Searching for "moderne"

Moderne.

Endelig. Jeg er blevet moderne! Eller, jeg har ihvertfald truffet et valg, der åbenbart er moderne. Jeg har nemlig (i en foreløbig kort periode af mit liv) fravalgt min karriere til fordel for, at passe mine børn. Og dette fænomen er åbenbart moderne.

Og hvis I har læst min “om mig”-side, så ved I, at jeg IKKE er én, der følger moden. Jeg fulgte mit instinkt. Jeg traf dette valg sammen med Manden for et års tid siden, og har siden da haft hjemmet som min workstation. Det har været en meget sjov og spændende periode for mig og min identitet – for hvad gør man til sociale begivenheder, hvor normen er, at man introducerer sig ved navn efterfulgt af beskæftigelse/titel? Jo, man fortæller, at man er “hjemmegående”, og venter de 5 sekunder det tager modparten at finde ud af, hvordan han/hun skal reagere på det.. 🙂

Men, men, men. Der er også sket noget, bare i løbet af det ene år jeg har været “hjemmegående”. Emnet familiepolitik er hotter than ever, og der går nærmest ikke en uge uden at der er én eller anden form for debat vedrørende børnefamiliers vilkår. Medierne har for alvor fået øjnene op for den “nye bevægelse” af forældre, der af forskelllige årsager står af hamsterhjulet i en lille perioden for at tage sig af sine børn.

Dette har uden tvivl gjort det nemmere for både mig, og mine medmennesker, når jeg til sociale sammenkomster oplyser mit “yrke”. Der virker dog stadigvæk som om, at der er enormt mange fordomme forbundet med det, at være hjemmegående. Enten er man en “speltmor”, der kun spiser økologisk & vegansk mad, som syr tøj selv (af økologisk stof naturligvis), og som ikke vaccinerer sine børn, fordi de skal have den “økologiske” versionen af sygdommen. Man kan også komme fra de helt lave sociale sammenhænge, hvor forældrene ikke vil bruge pengene på institutioner, men hellere lader børnene sidde med en iPad hele dagen. Eller man kan komme fra de meget velstående omkredse, hvor ressourcerne er mange, og børnene bliver “projekter”, som forældrene (i samarbejde med barnepigen, rengøringshjælpen og kokken) bedre kan udvikle, end pædagogerne kan. Men heldigvis. De aller fleste af os (og jeg har da lært en del at kende i løbet af det sidste år) er ganske almindelige gennemsnitsborgere, der køber børnetøj i h&m, tager sig af (den manglende) rengøring selv, og godt kunne finde på at smutte forbi McDonalds en “sjælden” gang imellem, haha. Det eneste, der skiller os fra naboerne er, at for vores familier har det både givet mening og været muligt at sætte karriere, studier, og lignende på pause i kortere eller længere perioder, for at have mere tid til familie, hjem og alt det andet, man nu kan engagere sig i som hjemmegående.

Det bliver spændende at se, hvordan Danmark ser ud om 50 år – om der virkelig ER en bevægelse, der vil resultere i en større gruppe hjemmegående forældre.

Jeg er ihvertfald én af dem – ikke fordi det er moderne, men fordi det gør mig happy!

image

“Hjemmegående har ingen ambitioner!”

For et par dage siden var jeg til åbningen af Århus’ første barselshus. Det var en rigtig hyggelig dag, med spændende oplæg i hyggelige rammer. Der var. bl.a. en “mini-debatsalon”, hvor tre forskellige kvinder skulle fortælle lidt om sine erfaringer fra det at være på barsel, og at kombinere mor-rollen med deres øvrige liv…

I denne debatsalon var der én sætning, der satte sig ved mig. Den ene af kvinderne sagde noget i stil med, at hun skulle ønske, at hun kunne gå hjemme med sit barn. Eller rettere; hun ønskede, at hun havde lyst at gå hjemme. Men det havde hun ikke – hun havde nemlig “andre ambitioner, der hev i hende”. (more…)

Up and Running again…

Hej med jer!

