Moderne.

Moderne.

Endelig. Jeg er blevet moderne! Eller, jeg har ihvertfald truffet et valg, der åbenbart er moderne. Jeg har nemlig (i en foreløbig kort periode af mit liv) fravalgt min karriere til fordel for, at passe mine børn. Og dette fænomen er åbenbart moderne.

Og hvis I har læst min “om mig”-side, så ved I, at jeg IKKE er én, der følger moden. Jeg fulgte mit instinkt. Jeg traf dette valg sammen med Manden for et års tid siden, og har siden da haft hjemmet som min workstation. Det har været en meget sjov og spændende periode for mig og min identitet – for hvad gør man til sociale begivenheder, hvor normen er, at man introducerer sig ved navn efterfulgt af beskæftigelse/titel? Jo, man fortæller, at man er “hjemmegående”, og venter de 5 sekunder det tager modparten at finde ud af, hvordan han/hun skal reagere på det.. 🙂

Men, men, men. Der er også sket noget, bare i løbet af det ene år jeg har været “hjemmegående”. Emnet familiepolitik er hotter than ever, og der går nærmest ikke en uge uden at der er én eller anden form for debat vedrørende børnefamiliers vilkår. Medierne har for alvor fået øjnene op for den “nye bevægelse” af forældre, der af forskelllige årsager står af hamsterhjulet i en lille perioden for at tage sig af sine børn.

Dette har uden tvivl gjort det nemmere for både mig, og mine medmennesker, når jeg til sociale sammenkomster oplyser mit “yrke”. Der virker dog stadigvæk som om, at der er enormt mange fordomme forbundet med det, at være hjemmegående. Enten er man en “speltmor”, der kun spiser økologisk & vegansk mad, som syr tøj selv (af økologisk stof naturligvis), og som ikke vaccinerer sine børn, fordi de skal have den “økologiske” versionen af sygdommen. Man kan også komme fra de helt lave sociale sammenhænge, hvor forældrene ikke vil bruge pengene på institutioner, men hellere lader børnene sidde med en iPad hele dagen. Eller man kan komme fra de meget velstående omkredse, hvor ressourcerne er mange, og børnene bliver “projekter”, som forældrene (i samarbejde med barnepigen, rengøringshjælpen og kokken) bedre kan udvikle, end pædagogerne kan. Men heldigvis. De aller fleste af os (og jeg har da lært en del at kende i løbet af det sidste år) er ganske almindelige gennemsnitsborgere, der køber børnetøj i h&m, tager sig af (den manglende) rengøring selv, og godt kunne finde på at smutte forbi McDonalds en “sjælden” gang imellem, haha. Det eneste, der skiller os fra naboerne er, at for vores familier har det både givet mening og været muligt at sætte karriere, studier, og lignende på pause i kortere eller længere perioder, for at have mere tid til familie, hjem og alt det andet, man nu kan engagere sig i som hjemmegående.

Det bliver spændende at se, hvordan Danmark ser ud om 50 år – om der virkelig ER en bevægelse, der vil resultere i en større gruppe hjemmegående forældre.

Jeg er ihvertfald én af dem – ikke fordi det er moderne, men fordi det gør mig happy!

image

Hvor langt skal vores forståelse strække sig?

Hvor langt skal vores forståelse strække sig?

Når det kommer til måden at være forældre på, og måden at opdrage vores børn på, så er vi kommet rigtig langt i forhold til hvilke muligheder og rammer der var for blot nogle få tiår siden. Familiestrukturen er ændret, kønsrollerne har rykket sig, og der er et (over)væld af opdragelsesmetoder at vælge imellem.

Vi skal være åbne, inkluderende og tolerante, og efter min mening går det lidt over gevind nogle gange – for SKAL man acceptere alt? Er alt ok, hvis man Read More

Fremtidstanker og en spade, der er en spade.

Fremtidstanker og en spade, der er en spade.

Om ikke så alt for længe er det to år siden jeg publicerede mit første blogindlæg på dette domæne…det er lidt vildt at tænke på. Jeg var meget bekymret i starten for, om jeg kunne blive ved med at være begejstret for at blogge, da jeg ikke har set på mig selv som en decideret “blogger” (jeps, lidt selvfornægtelse kombineret med fordomme dér, haha).

Nu er jeg dog kommet dertil, hvor jeg indser at dette er en hobby der er kommet for at blive – i hvert fald for et godt stykke tid. Jeg elsker at skrive og jeg elsker de muligheder internettet/de sociale medier giver (måske derfor jeg er ved at tage en cand.it i webkommunikation? 😉 ). Og jeg kan da også helt klart se, at bloggen kan blive til en eller anden form for træning/springbræt for hvad end jeg ender med at have som “rigtigt arbejde” når jeg en gang er færdig uddannet… Denne erkendelse har ført til nogle lidt mere seriøse tanker. For hvad vil jeg med bloggen? Hvordan skal den formes fremadrettet? Read More

1 år!

IMG_3314

I dag er det et år siden denne blog så dagens lys…eller, det gjorde den faktisk ikke alligevel. Det korrekte vil være at sige, at i dag er det et år siden jeg startede med at skrive herinde. Det er et år siden jeg købte domænet, et år sad oppe en sen aften for at se, om jeg kunne sætte denne side nogenlunde op, og et år siden jeg skrev mit allerførste blogindlæg herinde.

