Madlavning er en af mine hobbyer. Jeg kan godt lide at prøve nye opskrifter, og jeg elsker at lave mad til gæster osv. Det er aldrig de helt vildt fancy retter der står på menuen, men det plejer at smage godt – og jeg hygger mig med det! Det sidste års tid har der dog ikke været voldsomt godt tid til at “hygge” mig i køkkenet. Derfor er jeg blevet ret glad for hurtige opskrifter der gør, at jeg stadigvæk kan servere hjemmelavede lækkerier, selvom tiden er knap.

En af favoritterne dette efterår har været denne æblecrumble. Den lune følelse, duften af kanel og de friske sprøde æbler – det gør sig virkelig godt i denne ellers kolde årstid. Den er som nævnt utrolig nem at lave, og ingredienserne er nogle som de fleste har i køkkenet til enhver tid.

Der er mange varianter af denne dessert/kage, og de fleste opskrifter ligner hinanden…men hvis I ikke allerede har en go-to-opskrift på æblecrumble, må I meget gerne bruge min (eller egentlig er det min svigerindes 😉 )

Ingredienser

  • 4 æbler
  • 75 g smør
  • 1,5 dl havregryn
  • 1 dl hvedemel
  • 1 dl sukker
  • 1/2 ts bagepulver (kan undlades)
  • en lille smule kanel (alt efter hvor vild du er med kanel 😉

Fremgangsmåde

  1. Hak æblerne i små bidder og læg dem i bunden af en ildfast form
  2. Smelt smørret
  3. Kom alle de tørre ingredienser i en skål, og bland det smeltede smør ind i det.
  4. Fordel “dejen” over æblerne i den ildfaste form
  5. Bag kagen i en forvarmet ovn på 200 grader varmluft i ca 25 minutter, til det er gyldent.

Dette er kun “basisopskriften” – du kan blande SÅ mange forskellige dejlige ting i denne dej. Du kan komme hakkede mandler, hasselnødder, brombær, hinbær, hvide eller mørke chokoladestykker, vanilje, etc. Der er altså uendelige muligheder. MUMS!

Den kan serveres alene på en tallerken, men passer perfekt til creme fraiche, flødeskum eller is. Da de her billeder blav taget havde søde Marina taget hjemmelavet æbleis med – en kombination made in heaven! 🙂

Hvis du kunne tænke dig nogle andre dejlige nemme opskrifter, så kan jeg fx anbefale denne marengsroulade eller de her havremuffins med banan og vanilje.

Share this...