Børneopdragelse

Dette er et spørgsmål jeg har stillet mig selv mange gange den sidste tid. Både inden sommerferien, hvor jeg lige var blevet sygemeldt, men også i dén grad efter sommerferien, hvor drengene er startet i en ny institution, og vi alle har følelserne omkring denne opstart udenpå tøjet.

For selv om det som udgangspunkt går rigtig godt med opstarten i den nye børnehave, så er vi altså kommet ind i en periode, hvor især Bassen ikke synes det er sjovt at sige farvel. Dette gælder dog (heldigvis?) ikke kun når vi skal sige farvel i børnehaven, men også når far tager på arbejde om morgenen, hvis jeg skal noget en eftermiddag/aften eller lignende. Det er dog ikke nødvendigvs med skrig og skrål – han er nemlig rigtig god til stille og roligt at sætte ord på det, og siger, at han “vil savne os” – og det gør i dén grad ondt at høre på. Det skærer lige i hjertet.

Så den sidste uges tid har jeg helt seriøst overvejet, om jeg ikke bare skal lade ham/dem blive hjemme, nu hvor jeg jo alligevel er “hjemmegående/sygemeldt/straks-officielt-på-barsel”. Men jeg har bevidst ikke ladet dem blive hjemme de dage, hvor de/Bassen synes det er svært at sige farvel, af nogle få grunde. Dem får I lige her (og ja, dette er nok skrevet lige så meget for min egen skyld, så jeg kan se sort på hvidt, hvorfor jeg “går med til det”, når det nu gør så ondt).

Den ene grund til, at jeg ikke blot siger “ok, så kommer du bare med hjem igen” er, at når jeg jo allerede har sagt, at vi skal i børnehave i dag, så er det vigtigt, at jeg holder fast i det. På samme måde som jeg holder fast i, at der ikke skal slik ned i indkøbskurven på en tirsdag, og at man skal børste tænder inden sovetid. Jeg er af den helt klare holdning, at når man først siger noget er det vigtigt, at man gennemfører det – så ved børnene, at de kan stole på det du siger, og at mor/far er konsekvente. Alt andet vil være for uoveskueligt for dem, tror jeg.

Den anden grund er, at jeg jo tror, at det er godt for dem at komme i børnehave. Jeg har tidligere skrevet et avisindlæg (som faktisk snart bliver publiceret på voresbørn.dk *gisp*) der hed “små børn har bedst af at blive passet hjemme” – men det jeg skriver i den artikel var primært vedrørende mindre børn. Jeg tror oprigtigt talt på, at det er godt for børn, der er så store som mine (snart 4 og 5,5 år gamle) at komme i børnehave. Der lærer de nogle sociale spilleregler, danner venskaber og forbereder sig på den kommende skolegang, som jeg ikke kunne lære dem på samme måde. Og dette bliver jo egentlig også bekræftet af både børnene og pædagogerne, når jeg hører om, hvor meget de har hygget sig i løbet af dagen. Når børnene med begejstring fortæller de ting de har oplevet, og pædagogerne kommer med sit besyv – så kan jeg jo se, at børnene får noget godt ud af at være i børnehaven…

Den tredje grund til, at børnene kommer i børnehave selv om jeg går hjemme er, at jeg jo på nuværende tidspunkt ikke er “hjemmegående” i den forstand, at jeg går hjemme i det henseende at passe børnene. Jeg er jo hjemme fordi jeg er (meget!) gravid, og min krop er (meget!) mærket af det. Eller – det vil sige, jeg har det generelt bedre nu end jeg havde det inden jeg blev sygemeldt, men sådan skulle det jo også gerne forblive. Og jeg kan mærke, at jeg hverken har energi eller tålmodighed til at drøne rundt på samme måde som jeg kunne inden jeg blev gravid…og når lillebror melder sin ankomst om blot nogle få uger er det jo hellere ikke til at sige, hvordan vores hverdag ser ud det første stykke tid.
Så derfor er jeg blevet enig med mig selv om, at det er rigtig fint, at drengene kommer i børnehave nogle dage, så kan jeg hellere hente dem tidligt og/eller give dem nogle (planlagte!) fridage, hvor der så er overskud og energi til at hygge sammen…

Jeg har dog en aftale med pædagogerne i børnehaven der hedder, at de skal ringe hvis de vurderer, at det ikke “bare” er almindelig ked-af-det-hed i forbindelse med det at sige farvel. Jeg hviler derfor i det at jeg ved, at de vil ringe hvis de vurderer, at en dag er lidt ekstra hård ved en af børnene, og de kunne have brug for at komme hjem og hvile/blive hentet tidligere end planlagt/hvad-nu-end-det-kan-være. For jo, selvfølgelig er det vigtigt at børnene lærer, at det er ok at savne, og at det er ok at blive ked af det (for så at opleve, at de kan komme over det), men det skal jo ikke være sådan, at de går rundt og er dybt ulykkelige en hel dag, hvor jeg “bare” går hjemme. Og den ordning kan jeg lide 🙂

Ja, sådan ligger landet altså. Derfor sidder jeg nu her i fred og ro og spiser en sen omgang morgenmad (en meget mandags-agtig havregrød med kanelsukker) og skriver et blogindlæg mens mine børn er i børnehave. Om lidt skal jeg få gjort en del praktiske ting (et par af dem er faktisk lidt spændende blog-relaterede ting *VIB (very-important-blogger)* haha), og ryddet huset, da det ligner lidt et bombenedslag efter vi kom FULDSTÆNDIG flade hjem fra et weekend-ophold i legoland i aftes. Og SÅ skal jeg have hentet mine dejlige drenge igen…jeg glæder mig allerede.

P.S. Det kan være I også har lyst til at læse/genlæse det indlæg jeg skrev for et års tid siden et omkring Bassens vuggestuestart , hvor jeg skrev om mange af vores tanker og erfaringer omkring at lade et “stort” barn (han startede da han var 2,5 år) starte i institution, hvilket helt klart er noget jeg har med i baggagen ved denne “indkøring”…

Så har jeg igen igen været ude med min mening om noget, og denne gang er det konceptet “Halloween”, der får gennemgå. Du kan læse klummen ved at klikke på dette link (du finder den på side 2).

skjermbilde-2016-11-24-kl-21-52-29

Og ja, det kan godt være, at det er mig, der er ‘Old Fashioned’, men so be it – jeg kan ikke lide det. Jeg er ikke naïv, jeg ved godt, at det nok (desværre) er kommet for at blive, men det betyder ikke, at jeg (og min familie) SKAL tage del i det.

Hvad tænker I om Halloween? Fejrer I det – eller gemmer der sig flere af min slags derude?

Kh. Hende den trælse mor 😉

Jep, det er sandheden. I hvert fald hvis du spørger mig. Og nei, det er ikke en totalt uansvarlige mængde, men stadigvæk nok til at jeg kan sige det jeg siger i overskriften; Mine børn ser for meget fjernsyn!