Der gik dog et par måneder før jeg “offentliggjorde” et indlæg. Dvs, de var jo offentlige i form af, at de kunne findes på denne side, men der gik lang tid før jeg fortalte nogen om denne blog. Faktisk fik Manden det hellere ikke at vide før der var gået nogle uger… Som jeg skrev den gang jeg løftede sløret for nogle af tankerne bag bloggen, så blev den som udgangspunkt oprettet som et sted, hvor jeg kunne øve mine (på det tidspunkt ikke-eksisterende IT-færdigheder). Jeg blev dog enormt glad for at skrive herinde, så jeg tog chancen og “offentliggjorde” den – for det er da ingen tvivl om, at det er da sjovere at skrive sådan en blog, hvis der rent faktisk er nogen, der læser med 🙂

Det har været et utroligt spændende og sjovt år, og bloggen har været med til at give mig oplevelser og bekendtskaber som jeg ikke ville have været foruden! Det er fx pga bloggen, at jeg fik tjansen som “klummeskribent” for Århus Onsdag/Syd. Det var også på grund af bloggen at jeg tilbage i juni var i DR-byen for at deltage i en debat – helt klart et af de blogrelaterede højdepunkter! Og det er da ingen tvivl om, at det også er megasjovt at se sine indlæg udgivet på voresbørn.dk, som er hjemmesiden til Danmarks største forældremagasin.

img_7043

Men en anden ting som også gør mig enormt glad og stolt er, når jeg kan se, at der er mennesker jeg ikke kender, der ikke bare læser et indlæg, men som også bliver hængende (altså, ikke fordi det ikke er sjovt med de mennesker jeg rent faktisk også kender, men de er lidt “forpligtet” på en anden måde, haha). Jeg kan genkende mange navne, og kan mærke jeg bliver glad når der ligger en kommentar eller et like fra en af jer (yes, jeg er en like-whore), haha!

Ej, men helt seriøst. Jeg er SÅ glad for min lille side her. Og for jer. Og jeg håber I vil blive hængende i et år mere…for som sagt, alt andet lige, så er det altså bare en lille smule sjovere at skrive, når der er nogen der læser med 🙂

Kh Therese

P.S. Hvis du har lyst til at læse det ALLER, ALLER FØRSTE blogindlæg jeg skrev, kan du finde det her.

Fra Sexlegetøj til Serious Business

Som I nok har registreret, er jeg lige startet i nyt arbejde – hos Vestas. Der skal jeg arbejde som assistent til ledelsen i én af deres IT-afdelinger, primært med at optimere kommunikationen i afdelingen. Altså et drømme-studie-job for mig, der allerede er uddannet indenfor virksomhedskommunikation, og som nu er ved at uddanne mig indenfor IT. PERFECT MATCH – Intet mindre!

skjermbilde-2016-09-18-kl-19-59-06

Det I måske også ved, er at jeg jo var startet i et andet studiejob inden sommerferien. Det var et job som jeg primært fik “fordi jeg kendte nogen, der kendte nogen”. Det var mere eller mindre 2 minutter efter jeg havde begyndt at søge jobs, at jeg fik tilbudt dette job. Og jeg slog til da jeg mente, at jeg ikke ville være “for fin” til at tage et job – selv om det måske ikke lige var i sådan en branche, jeg havde set mig selv i…det var nemlig (som I nok har kunne regne ud med tanke på overskriften) sexlegetøjsbranchen. Nærmere bestemt et firma, der hedder Sinful Group.

Nu er der nok en hel del af jer, der tænker, hvordan man overhovedet siger JA til at arbejde i sådan en branche, men der var enormt mange faktorer, der spillede ind. Blandt andet må jeg indrømme, at jeg var lidt nervøs for, om jeg overhovedet kunne finde et job – også selv om det “kun” er et studiejob. Når man er mor til to små børn og har en mand, der arbejder og rejser en del, så kan man ikke bare tage hvilket som helst studiejob – de fleste studerende kan jo også arbejde aftener og weekender – det kan jeg ikke. Og “hjemmegående husmor i 2 år” er hellere ikke ligefrem noget, der batter på ens CV (med mindre man er ENORMT god til at “sælge det”, haha). Så jeg havde allerede inden jobsøgningen gik igang besluttet mig for, at jeg ikke kunne tillade mig at være kræsen – hvis det kom dertil, så sad jeg gerne i kassen i Rema1000.

Så kom der så en ledig stilling i dette firma, Sinful Group, hvor jeg tidligere havde haft en snak med ejeren, da han som sagt kendte en af mine gamle kollegaer. Jeg kendte ikke firmaet specielt godt, men efter at have været til samtale ved hende, der skulle være min chef, blev jeg noget betrygget. Sinful Group har nemlig taget den del af markedet, der går for en “sober” fremtoning – på alle måder. Og de har faktisk også vundet Børsens Gazellepris for et par år siden, og det tog jeg også for et godt tegn – Børsen giver nok ikke prisen til hvilket som helst firma…især ikke et snusket et af slagsen, haha. Anyways, firmaet virket helt fint, menneskerne virkede søde, og det job jeg skulle have – at hjælpe dem med deres norske market – var noget mere studierelevant end at sidde i en kasse. Oveni det hele lå arbejdspladsen MEGET tæt på hjemme, og lønnen var god. Så alt var fryd og gammen. I halvanden uge.

