Som jeg skrev i det sidste indlæg sker der rigtig mange ting på hjemmefronten de hér dage; Vores mellemste søn er startet i skole, Bettemanden er startet i en “pasningsordning” (privat pasningsordning, hvor vi har en barnepige der passer ham nogle dage hver uge), og lige om lidt kommer den næste (store) ændring; jeg skal tilbage på studiet.

Fra og med næste uge er jeg ikke længere “hjemmegående”, men studerende. I denne forbindelse er der en del ting der bliver berørt – deriblandt bloggen.

Jeg kan mærke, at jeg i lang tid har været på vej væk fra “Happy Housewife”. Ikke fordi jeg ikke er en glad hjemmegående, men fordi det formål jeg startede bloggen med ikke længere har så meget relevanse – i hvert fald ikke for mig. Den gang jeg startede bloggen var det nemlig primært for at give “den almindelige hjemmegående” et ansigt og en stemme. Jeg var træt af alle de fordomme omkring hjemmegående der den gang fyldte mediebilledet, og startede derfor bloggen for at give et mere nuanceret indblik i hvad det ville sige at være hjemmegående i dagens Danmark.

Jeg føler dog, at dette mål er opnået – der er i hvert fald sket rigtig meget i opfattelsen af hjemmegående siden jeg blev det første gang for snart 5 år siden. Derfor er mit behov for at “råbe op” omkring emnet også blevet mindre.

Når man så kombinerer dette med det faktum, at jeg om kun et par dage ikke længere – i hvert fald ikke officielt – kan kaldes for hjemmegående (jeg vil jo stadigvæk tilbringe RIGTIG meget af min tid sammen med Bettemanden, og de to andre, for den sags skyld), så giver det ikke rigtig mening for mig længere at have en blog omkring det at være hjemmegående.

Derfor vil jeg inden længe lukke ned for denne blog.

Nu er det dog engang sådan, at jeg startede en blog OGSÅ fordi jeg elsker at skrive. Og dét ændrer sig jo ikke fordi jeg ikke er hjemmegående længere. Jeg har derfor i lang tid arbejdet på en ny side, som jeg håber vil være klar inden længe (det tager altså lidt tid når man primært har aftenene at arbejde på)…

Jeg er ikke helt klar endnu til at løfte sløret for hvad siden skal hedde osv., men jeg kan mærke at jeg glæder mig. Det vil stadigvæk være en blog med en god blanding af personligt indhold, mine tanker og idéer om familieliv (heriblandt “hjemmegående-emner” – selv om jeg ikke længere skal være “Happy Housewife” så har denne periode i mit liv formet mig meget, og det vil jo derfor også være en naturlig del af mig i fremtiden også), og forhåbentlig også fyldt med mange andre gode ting.

De sidste mange uger har der været en del forespørgsler omkring emner som privat pasningsordning, den holdningskorrigerende træning jeg er i gang med, og lidt generelt om vores liv. Men fordi jeg mentalt har været på vej væk fra dette domæne – og også fordi den lille tid jeg har til at sidde foran computeren er blevet brugt på at lave den kommende hjemmeside – så har jeg ikke fået skrevet om de emner. Og det har jeg det lidt dårligt med, sådan at “string you along”… Men det kommer. På den nye side.

Jeg håber I kan have tålmodighed med mig, og at I vil følge med mig på denne lille rejse over til et andet domæne? (Jeg skal nok give besked – både herinde og på facebook/instagram, når det er!)

Og så vil jeg lige afslutningsvis spørge, om der er nogle ting fra denne blog (indlæg, føljetoner og lignende) som I har haft glæde af, og som I tænker jeg skal tage med til den nye side? Jeg vil nemlig rydde en hel del ud i indlæggene, så der ikke er så meget “fyld” (downsizing, you know). Derfor vil jeg kun tage med de ting, der reelt har givet noget til jer. Så byd endelig ind, hvis du kommer i tanke om noget?

Ellers vil jeg sige tak for, at du har fulgt med på dette domæne. Jeg har nydt de år jeg har haft på denne side, og er meget taknemlig for den online opbakning vi har kunne givet hinanden igennem årene.

Vi ses (forhåbentlig) på den anden side <3

Share this...