Da Røveren (som nu er 4,5 år) blev født var vi – naturlig nok – på udebane i forhold til hvilke regler man burde have ift skærmtid. Vi voksne havde fjernsynet tit tænd om eftermiddagen (jeg sad fx. tit og så fjernsyn mens jeg ammede – noget det kunne tage op til en time med ham!). Da han blev nogle måneder gammel fandt vi ud af, at reklamer tiltrak ham MEGET. Med en gang der kom en reklamepause, så fik fjernsynet hans udelte opmærksomhed, og vi tænkte ikke over, at det var en “dårlig” ting – in fact, så kan jeg huske, at vi en gang imellem kunne finde på at LEDE EFTER REKLAMEFILM når han skulle træne i at ligge på maven og holde hovedet højt selv – for så gad han plutselig at ligge på maven på sofaen og kigge lige ud…ahrmen, hvis jeg kunne gå tilbage i tid for at slå mig selv i hovedet, så ville jeg gøre det! *indsæt-emoji-der-ruller-med-øjnene*

Tiden gik, og når Røveren begyndte at blive stor nok til at få noget ud af børne-fjernsyn, så fik han en gang imellem lov til at se Postmand Per, Teletubbies og lignende. Vi havde ingen faste regler, men sørget for at holde det på et moderat niveau.

skjermbilde-2016-11-13-kl-20-04-36

Men men men. Så kom tiden, hvor Røveren begyndte at synes at det dér fjernsyn/iPad var RIGTIG spændende. Så spændende, at det var det han helst ville gøre. Hele tiden. Non stop. Og vi havde på det tidspunkt ingen faste regler – vi sagde dog nej 90% af tiden (han spurgte efter det ENORMT mange gange ila en dag), for at holde det på det moderate niveau vi gerne ville have. Vi blev dog efterhånden træt af, at han blev ved med at spørge hele tiden, og han blev jo ked af det hver gang vi sagde nej, så noget skulle der ske. Vi besluttede os derfor for, at indføre en fast regel om, at der måtte ses én netflix-episode om eftermiddagen (eller to, hvis det var den slags, der kun varer i 10 minutter). Dette var en kæmpe lættelse for os alle, når vi bare havde fået indbygget den rutine – Røveren vidste, hvad han havde at forholde sig til, og vi skulle ikke hele tiden afvise hans spørgsmål om at “se netshisk” 😉

Personligt synes jeg også de 20-30 minutters skærmtid om eftermiddagen var den perfekte mengde for i hverdagene. I weekenderne blev det nogle gange til lidt mere, men det var som sådan også ok. Det mindede mig faktisk lidt om min egen barndom, hvor der jo kun var de der 30 minutters “børneTV” på NRK (norges svar til DR1) om eftermiddagen, og ellers så stod den på fri leg og kreativitet. Det var (og er) en værdi både Manden og jeg gerne ville have, at vores børn også fik med. At de lærede at lege selv, finde på ting, og være kreativ – og ikke hele tiden skulle underholdes med det ene eller det andet. Dejligt, idealistisk, ikke? 😉

På dette tidspunkt var jo Bassen også kommet til, men endnu ikke stor nok til at have en holdning til skærmbrug. Han nød at sidde sammen med storebror i sofaen og se Dora the Explorer, Paw Patrol og Peter Pedal. Han var ikke altid med på, at vi slukkede efter kun den ene episode, men sådan var jo reglerne.

Der gik dog ikke mange måneder før Bassen havde fanget fidusen i, at Røveren fik vælge en episode de så hver dag. Og DET var på ingen måde fair. Han ville også vælge. Så Manden og jeg tog snakken og kom frem til, at 45 minutters fjernsynstid lige kunne gå – det var lige til en episode til dem hver, og så kunne jeg fx. nå at lave aftensmad mens de så fjernsyn (Manden kommer tit først hjem liiiige inden vi skal spise, og de var endnu lidt for små til, at jeg havde tålmodighed til at inddrage dem i madlavningen hver dag). Så sådan blev det. Én episode hver. 2×20+ minutter. Hver dag.

Og nu er det måske mange af jer der tænker, at det ikke lyder så slemt med ca. 45 minutters skærmtid om dagen. Og nej, det er hellere ikke forfærdeligt, men det er ærger mig – og det som er grunden til at jeg kan skrive, at mine børn ser FOR MEGET fjernsyn er, at det er blevet en ting, man ikke kan undvære. Børnene SKAL have de 45 minutters fjernsyn, eller er der ballade. Og det er her problemet kommer ind, for jeg tager mig selv gang på gang i at måtte afbryde en ellers god leg, eller et projekt de/vi har gang i, for at de skal kunne nå at få sin fjernsynstid inden vi skal spise aftensmad. Og de har begge fået en ret stor interesse for at være med til at lave aftensmad de sidste måneder, men det kolliderer bare med den nu meget faste fjernsynstid, så det ender tit med, at de kan være med i 5-10 minutter før jeg må sende dem ind i sofaen, og det synes jeg er BRANDÆRGERLIGT!

Kan vi så ikke bare skippe fjernsynstiden de dage, hvor børnene er i gang med en leg/projekt/madlavning? Jo, det kan vi jo for så vidt, men så kommer som sagt balladen når puttetid nærmer sig, og drengene kommer i tanke om, at de ikke har fået sin fjernsynstid. Så bliver de både skuffede, kede af det og vrede, og kræver at få fjernsynstiden på dét tidspunkt. Det gør de naturligvis ikke, og resultatet er to overtrætte drenge, der ikke er nemme at putte…

Det jeg tror vi er ude i, er at vi skal have ændret reglerne for fjernsynstid herhjemme. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan det skal se ud fremover (og har for så vidt hellere ikke diskuteret det med Manden endnu, ehrm), men tænker vi skal skære ned på fjernsynstiden. Jeg har faktisk foreslået, at vi i vores nye hjem slet ikke har noget fjernsyn (pt. har vi ingen fjernsynspakke, vi bruger bare DR’s app og Netflix, som vi kører over Apple TV), men der er Manden IKKE enig. Tvert i mod – han drømmer om et større fjernsyn end det snart 9 år gamle 32″-fjernsyn vi har…

En idé jeg har overvejet er at skære det ned til én episode på 20+ minutter om dagen, og så lade dem vælge episode hver anden dag. Vi kunne også holde fast i de 2 episoder, men fx. prøve at sige, at så er det kun 4 dage om ugen man ser fjernsyn, eller noget i den stil?

Ahrg, jeg synes det er svært, for jeg ved jo hvor meget jeg selv nyder at slappe af til en serie eller lign, og jeg kan også se, hvor meget drengene tager de ting de ser med i deres fysiske leg. Det er fx kun et par dage siden jeg hørte dem råbe “Løb, Dora, Løb! Run, Dora, Run!”, hvorefter de spurtede afsted 🙂 Men igen, på den anden side, så duer det bare ikke, at jeg bliver nødt til at afbryde dem når de er godt i gang med at skrælle gulerødder og røre i saucen, hvis de skal nå sin skærmtid den dag.

Hvordan gør I det? Hvor meget skærmtid må jeres børn få i hverdagen? Og hvordan forholder jeres børn sig til de regler I har lavet? Tager gerne imod gode råd og tips!