Som jeg skrev i dette indlæg (lige efter jeg havde sagt op):
Det job jeg fik var dog bare ikke et job for mig. Misforstå mig ikke – jeg kunne godt lide både firmaet som sådan, menneskerne, OG de opgaver jeg skulle have – det var bare branchen, der var en lille smule for…ehm…excentrisk for mig. Jeg troede da jeg sagde ja til jobbet, at jeg godt kunne se forbi den excentriske del – og det kunne den rationelle del af mig også. Min underbevidsthed (eller irrationelle del, om du vil) af mig kunne dog ikke, og så blev vi derhjemme enige om, at det var bedre at jeg stoppede inden firmaet havde investeret for meget tid og energi på mig.

Jeg TROEDE altså, at jeg kunne se forbi, hvilke varer, der lå på lageret. Men man kan jo ikke komme udenom det, at den vare man sælger i et firma er en central del af ens arbejdsdag. Og min rationelle del kunne sagtens se forbi det, men inderst inde var jeg ikke så cool, som jeg havde troet. Jeg havde det svært ved at det fyldte så meget af dagen, og synes også det var ENORMT mærkeligt at hente børnene i institutionen efter endt arbejdsdag…haha…de billeder man skulle ryste ud af hovedet inden man gik igennem lågen i børnehaven. Ahrg. Så, da Manden en dag spurgte mig, om jeg kunne se mig selv arbejde dér når børnene gik i skole var min umiddelbare reaktion H*LL NO! Og så gik det op for mig, at det er under 2 år til Røveren skal starte i skole…og så gav det sig lidt selv. Hvis man ikke engang kan se sig selv arbejde det sted man LIGE er startet kun to år frem i tid, så er det vidst ikke værd at satse på.

Og i det samme indlæg som ovenstående skrev jeg:
Det er aldrig sjovt at skulle træffe sådanne nogle valg, men det nytter hellere ikke noget, at arbejde med noget, man ikke er komfortabel med. Det er bestemt ikke fordi jeg føler mig “for fin” til et job…vi er bare i den situation, at vi havde regnet med, at det ville taget noget længere tid for mig at få et job (jeg er jo mere eller mindre lige gået i gang med at søge), og derfor kan vi “tage os råd til”, at jeg kan finde et job jeg har det godt med – det er trods alt et sted man (forhåbentligvis) skal være i lang tid, og tilbringe mange timer. Heldigvis var mine overordnede meget coole omkring det, så det gjorde det da lidt nemmere.

Da jeg så havde sagt jobbet op, gik jagten i gang igen. Jeg søgte de stillinger, der var, og blev da også indkaldt til et par samtaler. Faktisk havde jeg hele 3 samtaler i kalenderen den uge, jeg var til samtale ved Vestas. Jeg havde ikke de vilde forhåbninger da jeg tog til samtale ved Vestas, for selv om jeg selv synes jeg har et ret godt CV – ISÆR når man kalkulerer ind den faktor, at de får en kandidatgrad med, hvis de vælger mig som studiemedarbejder, så har jeg da også hele tiden de begrænsninger jeg nævnte tidligere in mente.

Jeg mødtes med hende, der nu er min chef, og hun så heldigvis de gode ting ved mit CV – og mine begrænsninger var hun ikke specielt bekymret for. Arbejdstiden ligger indenfor “office hours”, og jeg måtte mere end gerne tage arbejdet med hjem og arbejde lidt videre efter børnene var puttet. Det var jo skøn musik i mine ører. Jeg kunne strukturere mine dage mere eller mindre som jeg ville – og de ville mere end gerne tilpasse de ugentlige team-møder som jeg skulle være med til, efter min kalender. Det var faktisk sådan, at vi allerede til jobsamtalen fandt kalendere frem og begyndte at planlægge, hvordan møderne kunne ligge i forhold til mine undervisningstimer. Og det var først dér, det gik op for mig, at jeg havde fået jobbet, haha. Hun havde godt nok spurgt, hvornår jeg kunne starte, osv., men det troede jeg var blot for at vide, HVIS jeg nu var den de valgte. Men det var det ikke. Hun gad ikke holde en hel masse unødvendige møder, så hun havde startet i den ene ende – med de CV’er og ansøgninger hun bedst kunne lide, og så havde hun taget den derfra. Jeg havde været hendes “førsteprioritet”, og når hun så også kunne mærke, at kemien mellem os var fin nok, så behøvede hun, i følge hende selv, ikke at snakke med andre, når hun alligevel ville ende op med at tilbyde min jobbet.

Ej, hvor var jeg i syvende himmel, da jeg gik fra dette møde. Og halvanden uge senere (altså i tirsdags) startede jeg. Lige nu er jeg primært ved at finde hoved og hale i hele virksomheden, og den afdeling og stilling jeg skal arbejde i. Men det skal nok blive godt. Jeg er i hvert fald meget glad for, at jeg lyttede til min mavefornemmelse der for et par måneder siden, og at jeg havde modet til at stoppe – for selv om det ikke var sjovt at gøre, så var det det helt rigtige.
(Jeg vil dog gerne pointere, at de ting jeg oplevede overhovedet ikke er Sinful Groups skyld – de har været top professionelle fra starten af, og jeg kan faktisk godt anbefale det som en arbejdsplads…hvis man er lidt mere cool, end hvad jeg åbenbart er)

Vi sover ikke sammen!