Der har været lidt stille herinde de sidste mange dage. I har måske set updaten inde på min Instagram– eller facebookside, men jeg har af gode grunde ikke kunne skrive herinde – bloggen har nemlig været “nede”.

Det skyldes det faktum, at bloggen er flyttet (og at den proces var noget mere kompliceret end hvad jeg kunne finde ud af 😉 ). Det er ca et år siden, at jeg joinede den “morblogger-platform”, der hedder Momster. Jeg havde ikke været på en platform før, og vidste derfor hellere ikke hvad jeg kunne forvente. Mine ønsker gik dog primært ud på, at jeg gerne ville netværke lidt med andre bloggere (jeg er jo ret social, og kunne godt tænke mig at møde flere i virkeligheden, og ikke kun igennem skærmerne), samt at der var nogen, der kunne tage sig af de samarbejdsforespørgsler der kommer min vej.

Efter et års tid i netværket er jeg dog kommet frem til, at det ikke er min kop the. I hvert fald ikke dette netværk… (more…)

Kampen mod kræft, uge 1…

Kræft er noget rigtig mange – alt for mange – af os har haft tæt på. Jeg har selv oplevet at miste en bedstemor til kræft, min mor gik igennem et langt og grimt kræftforløb da jeg var barn, og senest her i efteråret blev en i den nærmeste familie igen ramt af kræft. Det er simpelthen en af de grimmeste sygdomme, for ikke bare er den alvorlig, men der er ingen måde at “regne ud” hvem der kan blive ramt… Og dét synes jeg er noget af det værste. Med de andre alvorlige sygdomme kan man jo nemlig tit regne ud om man er i “faresonen” eller ej. Men ikke med kræft.

(more…)

Jeg er skrækeksemplet…

Jeg er det, man VIRKELIG vil undgå. Jeg er den sidste udvej, når man bare ikke kan se andre løsninger. Jeg er en akademisk uddannet kvinde, der sagde mit fuldtidsjob op for at tage mig af mine børn – og jeg har ingen planer om at arbejde fuld tid så længe mine børn er små. I hvert fald ikke som tingenes tilstand er lige nu. (more…)

Ny klumme på Alt.dk: 7 egoistiske ting min mand gør efter vi er blevet forældre

I dag er min nyeste klumme på alt.dk udgivet, og som I kan se på overskriften, så handler den om nogle irriterende ting min mand er begyndt at gøre efter vi efter vi er blevet forældre.

Hvis I vil se, hvad jeg irriterer mig over, kan I finde klummens indhold nedenunder – eller ved at følge dette link.

(more…)

Hvor langt skal vores forståelse strække sig?

Når det kommer til måden at være forældre på, og måden at opdrage vores børn på, så er vi kommet rigtig langt i forhold til hvilke muligheder og rammer der var for blot nogle få tiår siden. Familiestrukturen er ændret, kønsrollerne har rykket sig, og der er et (over)væld af opdragelsesmetoder at vælge imellem.

Vi skal være åbne, inkluderende og tolerante, og efter min mening går det lidt over gevind nogle gange – for SKAL man acceptere alt? Er alt ok, hvis man (more…)

Fremtidstanker og en spade, der er en spade.

Om ikke så alt for længe er det to år siden jeg publicerede mit første blogindlæg på dette domæne…det er lidt vildt at tænke på. Jeg var meget bekymret i starten for, om jeg kunne blive ved med at være begejstret for at blogge, da jeg ikke har set på mig selv som en decideret “blogger” (jeps, lidt selvfornægtelse kombineret med fordomme dér, haha).

Nu er jeg dog kommet dertil, hvor jeg indser at dette er en hobby der er kommet for at blive – i hvert fald for et godt stykke tid. Jeg elsker at skrive og jeg elsker de muligheder internettet/de sociale medier giver (måske derfor jeg er ved at tage en cand.it i webkommunikation? 😉 ). Og jeg kan da også helt klart se, at bloggen kan blive til en eller anden form for træning/springbræt for hvad end jeg ender med at have som “rigtigt arbejde” når jeg en gang er færdig uddannet… Denne erkendelse har ført til nogle lidt mere seriøse tanker. For hvad vil jeg med bloggen? Hvordan skal den formes fremadrettet? (more…)

1 år!