Jeg følger familievejlederen Lola Jensen på facebook, fordi jeg tit synes der kommer nogle interessante opslag og debatter. I dag var der et brev fra en person, der ville have Lola til at opfordre børnefamilier til at lade være med at hente børn i institution inden de købte ind…i denne persons øjne var det meget bedre, hvis forældrene købte ind i fred og ro, og så hentet børnene bagefter. Jeg elsker den måde Lola har svaret på dette brev…(I kan læse det hér) Det fik mig også til at tænke på det indlæg jeg skrev for et stykke tid siden, som for ikke så længe siden blev publiceret på Vores Børns hjemmeside Indlægget hedder “Kan din børneopdragelse larme lidt mindre”, og det scenarie jeg beskriver der minder meget om dét, der bliver skrevet i det pågældende læserbrev til Lola Jensen… Hvis I har lyst til at læse indlægget har jeg for god ordens skyld sat det ind nedenunder (hvis ikke findes det som nævnt også på VoresBørn.dk) 🙂

Kan din børneopdragelse larme lidt mindre?

Danskerne vil rigtig gerne have, at vi får mange børn, og opdrager dem til at blive effektive, produktive og gode samfundsborgere – vi skal bare lade være med at opdrage dem i nærheden af dem!

Skjermbilde 2016-05-19 kl. 13.41.12

Det er lidt den følelse jeg fik, da jeg kom hjem fra en indkøbstur for et stykke tid siden. Sammen med mig havde jeg nemlig min søn på to år, der lige er trådt ind i den skønne fase, der kaldes “selvstændighedsfasen” (måske bedre kendt som “trodsalderen”). Klokken var ca. 10 om formiddagen, maven var fyldt, bleen var tør, og alt var tilrettelagt for en god indkøbstur. Vi tog fat i en af de helt små vogne, for vi havde god tid til at junior selv kunne gå med vognen, og hjælpe til med at lægge varer i vognen.

På vej ind i butikken går vi forbi nogle lækre klementiner, og da frugt var en af de ting, der stod på vores indkøbsseddel, kom de ned i indkøbsvognen. Men da klementiner er en af min søns favoritsnacks i tiden, ville han meget gerne have en NU. Jeg fortalte ham dog, at vi måtte vente med at spise dem, til vi kom hjem. Det var helt klart IKKE det svar junior havde håbet på, og hans “selvstændige” (evt. trodsige) ’jeg’ kom på banen, og begyndte at skrige. Ikke græde – skrige.

Min ellers så blide søn var nu vred på mig, fordi han ikke måtte få sin vilje, og det skulle jeg have at vide. Og tag mit ord for det, hverken jeg – eller nogen af de andre i butikken – var i tvivl om, at han var utilfreds. Men der var jo nogle ting, vi skulle have købt ind, så jeg fortsatte min indkøbstur med min vrede søn på slæb. Jeg prøvede naturligvis at snakke med ham, og forklare, at vi måtte vente til vi kom hjem før vi kunne spise klementinen, og det lykkedes mig da flere gange at berolige ham – helt indtil han fik øje på klementinerne igen, og kom i tanke om, hvor vred han var.

Mange småbørnsforældre kender denne situation, og jeg fik da også nogle sympatiserende blik fra andre unge voksne, der med deres øjne sagde: “jeg kender det godt”. Det der dog overraskede mig meget, var reaktionen fra de ældre mennesker, der var inde i butikken – og kl. 10 en formiddag var der overraskende mange af dem derinde!

De allerfleste sendte os bare nogle blikke, der var en blanding af bekymrede og irriterede. Nogle af dem kommenterede “hvor synd det var for ham”, og at “han var da VIRKELIG ked af det”. Til de her velmenende (tror jeg?), gamle mennesker forklarede jeg blot, at han ikke var ked af det, men vred på mig. Jeg forklarede sågar, at det var fordi han gerne ville have noget i butikken, som han ikke måtte få. Dette skulle jeg forklare mange gange på min lille indkøbstur, inden vi til sidst nåede kassen. Da min søn nok engang gav sig til at skrige idet klementinerne bliver lagt på kassebåndet, er der en sidste, der udtrykker, at det er synd for min søn. Jeg forklarer (igen igen), at drengen blot ikke var tilfreds med situationen, hvorpå en ældre herre i køen svarer irriteret: “hvorfor skal det gå ud over os?? Det gør ondt i mine ører!”

Jeg blev helt stum af denne kommentar. Vi betalte for vores ting og tog hjem. “Hvorfor måtte han bare ikke få klementinen,” kan man tænke? Og ja, det ville nok have været det nemmeste – på kort sigt. Men der er to grunde til, at han ikke fik den. For det første var grunden til, at jeg som udgangspunkt sagde nej, at det hurtigt kan blive meget bøvlet at spise en klementin, når man er på indkøbstur, når man tænker på skræl, frugtsaft, og så videre, derfor vurderede jeg, at det var bedre, hvis vi ventede til vi kom hjem. Den anden grund var, at jeg havde sagt nej. Og jeg vil gerne lære min søn, at et nej er et nej, og det er ikke til forhandling – heller ikke selvom man skriger eller skaber sig. I sidste ende tror jeg, at det vil gøre min søn til en bedre samfundsborger, der kan håndtere modgang og som har respekt for autoriteter. Og sådanne nogle mennesker vil samfundet jo gerne have, at vi opdrager dem til, ikke?

Kan et “ja” til en sølle klementin forhindre dette? Nej, ikke i sig selv. Men hele pointen er jo, at vi er nødt til at opdrage vores børn – også når vi er ude i offentligheden. Jeg kunne selvfølgelig have afbrudt vores indkøbstur og taget hjem, men pt. har jeg ingen mulighed for at vurdere, hvornår junior vælger at øve sin selvstændighed, så det kunne lige så godt ske på næste indkøbstur…og jeg kan jo ikke bare blive ved med at tage hjem – vi skal trods alt have mad!

Selv om jeg har skrevet herinde i snart et år (!), så kan jeg godt se, at det er begrænset, hvor mange personlige indlæg der er kommet… Det er som sådan ikke et bevidst valg fra min side, men det er på en måde også lidt grænseoverskridende, at dele helt private tanker med offentligheden. Og dog, et par stykker har der da været – blandt andet den gang jeg skrev om, at vi ikke sover sammen med børnene (altså, at vi ikke dyrker “samsovning”).

Jeg vover mig dog ud på den glatte is igen nu her, og vælger at dele noget, der er lidt mere privat end familiepolitik og kageopskrifter…

Der er nemlig sket det, at der er flere af mine veninder, der enten lige har fået barn nr. 3, er gravid med barn nr. 3, eller som planlægger at blive det indenfor overskuelig fremtid. Og det sætter nogle tanker i gang hos en selv… Er familien komplet som den er, eller “mangler” der et barn for at gøre den fuldendt?