…eller “samsover”, som det hedder i moderne termer.

Det er et meget “populært” emne, om man kan sige det sådan, og i nogle af de kredse jeg kommer i (især bestemte grupper på facebook) qua min for nylig pensionerte status som hjemmegående, er det blevet til en “vil-man-barnets-bedste-så-samsover-man-med-dem”-agtigt. Og det kan jeg blive så enormt træt af. For så bliver det også megasvært at være den, der stikker hovedet frem og siger “vi sover (som udgangspunkt) ikke sammen med vores børn”…på reaktionerne at dømme, kunne man kunne lige så godt sige, at man ikke giver børnene grøntsager. Det har de da brug for! På samme måde som de har brug for sund og næringsrig mad, så har de åbenbart brug for at sove sammen med mor og far. Alle og enhver. Hele tiden.

Det tror jeg bare ikke på. Jeg tror ikke, at alle børn over en vis alder (jeg snakker dermed ikke om spædbørn) SKAL sove inde på forældrenes soveværelse for at have det trygt og godt. Nogen har måske dette behov, men det at sige, at det udelukkende er det bedste for alle børn og familier er jeg ikke enig i. Børn og familier er forskellige, og deres behov for at sove sammen med andre er lige så forskellige som de er. Nogle børn sover kun godt, hvis de er inde i mor og fars seng, og hvis det er det, der fungerer for én, så fred være med det. Men bare fordi det viser sig at være fuldkommen lykke for den ene familie, så betyder det ikke, at det er den eneste rigtige vej for ALLE familier.

img_3376

Og dette siger jeg ikke fordi jeg “inden jeg fik børn havde sværget, at jeg aldrig skulle blive en af dem, der….”. I kender alle sammen, de ting, vi siger til os selv at vi ikke vil gøre, og som vi måske kæmper imod, men alligevel ender med at gøre. Dette er ikke én af dem. Jeg har aldrig haft et princip om, at man ikke skulle sove sammen (jeg forstod det måske ikke helt inden jeg fik børn, men det er ikke det samme). Faktisk så har vi prøvet det dér med at sove i samme seng, som one big happy family. Det gjorde vi da Røveren var lille, inden Bassen kom til verden. Røveren kom ind på eget værelse da han var omkring et år, noget som gik helt smertefrit. Efter nogle måneder kom der dog en periode, hvor der skete meget i hans udvikling, og han havde brug for os om natten også. Så vi prøvede at lade ham sove i vores seng. Som I nok kan regne ud, var det ikke en stor success. Han kunne slet ikke finde ud af at være i samme seng som os…han kørte rundt som en helikopter, ville lege med os, lege med de ting, der var i værelset, og egentlig bare lave alt andet end at sove. Jeg var gravid med Bassen på dette tidspunkt, og havde behov for en hel del søvn (husker I, hvor træt man kan blive, når man er gravid??). Det endte med, at det eneste, der kunne få Røveren til at falde til ro sammen med os var at holde ham fast i en god “krammer” – selv om han prøvede at kæmpe sig ud af ens hænder. Det eneste var, at det for hver nat tog længere og længere tid for ham at falde til ro i denne “krammer” (som blev døbt jerngrebet – yes, du læste rigtigt. Det blev egentlig bare døbt dét som en joke, men til sidst var det ikke engang en joke længere…suk). Vi prøvede også at have ham i sin egen seng ved siden af os, men det fungerede hellere ikke, da han på samme måde – som beskrevet ovenfor – ville lege med alt og alle…han ville ihvertfald ikke sove. Jeg ønskede faktisk inderligt, at det kunne fungere for os at sove sammen, for ikke bare var tanken om det ret hyggelig, men alt andet lige, så ville det da have været nemmere på mange måder. Men det fungerede bare ikke.

Løsningen for os blev derfor, at han sov på eget værelse. Men da vi hele tiden har haft den indstilling, der hedder, at børnene skal ikke være alene hvis/når de har behov for det, så endte det med, at vi puttede Røveren på sit eget værelse om aftenen, og hvis/når han vågnede om natten, så gik en af os ind på hans værelse, og sov videre der. Det fungerede godt for os voksne, og det fungerede godt for Røveren. I det han så os komme gående med dynen i hånden lagde han sig til at sove igen, i sin egen tremmeseng. Og det gjorde ikke noget for hverken Manden eller mig at sove på en madras – så længe vi kunne sove. På denne måde fik han opfyldt behovet for selskab og nærhed de nætter han har haft brug for det, samtidig som han hele vejen igenne har været tryg ved at sove på eget værelse, så der har været mange og lange perioder, hvor han slet ikke havde brug for os om natten. Dette fungerede også rigtig godt da Bassen kom til – så blev børnene “mandsopdækket”, jeg havde Bassen (da jeg jo ammede ham), og hvis Røveren havde brug for det, så fik hans far ind til ham. På den måde fik vi alle mest mulig søvn…og det er bare ikke til at komme udenom, at søvn er enormt vigtigt! Det er en grund til, at søvnfrarøvelse er en torturmetode – just sayin’!