IMG_3314

I dag er det et år siden denne blog så dagens lys…eller, det gjorde den faktisk ikke alligevel. Det korrekte vil være at sige, at i dag er det et år siden jeg startede med at skrive herinde. Det er et år siden jeg købte domænet, et år sad oppe en sen aften for at se, om jeg kunne sætte denne side nogenlunde op, og et år siden jeg skrev mit allerførste blogindlæg herinde.

Der gik dog et par måneder før jeg “offentliggjorde” et indlæg. Dvs, de var jo offentlige i form af, at de kunne findes på denne side, men der gik lang tid før jeg fortalte nogen om denne blog. Faktisk fik Manden det hellere ikke at vide før der var gået nogle uger… Som jeg skrev den gang jeg løftede sløret for nogle af tankerne bag bloggen, så blev den som udgangspunkt oprettet som et sted, hvor jeg kunne øve mine (på det tidspunkt ikke-eksisterende IT-færdigheder). Jeg blev dog enormt glad for at skrive herinde, så jeg tog chancen og “offentliggjorde” den – for det er da ingen tvivl om, at det er da sjovere at skrive sådan en blog, hvis der rent faktisk er nogen, der læser med 🙂

Det har været et utroligt spændende og sjovt år, og bloggen har været med til at give mig oplevelser og bekendtskaber som jeg ikke ville have været foruden! Det er fx pga bloggen, at jeg fik tjansen som “klummeskribent” for Århus Onsdag/Syd. Det var også på grund af bloggen at jeg tilbage i juni var i DR-byen for at deltage i en debat – helt klart et af de blogrelaterede højdepunkter! Og det er da ingen tvivl om, at det også er megasjovt at se sine indlæg udgivet på voresbørn.dk, som er hjemmesiden til Danmarks største forældremagasin.

img_7043

Men en anden ting som også gør mig enormt glad og stolt er, når jeg kan se, at der er mennesker jeg ikke kender, der ikke bare læser et indlæg, men som også bliver hængende (altså, ikke fordi det ikke er sjovt med de mennesker jeg rent faktisk også kender, men de er lidt “forpligtet” på en anden måde, haha). Jeg kan genkende mange navne, og kan mærke jeg bliver glad når der ligger en kommentar eller et like fra en af jer (yes, jeg er en like-whore), haha!

Ej, men helt seriøst. Jeg er SÅ glad for min lille side her. Og for jer. Og jeg håber I vil blive hængende i et år mere…for som sagt, alt andet lige, så er det altså bare en lille smule sjovere at skrive, når der er nogen der læser med 🙂

Kh Therese

P.S. Hvis du har lyst til at læse det ALLER, ALLER FØRSTE blogindlæg jeg skrev, kan du finde det her.

Vi sover ikke sammen!

…eller “samsover”, som det hedder i moderne termer.

Det er et meget “populært” emne, om man kan sige det sådan, og i nogle af de kredse jeg kommer i (især bestemte grupper på facebook) qua min for nylig pensionerte status som hjemmegående, er det blevet til en “vil-man-barnets-bedste-så-samsover-man-med-dem”-agtigt. Og det kan jeg blive så enormt træt af. For så bliver det også megasvært at være den, der stikker hovedet frem og siger “vi sover (som udgangspunkt) ikke sammen med vores børn”…på reaktionerne at dømme, kunne man kunne lige så godt sige, at man ikke giver børnene grøntsager. Det har de da brug for! På samme måde som de har brug for sund og næringsrig mad, så har de åbenbart brug for at sove sammen med mor og far. Alle og enhver. Hele tiden.

