Besøg af Sundhedsplejersken – UDEN test af baby!

Besøg af Sundhedsplejersken – UDEN test af baby!

I torsdags oprandt dagen, hvor Bettemanden skulle have sit “afsluttende besøg” af sundhedsplejersken… Som I måske kan huske, så overvejede jeg kraftigt at aflyse dette besøg, da jeg – for det første – ikke havde nogen bekymringer om hans udvikling eller lignende, han er SÅ godt med på alle punkter, så der var ingen tvivl fra min side.

En anden grund til, at jeg var skeptisk til besøget var, at jeg regnede med, at jeg ville få en lille “skændeprædiken” af hende, da hun tidligere er kommet med kommentarer som Read More

Coulda, woulda, Shoulda…

Coulda, woulda, Shoulda…

For et par uger siden havde jeg besøg af en journalist fra Tv2 Østjyllands Morklubben – som jeg jo skal være en slags “ambassadør” for, hvor vi lavede et indslag i forbindelse med et indlæg jeg publicerede for et stykke tid siden, omkring den følelse af at være splittet mellem “mor-Therese” og den “selvstændige Therese”. For nogle gange kan det altså være lidt svært at navigere imellem de to roller.

Når man får et lille barn giver det sig selv, at man bliver nødt til at sætte sine egene behov lidt til side for en periode, for at fokusere på babys behov. Men selv om man er blevet mor, så er man jo ikke blevet mindre sig selv af den grund. Der er kommet et andet fokus for en periode, og der er kommet en ny dimension ind i ens liv, men du er jo stadigvæk dig. Read More

Selvstændige Mig vs. Mor-Therese

Selvstændige Mig vs. Mor-Therese

Jeg føler mig meget delt mellem to sider af mig selv. Den ene side er moren med stort M. Hende der gladeligt vil “ofre” sig selv for at børnene skal have det godt. Hende, der sætter alle andres behov foran sit eget. Den anden side er den selvstændige Therese, der kan mærke afsavnet efter at være “selv”. Der mangler at kunne bruge tid og energi på egoistiske ting (som søvn, for eksempel, ehe). Og som føler sig meget begrænset af mor-med-stort-M-siden.

Read More

Hvor langt skal vores forståelse strække sig?

Hvor langt skal vores forståelse strække sig?

Når det kommer til måden at være forældre på, og måden at opdrage vores børn på, så er vi kommet rigtig langt i forhold til hvilke muligheder og rammer der var for blot nogle få tiår siden. Familiestrukturen er ændret, kønsrollerne har rykket sig, og der er et (over)væld af opdragelsesmetoder at vælge imellem.

Vi skal være åbne, inkluderende og tolerante, og efter min mening går det lidt over gevind nogle gange – for SKAL man acceptere alt? Er alt ok, hvis man Read More

Hvorfor jeg er anti-halloween

Hvorfor jeg er anti-halloween

Nu er det et år siden denne klumme blev udgivet – men den er stadigvæk lige aktuel i år! Nedenfor kan I læse om, HVORFOR jeg er i mod fejringen af Halloween (én af grundene, i hvert fald)…

For nogle år siden, på halloween-aften var mine forældre ude af huset. De havde ikke tænkt over, at de var halloween (jeg ved ikke engang om de vidste, at det var halloween den dag), så derfor havde de forladt huset med udelysene tændt – som altid, da det er dejligt praktisk når man kommer hjem efter det er blevet mørkt. Read More

“Ved du hvordan det er, at have en mor, der ikke vil være sammen med én?”

“Ved du hvordan det er, at have en mor, der ikke vil være sammen med én?”

Denne sætning kom ud af Røverens mund for blot et par dage siden. Og knuste mit hjerte i tusind bidder.

 

Vi havde besøg af en af mine veninder og hendes piger, som også er gode vender med vores drenge. Røveren og en af pigerne sad og spillede et spil ved spisebordet mens jeg sad (i min fiiine rosa sofa – som i øvrigt er MEGAGOD at amme i!) og ammede og snakkede med min veninde. Pigen ville gerne prøve at holde Bettemanden og spurgte derfor, om jeg “stadigvæk ammede?” hvortil jeg svarede at det gjorde jeg. Så kiggede Røveren på pigen og sagde – helt udtryksløst – “min mor har aldrig tid til at være sammen med os. Ved du hvordan det er, at have en mor, der ikke vil være sammen med én?”. Read More

Hvorfor sender jeg mine børn i institution, når jeg selv går hjemme?

Hvorfor sender jeg mine børn i institution, når jeg selv går hjemme?

Dette er et spørgsmål jeg har stillet mig selv mange gange den sidste tid. Både inden sommerferien, hvor jeg lige var blevet sygemeldt, men også i dén grad efter sommerferien, hvor drengene er startet i en ny institution, og vi alle har følelserne omkring denne opstart udenpå tøjet.