Inden jeg fik børn, ville jeg rigtig gerne have 3, måske 4 styks. Så kom Røveren, og vi fik øjnene op for hvordan det er at være forældre…og misforstå mig ikke, men Røveren var fx. én, der ikke sov specielt godt, og søvnmangel kan tage skrukheden fra de allerfleste. Så der nedjusterede vi det planlagte antal børn til 3, måske 2. Og så kom toeren. Bassen. Og hvor end dejlig, skøn og ønsket (omend ikke sådan 100% planlagt) han både var og er, så skal man ikke undervurdere den mængde arbejde der er i det at have to børn med ca 1,5 år imellem! Så efter at Bassen kom til blev antallet IGEN nedjusteret – til 2, måske 3 børn…Og der er vi så stadigvæk.

img_7292

Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg I PERIODER har meget lyst til en 3’er. Tanken om sådan en lille man kan ligge og snuse til..I ved godt, den dér babylukt, som de kun har de første få måneder af deres liv…uh, altså, jeg kan mærke det rasler lidt i æggestokkerne bare ved tanken, haha. På den anden side, så ville det være så dejligt nemt, hvis vi var færdige med at få børn nu. Så slap vi for at investere i en hulens masse babyudstyr (vi solgte meget af vores ting efter Bassen), vi slap for at skaffe os en ny bil, vi skulle ikke betale ekstra på bussen hver gang (ja, én voksen må maks have to børn med på sin billett), og mange, mange andre tilfælde, hvor der er lagt op til “to voksne og to børn” ville vi glide ind i som hånd i handske. Og ikke mindst; ikke flere søvnløse nætter (og dog – det er da ikke fordi drengene ikke har perioder hvor de er vågne – vi er faktisk inde i sådan en periode nu her, bah!). Det er bare på mange måde nemmere med to børn, eller? Jeg har jo ikke prøvet andet, så jeg kan jo ikke sige det for sikkert, men jeg kan da godt tænke mig til det. Man har fx. kun to hænder – hvad gør man så med det tredje barn når man går på steder, hvor det er nødvendigt at have 100% styr på de små?

Jeg snakkede på et tidspunkt med en veninde om dette, og hun sagde, at hun troede som sådan ikke hun ønskede et tredje barn, men at det var mere tanken om en ny graviditet, barsel, osv. som appelerede. Og det kan jo sagtens være, at det er mere dét, der trækker. For hvis man ser væk fra min konstante kvalme og opkast (som man fortrænger overraskende hurtigt), så havde jeg to skønne graviditeter, og lige så skønne barsler – omend der var lidt mere travlt på barsel nr. 2 🙂

Manden og jeg snakker også nogle gange om det – bl.a. når vi gik i gang med at sælge babyudstyr. Og på mange måder tror jeg han ville synes det var fint, hvis vi besluttede os for, at vi var færdige nu her. Ikke kun på grund af de praktiske ting, men som han også siger, så vil han også gerne kunne være der for børnene. Være med til fodboldkampe, forældremøder, gymnastikopvisninger og læktiehjælp. Og jo flere børn man får, jo sværere vil det blive at være der for dem alle. Og det er jo et megagodt argument! I tillæg hører man mange historier om par, der bare liiige skulle have en 3’er, og vupti, så fik de tvillinger. Eller om par, der ikke kunne holde til det at komme “i undertal”, og dermed endte med at gå fra hinanden. Og sådanne scenarier får en da til at tænke en gang ekstra over det…

På den anden side kan jeg ikke helt slippe tanken om en 3’er. Jeg er bange for at sidde der om 10 år og fortryde, at vi IKKE fik et barn mere…at der ville mangle noget (eller, rettere sagt; nogen). For selv om jeg (i hvert fald til tider) synes det er hårdt arbejde at have små børn, så synes jeg også det er helt igennem fantastisk! Det er derfor jeg siger som jeg gør i overskriften; Jeg skulle ønske, at jeg var færdig med at få børn. At jeg var helt afklaret med det, og havde det supergodt med det. Jeg tager mig faktisk i at blive en lille smule jaloux på de af mine veninder, der er helt klare på, at de er færdige med at få børn. For så kan man planlægge ud ifra dét. Man har ro på.

Nu skal det hellere ikke lyde som om, at jeg/vi har travlt med at få en 3’er – det har vi bestemt ikke (igen – det er ikke engang sikkert at vi skal have flere børn). Jeg har da også godt 10 fertile år foran mig, så det er hellere ikke fordi, at en beslutning skal tages NU HER. Men alligevel er det noget man skal tage med når man fx. lægger planer ift. fremtidig boligsituation o.l. – i sådanne situationer det jo ret relevant at tænke over, hvor mange børn man tænker at få. På den anden side kan jeg forestille mig, at jeg ikke gider at starte forfra igen, når børnene nærmer sig teenage-årene, så det skal nok være indenfor en overskuelig årrekke, hvis det er.

Ahrg, altså, jeg synes det er svært. Nærmest lidt et luksus-problem, men stadigvæk et problem…eller, nok mere et dilemma. Har I nogle gode råd? Er der nogen af jer, der har haft de samme tvivl som mig, og som har taget et valg? Fået 3’eren? Eller besluttet jeg for at stoppe ved de 2? Og har I været glad for jeres valg? Erfaringer og råd tages i mod med kyshånd!

Kh Therese

Der sker ret meget i vores lille forstadshjem de her dage – så meget at det kan være lidt svært at hænge med i svingene.. Men det er jo primært gode ting, der sker. Så selv om jeg nogle dage er så træt, at jeg ender med at gå i seng ikke længe efter børnene, så er det trods alt med et smil på læben jeg falder i søvn. Her er nogle af de ting, der sker i vores liv:

img_3997

  • Denne uge er det helt klart studiestart, der har fyldt mest! Som jeg skrev i dette indlæg, er jeg jo lige startet på en kandidat i IT og webkommunikation, hvilket er VILDT spændende. Jeg må dog indrømme, at jeg kan mærke at studielivet er ret langt fra den hverdag jeg har haft indtil for nyligt (man sidder meget stille i dyb koncentration over længere tid…altså ret langt fra det at tage sig af to drenge på 2 og 4 år). Det jeg dog er enormt begejstret for er, at der er meget fokus på praktisk læring på dette studie, så man sidder ikke bare om HØRER om fx. html5, man går selv igang med at bruge det. Første dag. Så ja, min hjerne er lidt træt når dagen er omme, men det gør som sådan ikke noget 🙂

  • Er jeg i fuld gang med at forberede mig til min første arbejdsdag på tirsdag. Dem, der følger mig på instagram har måske allerede set, hvor jeg starter – ellers skal jeg nok fortælle mere om det om et par dage. Men der er lidt forskellige papirer, der skal udfyldes, et par introkurser jeg skal igennem, og en hel garderobe, der skal opdateres (der har ikke været brug for så meget fancy arbejdstøj de sidste par år, så tøjshopping er en nødvendig onde, hehe)

  • Nyder vi “det bedste fra to verdener” – hvor de to verdener er årstiderne sommer og efterår. Jeg ELSKER, at sommeren besluttede sig for at vende tilbage – om så bare for nogle dage…så vi går i bare tær og t-shirts, samtidig som vi mener vi godt kan tillade os at tænde stearinlysene når vi spiser morgenmad. Børnene synes det er hyggeligt med det levende lys, og de elsker at puste dem ud når vi skal afsted… Jeg er dog blevet en lille smule usikker – er det ikke noget med, at det er lidt usundt med overdreven brug af stearinlys? Og hvad er overdreven brug??