Det tror jeg bare ikke på. Jeg tror ikke, at alle børn over en vis alder (jeg snakker dermed ikke om spædbørn) SKAL sove inde på forældrenes soveværelse for at have det trygt og godt. Nogen har måske dette behov, men det at sige, at det udelukkende er det bedste for alle børn og familier er jeg ikke enig i. Børn og familier er forskellige, og deres behov for at sove sammen med andre er lige så forskellige som de er. Nogle børn sover kun godt, hvis de er inde i mor og fars seng, og hvis det er det, der fungerer for én, så fred være med det. Men bare fordi det viser sig at være fuldkommen lykke for den ene familie, så betyder det ikke, at det er den eneste rigtige vej for ALLE familier.

img_3376

Og dette siger jeg ikke fordi jeg “inden jeg fik børn havde sværget, at jeg aldrig skulle blive en af dem, der….”. I kender alle sammen, de ting, vi siger til os selv at vi ikke vil gøre, og som vi måske kæmper imod, men alligevel ender med at gøre. Dette er ikke én af dem. Jeg har aldrig haft et princip om, at man ikke skulle sove sammen (jeg forstod det måske ikke helt inden jeg fik børn, men det er ikke det samme). Faktisk så har vi prøvet det dér med at sove i samme seng, som one big happy family. Det gjorde vi da Røveren var lille, inden Bassen kom til verden. Røveren kom ind på eget værelse da han var omkring et år, noget som gik helt smertefrit. Efter nogle måneder kom der dog en periode, hvor der skete meget i hans udvikling, og han havde brug for os om natten også. Så vi prøvede at lade ham sove i vores seng. Som I nok kan regne ud, var det ikke en stor success. Han kunne slet ikke finde ud af at være i samme seng som os…han kørte rundt som en helikopter, ville lege med os, lege med de ting, der var i værelset, og egentlig bare lave alt andet end at sove. Jeg var gravid med Bassen på dette tidspunkt, og havde behov for en hel del søvn (husker I, hvor træt man kan blive, når man er gravid??). Det endte med, at det eneste, der kunne få Røveren til at falde til ro sammen med os var at holde ham fast i en god “krammer” – selv om han prøvede at kæmpe sig ud af ens hænder. Det eneste var, at det for hver nat tog længere og længere tid for ham at falde til ro i denne “krammer” (som blev døbt jerngrebet – yes, du læste rigtigt. Det blev egentlig bare døbt dét som en joke, men til sidst var det ikke engang en joke længere…suk). Vi prøvede også at have ham i sin egen seng ved siden af os, men det fungerede hellere ikke, da han på samme måde – som beskrevet ovenfor – ville lege med alt og alle…han ville ihvertfald ikke sove. Jeg ønskede faktisk inderligt, at det kunne fungere for os at sove sammen, for ikke bare var tanken om det ret hyggelig, men alt andet lige, så ville det da have været nemmere på mange måder. Men det fungerede bare ikke.

Løsningen for os blev derfor, at han sov på eget værelse. Men da vi hele tiden har haft den indstilling, der hedder, at børnene skal ikke være alene hvis/når de har behov for det, så endte det med, at vi puttede Røveren på sit eget værelse om aftenen, og hvis/når han vågnede om natten, så gik en af os ind på hans værelse, og sov videre der. Det fungerede godt for os voksne, og det fungerede godt for Røveren. I det han så os komme gående med dynen i hånden lagde han sig til at sove igen, i sin egen tremmeseng. Og det gjorde ikke noget for hverken Manden eller mig at sove på en madras – så længe vi kunne sove. På denne måde fik han opfyldt behovet for selskab og nærhed de nætter han har haft brug for det, samtidig som han hele vejen igenne har været tryg ved at sove på eget værelse, så der har været mange og lange perioder, hvor han slet ikke havde brug for os om natten. Dette fungerede også rigtig godt da Bassen kom til – så blev børnene “mandsopdækket”, jeg havde Bassen (da jeg jo ammede ham), og hvis Røveren havde brug for det, så fik hans far ind til ham. På den måde fik vi alle mest mulig søvn…og det er bare ikke til at komme udenom, at søvn er enormt vigtigt! Det er en grund til, at søvnfrarøvelse er en torturmetode – just sayin’!

