jeg er ikke god til at være tålmodig, jeg kan ikke lide at lege typiske “børnelege” (rollespil, dukker, biler, etc.), og jeg har et temperament – på godt og ondt. Alle de ting jeg lige har nævnt er ikke ting man automatisk associerer med én, der selv har valgt at gå hjemme med sine børn. Men jeg ser ikke nødvendigvis på alle de ting som nogle deciderede negative ting. Altså, dét med at have tålmodighed og at have fuld kontrol på ens temperament er noget jeg øver mig i, men det er jo stadigvæk en del af mig.

Jeg er som jeg er, og det er det jo også ok at mine børn ser. Nu siger jeg ikke, at det er ok at reagere på den måde jeg gjorde.  Det var en fejl! Men jeg gør fejl, og når jeg gør det, så er jeg R I G T I G god til hurtigt at sige undskyld. Dét i sig selv er en værdifuld ting at lære børnene. Og når det kommer til det, at jeg ikke kan lide at lege enkelte typer leg, så tænker jeg hellere ikke det gør noget. Der er nemlig andre ting jeg ELSKER at gøre med børnene (spille spil, lægge puslespil, læse, lave mad, etc). Og det er fint, at børnene lærer, at man ikke nødvendigvis behøver at lave ting man egentlig ikke har lyst. De er blevet gode til at lege enkelte lege selv, mens de altid ved, at de kan lokke mig med til et spil memory eller to 🙂

Den sidste grund til at jeg fortæller dette var, at det jo er lidt af grunden til, at jeg startede denne blog i første omgang. Jeg ville vise, at man ikke nødvendigvis er én bestemt type, bare fordi man er hjemmegående. Jeg tror der er mange forestillinger omkring hvad/hvem hjemmegående forældre er, men i realiteten er vi en lige så divers gruppe som resten af befolkningen. Næsten, i hvert fald 😉 Nogle af os er slet ikke “pædagogiske anlagte”, eller hvad man nu kalder det… Men det er ikke ensbetydende med, at man ikke kan passe sine børn hjemme. Man arbejder med det man har, og gør det bedste ud af det. Og arbejde med en selv, hvis der er områder der har brug for forbedring. Det er i hvert fald det jeg prøver på. Og jeg gør mit bedste <3

 

 

Share this...