For et par dage siden udgav jeg et indlæg hvor jeg skrev om den løsning vi er kommet frem til i forbindelse med ophøret af min orlov. Jeg skal i gang igen til September, hvilket det betyder, at Bettemanden og jeg ikke længere skal hænge sammen hele tiden… Heldigvis er vi kommet frem til en god og “blid” måde at få det hele til at hænge sammen på, så det skal nok blive godt. Det satser jeg i hvert fald på.

I forbindelse med dette indlæg er der dog kommet en del kommentarer og spørgsmål fra jer, der nu får mig til at skrive dette indlæg. For når jeg skriver med nogle af jer (primært inde på min ig-profil) bliver jeg fyldt med beundring over, hvor seje nogle af jer er! Meget sejere end jeg selv var den gang jeg var førstegangsmor. Og mange af jer har taget valg (eller går med tanker om at gøre det) som jeg skulle ØNSKE, at jeg havde haft mod til at gøre for snart 7 år siden.

Der er nemlig én ting i hele mit liv som jeg fortryder bittert. Ikke bare på den “det-var-da-ærgerligt”-måden, men på den måde hvor jeg kan mærke, at det river sårt i mit hjerte hver gang jeg tillader mig virkelig at tænke over det.

Jeg taler om det faktum, at jeg ikke lyttede til mig selv den gang “Røveren” (vores ældste søn, der nu er 7 år gammel) var lille.

Fra hans første uge i vuggestuen <3

Lyttede ikke til min intuition

Som jeg kom en lille smule ind på i dette indlæg, var det rigtig svært den gang Røveren startede i vuggestue. Han var 10 måneder, og startede i vuggestue som et helt “gennemsntligt” dansk barn. Han tog det også på den måde som man forventede af et barn “under indkøring”. Han blev ked af det da vi gik. Kunne godt græde ret intenst. Men faldt ok hurtigt til ro når vi var ude af døren, og var glad da vi kom igen. Og han virkede oprigtig glad for at være dér. Og vi havde jo kun hørt, at børnene havde brug for alle de former for stimulering som de fik i institutionerne. Så vi troede oprigtigt talt, at vi gjorde det rigtige. At vi gjorde det bedste for ham.

Dét jeg IKKE skrev så meget om i det nævnte indlæg er lige præcis hvor meget det gik i mod min intuition at sende ham i vuggestue. Eller hvor ondt det i realiteten gjorde at sende ham afsted. For intuitivt virkede det SÅ forkert. Og jeg fortryder hver. eneste. dag., at jeg ikke lyttede til min intuition den gang.

Jeg nævnte i indlægget, at jeg græd rigtig meget i indkøringsperioden, og at jeg talte rigtig meget med min egen mor om hvor forkert det føltes. Men det var ikke kun i indkøringsperioden det gjorde ondt. På intet tidspunkt det første lange stykke tid føltes det rigtigt, at han gik i vuggestue. Men når han nu var startet (og virkede til at være glad for det), og jeg kort tid efter var gravid med barn nr. 2, så havde vi indfundet os med, at “sådan var det bare”…

Vores hverdag den gang

Det føltes dog som en stor trøst (og måske som en sutteklud for mig), at jeg var i gang med mit speciale de første mange måneder af hans institutionsliv, og at jeg dermed havde rigtig meget fleksibilitet i hverdagen. Han fik dermed enormt korte dage og rigtig mange fridage. Den meget korte periode jeg var i fuldtidsarbejde – inden jeg blev sygemeldt pga graviditetsforløbet – husker jeg ikke så meget fra. Den periode varede dog også kun én måned (yes, jeg nåede lige at være én måned i det arbejde som jeg endte med at sige op efter endt barsel).

Under resten af graviditeten var han naturligvis også så meget hjemme som jeg kunne overskue, så sådan set har han været meget “heldig”. Men jeg kan ikke lade være med at blive irriteret på mig selv over, at han overhovedet skulle være dér.


