Så kom den dag som jeg både har glædet mig til og frygtet. Beslutningen om, at jeg skulle stoppe med at amme har været længe undervejs, men her til aften blev det dog til virkelighed.

Vores ammeforløb

Min ammerejse med Bettemanden har ikke været helt lige til. Det startede med gå helt galt, da Bettemanden havde forkert teknik pga. stramt tungebånd. Heldigvis havde jeg to gode ammeforløb i bagagen, og vidste derfor hvordan det kunne og skulle være – samt hvor glad man ender med at blive for det, hvis/når det kører.

Jeg vidste ikke, at det var stramt tungebånd der drillede, da hverken sygehuset eller sundhedsplejersken havde fanget det. Vi prøvede derfor ALT vi kunne, for at finde ud af hvad problemet var; vi tog ham til kiropraktor, jeg talte med en ammerådgiver, han blev tilset af sygeplejersker på Skejby (da vi var forbi i forbindelse med noget andet). Efter et par (uudholdelige!) uger opsøgte vi en øre-, næse-, halslæge, der blot efter et hurtigt kig kunne konstantere, at han havde EKSTREMT stramt tungebånd. Det blev meget hurtigt klippet, og efter blot nogle få dage gik det meget bedre.

Efter det er vores ammeforløb gået nogenlunde normalt (hvis man nu kan kalde noget for et “normalt ammeforløb” – de er alle ret forskellige, ikke?). Bettemanden har været meget ammeglad, og blev mere eller mindre fuldammet de første 6 måneder. Eller, faktisk var det mere end 6 måneder, da han ikke rigtig ville spise noget de første 7-8 måneder pga. tandfrembrud.

Problemer?

Hans amme-glad-hed var dog ikke kun om dagen. Han ville gerne ammes om aftenen og om natten. Hvilket godt kan fungere i perioder – når man har så små børn fungerer ALT i perioder, am I right? Problemet var bare, at i stedet for at aftage med tiden, blev behovet for at ammes om natten større og større. Til sidst endte det med, at jeg sad hele aftenen inde på værelset sammen med ham, og at han vågnede om natten, hvis han IKKE ammede – vi taler altså konstant, uavbrudt, amning. Og det kunne jeg ikke længere holde til. Jeg savnede at have tiden om aftenen med de store drenge, jeg har savnet at have bare en liiiille smule tid med Manden, og jeg har savnet at sove!

Det gik så vidt, at jeg til sidst fik noget der lignede på amme-aversioner, som jeg skrev meget mere om i dette indlæg.

Jeg har dog haft det svært ved at stoppe med amningen. Ikke bare fordi jeg gerne vil opfylde de behov Bettemanden har, men også fordi jeg selv har haft svært ved at give slip på det. Bettemanden er jo vores sidste barn, så derfor har jeg vidst, at når jeg stoppede med at amme ham, så vil jeg aldrig opleve det igen. Det er sådan en fantastisk, nærværende, tryg og hyggelig tid at have sammen. Og noget, der aldrig vil komme igen.

Det hele kulminerede dog for en måneds tid, da Manden var på en uges lang forretningsrejse. Jeg havde heldigvis min niece ved mig den uge, men det blev simpelthen for hårdt for mig. Da Manden kom hjem gjorde vi derfor dét, at han sov sammen med Bettemanden om natten i stedet for mig (det var i efterårsferien). Så jeg ammede ham slet ikke om natten fra den dag af. Det gik ikke helt uden indsigelser fra Bettemanden, men Manden er heldigvis sådan en fantastisk far, så han lod ham sove på hans brystkasse/i hans arme alle de dage, så han ikke mistede nærheden – kun amningen. Jeg ammede dog stadigvæk om dagen; morgen, middag og aften. Amningen midt på dagen blev dog skåret væk efter ikke så lang tid.