  • Er vi ved at vænne Bassen af med at spise efter aftensmaden…sådan en ting man overhovedet ikke tænke over inden man er forælder selv, men samtidig en ting jeg tror utrolig mange forældre skal tage stilling til; må børnene få noget at spise efter aftensmaden? Herhjemme har vi haft den tommelfingerregel, at vi ikke synes børnene skal gå sultne i seng i de år, hvor de ikke er store nok til at forstå princippet hvis-jeg-ikke-spiser-mig-helt-mæt-til-aftensmad-er-der-ikke-noget-før-morgenmad. Røveren har kunne forstå dette i et stykke tid, så med mindre der er “formildende” omstændigheder hedder det ingen mad mellem aftensmad og morgenmad. De formildende omstændigheder kan være, hvis vi har gæster til aftensmad, og han ikke kan koncentrere sig, vi spiser ude på restaurant eller hjemme ved nogen – igen det dér med koncentration, eller hvis vi prøver en ny ret, hvor der er en vis sansynlighed for, at smagen kræver tilvænning. Indtil for nylig har Bassen været undtaget de her “regler”, og har derfor fået mad, hvis han har sagt, at han var sulten. Det er ikke noget fancy vi disker op med – efter aftensmad er det KUN rugbrød med smør, der bliver serveret. Ingen rester, intet pålæg, ingenting. Kun brød med smør. Det er også meget bevidst, da det ikke skal være sådan, at drengene undlader at spise aftensmaden fordi de ved, at de kan få noget lækkert lidt senere.
    Nåh, men det jeg var ved at sige er, at vi er ved at vænne Bassen af med det at få rugbrød efter aftensmaden. I lang tid har han sagt at han var sulten lige ved sengetid, og vi har tænkt, at han måske var midt i en periode, hvor han vokser meget eller lign. Men så har der så været nogle gange, hvor vi har fået lidt sen aftensmad – og endda en af hans favoritter, som han naturligvis spiste meget godt af. Da han var på vej i seng blot 20 minutter efter aftensmaden var færdig påstod han stadigvæk, at han var sulten. Dér gik det op for os, at det nok er blevet en blanding af en vane og en måde at trække putningen lidt. Og efter vi blev opmærksomme på det, og er begyndt at “udfordre” ham lidt på det, så er der gået decideret sport i det fra hans side…så vi er blevet enige om, at han nu er stor nok til at følge de samme regler som storebror gør. I starten var jeg bange for, at han ville vågne midt på natten og være dødsulten, men han har ikke engang været megasulten når han vågnede om morgenen, bare normalt sulten. Så det er nok alligevel ikke så katastrofalt, at vi nu har skærpet reglerne for ham…

  • Er Bassen gået i “hate-mode”. Hade er simpelthen det nyeste ord i hans vokabular, og han bruger det med stor flittighed…! Jeg må indrømme, at jeg er en lille smule imponeret over, at han godt kan finde ud af at bruge det nogenlunde korrekt – han mangler måske bare forståelsen for at det udtrykker en helt speciel nuance af irritation eller dislike…lidt som hr. skæg siger i bandeordssangen (som Røveren forresten en megastor fan af – hvilken anden sang gør det legitimt at gå rundt at sige pis og røv og fy for fanden) “hvis man bander hele tiden mister de værdien”. Det er lidt det samme med HADER. Hvis man bruger det hele tiden mister det lidt værdien. Jeg må indrømme, at det ramte mig lidt en morgen da vi gjorde os klare til at komme ud af døren, og jeg så siger “nu skal I i børnehaven (Bassen gider ikke være et vuggestuebarn, haha), og mamma skal i skole” – og Bassen så svarer “Jeg HADER, at du går i skole”. Ouch, den sved! Måske især fordi jeg jo havde/har lidt sommerfugler i maven over denne overgang fra livet som hjemmegående til livet som studerende/arbejdende. Så den ramte mig en lille smule… Men da han senere samme dag – om aftenen da vi var ved at putte ham, og han (igen igen) spurgte efter en liiiiillebitte rugbrød og han fik svaret, at der ikke var mad før morgenmad – råbte “JEG HADER MORGENMAD”, så gjorde hans udtalelse fra om morgenen knapt så ondt, haha.

Ja, der sker lidt af hvert hjemme i vores hytte… Nu vil jeg tage min kaffekop og placere mig imellem mine to drenge, der lige nu sidder og ser venskabsbyen. Dagen byder på fødselsdagsfejring af en fætter og aftensmad med farmor og farfar. Så er den weekend også gået. Håber I nyder jeres søndag – med eller uden planer.

…eller “samsover”, som det hedder i moderne termer.

Det er et meget “populært” emne, om man kan sige det sådan, og i nogle af de kredse jeg kommer i (især bestemte grupper på facebook) qua min for nylig pensionerte status som hjemmegående, er det blevet til en “vil-man-barnets-bedste-så-samsover-man-med-dem”-agtigt. Og det kan jeg blive så enormt træt af. For så bliver det også megasvært at være den, der stikker hovedet frem og siger “vi sover (som udgangspunkt) ikke sammen med vores børn”…på reaktionerne at dømme, kunne man kunne lige så godt sige, at man ikke giver børnene grøntsager. Det har de da brug for! På samme måde som de har brug for sund og næringsrig mad, så har de åbenbart brug for at sove sammen med mor og far. Alle og enhver. Hele tiden.

Det tror jeg bare ikke på. Jeg tror ikke, at alle børn over en vis alder (jeg snakker dermed ikke om spædbørn) SKAL sove inde på forældrenes soveværelse for at have det trygt og godt. Nogen har måske dette behov, men det at sige, at det udelukkende er det bedste for alle børn og familier er jeg ikke enig i. Børn og familier er forskellige, og deres behov for at sove sammen med andre er lige så forskellige som de er. Nogle børn sover kun godt, hvis de er inde i mor og fars seng, og hvis det er det, der fungerer for én, så fred være med det. Men bare fordi det viser sig at være fuldkommen lykke for den ene familie, så betyder det ikke, at det er den eneste rigtige vej for ALLE familier.

