Searching for "moderne"

Interview med tv-caster; Hvad betyder moderne hjemmegående?

For nogle måneder siden blev jeg kontaktet af en caster til et tv-program, der skulle omhandle hjemmegående. Det blev ikke til noget for mit vedkommende, da programmet tog en drejning hvor de gerne ville have, at hele familien var med til programmet, hvilket vi ikke ønskede. Jeg ved faktisk ikke, om programmet nogensinde blev til noget.. Det er hellere ikke vigtigt, for lige nu skal det handle om noget andet. I forbindelse med “castingen” til dette program skulle jeg nemlig svare på nogle spørgsmål – og dem faldt jeg over for ikke så længe siden.

Spørgsmålene fokuserer meget på dét, at jeg på min Om Mig-side her på bloggen har skrevet, at jeg holder af “de gamle dyder” – det var åbenbart den rolle jeg skulle spille i dette program 😉  Set bort i fra lige dét fokus, så er dette et af de spørgsmål jeg bliver stillet rigtig tit; hvordan er man en “moderne” hjemmegående/husmor? (mere…)

Moderne.

Endelig. Jeg er blevet moderne! Eller, jeg har ihvertfald truffet et valg, der åbenbart er moderne. Jeg har nemlig (i en foreløbig kort periode af mit liv) fravalgt min karriere til fordel for, at passe mine børn. Og dette fænomen er åbenbart moderne.

Og hvis I har læst min “om mig”-side, så ved I, at jeg IKKE er én, der følger moden. Jeg fulgte mit instinkt. Jeg traf dette valg sammen med Manden for et års tid siden, og har siden da haft hjemmet som min workstation. Det har været en meget sjov og spændende periode for mig og min identitet – for hvad gør man til sociale begivenheder, hvor normen er, at man introducerer sig ved navn efterfulgt af beskæftigelse/titel? Jo, man fortæller, at man er “hjemmegående”, og venter de 5 sekunder det tager modparten at finde ud af, hvordan han/hun skal reagere på det.. 🙂

Men, men, men. Der er også sket noget, bare i løbet af det ene år jeg har været “hjemmegående”. Emnet familiepolitik er hotter than ever, og der går nærmest ikke en uge uden at der er én eller anden form for debat vedrørende børnefamiliers vilkår. Medierne har for alvor fået øjnene op for den “nye bevægelse” af forældre, der af forskelllige årsager står af hamsterhjulet i en lille perioden for at tage sig af sine børn.

Dette har uden tvivl gjort det nemmere for både mig, og mine medmennesker, når jeg til sociale sammenkomster oplyser mit “yrke”. Der virker dog stadigvæk som om, at der er enormt mange fordomme forbundet med det, at være hjemmegående. Enten er man en “speltmor”, der kun spiser økologisk & vegansk mad, som syr tøj selv (af økologisk stof naturligvis), og som ikke vaccinerer sine børn, fordi de skal have den “økologiske” versionen af sygdommen. Man kan også komme fra de helt lave sociale sammenhænge, hvor forældrene ikke vil bruge pengene på institutioner, men hellere lader børnene sidde med en iPad hele dagen. Eller man kan komme fra de meget velstående omkredse, hvor ressourcerne er mange, og børnene bliver “projekter”, som forældrene (i samarbejde med barnepigen, rengøringshjælpen og kokken) bedre kan udvikle, end pædagogerne kan. Men heldigvis. De aller fleste af os (og jeg har da lært en del at kende i løbet af det sidste år) er ganske almindelige gennemsnitsborgere, der køber børnetøj i h&m, tager sig af (den manglende) rengøring selv, og godt kunne finde på at smutte forbi McDonalds en “sjælden” gang imellem, haha. Det eneste, der skiller os fra naboerne er, at for vores familier har det både givet mening og været muligt at sætte karriere, studier, og lignende på pause i kortere eller længere perioder, for at have mere tid til familie, hjem og alt det andet, man nu kan engagere sig i som hjemmegående.

Det bliver spændende at se, hvordan Danmark ser ud om 50 år – om der virkelig ER en bevægelse, der vil resultere i en større gruppe hjemmegående forældre.

Jeg er ihvertfald én af dem – ikke fordi det er moderne, men fordi det gør mig happy!

image

“Hjemmegående har ingen ambitioner!”