Efter efterårsferien skulle Manden jo dog tilbage på arbejde, så vi blev enige om at skiftes til at være ved Bettemanden om natten. De første mange nætter når jeg var inde ved ham var han meget insisterende omkring, at han ville ammes. Jeg blev bare ved med at sige med en rolig stemme “vi skal ikke amme nu”, og kramme/trøste ham.  Det accepterede han også efter en uge eller to, hvilket jeg synes var ret fantastisk.

Så var vi nede på to amninger; morgen og aften. For et par uger siden blev vi dog også nødt til at skære morgenamningen fra, da Bettemanden begyndte at vågne MEGET tidligt for at ville ammes. Og jo, jeg kunne jo bare have taget ham ind i sengen og ammet – og så sovet videre. Vi var dog simpelthen for bange for, at han så igen ville associere søvn med amning. Derfor har vi de sidste uger været nede på én amning i døgnet – aftenamningen, som en del af hans putterituale.

Den sidste amning <3

Det er dén amning, vi lige har sagt farvel til i aften. Og jeg er ikke længere i tvivl om, at det er hårdest for mig. De første uger efter vi begyndte nedtrapningen var Bettemanden så begejstret, at han nærmest ikke kunne være i sin krop, når han indså, at det var tid til amning. Den begejstring er dog lige så stille forsvundet. Og nu er vi på det punkt, hvor jeg oprigtig talt tror, at han er ret ligeglad. Der har været flere tilfælde, hvor vi har sat os for at amme, men han er blevet optaget af noget anden som han hellere ville. Og min produktion har jo også faldt drastisk de sidste uger, så vi var så godt som stoppet med at amme allerede.

Det er egentlig et rigtig dejligt punkt at nå til. For når jeg nu stopper med at amme helt, så føles det ikke som om, at det er mig der stopper det. At jeg tager noget fra ham. Det gjorde det i første omgang, da vi startede nedtrapningen. Dér var det mit/familiens behov der blev prioriteret, og det gjorde rigtig ondt. Så at vi ikke skal igennem sådan noget igen er rigtig skønt.

Jeg kunne nok have fortsat med den ene amning i ret lang tid fremover, men det ville bare være påtvunget. Jeg skulle dog selv blive helt klar selv, før vi sluttede for godt. Derfor har jeg de sidste dage og uger mentalt forberedt mig på, at det snart ville stoppe, og i aften var altså aftenen. I aften var Bettemanden og jeg nemlig alene hjemme omkring puttetidspunktet, så der var helt ro til at nyde den sidste ammestund sammen (ej altså, mit hjerte banker og tårerne triller bare ved at skrive dette…hormones, much?).

Og i morgen er første aften jeg ikke er sammen med Bettemanden til puttetid. Jeg skal nemlig til en fødselsdag der starter lidt tidligt, og derfor er det Manden der skal tage hele putteritualet selv. Selvfølgelig kunne vi jo bare springe én amning over og genoptage det søndag, men når vi alligevel skulle finde et tidspunkt til at stoppe med at amme, virkede dette som et naturligt tidspunkt.

Det føltes næsten som en lille afslutningsceremoni, hvor jeg prøvede at suge til mig alle indtryk; lyden af hans vejtrækning, vægten af hans krop i mine arme, og følelsen af hans små hænder der nev mig lidt i halsen. Det gør en lille smule ondt (på mig), at det nu er over. Det er trods alt min sidste baby. Men jeg er rigtig taknemmelig for, at jeg har kunnet amme ham – især når jeg tænker på de problemer vi havde i starten. Efter denne sidste amning var færdig gav jeg ham et stort kys i panden og takkede ham for en rigtig dejlig amme-rejse, med nogle skønne stunde. Det er heldigvis dem jeg vil huske <3

De “milepæle-billeder” jeg har indsat her er nogle jeg har fundet hos den skønne Elisa Luna, der er ammespecialist (og faktisk også hende jeg talte med i startet af ammeforløbet med Bettemanden)…

Share this...