Denne metode har vi holdt fast i mere eller mindre siden. Hvis en eller begge børnene har brug for os, så ligger der madrasser klar som vi kan sove på inde på deres værelser. Det er hellere ingen regel om, at vores soveværelse er off limits, og det sker da også en gang imellem, at en af drengene kommer ind i løbet af natten… Men herhjemme er vi kommet frem til, at vi alle sover bedre hvis det foregår inde på børnenes værelse, for så slipper vi for at få en fod i maven og en finger i øjnene, og børnene får blive i samme seng på samme værelse hele natten. Og som oftest har det kun været én af drengene, der har været vågen (men der er som sagt også lange perioder, hvor de begge sover igennem), så derfor har der kun været brug for én forælder = den anden kan sove hele natten. Og det kan vi så skiftes til. (Og nej, det er ikke farligt for vores forhold, at vi ikke sover hele natten igennem – hver nat – på samme værelse…jeg mistænker, at det ville være mere skadeligt for vores forhold, hvis vi ikke fik sovet nogenlunde anstændigt).

Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg, at vi faktisk har fundet en gylden middelvej, da vi både lærer børnene, at det er trygt og rart at sove på deres værelser, samtidig som de får opfyldt deres behov for nærhed hvis/når de opstår. Og vi voksne tilgodeser også vores eget søvnbehov, hvilket igen kommer børnene tilgode, da vi kan fungere som normale mennesker i løbet af dagen (jeg er VIRKELIG IKKE rar at have med at gøre, hvis jeg ikke får en ok mængde søvn). Og vi kunne jo vælge slet ikke at sove sammen med børnene – det er der da også mange, der gør. Og selv om vi har fundet en løsning, der er en lille smule anderledes får jeg mig ikke til at dømme dem, der vælger slet ikke at sove sammen med børnene (eller dem, der vælger at sove sammen med dem HELE tiden) – det er nemlig none of my business!

Men for mig virker det desværre som om, at der er gået lidt “mode” i det at sove sammen, og hvis man ikke går all in, så bliver det antydet, at man gør det af egoistiske grunde. Altså, man bliver shamet, hvis man siger, at man ikke vil dele sit soveværelse med hele familien.

Og det er dét, jeg nu vil tage et lille opgør med. For hvorfor gør man det? Hvorfor shamer man de forældre, der siger, at samsovning ikke er det bedste alternativ for dem? Er det fordi man oprigtig talt tror, at det er den gyldne vej for alle, og ønsker at gøre alle opmærksom på denne hellige gral? For så synes jeg man skal huske sig selv på, at det der fungerer for én familie er ikke nødvendigvis løsningen for en anden. Det er rigtig dejligt, at der kommer fokus på, at der er alternative måder at indrette sig på (både i forhold til søvn, institutionalisering, samvær, amning, osv.), men det jeg taler imod er fremstillingen af én ting som “det eneste rigtige”…det er vi jo fx. kommet væk fra når vi taler om amning (dejligt for dem, det fungerer for, men vi er vidst alle ved at være enige om ikke at shame dem, der ikke ammer, ikke?). Skulle vi ikke så prøve at overføre denne praksis til de andre områder?

Jeg må nemlig indrømme, at jeg bliver en lille smule ramt når nogen fremsiller samsovning som det eneste rigtige, da jeg jo naturligvis ønsker det bedste for mine børn. Og når nogen påstår, at et af de valg jeg har taget ikke er det bedste valg, så bliver jeg en blanding af usikker og provokeret. Dog mest provokeret, haha. Jeg hviler heldigvis i det, at vi har taget vores valg på baggrund af VORES kendskab til VORES familie, og at det dermed er det rigtige for os…

Hvad tænker I? Er det bare mig, der er for nærtagende? ER samsovning vejen frem? Og kaster jeg (der egentlig er ret godt til at sige hvad jeg mener om ting) nu med sten i et glashus? Kom meget gerne med kommentarer – især, hvis I er uenige…at diskutere med mennesker med andre holdninger end en selv er den eneste måde at rykke sig på, så sig endelig frem! 🙂

Hvordan bliver man hjemmegående?

Selv om, som jeg har skrevet om tidligere, det er en stigende trend at tage et eller flere års pause fra arbejdsmarkedet for at passe egne børn, så er det ingen tvivl om, at det ikke er “normen”. Og derfor kan det være svært for nogen at forestille sig, hvordan det kan lade sig gøre. Både praktisk – i forhold til økonomi, arbejdsmarkedstilknytning, udførelse af opgaver i hjemmet, stimulering af børnene, osv., men også rent mentalt; hvordan tager man beslutningen, hvad sker med den forælder, der ikke længere har et kendt “voksennetværk” omkring sig, hvad vil samfundets og vores omgangskreds reaktion være, og er det nu det bedste for børnene?

Der er mange spørgsmål man kan stille sig selv når man står foran sådan et valg – det gjorde vi ihvertfald. Og jeg kan da se på de forskellige grupper jeg er en del af, at der jævnligt kommer besøgende, der stiller flere af de ovenstående spørgsmål.

Derfor vil jeg komme med nogle af de svar vores familie kom frem til i forbindelse med beslutningen af at jeg skulle gå hjemme, samt nogle af de erfaringer vi har gjort os i løbet af denne periode. Naturligvis kan ikke alle svarene overføres fra vores familie til andres, men det kan måske alligevel være hjælpsomt for nogen – eller, om ikke andet, lidt underholdende læsning.