For selv om det som udgangspunkt går rigtig godt med opstarten i den nye børnehave, så er vi altså kommet ind i en periode, hvor især Bassen ikke synes det er sjovt at sige farvel. Dette gælder dog (heldigvis?) ikke kun når vi skal sige farvel i børnehaven, men også når far tager på arbejde om morgenen, hvis jeg skal noget en eftermiddag/aften eller lignende. Det er dog ikke nødvendigvs med skrig og skrål – han er nemlig rigtig god til stille og roligt at sætte ord på det, og siger, at han “vil savne os” – og det gør i dén grad ondt at høre på. Det skærer lige i hjertet.

Så den sidste uges tid har jeg helt seriøst overvejet, om jeg ikke bare skal lade ham/dem blive hjemme, nu hvor jeg jo alligevel er “hjemmegående/sygemeldt/straks-officielt-på-barsel”. Men jeg har bevidst ikke ladet dem blive hjemme de dage, hvor de/Bassen synes det er svært at sige farvel, af nogle få grunde. Dem får I lige her (og ja, dette er nok skrevet lige så meget for min egen skyld, så jeg kan se sort på hvidt, hvorfor jeg “går med til det”, når det nu gør så ondt).

Den ene grund til, at jeg ikke blot siger “ok, så kommer du bare med hjem igen” er, at når jeg jo allerede har sagt, at vi skal i børnehave i dag, så er det vigtigt, at jeg holder fast i det. På samme måde som jeg holder fast i, at der ikke skal slik ned i indkøbskurven på en tirsdag, og at man skal børste tænder inden sovetid. Jeg er af den helt klare holdning, at når man først siger noget er det vigtigt, at man gennemfører det – så ved børnene, at de kan stole på det du siger, og at mor/far er konsekvente. Alt andet vil være for uoveskueligt for dem, tror jeg.

Den anden grund er, at jeg jo tror, at det er godt for dem at komme i børnehave. Jeg har tidligere skrevet et avisindlæg (som faktisk snart bliver publiceret på voresbørn.dk *gisp*) der hed “små børn har bedst af at blive passet hjemme” – men det jeg skriver i den artikel var primært vedrørende mindre børn. Jeg tror oprigtigt talt på, at det er godt for børn, der er så store som mine (snart 4 og 5,5 år gamle) at komme i børnehave. Der lærer de nogle sociale spilleregler, danner venskaber og forbereder sig på den kommende skolegang, som jeg ikke kunne lære dem på samme måde. Og dette bliver jo egentlig også bekræftet af både børnene og pædagogerne, når jeg hører om, hvor meget de har hygget sig i løbet af dagen. Når børnene med begejstring fortæller de ting de har oplevet, og pædagogerne kommer med sit besyv – så kan jeg jo se, at børnene får noget godt ud af at være i børnehaven…

Den tredje grund til, at børnene kommer i børnehave selv om jeg går hjemme er, at jeg jo på nuværende tidspunkt ikke er “hjemmegående” i den forstand, at jeg går hjemme i det henseende at passe børnene. Jeg er jo hjemme fordi jeg er (meget!) gravid, og min krop er (meget!) mærket af det. Eller – det vil sige, jeg har det generelt bedre nu end jeg havde det inden jeg blev sygemeldt, men sådan skulle det jo også gerne forblive. Og jeg kan mærke, at jeg hverken har energi eller tålmodighed til at drøne rundt på samme måde som jeg kunne inden jeg blev gravid…og når lillebror melder sin ankomst om blot nogle få uger er det jo hellere ikke til at sige, hvordan vores hverdag ser ud det første stykke tid.
Så derfor er jeg blevet enig med mig selv om, at det er rigtig fint, at drengene kommer i børnehave nogle dage, så kan jeg hellere hente dem tidligt og/eller give dem nogle (planlagte!) fridage, hvor der så er overskud og energi til at hygge sammen…

Jeg har dog en aftale med pædagogerne i børnehaven der hedder, at de skal ringe hvis de vurderer, at det ikke “bare” er almindelig ked-af-det-hed i forbindelse med det at sige farvel. Jeg hviler derfor i det at jeg ved, at de vil ringe hvis de vurderer, at en dag er lidt ekstra hård ved en af børnene, og de kunne have brug for at komme hjem og hvile/blive hentet tidligere end planlagt/hvad-nu-end-det-kan-være. For jo, selvfølgelig er det vigtigt at børnene lærer, at det er ok at savne, og at det er ok at blive ked af det (for så at opleve, at de kan komme over det), men det skal jo ikke være sådan, at de går rundt og er dybt ulykkelige en hel dag, hvor jeg “bare” går hjemme. Og den ordning kan jeg lide 🙂