img_3376

Og dette siger jeg ikke fordi jeg “inden jeg fik børn havde sværget, at jeg aldrig skulle blive en af dem, der….”. I kender alle sammen, de ting, vi siger til os selv at vi ikke vil gøre, og som vi måske kæmper imod, men alligevel ender med at gøre. Dette er ikke én af dem. Jeg har aldrig haft et princip om, at man ikke skulle sove sammen (jeg forstod det måske ikke helt inden jeg fik børn, men det er ikke det samme). Faktisk så har vi prøvet det dér med at sove i samme seng, som one big happy family. Det gjorde vi da Røveren var lille, inden Bassen kom til verden. Røveren kom ind på eget værelse da han var omkring et år, noget som gik helt smertefrit. Efter nogle måneder kom der dog en periode, hvor der skete meget i hans udvikling, og han havde brug for os om natten også. Så vi prøvede at lade ham sove i vores seng. Som I nok kan regne ud, var det ikke en stor success. Han kunne slet ikke finde ud af at være i samme seng som os…han kørte rundt som en helikopter, ville lege med os, lege med de ting, der var i værelset, og egentlig bare lave alt andet end at sove. Jeg var gravid med Bassen på dette tidspunkt, og havde behov for en hel del søvn (husker I, hvor træt man kan blive, når man er gravid??). Det endte med, at det eneste, der kunne få Røveren til at falde til ro sammen med os var at holde ham fast i en god “krammer” – selv om han prøvede at kæmpe sig ud af ens hænder. Det eneste var, at det for hver nat tog længere og længere tid for ham at falde til ro i denne “krammer” (som blev døbt jerngrebet – yes, du læste rigtigt. Det blev egentlig bare døbt dét som en joke, men til sidst var det ikke engang en joke længere…suk). Vi prøvede også at have ham i sin egen seng ved siden af os, men det fungerede hellere ikke, da han på samme måde – som beskrevet ovenfor – ville lege med alt og alle…han ville ihvertfald ikke sove. Jeg ønskede faktisk inderligt, at det kunne fungere for os at sove sammen, for ikke bare var tanken om det ret hyggelig, men alt andet lige, så ville det da have været nemmere på mange måder. Men det fungerede bare ikke.

Løsningen for os blev derfor, at han sov på eget værelse. Men da vi hele tiden har haft den indstilling, der hedder, at børnene skal ikke være alene hvis/når de har behov for det, så endte det med, at vi puttede Røveren på sit eget værelse om aftenen, og hvis/når han vågnede om natten, så gik en af os ind på hans værelse, og sov videre der. Det fungerede godt for os voksne, og det fungerede godt for Røveren. I det han så os komme gående med dynen i hånden lagde han sig til at sove igen, i sin egen tremmeseng. Og det gjorde ikke noget for hverken Manden eller mig at sove på en madras – så længe vi kunne sove. På denne måde fik han opfyldt behovet for selskab og nærhed de nætter han har haft brug for det, samtidig som han hele vejen igenne har været tryg ved at sove på eget værelse, så der har været mange og lange perioder, hvor han slet ikke havde brug for os om natten. Dette fungerede også rigtig godt da Bassen kom til – så blev børnene “mandsopdækket”, jeg havde Bassen (da jeg jo ammede ham), og hvis Røveren havde brug for det, så fik hans far ind til ham. På den måde fik vi alle mest mulig søvn…og det er bare ikke til at komme udenom, at søvn er enormt vigtigt! Det er en grund til, at søvnfrarøvelse er en torturmetode – just sayin’!

Denne metode har vi holdt fast i mere eller mindre siden. Hvis en eller begge børnene har brug for os, så ligger der madrasser klar som vi kan sove på inde på deres værelser. Det er hellere ingen regel om, at vores soveværelse er off limits, og det sker da også en gang imellem, at en af drengene kommer ind i løbet af natten… Men herhjemme er vi kommet frem til, at vi alle sover bedre hvis det foregår inde på børnenes værelse, for så slipper vi for at få en fod i maven og en finger i øjnene, og børnene får blive i samme seng på samme værelse hele natten. Og som oftest har det kun været én af drengene, der har været vågen (men der er som sagt også lange perioder, hvor de begge sover igennem), så derfor har der kun været brug for én forælder = den anden kan sove hele natten. Og det kan vi så skiftes til. (Og nej, det er ikke farligt for vores forhold, at vi ikke sover hele natten igennem – hver nat – på samme værelse…jeg mistænker, at det ville være mere skadeligt for vores forhold, hvis vi ikke fik sovet nogenlunde anstændigt).

Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg, at vi faktisk har fundet en gylden middelvej, da vi både lærer børnene, at det er trygt og rart at sove på deres værelser, samtidig som de får opfyldt deres behov for nærhed hvis/når de opstår. Og vi voksne tilgodeser også vores eget søvnbehov, hvilket igen kommer børnene tilgode, da vi kan fungere som normale mennesker i løbet af dagen (jeg er VIRKELIG IKKE rar at have med at gøre, hvis jeg ikke får en ok mængde søvn). Og vi kunne jo vælge slet ikke at sove sammen med børnene – det er der da også mange, der gør. Og selv om vi har fundet en løsning, der er en lille smule anderledes får jeg mig ikke til at dømme dem, der vælger slet ikke at sove sammen med børnene (eller dem, der vælger at sove sammen med dem HELE tiden) – det er nemlig none of my business!

Men for mig virker det desværre som om, at der er gået lidt “mode” i det at sove sammen, og hvis man ikke går all in, så bliver det antydet, at man gør det af egoistiske grunde. Altså, man bliver shamet, hvis man siger, at man ikke vil dele sit soveværelse med hele familien.

Og det er dét, jeg nu vil tage et lille opgør med. For hvorfor gør man det? Hvorfor shamer man de forældre, der siger, at samsovning ikke er det bedste alternativ for dem? Er det fordi man oprigtig talt tror, at det er den gyldne vej for alle, og ønsker at gøre alle opmærksom på denne hellige gral? For så synes jeg man skal huske sig selv på, at det der fungerer for én familie er ikke nødvendigvis løsningen for en anden. Det er rigtig dejligt, at der kommer fokus på, at der er alternative måder at indrette sig på (både i forhold til søvn, institutionalisering, samvær, amning, osv.), men det jeg taler imod er fremstillingen af én ting som “det eneste rigtige”…det er vi jo fx. kommet væk fra når vi taler om amning (dejligt for dem, det fungerer for, men vi er vidst alle ved at være enige om ikke at shame dem, der ikke ammer, ikke?). Skulle vi ikke så prøve at overføre denne praksis til de andre områder?

Jeg må nemlig indrømme, at jeg bliver en lille smule ramt når nogen fremsiller samsovning som det eneste rigtige, da jeg jo naturligvis ønsker det bedste for mine børn. Og når nogen påstår, at et af de valg jeg har taget ikke er det bedste valg, så bliver jeg en blanding af usikker og provokeret. Dog mest provokeret, haha. Jeg hviler heldigvis i det, at vi har taget vores valg på baggrund af VORES kendskab til VORES familie, og at det dermed er det rigtige for os…

Hvad tænker I? Er det bare mig, der er for nærtagende? ER samsovning vejen frem? Og kaster jeg (der egentlig er ret godt til at sige hvad jeg mener om ting) nu med sten i et glashus? Kom meget gerne med kommentarer – især, hvis I er uenige…at diskutere med mennesker med andre holdninger end en selv er den eneste måde at rykke sig på, så sig endelig frem! 🙂

Jeg kom lige i tanke om, at jeg ikke har fået nævnt, at den snak jeg havde i Århus Onsdag/Syd for et par uger siden også er kommet på hjemmesiden til magasinet Vores Børn…

Skjermbilde 2016-09-02 kl. 13.26.32

Jeg begyndte at “blogge” for vores børn for et par måneder siden, men på grund af en lang sommerferie har der ikke været flere indlæg siden dette, hvor jeg påstår, at alle forældre lyver for deres børn.