Inden jeg begynder at dele vores erfaringer, oplevelser og tips, så tænkte jeg det var en god idé at fortælle jer hvordan det blev til, at jeg går hjemme med børnene. Så her får I vores historie:

I 2011 blev jeg gravid med Røveren. Graviditeten var både ønsket og planlagt, så dette var vi naturligvis begejstrede over! Jeg havde lige afsluttet min bachelor i Marketing and Management Communication på Handelshøjskolen i Århus, og skulle igang med min Master i Corporate Communication. Røveren kom i starten af 2012, og jeg holdt ingen pause eller barsel fra mit studie, selv om Røveren var hjemme ved mig i en “normal” barselsperiode (jeg læste blot hjemmefra og gik op til eksamener uden at være til forelæsninger). Da Røveren var knapt 11 måneder startede han på deltid i vuggestue. Jeg var i gang med at skrive speciale, og tænkte ikke engang over, at der var et alternativ til at han skulle afsted – “sådan er det bare”, ikke? Alle de andre børnene i mødregruppen skulle jo også afsted. Og Røveren var et meget “socialt” og opsøgende barn, så det ville han nok have godt af. Ikke engang, da jeg for 78. gang ringede til min mor efter at have afleveret Røveren og græd mine modige tårer over at skulle tage hjem uden ham tænkte jeg over det…Vi skulle jo alle videre med vores liv, og Røveren virkede til at tage institutionslivet imod på en helt normal måde – han græd lidt nogle gange da vi afleverede ham, men havde vidstnok været glad hele dagen igennem, og strålede da vi kom og hentede ham. Jeg trøstede mig dog med, at jeg kunne hente ham tidlig de fleste dage.

Da Røveren havde været i institution i ca. 1 mnd var jeg til en jobsamtale til en stilling som marketingkonsulent, og FIK JOBBET. Jeg var utrolig glad og spændt – omend lidt stresset, for jeg skulle starte inden specialets deadline, så det ville sige, at jeg havde endnu kortere tid til at skrive specialet. Meget lidt vidste vi, at på det tidspunkt jeg skrev under min kontrakt, lå der en lille Basse og gemte sig i min mave.

Et par uger efter jeg havde skrevet under min ansættelseskontrakt (og et par måneder inden jeg reelt skulle starte i jobbet) stod jeg altså med en POSITIV GRAVIDITETSTEST i hånden. Dette var altså ikke en planlagt graviditet, men ikke mindre meget velkommen! Nu havde vi jo Røveren allerede, og vidste, hvor dejlige børn vi kunne lave, hehe. Så Bassen var naturligvis også velkommen! På mit kommende job var de meget forståelsesfulde, og selv om jeg tilbød dem, at vi kunne rive krontrakten i stykker, så valgte de at beholde mig. Jeg havde de obligatoriske 3 måneder med (ekstrem) kvalme inden jeg skulle starte det nye job, men formåede at færdiggøre specialet og at få sat et dejligt punktum på en 5 år lang uddannelse. Desværre er jeg dog en af de kvinder, der ikke stopper med at have kvalme efter 3 måneder – jeg bliver ved, både med kvalme OG med opkast! Så da jeg var 4 måneder henne med Bassen – og havde været ansat i min nye stilling i 1 måned (!!!), havde jeg tabt mig 6 kilo, og havde en bmi, der hed “undervægtig” (jeg havde nemlig i forvejen ikke nået at tage så meget på efter graviditeten med Røveren, hvor jeg også tabte mig). Dette resulterede i indlæggelse med væskedrop og en FULDTIDSSYGEMELDING – én måned efter jeg havde startet i mit nye job!!! Ahrmen, prøv lige at forestil jeg den skønne samtale: “Jeg ved jeg kun har arbejdet her i kun én måned, og at jeg går på barsel om 4 måneder, men jeg er altså blevet sygemeldt nu her”…

Nåh, men, med lidt ro på på arbejdsfronten begyndte jeg ligesåstille at tage på igen (nåede at komme op på en vægt, der hed +5 da jeg var højgravid). Jeg havde naturligvis også mere tid sammen med Røveren, men kunne alligevel ikke overskue at have ham hjemme hele tiden, da det jo var en grund til at jeg var sygemeldt. Og for jer, der ikke har prøvet at være SÅ dårlig under en graviditet; forestil jer ret slemme tømmermænd – 9 måneder i streg!

Nåh, men Bassen kom til verden, og alt var skønt. De første par måneder af Bassens liv var Røveren ret meget i institutionen, da vi lige skulle vænne os til det nye liv, have amning op at køre, plus at han kun var godt halvandet år, så han skulle have ret meget hjælp – og det er ikke helt nemt med et spædbarn på armen. Men efterhånden som månederne gik blev det nemmere at have begge børn hjemme på samme tid, så Røveren tilbragte mere og mere tid derhjemme – han beholdt dog sin deltidsplads i vuggestuen, men kom derop meget mindre end tidligere.

Bassen vokste sig større, og vi startede i mødregruppe og til babysvømning – præcis som jeg gjorde med Røveren. Noget var dog meget anderledes denne gang. Bassen nød overhoveder ikke at komme til babysvømning – han skreg fra vi kom ind til vi forlod stedet. Og når vi var i mødregruppe ville han slet ikke ligge og pludre med de andre børn. Han græd med mindre han sad på mig. Det var et helt andet barn vi havde fået. Jeg plejer at sammenligne dem som babyer på denne måde; Der hvor Røveren var den, der kravleder over alle de andre børn i mødregruppen, var Bassen den, der lå stille og blev kravlet over af alle de andre. Der hvor Røveren var meget opsøgende, var Bassen mere tilbagetrukket.