Ja, sådan ligger landet altså. Derfor sidder jeg nu her i fred og ro og spiser en sen omgang morgenmad (en meget mandags-agtig havregrød med kanelsukker) og skriver et blogindlæg mens mine børn er i børnehave. Om lidt skal jeg få gjort en del praktiske ting (et par af dem er faktisk lidt spændende blog-relaterede ting *VIB (very-important-blogger)* haha), og ryddet huset, da det ligner lidt et bombenedslag efter vi kom FULDSTÆNDIG flade hjem fra et weekend-ophold i legoland i aftes. Og SÅ skal jeg have hentet mine dejlige drenge igen…jeg glæder mig allerede.

P.S. Det kan være I også har lyst til at læse/genlæse det indlæg jeg skrev for et års tid siden et omkring Bassens vuggestuestart , hvor jeg skrev om mange af vores tanker og erfaringer omkring at lade et “stort” barn (han startede da han var 2,5 år) starte i institution, hvilket helt klart er noget jeg har med i baggagen ved denne “indkøring”…

Call me Old Fashioned…

Så har jeg igen igen været ude med min mening om noget, og denne gang er det konceptet “Halloween”, der får gennemgå. Du kan læse klummen ved at klikke på dette link (du finder den på side 2).

skjermbilde-2016-11-24-kl-21-52-29

Og ja, det kan godt være, at det er mig, der er ‘Old Fashioned’, men so be it – jeg kan ikke lide det. Jeg er ikke naïv, jeg ved godt, at det nok (desværre) er kommet for at blive, men det betyder ikke, at jeg (og min familie) SKAL tage del i det.

Hvad tænker I om Halloween? Fejrer I det – eller gemmer der sig flere af min slags derude?

Kh. Hende den trælse mor 😉

Mine børn ser for meget fjernsyn…

Jep, det er sandheden. I hvert fald hvis du spørger mig. Og nei, det er ikke en totalt uansvarlige mængde, men stadigvæk nok til at jeg kan sige det jeg siger i overskriften; Mine børn ser for meget fjernsyn!

Da Røveren (som nu er 4,5 år) blev født var vi – naturlig nok – på udebane i forhold til hvilke regler man burde have ift skærmtid. Vi voksne havde fjernsynet tit tænd om eftermiddagen (jeg sad fx. tit og så fjernsyn mens jeg ammede – noget det kunne tage op til en time med ham!). Da han blev nogle måneder gammel fandt vi ud af, at reklamer tiltrak ham MEGET. Med en gang der kom en reklamepause, så fik fjernsynet hans udelte opmærksomhed, og vi tænkte ikke over, at det var en “dårlig” ting – in fact, så kan jeg huske, at vi en gang imellem kunne finde på at LEDE EFTER REKLAMEFILM når han skulle træne i at ligge på maven og holde hovedet højt selv – for så gad han plutselig at ligge på maven på sofaen og kigge lige ud…ahrmen, hvis jeg kunne gå tilbage i tid for at slå mig selv i hovedet, så ville jeg gøre det! *indsæt-emoji-der-ruller-med-øjnene*

Tiden gik, og når Røveren begyndte at blive stor nok til at få noget ud af børne-fjernsyn, så fik han en gang imellem lov til at se Postmand Per, Teletubbies og lignende. Vi havde ingen faste regler, men sørget for at holde det på et moderat niveau.

skjermbilde-2016-11-13-kl-20-04-36

Men men men. Så kom tiden, hvor Røveren begyndte at synes at det dér fjernsyn/iPad var RIGTIG spændende. Så spændende, at det var det han helst ville gøre. Hele tiden. Non stop. Og vi havde på det tidspunkt ingen faste regler – vi sagde dog nej 90% af tiden (han spurgte efter det ENORMT mange gange ila en dag), for at holde det på det moderate niveau vi gerne ville have. Vi blev dog efterhånden træt af, at han blev ved med at spørge hele tiden, og han blev jo ked af det hver gang vi sagde nej, så noget skulle der ske. Vi besluttede os derfor for, at indføre en fast regel om, at der måtte ses én netflix-episode om eftermiddagen (eller to, hvis det var den slags, der kun varer i 10 minutter). Dette var en kæmpe lættelse for os alle, når vi bare havde fået indbygget den rutine – Røveren vidste, hvad han havde at forholde sig til, og vi skulle ikke hele tiden afvise hans spørgsmål om at “se netshisk” 😉