Røverens kontaktpædagog kunne godt se hvor svært jeg havde det med det hele, og prøvede at berolige mig med, at han “fik det bedste af to verdener”. Han fik trods alt rigtig meget tid hjemme ved mig (og senere også lillebror), og det kunne man se på det overskud han havde når han var i institutionen. Hun sagde, at han var enormt empatisk, social, og godt kunne rumme de andre børn – også når de ikke var i tip-top-humør. Og de ting tilskrev hun det faktum, at han selv var godt tanket op og havde overskud. Og så påpegede hun, at jeg i graviditeten nok også kunne have haft svært ved at skulle have ham hjemme hele tiden, hvilket jo var rigtig nok.

Da Bassen blev gammel nok til at skulle i institution (hvilket jo egentlig havde været planen) valgte vi dog, at jeg skulle sige mit job op – og jeg blev i sidste ende hjemmegående. Havde jeg dog vidst, at jeg kom til at gå hjemme så længe, så ved jeg ikke, om jeg ville have taget Røveren ud af vuggestuen og haft ham hjemme på fuld tid. Eller jo – det ved jeg faktisk. Det ville jeg have gjort… (Og igen – så prøver jeg nu hér at retfærdiggøre for mig selv, hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde.)

Men fordi jeg den gang troede, at tiden som hjemmegående var begrænset valgte vi, at han skulle blive i institutionen (på et begrænset niveau), så det ikke skulle blive for meget tumult for ham, og han ikke skulle igennem en “ny indkøring”.

“Hvorfor sendte I så mig afsted?”

Selv om jeg er godt klar over, at han har haft en relativt god barndom – også med institutionslivet in mente, så fortryder jeg altså med hver en fiber i min krop, at jeg ikke valgte anderledes – især når jeg nu fik alle “tegn” fra mig selv om, hvor forkert det var mig/os. Jeg vidste det jo godt. Jeg valgte bare ikke at lytte til det. Jeg vendte (ubevidst?) det blinde øje til, og for det var det min søn der måtte “betale prisen”.

Drengene har enkelte gange spurgt ind til hvorfor Bettemanden ikke er i vuggestue. De kender det jo som en naturlig ting (nok især fordi de har været i en integreret institution), og tænker derfor det ville være det oplagte valg, at han på et tidspunkt skulle starte i vuggestue. Jeg fortæller dem jo så, at Bettemanden IKKE skal i vuggestue fordi vi mener det er bedst for børnene at være hjemme ved en af forældrene – eller en anden “nær” voksen – når de er så små. For et par uger siden kiggede Røveren så spørgende på mig med sine store brune øjne og spurgte mig

“Hvorfor sendte I så mig afsted?”

Ahrmen, altså – mit hjerte gik i tusind stykker da jeg kiggede ind i hans øjne på det tidspunkt. Men jeg gjorde det eneste jeg kunne – jeg sagde sandheden. Jeg fortalte ham, at vi på det tidspunkt troede, at det var det bedste vi kunne gøre for ham. Men at vi siden hen havde fundet ud af andre ting og derfor har besluttet, at vi synes det er bedst for vores børn at være hjemme mens de er helt små. Og at hvis jeg havde kunnet gøre det om igen, så ville jeg have gjort det helt anderledes.

Derfor synes jeg det er så ENORMT sejt, når (især førstegangs)mødre skriver til mig, at de har haft de samme følelser og tanker som jeg nogle gange skriver om. Og at de nu har truffet eller vil træffe et valg baseret på dét. Det er så stærkt! Og det gør mig både stolt og glad at vide, at jeg måske har været med til at give nogen modet til at lytte til den indre stemme – eller intuition, om du vil – og at handle på det. Gud ved, at jeg skulle ønske jeg selv havde gjort det den gang for snart 7 år siden…

For det er virkelig én af de ting jeg fortryder aller mest i hele mit liv.

Share this...