Månederne gik, og Bassens personlighed blev bare stærkere og stærkere. Han var ikke én, der brød sig om meget larm og mange mennesker, og han havde det som blommen i ægget, hvis vi bare tullet rundt derhjemme, eller var sammen med nogle få mennesker vi kendte godt. Bekymringerne vedrørende den kommende institutionsstart voksede sig større og større, men jeg havde jo et job (som jeg kun havde været aktiv i i 1 måned!), der ventede. Tanken om at gå lidt længere hjemme med ham – indtil han var mere parat til institutionsstart – begyndte at spire, og vendepunktet kom en dag, hvor vi var til en familiesammenkomst. Selv om det bare var et stille og roligt arrangement, så var der for mange mennesker og for meget larm for Bassen, så Manden og jeg skulle skiftes til at være alene med ham inde på et værelse. Dette var kun et par måneder inden han skulle starte i vuggestue. Etter denne dag snakkede vi mere seriøst om at jeg skulle gå hjemme med børnene, og det begyndte at give mere og mere mening. Men da jeg jo lige havde fået et meget spændene job, som jeg jo rigtig gerne ville beholde, håbede vi på, at jeg enten kunne komme ned på MEGET nedsat tid (20-25 timer) eller få forlænget orlov. Det kunne jeg ikke. Og så blev afgørelsen taget.

Prøv lige at forestil jer DENNE samtale med min arbejdsgiver: “Jeg ved, at jeg kun har arbejdet her kun en lille måned, og at I så derefter har betalt for både en sygemelding OG en barsel, men siden jeg ikke kunne komme ned i tid eller få forlænget orlov, så vil jeg nu gerne sige mit job op!”

Pyha, jeg havde det SÅ dårligt inden denne samtale, men de tog det heldigvis rigtig flot! De kunne helt klart se, at min hverdag var meget anderledes ift. hvad vi alle troede da de ansatte mig, og helt ærlig så tror jeg måske de havde brug for én, der kunne have sit job som sin 1. prioritet, og det kunne de måske fornemme, at jeg ikke var klar til.

En sten faldt fra mit hjerte den dag jeg indleverede mig opsigelse, samtidig som en hel flok sommerfugler samlede sig i min mave. Nu skulle jeg til at være HJEMMEGÅENDE. Hvad indebar det? Kunne det lade sig gøre økonomisk i praksis (vi havde regnet på det inden, men det er altid anderledes når man står i det)? Hvad skulle man gøre for at stimulere børnene? Og hvordan ville jeg klare det? Ville jeg blive ensom? Og MANGE andre spørgsmål…

Det er disse spørgsmål jeg vil prøve at svare på i denne “serie”. Er der nogle af jer, der har et konkret spørgsmål I vil have svaret på, så spørg endelig!

Hashtag.

Jeg har i lang tid taget stor stolthed i, at jeg ikke bare hopper med på de nyeste trends, blot fordi de var moderne. Og jeg har da også klappet mig selv lidt på skulderen, når den ene avisartikel efter den anden beskylder forældre for at tilbringe for meget tid på de sociale medier. Jeg har tænkt, at jeg ikke gider at investere tid i noget, der er en “døgnflue”, og som dermed kun vil være bortkastet tid..

Man har et standpunkt til man får et andet, ikke?

Til trods for mine bekymringer i dette indlæg, så har jeg nu besluttet mig for at kaste mig ud i det, og prøve det dér Instagram for at se, om det er noget for mig…ikke ligefrem en “first-mover”, ehem. Som jeg siger; jeg er en gammel sjæl i en (relativt) ung krop, hehe. Jeg føler mig lidt som de skeptikerne, der troede, at internettet kun var en mode-fænomen, der ville forsvind lige så hurtigt som et opstod.

Nu må vi se – jeg giver det en chance, og ser om det er noget for mig. Det kan jo være, at mine bekymringer var berettiget, og så kan det være JEG forsvinder derfra lige så hurtigt som jeg kom – det må jo tiden vise…

Hvis I har lyst til at følge mig på Instagram kan I finde mig under navnet happyhousewife.dk. Husk, at I også kan finde mig på facebook og bloglovin.

En mormor til undsætning.

 

IMG_1862

Da jeg skrev indlægget om de bedste og værste ting ved at være en hjemmegående, var der en ting jeg glemte at skrive på listen over de værste ting; madindtaget – og konsekvenserne heraf!

