Jeg har været meget i tvivl omkring, hvorvidt jeg skulle publicere dette indlæg eller ej. Fordi – for det første – så er det jo ikke rigtig en god måde at komme “in the holiday spirit”, at læse om et andet menneske der har svært ved lige præcis dét.

For det andet, så er det er meget personligt indlæg, og det efterlader en vis form for sårbarhed (samt at jeg godt kan se, at det måske er lidt for meget navlepilleri til at have offentlig interesse).

Men på den anden side så tænker jeg, at der måske er flere der ude, der af en eller anden grund ikke ser helt frem til julen. Og som ikke kan overgive sig til juleglæden på samme måde som store dele af familien Danmark.

Og derfor tænker jeg, at det måske er en god ting at lufte mine tanker lidt. Både for at sætte ord på, hvordan man OGSÅ kan have det i denne tid – og også for at åbne lidt op, så I får et lidt større indblik i hvad der foregår “bag kulisserne” (aka de pæne/sjove instagrambilleder og blogindlæg).

Når man har svært ved at glæde sig

Man skal jo egentlig være rigtig glad i december. Det er i hvert fald det jeg forventer af mig selv. Men i år har jeg lidt svært ved det hele. Altså, der er da dele af december der gør mig glad – jeg elsker for eksempel at se hvor opstemte børnene er hver morgen når de åbner en ny kuvert i vores “familiejulekalender”.

Og jeg synes også det er rigtig hyggeligt at se julekalenderen i fjernsynet sammen med de to store. I næste uge skal Bassen også være en del af Lucia-optoget i børnehaven, så det ser jeg også frem til. You get the picture – der ER også mange dejlige ting i december.

Men de sidste måneder har været lidt af en følelsesmæssig rutchebanetur for mig. Primært fordi vi mistede min svigermor for nogle måneder siden. Hende var jeg rigtig tæt med, og følte jeg havde fået en ‘second mom’ i hende. Og det var enormt dejligt – især fordi min egen mor bor så langt væk. Selv om jeg snakker nærmest dagligt med min egen mor, var det bare så skønt at kunne komme hjem til svigermor og føle sig hjemme. Det er bare noget helt andet, når man også er fysisk tæt på hinanden. “Min pige” plejede hun at kalde mig, og hold fast hvor jeg savner at høre hendes stemme sige det.

Umiddelbart efter hendes død fyldt sorgen jo naturlig nok enormt meget. Men vi var samtidig også lidt i chok. Vi havde SLET IKKE set det komme – vi følte, at hun blev revet fra os, nærmest uden forvarsel. Det gik jo ikke mere end to måneder fra drengene var på sommerferie ved farmor og farfar – hvor der ingen symptomer var – til hun ikke var her mere. Da jeg mistede min far for lidt over tre år siden var det på en helt anden måde. Sorgen var naturligvis også rigtig stor, men fordi jeg bedre kunne “se det komme”, var det på en måde nemmere at bearbejde. Det hænger måske også sammen med dét, at jeg ikke havde ham i mit “hverdagsliv” på samme måde. Det var i hvert fald en helt anden type sorgproces jeg gik i gennem den gang.

I løbet af de sidste måneder har der været nogle få uger, hvor sorgen ikke var så altopslugende, at jeg ikke kunne abstrahere fra det. Jeg begyndte at synge en af de godnatsange hun plejede at synge for børnene, men blev nødt til at stoppe med det igen, da det gjorde mig for ked af det. Måske kan jeg gøre det igen en gang, når sorgen er gået over til at blive savn. Men jeg kunne mærke, at det blev for svært med en daglig reminder om hvad vi havde mistet, og derfor gik det lidt bedre da jeg holdt op med at synge de godnatsange…

Jeg kan dog mærke, at nu hvor julen nærmer sig, så bliver knuden i brystkassen igen større. I julen kommer vi til at mærke det rigtig meget, at hun ikke er her mere. Bare det faktum, at det bliver mig, der i år skal lave maden gør mig ked af det. For vi havde talt om det nogle gange, at når børnene blev lidt ældre (og der dermed var bedre tid), ville hun lære mig alle sine opskrifter og fifs til en vellykket julemiddag. Nu er det for sent. Og for at gøre det hele endnu en lille smule værre, så ville hun også have fyldt år om nogle dage. Så der er bare rigtig meget her i december der gør, at det er en lille smule svært IKKE konstant at blive mindet om, at hun ikke er her mere.

Og jeg ved ikke helt hvordan jeg skal håndtere det. For selvfølgelig skal man jo have lov til at være ked af det at have mistet en nær. Men på den anden side ønsker jeg jo ikke, at fx juleaften bliver en trist aften. Især for børnenes skyld. Sådan set er det jo godt, at vi har de her tre dejlige krudtugler – de “tvinger” os til at tænke på andre ting. Og til at grine. Og til at sætte pris på det liv vi har – også selv om vi er kede af det.

Men altså, jeg kan ikke helt slippe sorgen. Og jeg kan mærke, at især Bettemanden ikke helt forstår det, hvis jeg begynder at græde af en eller anden grund. Jeg græder ikke ukontrollerbart, men fælder en tåre i ny og næ. Jeg tænker dog, at han godt kan fornemme, at det ikke har noget med ham at gøre, og jeg tror som sådan ikke derfor, at jeg gør ham usikker. Men han vil stadigvæk gerne hen til mig når det er, og det er jo også okay… Lige på dét punkt er det noget nemmere med de to store – til dem kan jeg blot forklare, at det er fordi jeg tænker på farmor, og så tænker de ikke mere over det.

Hvordan gør vi julen god?

Jeg er som sagt lidt nervøs for julen – og især juleaften. Jeg tænker, at vi ikke kan undgå at mærke tabet ekstra meget, men vi må jo bare gøre hvad vi kan for, at det skal blive en god jul. Omend anderledes end tidligere.

Der er nogle små ting vi har gjort og gør, der vil gøre, at vi har farmors minde med i denne tid også – men på en god måde. Blandt andet havde drengene denne weekend fået i opgave af “Lille Nissefar” at købe en julekrans, som vi kunne lægge på farmors grav. Og da vi tog derop var det den mest magiske, rolige og fredfylte stemning i kan forestille jer. Det kan jeg sagtens forestille mig, at vil blive en fast årlig tradition.

Jeg bestilte også de hér keramikhjerter som jeg tilfældigvis faldt over på instagram for nogle måneder siden. De skal op at hænge på juletræet, og det synes jeg er en rigtig fin måde at mindes både min svigermor og min far – uden at det bliver “for meget”.

Ud over dét tænker, at vi vil prøve at holde fast i nogle af de de traditioner vi har haft tidligere – både med kirkebesøg, julemenu og dansen omkring juletræet. Jeg er dog usikker på, om det ville have været bedre at lave om på en del ting, så vi på en måde startede på en frisk? Eller er det bedre at prøve at forandre så lidt som muligt? Jeg hælder til det sidste – især for børnenes skyld…

Share this...