Denne metode har vi holdt fast i mere eller mindre siden. Hvis en eller begge børnene har brug for os, så ligger der madrasser klar som vi kan sove på inde på deres værelser. Det er hellere ingen regel om, at vores soveværelse er off limits, og det sker da også en gang imellem, at en af drengene kommer ind i løbet af natten… Men herhjemme er vi kommet frem til, at vi alle sover bedre hvis det foregår inde på børnenes værelse, for så slipper vi for at få en fod i maven og en finger i øjnene, og børnene får blive i samme seng på samme værelse hele natten. Og som oftest har det kun været én af drengene, der har været vågen (men der er som sagt også lange perioder, hvor de begge sover igennem), så derfor har der kun været brug for én forælder = den anden kan sove hele natten. Og det kan vi så skiftes til. (Og nej, det er ikke farligt for vores forhold, at vi ikke sover hele natten igennem – hver nat – på samme værelse…jeg mistænker, at det ville være mere skadeligt for vores forhold, hvis vi ikke fik sovet nogenlunde anstændigt).

Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg, at vi faktisk har fundet en gylden middelvej, da vi både lærer børnene, at det er trygt og rart at sove på deres værelser, samtidig som de får opfyldt deres behov for nærhed hvis/når de opstår. Og vi voksne tilgodeser også vores eget søvnbehov, hvilket igen kommer børnene tilgode, da vi kan fungere som normale mennesker i løbet af dagen (jeg er VIRKELIG IKKE rar at have med at gøre, hvis jeg ikke får en ok mængde søvn). Og vi kunne jo vælge slet ikke at sove sammen med børnene – det er der da også mange, der gør. Og selv om vi har fundet en løsning, der er en lille smule anderledes får jeg mig ikke til at dømme dem, der vælger slet ikke at sove sammen med børnene (eller dem, der vælger at sove sammen med dem HELE tiden) – det er nemlig none of my business!

Men for mig virker det desværre som om, at der er gået lidt “mode” i det at sove sammen, og hvis man ikke går all in, så bliver det antydet, at man gør det af egoistiske grunde. Altså, man bliver shamet, hvis man siger, at man ikke vil dele sit soveværelse med hele familien.

Og det er dét, jeg nu vil tage et lille opgør med. For hvorfor gør man det? Hvorfor shamer man de forældre, der siger, at samsovning ikke er det bedste alternativ for dem? Er det fordi man oprigtig talt tror, at det er den gyldne vej for alle, og ønsker at gøre alle opmærksom på denne hellige gral? For så synes jeg man skal huske sig selv på, at det der fungerer for én familie er ikke nødvendigvis løsningen for en anden. Det er rigtig dejligt, at der kommer fokus på, at der er alternative måder at indrette sig på (både i forhold til søvn, institutionalisering, samvær, amning, osv.), men det jeg taler imod er fremstillingen af én ting som “det eneste rigtige”…det er vi jo fx. kommet væk fra når vi taler om amning (dejligt for dem, det fungerer for, men vi er vidst alle ved at være enige om ikke at shame dem, der ikke ammer, ikke?). Skulle vi ikke så prøve at overføre denne praksis til de andre områder?

Jeg må nemlig indrømme, at jeg bliver en lille smule ramt når nogen fremsiller samsovning som det eneste rigtige, da jeg jo naturligvis ønsker det bedste for mine børn. Og når nogen påstår, at et af de valg jeg har taget ikke er det bedste valg, så bliver jeg en blanding af usikker og provokeret. Dog mest provokeret, haha. Jeg hviler heldigvis i det, at vi har taget vores valg på baggrund af VORES kendskab til VORES familie, og at det dermed er det rigtige for os…

Hvad tænker I? Er det bare mig, der er for nærtagende? ER samsovning vejen frem? Og kaster jeg (der egentlig er ret godt til at sige hvad jeg mener om ting) nu med sten i et glashus? Kom meget gerne med kommentarer – især, hvis I er uenige…at diskutere med mennesker med andre holdninger end en selv er den eneste måde at rykke sig på, så sig endelig frem! 🙂

1 2