For et par dage siden var jeg til åbningen af Århus’ første barselshus. Det var en rigtig hyggelig dag, med spændende oplæg i hyggelige rammer. Der var. bl.a. en “mini-debatsalon”, hvor tre forskellige kvinder skulle fortælle lidt om sine erfaringer fra det at være på barsel, og at kombinere mor-rollen med deres øvrige liv…

I denne debatsalon var der én sætning, der satte sig ved mig. Den ene af kvinderne sagde noget i stil med, at hun skulle ønske, at hun kunne gå hjemme med sit barn. Eller rettere; hun ønskede, at hun havde lyst at gå hjemme. Men det havde hun ikke – hun havde nemlig “andre ambitioner, der hev i hende”. (mere…)

Up and Running again…

Hej med jer!

Der har været lidt stille herinde de sidste mange dage. I har måske set updaten inde på min Instagram– eller facebookside, men jeg har af gode grunde ikke kunne skrive herinde – bloggen har nemlig været “nede”.

Det skyldes det faktum, at bloggen er flyttet (og at den proces var noget mere kompliceret end hvad jeg kunne finde ud af 😉 ). Det er ca et år siden, at jeg joinede den “morblogger-platform”, der hedder Momster. Jeg havde ikke været på en platform før, og vidste derfor hellere ikke hvad jeg kunne forvente. Mine ønsker gik dog primært ud på, at jeg gerne ville netværke lidt med andre bloggere (jeg er jo ret social, og kunne godt tænke mig at møde flere i virkeligheden, og ikke kun igennem skærmerne), samt at der var nogen, der kunne tage sig af de samarbejdsforespørgsler der kommer min vej.

Efter et års tid i netværket er jeg dog kommet frem til, at det ikke er min kop the. I hvert fald ikke dette netværk… (mere…)

Kampen mod kræft, uge 1…

Kræft er noget rigtig mange – alt for mange – af os har haft tæt på. Jeg har selv oplevet at miste en bedstemor til kræft, min mor gik igennem et langt og grimt kræftforløb da jeg var barn, og senest her i efteråret blev en i den nærmeste familie igen ramt af kræft. Det er simpelthen en af de grimmeste sygdomme, for ikke bare er den alvorlig, men der er ingen måde at “regne ud” hvem der kan blive ramt… Og dét synes jeg er noget af det værste. Med de andre alvorlige sygdomme kan man jo nemlig tit regne ud om man er i “faresonen” eller ej. Men ikke med kræft.

(mere…)

Jeg er skrækeksemplet…

Jeg er det, man VIRKELIG vil undgå. Jeg er den sidste udvej, når man bare ikke kan se andre løsninger. Jeg er en akademisk uddannet kvinde, der sagde mit fuldtidsjob op for at tage mig af mine børn – og jeg har ingen planer om at arbejde fuld tid så længe mine børn er små. I hvert fald ikke som tingenes tilstand er lige nu. (mere…)

7 egoistiske ting min mand gør efter vi er blevet forældre

De siger, at skilsmisseprocenten stiger drastisk, når et par får børn sammen, og det kan jeg godt forstå – for aldrig har min mand gjort flere irriterende, provokerende og egoistiske ting, som efter vi har fået børn sammen. Og nu, hvor vi ikke bare har et eller to, men TRE børn sammen, så kan jeg virkelig mærke raseriet koge indeni mig, når han opfører sig på denne måde. For at I kan forstå, hvad jeg mener, så får I nogle eksempler her:

Han tager et bad hver dag – og han sætter ikke engang pris på, hvilken luksus det er! Og ja, med dette får klammo-mor her så indrømmet, at det ikke er hver dag, jeg selv kommer i bad – men who cares, anyway? Babyer kan jo godt lide mors “naturlige duft”, ikke? (Så snakker vi ikke om, hvad andre måske måtte synes om det.)

Han får klippet sit hår! Den anden dag, da han kom hjem fra arbejde, havde han et flot, nyklippet hår – han havde taget en lang frokostpause fra arbejde og været ved frisøren (that bastard!). Her sidder jeg så med et fedtet hår, der ikke har været vasket i 5 dage (for når jeg ENDELIG får et bad – jf. punktet ovenfor – så er det sjældent, jeg har tid til at vaske den kæmpemanke, jeg har på hovedet), og en udgroning, der ville have gjort mig meget moderne for et par år siden, da “ombre-stilen” var in. Og så tager han bare til frisør på den måde – som om ingenting var hændt, og det var det mest naturlige i hele verden!?