Jeg har allerede sendt flere indlæg til “godkendelse” – blandt andet et, der opsummerer lidt de ting jeg har lært af det, at være hjemmegående, så det bliver meget spændende at se, om/når de kommer på hjemmesiden 🙂

Hvis I vil læse artiklen på Vores Børns hjemmeside, så kan I følge dette link.

Midt i al min jobsøgning, niecehygge og ellers daglige gøremål, så glemte jeg helt at gøre opmærksom på, at min sidste klumme for Århus Onsdag/Syd var ude…heldigvis kan man stadigvæk finde den på nettet, så dem af jer, der ønsker at læse den kan bare følge dette link (og bladre om til side 2).

Jeg vil meget gerne høre jeres tanker om det jeg har skrevet! God søndag aften til jer 🙂

Skjermbilde 2016-08-21 kl. 18.12.35

Sommerferien er ved at være over for vores del, og på mandag starter Manden på arbejde igen og institutionen åbner. Røveren glæder sig helt vildt meget til at se sine venner igen (han savnede nogle af dem så meget, at vi har måtte arrangere et par playdates den sidste uge blot for at dække hans lege-med-kammerater-behov)… Bassen skal også tilbage i institution, hvilket jeg er lidt spændt på.

Dem af jer, der følger bloggen ved nok, at Bassen startede i vuggestue i midten af maj. Vi havde naturligvis gjort os mange overvejelser i forhold til hans opstart – både i forhold til HVORNÅR han skulle starte, men også om HVORDAN vi kunne sikre en bedst mulig start på institutionslivet for ham…I kan læse om de overvejelser her. I det indlæg skriver jeg også om Bassens første dage i vuggestuen, som gik RIGTIG godt – som i over al forventning.

IMG_6270

Deeeet varede dog ikke længe. Først uge gik altså som en drøm, men allerede første dag i uge 2 var det vendt, og Bassen havde IKKE lyst til at komme i vuggestue. Om det var fordi det nu var gået op for ham, at dette ikke kun var en ting vi “prøvede af”, eller om det var fordi hans kontaktpædagog ikke var der den dag, og den anden pædagog (som han jo egentlig godt kender fra alle vores besøg) havde været sygemeldt et stykke tid, og var lige kommet tilbage dén dag (så han ikke rigtig havde nået at reconnecte med hende), ved jeg ikke. Han ville IKKE afleveres. Og det kom SÅ meget bag på mig – for ugen forinden havde han jo nærmest skubbet mig ud af døren. Men denne dag ville han kun sidde på mit skød, og blev ved med at sige, at han ville med mig hjem. Dette skar mig naturligvis i hjertet, men jeg havde på forhånd også været forberedt på, at der måske ville komme nogle reaktioner (altså, andet ville i mine øjne nærmest være unaturligt), så jeg tog mig god tid og forklarede, at han blot skulle være der og lege lidt mens mamma skulle arbejde med kedelige ting, og så ville jeg hente ham efter han havde spist sin madpakke. Det så ud til at han accepterede det, så lidt efter vores snak gik jeg over til pædagogen med ham, så han kunne sidde ved hende da vi skulle sige farvel. Idet vi kommer hen til pædagogen og jeg siger, at nu skal jeg til at gå, bliver han dog VOLDSOMT ked af det – han skriger og går i flitsbue, og gør alt hvad han kan for at komme ud af pædagogens arme og hen til mig. Jeg bliver totalt sat ud af den, og det eneste jeg kan finde på at gøre er at sige farvel og skynde mig ud derfra – jeg blev simpelthen rådvild, og anede ikke hvad jeg skulle stille op med.

Dette var den første (og eneste) gang jeg var tæt på at græde selv. Det var ikke sjovt at komme ud til bilen og have hans skrig i mine ører…jeg gav det 10 minutter, før jeg ringede op til institutionen for at høre, hvordan det gik. Jeg tænkte, at hvis han stadigvæk var helt ude af den, så ville jeg bare skynde mig derop igen, så kunne vi lade som om, at dette var en MEGET KORT dag 😉 Når jeg ringede derop havde han det dog ok…han havde været meget ked af det, og grædt i nogle minutter inden de havde spurgt om han kunne tænke sig at gå på legepladsen (jeg ved de egentlig havde “sangsamling” på programmet, men fordi de vidste at han ville blive glad for at komme på legepladsen, så havde de ændret planerne lidt <3) - og så havde han vidst gået fra at være ked af det til blot lidt skeptisk. Da jeg hentede ham den dag - 2,5 timer efter jeg havde afleveret ham - var han glad, både for at se mig, men også generelt. Jeg havde dog i løbet af de 2,5 timer gjort op med mig selv, at jeg ikke ville gå fra ham igen, hvis han var så ked af det…jeg havde gjort det den ene gang fordi hele situationen kom bag på mig, og jeg var rigtig ked af det selv. Derfor fortalte jeg til pædagogerne, at hvis han blev ked af det en anden gang, så ville jeg blive indtil han var (mere) klar til at sige farvel, og det havde pædagogerne det fint med.

De efterfølgende dage den uge var jeg dermed nødt til at blive, for han gav hver dag udtryk for, at han ikke ville have, at jeg skulle tage afsted (bl.a. ved at prøve at tage mine sko af når vi kom derop, ved at sætte sig på mit skød, og ved at sige, at jeg skulle blive der sammen med ham). Jeg var der i op til 45 minutter indtil han var godt i gang med en leg, og så var det ok for ham at sige farvel til mig. Jeg prøvede også at få Røveren med ind i vuggestuedelen, så jeg kunne sige farvel til dem begge, hvilket Bassen synes var fint. Dette dulmede min dårlige samvittighed – altså, jeg slap for at se at han blev ked af det – men jeg vidste jo godt at det ikke var en langtidsholdbar løsning…når jeg engang skal starte i arbejde, så duer det jo ikke, at jeg skal bruge én time på aflevering. Og det skal hellere ikke være sådan, at Røveren skal være med, for så vil han måske påtage det som sin opgave, at lillebror ikke bliver ked af det. Det skal han for det første ikke udsættes for, og for det andet, så har vi jo så bare problemer, hvis Røveren er syg eller af en eller anden grund ikke skal i børnehave.

