Der har lige været fødselsdag i huset igen. Ældstebarnet blev 7 år, og det blev fejret med manér – i to omgange, hvilket naturligvis har krævet en del planlægning og forberedelser. 

Én af de ting han havde styr på lang tid forinden var, hvilken kage der skulle serveres. Og når jeg siger ‘hvilken kage’, så mener jeg ikke hvilken type/smag (det er ALTID den samme de ønsker sig; chokoladekage med smørcreme), men derimon hvilken form den skal have.

Han havde et ønske om, at den skulle være formet som et sørøverskib, og for et par uger siden gik det op for mig, at jeg for lææænge siden tog nogle (halvdårlige) billeder af processen, da der var nogle der efterspurgte det efter jeg havde vist nogle billeder af en sørøverskib-kage. Jeg fik aldrig lavet et indlæg dengang fordi – you know…life happened (undskyld til dem jeg lovede det til). Men nu skal det være!

Det kan jo være der sidder en lille pirat derude der ville blive glad for at få sådan en kage serveret 😉

Selveste bageprocessen er meget nem; du skal bare lave en bradepandekage og en smørcreme efter eget valg. Samleprocessen kan se lidt sværere ud, men er også overraskende nem (i hvert fald når man har prøvet det et par gange). Du får lige en step-by-step-guide lige hér:

Del din kagebund i tre lige brede dele, og skær en spids på den ene del.

Læg alle dele af bunden ovenpå hinanden – med den bund der allerede har en “spids” på toppen. Skær så en identisk spids på de to øvrige dele. 

Løft de to lag af igen, og saml kagen med smørcreme imellem hvert lag. Skrær dog midten væk fra det øverste lag inden, som vist på billedet.

Smør hele kagen op med smørcreme*. 


Pynt kagen efter ønske. Jeg plejer at bruge lakridser som kanoner, et vingummi-“hjul” som ror. Denne gang brugte jeg kringler som rækværk, og smarties som dæk. Og ellers bare lidt vilkårlig pynt, efter hvad jeg havde 🙂 

Tilføj lys, sejl lavet af grillspyd og papir, samt guldmynter for at fuldende looket.

Hvad tænker I? Det ser ret godt ud, ikke? Altså, stringent kan man ikke kalde det, og det er jo i en helt anden kategori end de fødselsdagskager der bliver pyntet med fondant…men jeg synes selv den er ret sej. Og børnene synes den er MEGASEJ!

Fra en 4-års fødselsdag nogle måneder senere. Kagen er pyntet i samme stil, men man kan sagtens variere udseendet efter ønske 🙂

* Erfaring har lært mig at gemme lidt af smørcremen, sætte kagen på køl et lille stykke tid efter at have smurt det meste på, for så at komme det sidste ud over den lidt kolde kage – så får man mere skarpe linjer.

Share this...