En af de allerværste ting, han dog kan finde på at gøre – og hold jer nu fast – er at tage en lur lige foran næsen af mig! “Jeg har haft en hård nat”, “jeg har arbejdet 60 timer denne uge, så jeg har lige brug for en pause” og; “de to store børn var vågne med øresmerter i nat” er nogle af de undskyldninger, jeg har hørt…pft! Prøv lige at hør her, Mister Fister: du har ikke sovet de sidste tre nætter? JEG HAR IKKE SOVET DE SIDSTE TRE MÅNEDER! En anden ting er så, at jeg ikke kan sove lur, når det kommer til stykket (jeg er ikke så god til at sove om dagen), but that’s not the point. Når jeg er megatræt, skal han ikke sove lur, færdig!

Alle ved, at man ikke skal spise eller drikke det sidste af noget som helst, når man har en gravid og/eller ammende kvinde i huset. Det memo har min mand dog ikke fået – og I vil ikke vide de ting, jeg har kaldt ham i mit hoved de gange, jeg har åbnet slikskabet og set, at der ikke er flere chocolate chip cookies tilbage. Lad os bare sige, at det ikke er kønne kælenavne.

Hvis han skriver, “jeg er hjemme senest kl. 17”, så skal han være hjemme SENEST kl. 17 og gerne lidt før (hvilket ordet “senest” indikerer). Ikke 17.14. Ikke 17.06. Ikke engang 17.02. Senest kl. 17.00, sharp! Det samme gælder, hvis man hurtigt går i Brugsen for at købe flere chocolate chip cookies, og bliver der i mere end de 5 minutter, man havde lovet, det ville tage. Jeg er fuldstændig ligeglad med, om du kom i tanke om, at vi også manglede mælk og havregryn. Sagde du 5 minutter, så har du 5 minutter! Og ja, du kan bande på, at jeg tager tid.

Min mand er rigtig god til at tage sin del af de praktiske gøremål, som jo kommer med at have børn, hus, osv. Men er der en ting, der virkelig kan få mig op i det røde felt, så er det, når han gør de her ting ALENE! Tænk sig, hvor egoistisk er man, når man tager i Bauhaus uden at tage et barn (eller flere) med!? Jeg kan ikke gøre noget som helst uden at minimum have ét barn med ved min side, så hvorfor skal han kunne? Børnene er jo lige meget hans, som de er mine, så der burde være lige vilkår, tænker jeg.

Og sidst, men ikke mindst: Han går på toilettet uden at spørge om lov. Bare sådan. Af en eller anden grund, så spørger jeg nærmest altid om lov, når jeg skal tisse – som oftest fordi jeg er den, der har bettemanden, mens manden har de to store drenge. Derfor skal jeg lige tjekke med manden først, at det er ok med ham, at han har opsyn med alle tre drenge, inden jeg løber på det lille hus. Han har aldrig sagt nej, men af en eller anden grund bliver jeg ved med at sikre mig, at det er ok. Det gør manden ikke. Han går bare på toilettet uden at spørge mig om lov først. Hvilket efterlader mig med ansvaret for alle tre børn. Og det irriterer mig.

Jeg kunne fortsætte i lang tid, but you get the picture. Det er, som en MGP-Junior-sang så flot siger det; “møg-provokerende og mega-irriterende”, men der er ikke så meget at gøre ved det. Alle kan åbenbart ikke være lige så perfekte som mig… Heldigvis, for min mand han er ret lækker og en ellers sød og god mand (og far), så jeg tænker ikke, vi føjer os ind i rækken af skilsmissepar helt endnu.

P.S. Hvis I kan lide denne type “ærlige” artikler, kan det være I vil synes om “De 5 bedste og 5 værste ting ved at være hjemmegående”, som jeg skrev for godt et år siden… Den er ikke så sarkastisk som den sidste klumme, men en ærlig fremstilling af det at være hjemmegående. 

P.P.S. Husk, at I også kan følge min Instagram-profil og/eller Facebook-side – jeg lover, at jeg ikke KUN brokker mig i dagligdagen…ikke hele tiden, i hvert fald 😉

Hvor langt skal vores forståelse strække sig?