Skjermbilde 2016-05-19 kl. 13.41.12

Så da jeg i slutningen af uge 2 skulle have en snak med Bassens kontaktpædagog var dette det centrale emne. Normalt bruger de de her samtaler på at lære barnet og familien bedre at kende, men det var overflødigt i dette tilfælde, og vi kunne derfor få en god lang snak om hvordan vi skulle gribe det an – for vi var begge enige om, at den “løsning” jeg havde fundet ikke var holdbar. Og til dette mødet sagde kontaktpædagogen mange ting, der gjorde indtryk på mig. Blandt andet sagde hun, at grunden til at han reagerer så meget på det, at jeg går er fordi det er et tab for ham. Og det er derfor meget naturlig – og nærmest også godt, at han kan reagere på den måde han gør – det er et sundhedstegn. Nøj, hvor gjorde det ondt at høre, at det vi nu “påfører” ham er en form for tab, men selvfølgelig er det jo det…hvis han fik bestemme, så startet vi institution SAMMEN – men sådan kan det ikke hænge sammen. Men pædagogen stoppede heldigvis ikke dér. Vi fik også en rigtig god snak om vigtigheden af at anerkende hans tab, og om at lade ham have lov til at mærke det. For kun på den måde kunne han også mærke, at han kunne overkomme tabet. Som pædagogen også sagde (og nøøøøj, hvor skar det i mit hjerte da denne sætning kom); “han vil opleve mange tab fremover i sit liv på den ene eller den anden måde. Det er vigtigt at han får lov til at mærke det, og får at vide, at det er ok at han kan mærke det – for kun på den måde kan han opleve, at han kan komme over dem – både nu, men også i fremtiden”. Pyha, ikke bare bliver jeg mindet om, at det han går igennem nu føles som et tab for ham, men også det faktum, at min lille dreng vil opleve mange former for tab i sit liv…det er nok unødvendigt at nævne, at jeg på dette tidspunkt begyndte at tude.

Men med det i tankerne lagde vi en ny slagplan – en som jeg også havde det godt med. Anerkende hans følelser, og vise ham, at det ikke blot var OK, at han havde det på den måde, men også vide selv, at det var SUNDT. For det er det. Jeg tænker også med mig selv; jeg kunne da SELV mærke, at det stak lidt hver gang vi skulle sige farvel til hinanden – vi har trods alt været sammen mere eller mindre hver dag af hans liv…så hvordan skulle man så kunne forvente, at én på 2,5 år ikke ville have det på samme måde? Forskellen på os er blot det, at jeg har haft 30 år på at lære mig at håndtere disse “tab”.

Så da uge 3 startede var det med denne slagplan in mind. Og allerede på dag 3 kom det, man nok kan kalde for et “gennembrud”. Vi var taget derop som sædvanlig og han legede lidt mens jeg fik tjekket ham ind osv. Da tiden kom for at vi skulle sige farvel satte jeg mig ned til ham, og forklarede ham det. Og han blev ked af det. Men i stedet for, at klynge sig til mig og sige at han skulle komme med, gik han frivillig hen til sin kontaktpædagog som sad sammen med os, og kravlede op på hendes skød og søgte trøst. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke gjorde en smule ondt – for hvor jeg både ser det som en tillidsærklæring til pædagogen, så så jeg det også som en “kapitulation” fra Bassens side. Han havde indset, at det ikke nyttede at “kæmpe imod”, og gav derfor efter. Og ved I hvad, det kan godt være, at det var det, der skete, men det er vel også en del af det at lære at mestre tab – at acceptere de ting man ikke kan ændre, og gøre det bedste ud af det – hvilket i hans tilfælde var at lade sig trøste af andre end mig. Lidt på samme måde gik afleveringssituationen hver dag han var der den uge, blot med lidt bedre humør hos Bassen for hver dag som gik. Da vi kom til uge 4 (af de 7 uger han havde der inden sommerferien) var han ikke længere ked af det, da vi skulle sige farvel, hvilket var et rigtig dejligt punkt at komme til – især fordi det viste sig, at jeg fik et job jeg skulle starte i blot et par uger efter (og som jeg så alligevel endte med at sige op efter blot et par uger).

Resten af tiden han var i institution inden sommerferien var der ingen problemer med at sige farvel. Han ville gerne have, at jeg holdt ham i hånden indtil vi har kommet hen til en af pædagogerne, men når han så først havde nogen ved sin side, der kunne støtte ham i det at sige farvel til mig, gik det superfint. Han/vi fik et lille mønster, hvor han fik en kys og en krammer fra mig inden han gik hen til pædagogen, og så vinkede vi ellers glad farvel til hinanden. SÅ skønt!

I har måske opdaget, at jeg i det ovenstående kun har beskrevet selveste afleveringssituationen, og det er der en grund til. Det var nemlig KUN der, vi havde “problemer”. Alle øvrige tidspunkter han var i institution kunne pædagogerne fortælle, at han havde det som blommen i ægget – især, hvis de var på legepladsen eller hvis han fik lov til at lege med de store (altså børnehavegruppen), hvilket han fik lov til ret tit. Han synes det var sjovt at have et eget rum i den institution vi havde besøgt så meget, og var stolt over at have egen madpakke med. Jeg kunne også se med mine egne øjne, at han havde det godt de gange jeg fik lov til at agere “flue på væggen” – dvs. når jeg kunne stå og observere ham inden han opdagede, at jeg var kommet for at hente ham. En gang var han fx. lige kommet op på puslebordet i det jeg kom, og selv om jeg gik ud på badeværelset kunne han ikke se mig, da der var en lille halvvæg der skillede os.
Pædagogen der skiftede ham og jeg aftalte med øjnene, at jeg blot kunne observere lidt, og det var helt dejligt at se, hvordan han lavede sjov med pædagogen (ved at prøve at sprøjte vand fra vandhanen på hende) og ved at insistere på, at det var ham, der bestemte! 🙂 Han fortalte også på eget initiativ at det var spiderman, der var billede af på hans underbukser, og om hvad spiderman kan. Det er så skønt når man kan se hvordan børnene agerer, når de ikke ved at man er til stede. Den sidste ting, der gjorde at jeg vidste, at Bassen var glad for at være der var, at hver gang (mere eller mindre) jeg hentede ham fik jeg en hurtig krammer inden han begynte forhandlingen; “ti minutter mere, mor. Bare TI minutter”. Det er nok overflødigt at sige, at det aldrig blev kun ti minutter… Og hvis jeg var så ond, at hente kun Bassen og ikke Røveren, fx. hvis Bassen skulle hjem og sove og Røveren gerne ville blive længere, så fik jeg skæld ud hele vejen hjem…kun en ond mor kan finde på at tvinge den ene til at tage hjem før den anden – SÅ uretfærdigt!

Sådan forløb altså Bassens indkøring i vuggestue – og jeg må sige, at selv om det var et par uger, hvor afleveringssituationen ikke var sjov, så er det gået rigtig godt! Det har ikke på noget tidspunkt været så “slemt”, at vi har revurderet hans vuggestuestart – måske især fordi vi kunne se hvor glad han var for at være der når afskeden bare var overstået. Jeg er dog meget spændt på hvordan det bliver at komme tilbage efter sommerferien…nogle af gangene når vi snakker om institutionen bliver han begejstret, mens andre gange siger han “jeg tror bare jeg bliver hjemme”, haha. Min værste frygt er, at vi kommer tilbage dertil, hvor det var aller sværest at sige farvel – men uanset hvad, så ved jeg jo nu, at det går over – og denne gang forhåbenligvis hurtigere end sidste gang. Og nu har jeg jo alligevel ikke noget jo jeg skal tilbage til, så drengene behøver ikke være i institutionen mere end de ønsker de første mange uger 🙂

Det bliver spændende at se hvordan tingene forløber på mandag.

1 2