I min hverdag er der jo ikke noget, der hedder “en halv times frokostpause”. Der er et konstant indtag af mad, og det sætter desværre sine spor…prøv lige at se for jer denne (mad)hverdag:

  • Vi står op, får ny ble, tøj på osv. Manden er tit taget afsted eller på vej ud af døren, så morgenrutinen tager jeg selv. Når alle mand er i tøjet skal der laves morgenmad. Jeg er selv ved at være sulten, men kan ikke nå at spise inden drengene har fået deres mad, så jeg snupper lige et stykke chokolade eller to, og skyller det gerne ned med lidt cola.
  • Børnene spiser sin morgenmad – havregryn med smørklat og kanel (og en lillebittesmule sukker, ehem). Hvis bassen ikke spiser specielt meget, så ender jeg med at genopvarme hans grød og spise den med en ekstra klat smør på…lækkert, I know. Hvis der ikke er meget tilbage af det, så laver jeg min egen omgang havregrød, skyr eller rundstykke af et eller andet slag.
  • Om formiddagen er vi tit på farten, og der spises som oftest frokost kl. 11 – der er børnene jo sultne igen. Hvis vi mødes med de andre i vores faste legegruppe, plejer alle som oftest at tage med lidt til en fælles frokost – og der er tit én, der har et eller andet “sødt til kaffen” med… Imellem morgenmaden og frokost kan det forresten også være, at vi har fået frugt eller en anden type mellemmåltid – man skulle jo nødig gå sukkerkold.
  • Kl. 13 er vi hjemme igen og bassen er puttet. Nu skal JEG have frokost (jeg nåede jo ikke at spise så meget den første omgang, vel?). Det består som oftest af rugbrød, rundstykker, eller rester fra aftensmaden. Ofte skyldes det ned med sodavand og efterfulgt af noget sødt. Jeg skal jo huske at forkæle mig selv lidt også, ikke?
  • Om eftermiddagen kommer der som oftest en eller anden form for eftermiddagsmad – og her kommer vores bageglæde som oftest til nytte! Enough said.
  • Omkring kl. 18 er der aftensmad, og som oftest spiser vi sammen med børnene. En gang imellem spiser vi dog børnene af med noget nem mad eller rester, og laver så “voksenmad” efter puttetid.
  • Når børnene er puttet og der er ro i lejren, så åbnes slikskabet (you know what I am talkin’ about!) og skålen(e) fyldes.

Ahrmen, altså…jeg kan selv se det, når det kommer sort på hvidt – den er helt gal! Og det værste er, at jeg ikke engang har taget med alle de små hapsere, der kommer i løbet af dagen, hvor min hånd lydløst sniger sig ind i den overnævnte skab. Eller de mange kaffe latterne med honning i. Eller alle de gange drengene og jeg “forkæler” os selv med et eller andet… Så ja, resultatet var vel uundgåeligt. Jeg har taget på – ikke voldsomt meget, men nok til at mit udvalg af pent tøj til den kommende højtid er MEGET indskrænket! Som i, jeg kan kun passe de “stretch”-nederdele, jeg de sidste måneder har brugt til enhver anledning, der påkrævede lidt pænere tøj. Til jul ville jeg derfor gerne have noget nyt.

IMG_1870

Så derfor kan I måske forestille jer det smil, der kom over mit ansigt da jeg for nogle uger siden faldt over denne nederdel i en genbrugsforretning?! Det er en klassisk “mormor-nederdel”, med stretchkant foroven og folder hele vejen rundt. Det går længere ned end knæerne, hvilket jeg tror er moderne i tiden? Ligemeget – det er flot, det er anderledes end de stretch-nederdele jeg har i mit skab, og det kostede sølle kr. 25,-!! I morgen er det jo juleaften, og jeg tænker at give nederdelen sin debut sammen med et par høje hæle og en hvid skjorte eller top. Men jeg forestiller mig også at den kan bruges sammen med et par læderstøvler med lav hæl og en striktrøje.

IMG_1866

Unknown

Lagde I forresten mærke til, at jeg skrev, at det havde STRETCH-kant? Så jeg behøver ikke bekymre mig for, at det skal stramme i løbet af aftenen, og kan dermed fortsætte mit ædegilde, bare nogle dage mere – det er da snart nytår og tid til forsætter, ikke? Hehe…

Glædelig Jul til jer alle sammen, og håber I får en god juleaften (med masser af dejlig mad)!

 

Om mig

Velkommen til mit univers!

Jeg er en ung kvinde med en gammel sjæl – set på den måde, at jeg holder meget af gamle dyder, og er ikke nødvendigvis er en first-mover når det kommer til de moderne tendenser. Til trods for dette er det altså nu lykkedes mig at lave en blog (kun et tiår efter de første populære blogs blev oprettet 😉 ). Denne blog vil blive en blanding af et “frirum” for mig, altså noget mor har for at holde sig beskæftiget (ikke fordi, der ikke er nok at se til…), samt en platform, hvor jeg håber på at udvikle mine færdigheder på. Du kan også læse mere om mine tanker bag bloggen hér.

Jeg kommer oprindelig fra Norge, men har boet i DK siden 2008. Jeg er gift med “Manden”, og sammen har vi tre drenge, “Røveren” fra 2012, “Bassen” fra 2013 og “Bettemanden” fra 2017.

Jeg er uddannet indenfor kommunikation, og har tidligere arbejdet med markedsføring. Indtil for nylig var min hovedbeskæftigelse at være en base for min familie – jeg har altså været “hjemmegående” i ca. to år efter sidste barsel.
Der er lige startet et nyt kapittel i mit liv, hvor jeg skal kombinere et IT-studie og et deltidsjob med morrollen – det bliver meget spændende, og meget anderledes end den hverdag vi har haft de sidste par år…

Jeg deler småt og stort fra vores liv på denne side – og er meget glad for at du valgte at kigge forbi, og tog dig tid til at læse med…kom endelig igen! 🙂

Hvis du af en eller anden grund ønsker at kontakte mig er du meget velkommen til at efterlade en kommentar eller sende en mail til happyhousewife.dk@hotmail.com

Kh Therese