Når det kommer til måden at være forældre på, og måden at opdrage vores børn på, så er vi kommet rigtig langt i forhold til hvilke muligheder og rammer der var for blot nogle få tiår siden. Familiestrukturen er ændret, kønsrollerne har rykket sig, og der er et (over)væld af opdragelsesmetoder at vælge imellem.

Vi skal være åbne, inkluderende og tolerante, og efter min mening går det lidt over gevind nogle gange – for SKAL man acceptere alt? Er alt ok, hvis man (mere…)

Fremtidstanker og en spade, der er en spade.

Om ikke så alt for længe er det to år siden jeg publicerede mit første blogindlæg på dette domæne…det er lidt vildt at tænke på. Jeg var meget bekymret i starten for, om jeg kunne blive ved med at være begejstret for at blogge, da jeg ikke har set på mig selv som en decideret “blogger” (jeps, lidt selvfornægtelse kombineret med fordomme dér, haha).

Nu er jeg dog kommet dertil, hvor jeg indser at dette er en hobby der er kommet for at blive – i hvert fald for et godt stykke tid. Jeg elsker at skrive og jeg elsker de muligheder internettet/de sociale medier giver (måske derfor jeg er ved at tage en cand.it i webkommunikation? 😉 ). Og jeg kan da også helt klart se, at bloggen kan blive til en eller anden form for træning/springbræt for hvad end jeg ender med at have som “rigtigt arbejde” når jeg en gang er færdig uddannet… Denne erkendelse har ført til nogle lidt mere seriøse tanker. For hvad vil jeg med bloggen? Hvordan skal den formes fremadrettet? (mere…)

1 år!

IMG_3314

I dag er det et år siden denne blog så dagens lys…eller, det gjorde den faktisk ikke alligevel. Det korrekte vil være at sige, at i dag er det et år siden jeg startede med at skrive herinde. Det er et år siden jeg købte domænet, et år sad oppe en sen aften for at se, om jeg kunne sætte denne side nogenlunde op, og et år siden jeg skrev mit allerførste blogindlæg herinde.

Der gik dog et par måneder før jeg “offentliggjorde” et indlæg. Dvs, de var jo offentlige i form af, at de kunne findes på denne side, men der gik lang tid før jeg fortalte nogen om denne blog. Faktisk fik Manden det hellere ikke at vide før der var gået nogle uger… Som jeg skrev den gang jeg løftede sløret for nogle af tankerne bag bloggen, så blev den som udgangspunkt oprettet som et sted, hvor jeg kunne øve mine (på det tidspunkt ikke-eksisterende IT-færdigheder). Jeg blev dog enormt glad for at skrive herinde, så jeg tog chancen og “offentliggjorde” den – for det er da ingen tvivl om, at det er da sjovere at skrive sådan en blog, hvis der rent faktisk er nogen, der læser med 🙂

Det har været et utroligt spændende og sjovt år, og bloggen har været med til at give mig oplevelser og bekendtskaber som jeg ikke ville have været foruden! Det er fx pga bloggen, at jeg fik tjansen som “klummeskribent” for Århus Onsdag/Syd. Det var også på grund af bloggen at jeg tilbage i juni var i DR-byen for at deltage i en debat – helt klart et af de blogrelaterede højdepunkter! Og det er da ingen tvivl om, at det også er megasjovt at se sine indlæg udgivet på voresbørn.dk, som er hjemmesiden til Danmarks største forældremagasin.

img_7043

Men en anden ting som også gør mig enormt glad og stolt er, når jeg kan se, at der er mennesker jeg ikke kender, der ikke bare læser et indlæg, men som også bliver hængende (altså, ikke fordi det ikke er sjovt med de mennesker jeg rent faktisk også kender, men de er lidt “forpligtet” på en anden måde, haha). Jeg kan genkende mange navne, og kan mærke jeg bliver glad når der ligger en kommentar eller et like fra en af jer (yes, jeg er en like-whore), haha!

Ej, men helt seriøst. Jeg er SÅ glad for min lille side her. Og for jer. Og jeg håber I vil blive hængende i et år mere…for som sagt, alt andet lige, så er det altså bare en lille smule sjovere at skrive, når der er nogen der læser med 🙂

Kh Therese

P.S. Hvis du har lyst til at læse det ALLER, ALLER FØRSTE blogindlæg jeg skrev, kan du finde det her.

1 2