Personligt synes jeg også de 20-30 minutters skærmtid om eftermiddagen var den perfekte mengde for i hverdagene. I weekenderne blev det nogle gange til lidt mere, men det var som sådan også ok. Det mindede mig faktisk lidt om min egen barndom, hvor der jo kun var de der 30 minutters “børneTV” på NRK (norges svar til DR1) om eftermiddagen, og ellers så stod den på fri leg og kreativitet. Det var (og er) en værdi både Manden og jeg gerne ville have, at vores børn også fik med. At de lærede at lege selv, finde på ting, og være kreativ – og ikke hele tiden skulle underholdes med det ene eller det andet. Dejligt, idealistisk, ikke? 😉

På dette tidspunkt var jo Bassen også kommet til, men endnu ikke stor nok til at have en holdning til skærmbrug. Han nød at sidde sammen med storebror i sofaen og se Dora the Explorer, Paw Patrol og Peter Pedal. Han var ikke altid med på, at vi slukkede efter kun den ene episode, men sådan var jo reglerne.

Der gik dog ikke mange måneder før Bassen havde fanget fidusen i, at Røveren fik vælge en episode de så hver dag. Og DET var på ingen måde fair. Han ville også vælge. Så Manden og jeg tog snakken og kom frem til, at 45 minutters fjernsynstid lige kunne gå – det var lige til en episode til dem hver, og så kunne jeg fx. nå at lave aftensmad mens de så fjernsyn (Manden kommer tit først hjem liiiige inden vi skal spise, og de var endnu lidt for små til, at jeg havde tålmodighed til at inddrage dem i madlavningen hver dag). Så sådan blev det. Én episode hver. 2×20+ minutter. Hver dag.

Og nu er det måske mange af jer der tænker, at det ikke lyder så slemt med ca. 45 minutters skærmtid om dagen. Og nej, det er hellere ikke forfærdeligt, men det er ærger mig – og det som er grunden til at jeg kan skrive, at mine børn ser FOR MEGET fjernsyn er, at det er blevet en ting, man ikke kan undvære. Børnene SKAL have de 45 minutters fjernsyn, eller er der ballade. Og det er her problemet kommer ind, for jeg tager mig selv gang på gang i at måtte afbryde en ellers god leg, eller et projekt de/vi har gang i, for at de skal kunne nå at få sin fjernsynstid inden vi skal spise aftensmad. Og de har begge fået en ret stor interesse for at være med til at lave aftensmad de sidste måneder, men det kolliderer bare med den nu meget faste fjernsynstid, så det ender tit med, at de kan være med i 5-10 minutter før jeg må sende dem ind i sofaen, og det synes jeg er BRANDÆRGERLIGT!

Kan vi så ikke bare skippe fjernsynstiden de dage, hvor børnene er i gang med en leg/projekt/madlavning? Jo, det kan vi jo for så vidt, men så kommer som sagt balladen når puttetid nærmer sig, og drengene kommer i tanke om, at de ikke har fået sin fjernsynstid. Så bliver de både skuffede, kede af det og vrede, og kræver at få fjernsynstiden på dét tidspunkt. Det gør de naturligvis ikke, og resultatet er to overtrætte drenge, der ikke er nemme at putte…

Det jeg tror vi er ude i, er at vi skal have ændret reglerne for fjernsynstid herhjemme. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan det skal se ud fremover (og har for så vidt hellere ikke diskuteret det med Manden endnu, ehrm), men tænker vi skal skære ned på fjernsynstiden. Jeg har faktisk foreslået, at vi i vores nye hjem slet ikke har noget fjernsyn (pt. har vi ingen fjernsynspakke, vi bruger bare DR’s app og Netflix, som vi kører over Apple TV), men der er Manden IKKE enig. Tvert i mod – han drømmer om et større fjernsyn end det snart 9 år gamle 32″-fjernsyn vi har…

En idé jeg har overvejet er at skære det ned til én episode på 20+ minutter om dagen, og så lade dem vælge episode hver anden dag. Vi kunne også holde fast i de 2 episoder, men fx. prøve at sige, at så er det kun 4 dage om ugen man ser fjernsyn, eller noget i den stil?

Ahrg, jeg synes det er svært, for jeg ved jo hvor meget jeg selv nyder at slappe af til en serie eller lign, og jeg kan også se, hvor meget drengene tager de ting de ser med i deres fysiske leg. Det er fx kun et par dage siden jeg hørte dem råbe “Løb, Dora, Løb! Run, Dora, Run!”, hvorefter de spurtede afsted 🙂 Men igen, på den anden side, så duer det bare ikke, at jeg bliver nødt til at afbryde dem når de er godt i gang med at skrælle gulerødder og røre i saucen, hvis de skal nå sin skærmtid den dag.

Hvordan gør I det? Hvor meget skærmtid må jeres børn få i hverdagen? Og hvordan forholder jeres børn sig til de regler I har lavet? Tager gerne imod gode råd og tips!